2012 var et skidt år for salg af annoncer i specialmedier. Fem procent af annoncekronerne forsvandt, viser det såkaldte Annoncebarometer fra Danske Specialmedier.
Annonceindtægterne er ellers steget hvert år, siden den økonomiske krise sendte dem i frit fald fra 2008 til 2009, men det kunne alligevel let have set sortere ud, end det gør, lyder det fra Danske Specialmedier.
»Min vurdering er, at det er bedre end frygtet. I virkeligheden var tredje kvartal ret nedslående, hvor der faktisk var en femten procents tilbagegang i forhold til samme periode året før. Så markedet har rettet sig her i fjerde kvartal,« siger Henrik Thøgersen, markedschef i Danske Specialmedier, til journalisten.dk.
Annoncebarometeret er inddelt efter brancher, men det giver ikke et entydigt billede af, hvordan de klarer sig i forhold til hinanden.
»Det er i virkeligheden fuldstændigt umuligt at sige noget fornuftigt om, fordi det svinger fra kvartal til kvartal, hvordan de enkelte brancher performer,« siger Henrik Thøgersen.
I fjerde kvartal ligger branchegruppen ”Forbrugerettede medier” eksempelvis i bund, mens gruppen ”Industri, teknik og håndværk” tager førstepladsen. I kvartalet før var det omvendt, fortæller Danske Specialmedier.
»Derfor vil tallene opdelt på underbrancher været meget, meget divergerende i forhold, hvordan de oplever påvirkningen af denne her annoncekrise. De indberetninger, vi har fået, stikker simpelthen i alle mulige retninger,« siger Henrik Thøgersen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.