
TV 2 Nyhederne skal sige farvel til 50 medarbejdere. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Nyhedsledelsen hos TV 2 har sagt ja til 23 aftaler om frivillige fratrædelser i forbindelse med den forestående fyringsrunde.
Det bekræfter TV 2 i en mail til Journalisten.
”Det betyder, at tallet for opsigelser er faldet, så der den 25. maj skal siges farvel til 11 fastansatte og 12 løstansatte kolleger. Af hensyn til nyhedernes udkomme, for at sikre kritiske funktioner i den daglige drift, og da det også skal harmonere med den udmeldte strategi, er der sagt ja til mange frivillige fratrædelser, men ikke til alle,” lyder det i et skriftligt svar.
Ifølge Journalistens oplysninger er det omkring to tredjedele af dem, der havde søgt om en frivillig fratrædelse, der har fået den bevilget.
Lennart Sten, hovedtillidsrepræsentant hos TV 2 Nyhederne, forklarede i sidste uge til Journalisten, at flere end ventet har søgt om en frivillig fratrædelse.
TV 2 skal samlet skille sig af med 50 medarbejdere i nyhedsafdelingen. 25 af dem skal findes blandt fastansatte, mens den sidste halvdel skal findes blandt de løst ansatte. Den 25. maj vil der finde en decideret fyringsrunde sted.
Flytter mere til Odense
Det tal blev dog bragt en kende ned, da to chefer har lavet aftale om frivillig fratrædelse, mens en tredje chef er blevet fyret.
Den forestående fyringsrunde blev meldt ud den 18. april og sker som led i en omfattende organisationsændring, hvor TV 2 Nyhederne lægger en større del af produktionen fra Teglholmen i København til Kvægtorvet i Odense.
Der lægges samtidig op til at skære på forskellige programmer, mens der vil etableres nye stillinger på blandt andet tv2.dk, som skal besættes internt.
TV 2 har oplyst, at man blandt andet vil bruge færre ressourcer på enkeltstående events og gøre Vejret mere digitalt. Dermed skal der være færre tv-vejrudsigter i fladerne. Aktualitetsprogrammet ’Kernen’ justeres også til at udkomme færre gange i et nyt format, der skal udvikles med dokumentar- og aktualitetsgruppen samt gravergruppen.
Intern kandidatbank
Ud over de frivillige fratrædelser har tillidsrepræsentanterne lavet en aftale med nyhedsledelsen om en intern kandidatbank.
Alle, der tager en frivillig fratrædelse, bliver opsagt eller mister deres timer som freelancer, vil komme til at stå i den kandidatbank.
”Folk i kandidatbanken vil kunne se, hvis der er åbninger andre steder i huset, og kan lægge billet ind på ledige stillinger, uden at de er blevet slået op. Jeg tror også, at der er nogen, der bliver grebet på den måde, så de ikke ryger ud af TV 2, hvis de ikke ønsker det,” har Lennart Sten forklaret til Journalisten.
Udsigten til fyringsrunden har ad flere omgange skabt ballade hos TV 2. I første omgang nedlagde medarbejderne arbejdet, da de følte sig ført bag lyset af ledelsen. Under arbejdsnedlæggelsen blev det så opdaget, at to chefer havde kigget med på et fagligt møde, hvilket har været med til at skabe ”en betændt situation”, og der forestår et arbejde med at genopbygge tilliden, har Lennart Sten forklaret:
”Men det sker i en situation, hvor nogle af de chefer, der har handlet forkert, nu også skal være med til at afgøre, hvem der i sidste ende risikerer at blive fyret. Det er naturligvis en svær situation.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.