Det Nordjyske Mediehus har haft medvind. Koncernen gik ud af 2021 med en lille fremgang og en omsætning på godt 672,5 millioner kroner. Det er første gang siden 2017, at den samlede omsætning ikke er faldet.
Ifølge administrerende direktør Morten Vinther Jensen har mediehuset tjent flere penge end forventet. Resultaterne kommer efter de senere års omfattende ændringer og en fortsat gennemgribende digital transformation af hele koncernen.
”Vi begynder nu at kunne se tegnene på en mere digital bevidsthed og fokus på relevant indhold og tidssvarende annoncering til vores kunder,” siger han i en pressemeddelelse.
I efteråret 2021 lancerede Det Nordjyske Mediehus det digitale erhvervsmedie Vigeur. Sammen med den lokale platform Ligeher.nu forventes Vigeur at bidrage til den fortsatte digitale vækst i 2022.