Mange dagblade har længe kalkuleret med, at nettet skulle sikre dem flere reklamekroner, når nu de trykte aviser mistede annoncer. Men 2009 kan meget vel også betyde fald i annoncer på nettet, siger Nordens største mediehus.
Det ser skidt ud med annonceringen i dagbladene. Gennem 2008 har alle de store aviser meldt om tilbagegang og udsigten til 2009 er alt andet end god. Derfor har mange mediebosser hidtil knyttet et håb til internettets fremmarch og en fortsat vækst i reklamekronerne på nettet.
Men den udvikling kan meget vel være ved at gå i stå.
I hvert fald forudser Nordens største mediekoncern, Schibsted i Norge, at 2009 vil indebære en tilbagegang for nettet.
Internetannonceringen er allerede faldet i Norge. Ifølge de seneste tal for sidste måned, blev der målt en tilbagegang på 13,4 pct. i oktober, skriver Dagens Næringsliv. Samlet set bliver der dog tale om en fremgang på rundt regnet 11 pct. i 2008.
Men ifølge Schibsted er afmatningen nu så kraftig, at der er stor risiko for, at det slår igennem med negang for både print og net.
Oktobertallene bekymrer således koncerndirektør i Schibsted, Birger Magnus:
"En så kraftig nedgang skyldes nok en kortsigtet virkning, men det er ikke usandsynligt, at annoncemarkedet vil falde næste år – også markedet på nettet," siger han til Dagens Næringsliv.
Andre i branchen er dog knap så pessimistiske. Men Birger Magnus holder sig ikke tilbage:
"Jeg tror næste år bliver utroligt hårdt, og jeg er ingen optimist i forhold til annonceudviklingen."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.