180Grader: Valgsejr til rød blok koster Ekstra Bladet 60 mio. kr.

Den borgerlige netavis 180Grader, der redigeres af Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, kæder nu det kommende folketingsvalg sammen med Ekstra Bladets fremtid. Rød bloks ønske om et forbud mod sexkøb vil koste avisen 60 mio. kroner, skriver sitet.

Den borgerlige netavis 180Grader, der redigeres af Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, kæder nu det kommende folketingsvalg sammen med Ekstra Bladets fremtid. Rød bloks ønske om et forbud mod sexkøb vil koste avisen 60 mio. kroner, skriver sitet.

180Grader har talt med SF's ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge, der erklærer, at Ekstra Bladets annoncer for prostituerede skal underlægges en langt mere restriktiv lovgivning.

"Ekstra Bladet bevæger sig på grænsen af rufferi, og det er ikke Folketingets opgave at holde liv i JP/Politikens Hus. Det er helt uhyrligt, at de tjener styrtende summer på rufferilignende virksomhed, ikke mindst når man tænker på, hvor meget statsstøtte de får årligt," siger Pernille Vigsø Bagge til websitet

Dermed kan JP/Politikens Hus, som udgiver Ekstra Bladet, risikere at miste en meget stor millionindtægt, hvis regeringen efter næste valg bliver rød. Formentlig helt op til 60 mio. kr. årligt, gætter 180Grader, der redigeres af Ole Birk Olesen – spidskandidat for Liberal Alliance.

Den nuværende rufferilovning skelner dog mellem, om man direkte tjener penge på andres prostitution – eller om man blot leverer en generel ydelse, som benyttes af prostituerede, for eksempel kondomer og så netop prostitutionsannoncer. 

Men Pernille Vigsø Bagge siger til 180Grader, at sexannoncerne i Ekstra Bladet bør underlægges langt hårdere restriktioner fra lovgivernes side. Blandt andet fordi selv mindreårige piger kan indrykke massageannoncer i avisen.

180Graders gæt på 60 mio. kr. bygger på en optælling af antallet af sexannoncer i Ekstra Bladet på en enkelt dag. Her var der 428 massageannoncer, som angiveligt indbringer 400 kr. i snit. Det giver 170.000 kroner dagligt. Og altså godt 62 mio. kroner om året.

Hvis altså regnestykket holder.

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, udtaler, at avisen naturligvis altid følger den gældende lovgivning.

0 Kommentarer