Hele 23 medarbejdere på Berlingske har søgt og fået en frivillig fratrædelse. Dertil kommer to medarbejdere, som har fået afslag. Men avisen undgår ikke fyringer.
Det fremgår af en mail fra chefredaktør Tom Jensen til avisens medarbejdere, som Journalisten er i besiddelse af.
Det er kun få måneder siden, at Berlingske i juni også var igennem en større rokade med nedlæggelse af stillinger. Dengang tog 12 medarbejdere en frivillig aftrædelse, hvilket var flere, end der var brug for. Dermed kunne avisen helt undgå fyringer før sommerferien.
»Chokerende højt antal«
Samlet set er det chokerende mange frivillige fratrædelser, mener tillidsrepræsentant.
»Det er et chokerende højt antal. Samlet set er det en fjerdedel af mine kolleger, der hellere vil ud på et usikkert jobmarked end at være på Berlingske. Der er jeg ked af på avisens vegne. Det er et blinkende signal til ledelsen om, at folk vil væk. Det er en erklæring om manglende tro på ledelsen og den nye strategi,« siger Marianne Fajstrup, stedfortrædende tillidsrepræsentant på Berlingske.
De belgiske ejere i De Persgroep varslede forrige mandag, at der i alt skulle skæres 40 redaktionelle stillinger væk i Berlingske Media, heraf 30 på avisen Berlingske inklusive nyhedsbureauet BNB.
Dermed undgår avisen i modsætning til BT ikke fyringer trods de mange frivillige fratrædelser.
Fyringer meldes ud på mandag
”De afskedigelser, der bliver nødvendige, vil blive foretaget på mandag 30. november fra om morgenen,” skriver chefredaktør Tom Jensen i mailen til medarbejderne.
»Vi risikerer fortsat fyringer. Hvor mange ved vi ikke endnu. Vi er stadig i en proces, hvor vi ser på, hvordan vi kan undgå flest mulige fyringer. Vi vil kæmpe til målstregen på mandag,« siger Marianne Fajstrup.
Som tidligere nævnt har to medarbejdere fået afslag på frivillig fratrædelse.
”Det har dog været nødvendigt at give afslag til ønsker fra to medarbejdere i stillinger, som indebærer krav om helt særlige kompetencer,” skriver Tom Jensen.
Mange går frivilligt fra Business
Særligt på den cirka 60 mand store Business-redaktion har lysten til at tage en frivillig fratrædelse været stor. 12 medarbejdere på Berlingske Business går frivilligt i denne omgang. Journalisten har tidligere i dag talt med nogle af disse medarbejdere.
»Vi ved ikke, hvad belgiernes plan reelt er, og især på business.dk er der udsigt til seks måneders usikkerhed. Det har været afgørende for mig,« siger Mads Kolby
»Det er lidt opslidende at være et sted, hvor der jævnligt er fyrings- og sparerunder. Det har der været nærmest en gang om året,« siger Nils-Ole Heggland.
Ud over de 12 frivillige fratrædelser på Business, så har fem BNB-medarbejdere og tre fra Indlands-redaktionen taget en frivillig fratrædelse. De resterende tre frivillige fratrædelser kommer fra øvrige redaktioner.
Derudover har otte medarbejdere fra BNB sagt ja til at blive overdraget til Ritzau. Desuden gennemfører Berlingske en lang række interne rokader for at fylde nogle af hullerne ud.
Journalisten har forsøgt at få kommentarer fra ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen gennem fyringsforløbet. Han vil ikke kommentere interne forhold.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.