Talkrig

24syvs udlægning af lyttertal møder kras kritik: ”Useriøst”

”24syv er på mange måder et ”forurenet” brand," og derfor kan man ikke stole på lyttermåling, hvor en kvart million danskere siger, at de lytter til kanalen

MediaWatch skriver, at det møder kritik og bliver kaldt ”useriøst”, at Lars Schmidt, administrerende direktør for 24syv, i går forklarede, at 24syv efter hans opfattelse har 250.000 lyttere om ugen.

Hvis det er rigtigt, er lyttertallene 20 gange højere end i de såkaldte radio-meter-målinger, som ellers er branchestandarden for lyttermålinger i Danmark.

Ifølge radio-meter-målingerne ligger 24syvs lyttertal helt nede på 11.000 lyttere om ugen.

I går forklarede Lars Schmidt, at målingerne med de høje lyttertal gav det mest retvisende billede.

”Jeg er ikke tekniker. Men jeg undrer mig over forskellen. I hvert fald synes jeg, at tallene viser, at præmissen om, at vi er en radio uden lyttere, er forkert,” sagde Lars Schmidt til Journalisten i går.

Men nu møder 24syvs brug af lyttermålingerne kras kritik fra Dennis Christensen, der er chef for DR Medieforskning og formand for styregruppen bag udbuddet af lyttermålingerne. Han mener, at 24syvs brug af tallene er ”useriøst” og ”mod bedre vidende”.

I styregruppen sidder en række medier og organisationer: DR, Bauer Media, Radio4, Danske Medier Research samt 24syv.

De forveksler Radio24syv med 24syv

Over for MediaWatch fastholder Dennis Christensen, at radio-meter-målingerne (hvor 24syv kun har 11.000 lyttere) er utroligt valide, mens den måling, Lars Schmidt foretrækker, ikke giver et dækkende billede. 24syvs foretrukne målemetode er baseret på interviews, hvor 8.000 danskere fortæller Kantar Gallup om deres lyttervaner, og deri ligger en klar fejlkilde.

Mange af de personer, der siger, at de lytter til 24syv, forveksler nemlig kanalen med den gamle udgave af Radio24syv:

”24syv er på mange måder et ”forurenet” brand, fordi det i en årrække var en radiostation med signifikant radiolytning og en del populære podcasts. Nogle af dem eksisterer stadigvæk i regi af andre medier. Så når Loud overtager navnet og ændrer design til det gamle Radio24syv, så bliver sådan en spørgeskemaundersøgelse rigtig udfordret, fordi danskerne kan være forvirrede over, hvad det er, de egentlig har lyttet til,” siger Dennis Christensen.

Mikrofon eller ej

Til sammenligning registrerer radio-meter-målingerne lytternes adfærd ved, at et panel med 1.600 personer har fået udleveret en lille mikrofon, der registrerer, hver gang en paneldeltager lytter til radio. Men mikrofonen registrerer ikke noget, hvis man hører radio med høretelefoner på.

Lars Schmidt tror ikke på, at lytterne forveksler den gamle udgave af Radio24syv med 24syv. Det er nemlig to målinger i træk, der viser lyttertal omkring en kvart million.

”Det er slet ikke muligt at lytte til det gamle Radio24syv, og det har det ikke været siden 2019. Derfor giver det ingen mening, at så mange svarer, som de gør, hvis ikke de tænker på det nuværende 24syv,” siger Lars Schmidt til MediaWatch.

0 Kommentarer