Panikdag

222 studerende matchede med en praktikplads på tre minutter

Omtrent 45 praktikpladser er på nuværende tidspunkt ubesatte. Ved næste praktiksøgning kommer der til at mangle 30-40 pladser

I gamle dage blev den kaldt panikdag, men nu hedder det altså Store Match Dag og foregår udelukkende digitalt.

Og onsdag gik det hurtigt med at matche praktikantspirer til praktikpladserne i mediedanmark.

I løbet af tre minutter havde 222 kommende praktikanter fundet en praktikplads blandt de omtrent 280 praktikopslag.

Det fortæller Martin Vestergaard, der er praktikkoordinator på DMJX.

Han fortæller også, at der i skrivende stund er omtrent 10 studerende, der stadig leder efter en praktikplads, og at der er omtrent 45 praktikpladser, der mangler en praktikant.

Sidste omgang pladsoverskud

Denne omgang praktiksøgning bliver dog sidste omgang med et overskud af pladser i forhold til studerende.

Forklaringen er, at man har genindført muligheden for 18 måneders praktik for studerende fra DMJX. Derfor vil der være omtrent 100 færre opslag ved næste Store Match Dag.

”Det vender næste gang, og faktisk vil der komme et minus på 30-40 pladser, som vi så skal ud og finde, og det vil være et kæmpe problem for de studerende. Dermed vil der i den grad blive brug for alle de praktiksteder, der ikke har fundet praktikanter i denne runde. Så vi skal i gang med at stampe så meget op, som vi kan,” siger Martin Vestergaard til Journalisten.

Selv om Store Match Dag formelt er overstået, er der stadig mulighed for, at der i de kommende timer og dage laves nye aftaler med de godt 10 studerende, der stadig mangler en plads. Derfor kan Martin Vestergaard endnu ikke præsentere en færdig liste med de praktiksteder, der mangler at få en stilling besat.

Men han fortæller til Journalisten, at det ligesom andre år ofte er fagmedier, specialmedier, organisationer og regionale medier, der optræder på listen over de godt 45 praktikpladser, der mangler en praktikant.

Næste omgang praktiksøgning finder sted i efteråret.

0 Kommentarer