Der er to store fjender under OL i Kina for journalisterne. Myndighederne vil gøre alt for at styre informationsstrømmen. Og mange journalister vil fortælle falske historier, der bekræfter myterne om undertrykte kinesere.

Det kinesiske greb om den kritiske journalistik og dens kilder er så fast, at selv et korps på 20.000 akkrediterede og ambitiøse journalister næppe vil få den kommunistiske etparti-stat til at ryste på hånden under sommerens OL-dækning.

»Jeg har været ved at miste modet. Du kan mærke, at myndighederne ånder dig i nakken. Du frygter, at de går efter dine kilder. De blokerer de sider, du bruger på nettet. Telefoner, der pludselig ikke virker. Det er virkelig frustrerende,« fortæller Christina Boutrup, der i perioden 2005-2008 var korrespondent i Kina for Berlingske Tidende og for tiden skriver en bog om sine oplevelser.

Hendes beretning er en alvorlig belæring til de danske journalister, der skal dække OL og håber at støve kritiske historier op undervejs. Hun understreger, at der gik et år, før hun selv følte sig nogenlunde i stand til at lave kritisk opsøgende journalistisk. Ikke mindst fordi den helt oplagte metode, at alliere sig med en kinesisktalende guide, kan udvikle sig katastrofalt.

Første gang Christina Boutrup mødte diktaturets utrolige kræfter, var da en ung journalist fra The Guardian tog ind i en landsby med en guide fra en menneskerettighedsorganisation. Landsbyens beboere protesterede mod det lokale styre.

»Et tæskehold på 30 mand hev guiden ud af bilen og sparkede og slog ham. Journalisten blev af myndighederne sendt med det første fly retur til Shanghai,« fortæller Christina Boutrup.

»Han havde før dækket krige i Afrika og troede, at han kunne dét der,« siger Christina Boutrup. Hun forklarer, at journalisten begik to fejl: Han tog sin guide – der også var menneskerettighedsaktivist – med ud i landsbyen, hvor guiden var upopulær. Og: Han blev siddende i bilen, da tæskeholdet kastede sig over guiden.

»Du er nødt til at gå imellem. De gør ikke en vestlig journalist noget.«

Christina Boutrup delte kontor med journalisten. Og efterfølgende blev hendes telefon afbrudt, hver gang hun nævnte landsbyens navn.

»Jeg havde meget svært ved at komme i kontakt med min chef i Danmark, som jeg havde stort behov for at tale med.«

Christiana Boutrup fortæller, at de mest erfarne Kina-korrespondenter i dag frygter situationen, når 20.000 journalister ankommer, og nogle af dem tror, de skal afsløre regimet på tre uger.

»Du skal gøre lige det modsatte. Du skal være grundig. Og du skal være ydmyg,« understreger hun.

Men netop grundighed og ydmyghed præger ikke alle de korrespondenter, der i dag arbejder i Kina. For hånd i hånd med myndighedernes lukkethed er der en tendens til, at byline-sultne journalister på nyhedsjagt laver omskrivninger af virkeligheden, så den passer med forventningerne hjemme på redaktionen. Med andre ord: Journalisterne strammer deres research som modvægt til diktaturets censur.

»Jeg har oplevet flere journalister betale for at få lov at følge en kilde. Men kineserne er ofte så fattige, at de vil sige hvad som helst til journalisten – og de fornemmer jo hurtigt, at historien har en klar klynkevinkel rettet mod styret,« fortæller Christina Boutrup, der understreger, at hun aldrig selv har betalt en kilde.

Desuden sker det, at journalisterne oversætter de kinesiske kilders citater direkte forkert, så de bekræfter vinklen.

»Når de kommer hjem med en historie, hvor citatet ikke passer, så skriver journalisterne citatet om. Herregud: Det er jo en kinesisk kilde! Det kan ikke tjekkes! Det har jeg oplevet både til skrevne og elektroniske medier. Og der er også danske journalister blandt synderne,« forklarer Christina Boutrup.

Dermed står det også klart, at en ting er myndighedernes undertrykkelse. Noget andet og lige så kritisabelt er de vedtagne journalistiske dogmer for en god Kina-historie. En af Danmarks mest respekterede Kina-eksperter mener ligefrem, den danske presse har fået CNN-slagside og kun ser de sorte sider af Kina. Det gælder ikke mindst i Tibet-dækningen.

»Danske mediers dækning har været meget ensidig. I norsk presse er langt flere synspunkter repræsenteret,« siger Verner Worm, professor og Kina-ekspert på Copenhagen Business School. Han har sammenlignet indholdet i en række artikler i de to lande.

»I Norge har der for eksempel været en stor debat om CNNs kritiske dækning af Kina, mens mange danske aviser har kørt præcis de samme vinkler som CNN.«

Netop CNN er af Kina blevet kritiseret for sin dækning af Tibet-spørgsmålet. Kineserne har ligefrem forlangt en undskyldning af CNN.

Verner Vorm påpeger, at danske medier ofte formidler historien således, at det er tibetanerne, der hver gang er de eneste ofre.

»Der er jo mange af dem, der er døde, som er kinesere. Urolighederne gik faktisk hårdt ud over muslimer og kinesere,« siger Verner Worm, der mener, at danske journalister ofte automatvinkler på konfliktens helte og skurke i stedet for at opsøge substansen.

»Jeg tror, at man i Norge har dygtigere journalister, der opsøger andre kanaler end dem, der formidler de amerikanske synspunkter. Hvis en journalist ikke har arbejdet med Kina i mange år, så er det svært at lave en nuanceret dækning,« mener han.