19 blade mister portostøtte

  FRANKO-MANKO. Regeringen gør nu et nyt indhug i portostøtten. Transport- og Energiministeriet, som portostøtten hører under, har meddelt, at det fra 1. august kun vil være printmedier, som udkommer mindst fem gange om ugen, der kan få støtte. Det vil i praksis sige, at portostøtten er forbeholdt dagblade.

FRANKO-MANKO. Regeringen gør nu et nyt indhug i portostøtten. Transport- og Energiministeriet, som portostøtten hører under, har meddelt, at det fra 1. august kun vil være printmedier, som udkommer mindst fem gange om ugen, der kan få støtte. Det vil i praksis sige, at portostøtten er forbeholdt dagblade.

Manøvren kommer oven på sidste års aktion, hvor regeringen fjernede portostøtte for 188 millioner kroner. Det medførte – ifølge en opgørelse i bladet Civiløkonomen – en massakre på fag- og foreningspressen, hvor 500 blade er lukket på bare et år.

Med det nye indgreb mister 19 uge- og månedsblade deres samlede portostøtte på 18 millioner kroner, men den konkrete regning for de berørte blade ventes at blive langt større.

Weekendavisen er et af de blade, der kommer i klemme, og ifølge avisens chefredaktør Anne Knudsen betyder det en merudgift på 7,6 millioner kroner. Hun oplyser til Berlingske Tidende, at sidste års overskud var på 2,5 millioner kroner, og at regeringens indgreb derfor giver et akut hul i kassen på fem millioner kroner.

Berlingske Nyhedsmagasin bliver også ramt, og ifølge Politiken betyder portostøttens bortfald en øget udgift på en million kroner for bladet. Bladet Effektivt Landbrug mister ifølge Fyens Stiftstidende to millioner kroner. Også Computerworld mister nu sin portostøtte. Bladet udgives af IDG, og her siger administrerende direktør Søren Queitsch:

»Det kommer til at koste os mellem 3 og 15 millioner kroner, afhængigt af hvordan vi løser problemet. Som det er nu, kan Post Danmark ikke garantere, at kunderne får bladet om fredagen, når det udkommer, men først mandag eller tirsdag. Det kan vi som nyhedsmedie på ingen måde leve med,« siger Søren Queitsch.

Regeringen fjernede portostøtten sidste år for at lave fri konkurrence på distribution af blade. I realiteten har Post Danmark dog fortsat haft monopol-lignende status og står for 95 procent af uddelingen af blade og magasiner.

Søren Queitsch fra IDG påpeger som én af forklaringerne på den udeblevne konkurrence, at Post Danmark er den eneste distributør, som har adgang til postbokse på posthusene. Han anslår, at cirka halvdelen af Computerworlds oplag leveres til abonnenter på en postboks-adresse, og de kan derfor ikke få bladet, hvis det skal distribueres af andre end Post Danmark.

De 19 blade, som mister portostøtte, er: Weekend-avisen, Berlingske Nyhedsmagasin, Computerworld, Avisen Tro & Mission, IT-avisen ComOn, det ny NOTAT, Politiken Weekly, Effektivt Landbrug, Landbrug Fyn, Landbrug Syd, Læsø Posten, Fanø Ugeblad, Kommunen, Kommunist, Udfordingen og The Copenhagen Post, samt de engelsksprogede News-week, Time Magazine og The Economist.

0 Kommentarer