2011 betyder mere og bedre undersøgende journalistik, mener fremtrædende journalister. Læs tre grunde til, at den undersøgende genre vil gro i år – og to problemer.Det er det respekterede, amerikanske Poynter Institute, der har udarbejdet listen i samarbejde med fremtrædende undersøgende journalister fra USA.
»På trods af fyringer på redaktionerne i 2010, og økonomiske forudsigelser om, at dette kan blive et hårdt år for mediehusene, så mener flere af de bedste undersøgende journalister, at 2011 kan blive et vendepunkt for deres fag,« skriver Poynter på deres hjemmeside.
De forudser, at der vil blive lavet mere og bedre undersøgende journalistik i 2011, især med kritisk journalistik om statens udgifter.
Poynter forudser tre konkrete punkter, hvor den undersøgende journalistik vil spire i 2011.
- Der bliver flere non-profit organisationer, der støtter undersøgende journalistik og indgår samarbejde med traditionelle nyhedsredaktioner.
- Undersøgende journalistik og erhvervsjournalistik vil vokse som et markant, unikt og profileret kendetegn ved de forskellige nyhedsmedier.
- Der bliver et bredere udbud af undersøgende journalistik, der kan leveres på mange platforme – inklusiv de mobile, i sociale medier som Facebook og Twitter og via hyperlokale netværk på nettet.
De oplister dog også to problemer, der ligger i 2011 for undersøgende journalister:
- Journalister vil blive nødt til at tillære sig nye egenskaber, så de kan bruge sociale medier og databaser i deres journalistik.
- Wikileaks-affæren vil betyde, at det frem over bliver sværere for journalister at få adgang til information, blandt andet data fra det offentlige.
Forudsigelserne er i sagens natur lavet med udgangspunkt i det amerikanske mediebillede, men flere af punkterne kan være relevante for danske journalister.
I hvert fald har danske medier oprustet kraftigt på gravejournalistikken forud for 2011. Både JP/Politikens Hus og Berlingske Media har styrket den undersøgende journalistik, og TV 2 tredobler sin gravegruppe.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
hvordan blir man mon "kommunikationsekspert"? jeg blir altid så nysgerrig når jeg hører om sådan no´en...