180 journalister i register: ”Under al kritik, at jeg skal registreres for at gøre mit arbejde”

Journalisterne Jens Anton Havskov Hansen og Jeppe Findalen er blandt de navngivne journalister, som uden deres vidende er markeret som vaccinekritiske i et register, som Primetime har lavet for Sundhedsstyrelsen. Ulovligt ikke at orientere journalisterne, vurderer eksperter. Styrelsen undersøger sagen, mens Primetime nægter at svare
  • Martin Ballund / Ritzau/Scanpix
    180 navngivne journalister er uden deres vidende blevet registreret i forbindelse med Sundhedsstyrelsens kampagne for HPV-vaccine, som blev gennemført i samarbejde med Primetime.
13.11.2018 · 14:03

”Overvejende negativ omtale – bl.a. portræt af syg pige.”

Sådan lyder beskrivelsen af B.T.-journalist Jens Anton Havskov Hansen i et register, som kommunikationsbureauet Primetime har lavet for Sundhedsstyrelsen. Registeret er lavet i forbindelse med, at Sundhedsstyrelsen hyrede Primetime til en stor kampagne, som i 2017 skulle få flere til at lade sig HPV-vaccinere.

Det er netmediet Complidia, som først har beskrevet registeret i sidste uge baseret på en aktindsigt. Den aktindsigt har Journalisten efterfølgende også fået.

Registeret oplister i alt 180 navngivne journalister med navn, mail, telefonnummer, arbejdsplads og for nogles vedkommende en beskrivelse af den enkeltes dækning af HPV-vaccinen. Derudover har en række af journalisterne fået en farve – enten rød, gul eller grøn. Det fremgår af sammenhængen, at de journalister, som er markeret med rød, har haft en negativ dækning og/eller holdning til HPV-vaccinen, mens de grønne har omtalt vaccinen overvejende positivt, og de gule har skrevet både for og imod.

”Det er dybt kritisabelt at lave sådan en liste, hvor man markerer kritiske journalister. Jeg vil have en forklaring på, hvorfor jeg skal med på sådan en liste, og hvad i alverden de har tænkt sig at bruge det til,” siger Jens Anton Havskov Hansen.

I alt er seks navngivne journalister markeret med rød i registeret.

”Under al kritik, at jeg skal registreres for at gøre mit arbejde”

Jens Anton Havskov Hansen har været i arkiverne og fortæller, at han har skrevet fire artikler om HPV-vaccinen i 2015. Han skrev blandt andet to case-interviews med piger, som fortalte, at de var blevet syge af vaccinen, og et interview med den vaccinekritiske læge Stig Gerdes i forbindelse med, at lægen blev frataget sin autorisation.

”Jeg er meget overrasket over, at det register findes. Jeg er ikke så overrasket over, at de betragter mig som kritisk – det ser jeg som en cadeau til mit arbejde som journalist. Jeg er kritisk over for alle – også dem, der var kritiske over for vaccinen,” siger Jens Anton Havskov Hansen. 

Det er dybt kritisabelt at lave sådan en liste, hvor man markerer kritiske journalister. Jeg vil have en forklaring.
Jens Anton Havskov Hansen, journalist på B.T.

Han understreger, at han ikke har en personlig holdning til HPV-vaccinen.

”Jeg er ikke læge, og jeg har aldrig forholdt mig til, om HPV-vaccine er godt eller skidt. Jeg har interviewet nogle kilder. Det er under al kritik, at jeg skal registreres for at gøre mit arbejde,” siger han.

”De tillægger mig en holdning, jeg ikke har”

”Negativ indstilling over for vaccinen,” lyder det om journalist Jeppe Findalen i registeret. Han er også markeret med rød, baseret på hans artikler i Metroxpress. I dag er Jeppe Findalen på Radio24syv.

”Jeg er en smule rystet over, at man på den måde overvåger journalisters arbejde og kategoriserer os på den måde. Jeg er bekymret over, hvad man kan bruge sådan en liste til. Er vi så blevet syltet i systemet, når vi har spurgt om noget, eller har vi haft ringere adgang end dem, som er markeret med ”grøn”? Jeg kan ikke se, hvorfor en offentlig myndighed skal lave sådan en opdeling af journalister.”

Den fulde beskrivelse af Jeppe Findalen lyder:

”Negativ indstilling over for vaccinen. ”Jeg jagter stadig svarene på spørgsmålene, og jo mere, vi skriver om emnet, desto mere står det klart for mig, at ingen ved noget med sikkerhed, og at netop det måske er problemets kerne”.”

Den sidste del af beskrivelsen er et citat fra en klumme, som Jeppe Findalen skrev i Metroxpress i forlængelse af sin dækning af emnet.

Er det rigtigt, at du har en ”negativ indstilling over for vaccinen”?

”Nej, og det er nok det, jeg er mest pikeret over. De tillægger mig en holdning til vaccinen, som jeg ikke har. Jeg har aldrig ment noget personligt for eller imod vaccinen, og det har ikke afspejlet sig i min journalistik,” siger han og forklarer:

”Det citat, som de bruger i beskrivelsen af mig, handlede mindst lige så meget om, at man på det tidspunkt ikke vidste, hvad pigerne fejlede, og hvad symptomerne skyldtes. Der var behov for, at man undersøgte det nærmere, blandt andet igennem kritisk journalistik.”

Både Jeppe Findalen og Jens Anton Havskov Hansen understreger, at de godt ved, at kommunikationsbureauer kan lave medieovervågning og lister over journalister, som dækker området.

Men ingen af dem har hørt om før, at navngivne journalister får farvekoder alt efter, hvor kritiske de er. Og de undrer sig over, hvorfor det er nødvendigt.

”Selvfølgelig har man nogle lister over journalister, som man kan give lunser. På den måde er jeg da stolt over, at jeg er markeret med ”rødt”. Men jeg vil gerne have at vide, at jeg bliver registreret på den måde,” siger Jens Anton Havskov Hansen. 

FAKTA

180 navne i registeret

I alt 180 navngivne journalister optræder i det register, som Primetime har udarbejdet til kampagnen for Sundhedsstyrelsen.

De navngivne journalister fordeler sig således:

43 arbejder på landsdækkende dagblade

5 arbejder på nyhedsbureauer

19 arbejder på landsdækkende tv

9 arbejder på radio

12 er regionale journalister

76 arbejder på ugeblade og livsstilsmedier

16 arbejder på fagmedier

Seks navngivne journalister og fire redaktioner er markeret med rød i registeret.

Styrelse: Vi har ikke brugt den liste til noget

Hos Sundhedsstyrelsen afviser sektionsleder Sigrid Paulsen, at medielisten på nogen måde er brugt til at sylte bestemte journalister eller give de ”grønne” nemmere adgang.

”Det kan jeg afvise. Det er ikke en liste, Sundhedsstyrelsen på nogen måde har brugt. Det er en liste, som vores bureau har udarbejdet, og som har været et arbejdsredskab for dem. Hvordan de præcis har brugt den, kan jeg ikke svare på,” siger Sigrid Paulsen til Journalisten.

Hun forklarer, at Sundhedsstyrelsen hyrede Primetime til at bistå med kampagnen for at udbrede kendskabet til HPV-vaccinen.

Mener I, at det var nødvendigt for at løse opgaven, at navngivne journalister fx er markeret med farven rød og en vurdering af deres dækning og/eller holdning til vaccinen?

”Formålet med medieindsatsen fra vores side, og som var opdraget til Primetime, var at vende udviklingen i tilslutning til vaccinen. Bureauet valgte at kortlægge mediebilledet som et led i at løse den opgave. Jeg kan simpelthen ikke svare på, om det var nødvendigt at lave røde, gule eller grønne markeringer. Jeg ved ikke, hvad der er almindeligt i den branche."

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens korrespondance med Primetime, at bureauet beder om feedback på listen. ”Hvem mangler vi? Hvem skal ud? Hvad har vi fået galt i halsen?” lyder det i en mail. Men Sigrid Paulsen understreger, at det er Primetime, der har udarbejdet listen.

”Vi har fået listen til orientering og kommentering, ligesom vi har fået alle de andre produkter, som Primetime har lavet i kampagnen. Der har været daglig korrespondance. Men vi har tjekket vores journalsystem, og jeg kan ikke se, at vi har svaret eller givet betydelige bidrag til den liste.”

Primetime vil ikke svare på spørgsmål

Journalisten ville gerne spørge Primetime, hvordan listen er lavet, og hvilke konsekvenser det har haft for journalister, at de for eksempel er registreret med ”negativ indstilling over for vaccinen”. Men Primetime ønsker ikke at lade sig interviewe.

I en mail skriver direktør og partner Thomas Juul-Dam:

”En medieliste er et ofte anvendt arbejdsredskab, når det handler om at skabe overblik over omtale, og hvilke medier og journalister der arbejder med forskellige fagområder. Der er generelt tale om oplysninger, f.eks. kontaktoplysninger som navn og arbejdstelefonnummer, der er ukontroversielle og i øvrigt offentligt tilgængelige.”

Jeg er bekymret over, hvad man kan bruge sådan en liste til. Er vi så blevet syltet i systemet, når vi har spurgt om noget, eller har vi haft ringere adgang
Jeppe Findalen, journalist på Radio24syv

Han forklarer, at listen er lavet ”på baggrund af almindelig research”.

”Helt konkret har vi i løbet af indsatsens første uger kontaktet journalister på listen for at informere dem om fakta vedr. HPV-vaccination. Vores indtryk er generelt, at journalister er glade for at få relevante henvendelser inden for deres stofområde.”

Journalisten har sendt ham en række opfølgende spørgsmål, som han ikke vil svare på.

Eksperter: Ulovligt ikke at orientere journalisterne

Både Jeppe Findalen og Jens Anton Havskov Hansen mener, at de burde have været informeret om, at de blev vurderet og registreret på listen. Og det giver to eksperter dem ret i: Faktisk er det i strid med persondatalovgivningen, at journalisterne intet har fået at vide, lyder det.

Sundhedsstyrelsen og Primetime skulle have orienteret journalisterne om, at de blev registreret. Det vurderer advokat Nis Peter Dall, som er partner i Njord Law og har speciale i persondata. Han henviser til EU’s regler om persondata, GDPR, som trådte i kraft tidligere i år.

”Det mindste, man kan forvente, er, at der var sket en orientering. Det følger direkte af GDPR, at når man indsamler data på den måde, så skal man oplyse det til de registrerede. De skal blandt andet have at vide, at de er registreret, hvordan det er sket, hvad formålet er, og hvem der kan forventes at få adgang til disse data,” siger Nis Peter Dall.

Selv om indsamlingen måtte være sket, før GDPR trådte i kraft, var der stadig i de tidligere regler krav om denne orientering, selv om kravene så var lidt mindre specifikke til, hvad der skulle oplyses til journalisterne, uddyber han.

Henning Mortensen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed, bekræfter, at journalisterne burde have været orienteret.

”Som minimum kan man forvente, at der sker oplysning til de registrerede. Altså at man oplyser de registrerede journalister om, at de optræder på denne liste. Og det er det mindste, man kan forvente,” siger Henning Mortensen. 

Vi tager det seriøst, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om vi lever op til lovgivningen.
Sigrid Paulsen, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen

Han ønsker dog ikke at udtale sig yderligere, da han som medlem af Datarådet kan ende med at skulle vurdere en eventuel klagesag. Han henviser til Datatilsynet som den myndighed, der i sidste ende kan afgøre sagen. Datatilsynet arbejder på en kommentar.

Sundhedsstyrelsen tager det alvorligt – Primetime vil ikke svare

Tilbage hos Sundhedsstyrelsen fortæller sektionsleder Sigrid Paulsen, at man tager eksperternes vurdering seriøst.

Vil de vurderede journalister nu på bagkant blive orienteret hver især?

”Det vil de helt sikkert, hvis vi når frem til, at vi er forpligtede til det. Vi tager det seriøst, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om vi lever op til lovgivningen. Men der er nogle gråzoner, som vi er ved at afklare, eksempelvis hvad der er vores forpligtelse, og hvad der er Primetimes,” forklarer Sigrid Paulsen og understreger:

”Hvis vi skulle have gjort noget anderledes, så retter vi op på det og vil være skarpere på det fremadrettet. Det er vi ved at undersøge.”

Hos Primetime vil man ikke forholde sig til eksperternes vurdering. Direktør og partner Thomas Juul-Dam nøjes med at skrive følgende i en mail:

”Vi er fuldt ud bekendte med den nye persondataforordning, som trådte i kraft i maj 2018. Ligesom andre virksomheder har vi brugt mange kræfter på at blive GDPR compliante, og det er noget, vi er opmærksomme på i alle de opgaver, vi varetager.”

 

Tilføjelse 15/11: Efter denne artikel er publiceret, har Primetime skiftet mening og alligevel stillet op til interview om sagen. Du kan læse interview med Primetimes direktør Thomas Juul-Dam her.

Kommentar

13/11/2018 - 14:41

Ulrik Baltzer

Tag det roligt. Det såkaldte register lyder som et lille, men dog fakturerbart Excel-ark udarbejdet af en Primetime-praktikant for at give styrelsen overblik over, hvem der dækker sagen konsekvent og med hvilket udgangspunkt. Jeg forstår det ikke, som om registret skal bruges til at nægte journalisterne indrejse i bestemte lande eller indsigt i den konkrete sag.

Det siger vel heller ikke så lidt, at det største problem her viser sig at være en mulig GDPR-sag. Et minefelt, hvor selv julemanden ser ud til at være udfordret i år.

He's making a list
He's checking it twice
He's gonna find out who's naughty or nice
Santa Claus is in contravention of article 4 of the General Data Protection Regulation (EU) 2016/679

Kilde: https://twitter.com/mutablejoe/status/998241891459194887

14/11/2018 - 09:54

Leif Donbæk Thomsen

Det kan godt være at det er en praktikant der "bare laver en liste", men det ændrer ikke ved, at en offentlig myndighed ikke må lave sådan en liste, og de kan ikke undskylde sig med, at de har købt sig til opgaveløsinngen.

15/11/2018 - 00:16

Palmer Harsanyi

Desuden vil jeg anbefale en genopfriskning mht. udsatte journalister i sagen om HPV-vacciner i journalisten.dk for 4 år siden:

»Journalistik som det her risikerer i sidste ende at koste liv« - Kritisk journalistik om HPV-vaccinen er en heftig kampplads med reporterne og medicinalfirmaet Sanofi Pasteur MSD i hvert deres ringhjørne.
"»Han forsøgte at så en tvivl i mig om den her kildes troværdighed, og om hun kunne bruges til at illustrere noget som helst.« Advarslen vækker idel forbløffelse hos reporteren:

»Jeg har ikke oplevet den fremgangsmåde før. Jeg har ikke før oplevet, at en partskilde sår tvivl om en erfaringskilde. Typisk holder partskilden sig til sit eget.«

»Overvåget« er det ord, Jakob Sheikh bruger, når han beskriver medicinalvirksomhedens interesse i hans arbejde. I telefonsamtaler bliver Jakob Sheikh bedt om at redegøre for, hvad artiklernes vinkler er, hvilke kilder han bruger, hvornår der er deadline, og hvorfor han i det hele taget skriver, som han gør.

»Det kom bag på mig, at de var så opsøgende, og man skal jo være idiot for ikke at kunne slutte, at de er så opsøgende, fordi de i en vis grad ønsker at kunne styre dagsordenen,« siger han.

Flere læger kontakter Jakob Sheikh, mens han skriver om bijobberi i den medicinske verden. Jakob Sheikh har fat i noget, forklarer de. Men der er langt værre eksempler derude. To-tre kilder nævner en brochure. Den ligger hos de praktiserende læger og oplyser de ventende om fordelene ved at lade sig vaccinere mod livmoderhalskræft. Men folderen er næppe saglig information. Den er nemlig skrevet af en læge, som bijobber for Sanofi Pasteur MSD, og er i øvrigt betalt af medicinalfirmaet.

Den historie vil Politiken gerne bringe. Problemet er, at ingen kilder vil lægge navn til kritikken. Alt for meget samarbejde foregår på tværs af hospitaler og industri. Og kritik kan vende sig mod den kritiske som en boomerang, lyder forklaringen:

»Mit indtryk var, at Sanofi indirekte var årsag til, at de her kilder ikke ville stå frem. Mine kilder fortalte, at de var bange for Sanofi. Jeg oplevede det som en meget klar selvcensur fra de her læger om, at de ikke havde lyst til at starte en spiral, der kunne ramme dem bagi,« siger Jakob Sheikh." https://journalisten.dk/journalistik-som-det-her-risikerer-i-sidste-ende-koste-liv

15/11/2018 - 09:36

Claus Jensen

Sundhedsmyndighedernes stophpv-kampagne igangsatte også overvågning af vaccinekritiske debatfora, og man placerede spioner i de lukkede Facebook-grupper for de (formodet) hpv-vaccineskadede piger, der havde som opgave at rapportere tilbage til strategerne hos stophpv om disse grupper og enkeltpersoners gøren og laden.

Parallelt med at registrere kritisk indstillede journalister og medier, identificerede kampagnen også vaccinefortalere i medier og på nettet og belønnede dem med rygklap og indbydelser til strategimøder i kampagnehovedkvarteret. Man belønnede dem kort sagt med adgang og favorabel behandling.

Det blev også diskuteret i emails om man skulle betale bloggere og personligheder på sociale medier for at reklamere for hpv-vaccinen eller blot bede dem gøre det frivilligt.

Der ser ikke ud til på noget at have været nogen etiske overvejelser omkring noget af dette eller udstukket nogen grænser for, hvor langt man kunne gå for at nudge, udskælde, udskamme, overliste eller skræmme befolkningen til at tage imod en vaccine, der var blevet indført som et helt frivilligt tilbud.

15/11/2018 - 11:37

Lars Henrik Lundsgaard Kraniosakralterapi

Da jeg i somneren 2017 skrev i et debatindlæg i Politiken, at jeg har fortrudt min datters HPV-vaccine, blev der allerede næste dag gjort plads til et stort indlæg fra direktøren fra Lægemiddelstyrelsen, der uden indgreb fra Politikens side (efter min overbevisning totalt udokumenteret) redegjorde for hvor sikker og effektiv HPV-vaccinen er. Derimod gik Politikens chefredaktør Christian Jensen både i sin egen avis og i "Presselogen" på TV 2 News ud og unsdkyldte, at man havde bragt mit debatindlæg. Som i parantes bemærket indeholdt nøjagtig de samme oplysninger, som Peter Gøtzsche også bruger som årsag til, at han og hans kone også har fortrudt deres døtres HPV-vaccination. Den lavine af ubehagelige indæg, som også prompte faldt over mig på Politiken.dk, forstår jeg bedre, hvis det handler om, at Sundhedsstyrelsen har allieret sig med en gruppe af personer, der af en eller anden grund føler sig kaldet til at kæmpe for HPV-vaccinen.

15/11/2018 - 16:19

Christina Guldbrandt

Findes der mon journalister, der lister over kilder, hvor kildernes holdning er angivet?

15/11/2018 - 16:44

Rasmus Mark Pedersen

Hej Christina

Ja, det findes der. Det hedder en redaktionel informationsdatabase og er undtaget en række regler netop for at sikre kildebeskyttelsen og mediernes frie virke.

Bedste hilsner,
Rasmus MP

16/11/2018 - 22:08

Nanna Mielche

Undskyld, uden at forholde mig til den konkrete sag og den konkrete liste, så undrer det mig, at en medieliste i sig selv problematiseres af eksperterne her i forhold til GDPR. Normalt er det oversigter over, hvilke journalister der dækker hvilke områder, inklusiv kontaktdata. Det er offentligt tilgængelige ikke-personfølsomme oplysninger, som er indsamlet og opbevaret af saglige årsager til et bureaus almindelige virke. Jeg har svært ved at se, hvorfor en medieliste i sig selv (dvs uden helbredsoplysninger osv.) har nogen relevans ift. GDPR?

16/11/2018 - 22:25

Else Marie Andersen

Lever vi i Danmark med pressefrihed - journalistisk frihed - eller hvor er det, jeg har hørt om denne form for blacklisting før? Uanset hvad listerne er brugt til, er det uhørt at blive kategoriseret på lister efter holdning til Sundhedsstyrelsens politik.... jeg er rystet!

17/11/2018 - 12:23

Michael Jensen

Jeg kan fint forstå Jens Anton Havskovs reaktion - hvor det måske var mere interessant at se på BT´s samlede dækning. Stig Gerdes nævnes også Peter Gøtsche. Det er dog fremtrædende folk, man skal lytte til. Også med tanke for, hvad der sker i en udvikling af ny medicin. Der er jo enorme beløb på spil - hvor et program med opbakning i Danmark kan være en god reference til de vesteuropæiske markeder.

Måske har de jo ret og dermed kunne man klandre medierne for at omgå berettiget kritik. Det er set før.

Jeg forstår så godt, at Sundhedsstyrelsen gerne vil have budskabet så klart ud som muligt, hvor disse cases er honning på de sociale medier og dermed opfattes som noget rigtigt øv.

Også medicinalfirmaet har jo en vældig interesse i en god reference til de europæiske markeder. Men altså, vi står lidt med et problem, hvis myndighederne gerne vil inddæmme alt der ikke lige swinger.

For år tilbage talte jeg med Cochrane, hvor jeg kan forstå, at der også arbejdes med psykologiske faktorer - altså, at man bør tage højde for piger og drenge, der har det svært med en eller anden form for behandling. Så svært, at man af disse grunde skal undlade vaccination.
Jeg ved ikke om det er tilfældet i de to cases som Jens Anton har skrevet - men jeg noterer mig at Cochrane ikke medtager de psykologiske elementer i deres opbakning https://videnskab.dk/krop-sundhed/kaempestudie-hpv-vaccinerne-virker-og-er-ikke-farlige
De to cases lider så under alle omstændigheder ved, at forældrene alene er lægfolk, ikke læger. De kan jo af gode grunde ikke sige noget lægefagligt holdbart.

Når vi ser på annoncerne som især opleves på området helsekostprodukter - er der masser af tilsvarende historier i annonceform og efterhånden hjulpet godt på vej af redaktionerne, der får tilskud til det journalistiske arbejde. Her er der ikke grænser for, hvem der kan stille op med anbefalinger - kendte som mindre kendte.

Jeg ved ikke om Sundhedsstyrelsen laver lister over disse blade og journalister - jeg tror det ikke.

Summa summarum:
Pengene er voldsomme. Myndighederne er voldsomme. Så voldsomme, at et par uskyldige artikler i BT, hvor ingen ville bruge tid på en sådan debat næsten nærmer sig verdens undergang.
Det er ikke blevet lettere at være journalist i dagens Danmark. Debatten i demokratier er næsten blevet til mindcontrol. Det er ikke så rart!

Jeg har forsøgt at beskrive situationen i debatten om journalist/kommunikation i et par indlæg her https://journalisten.dk/man-kan-aldrig-fortaelle-hele-sandheden-hverken-som-journalist-eller-kommunikatoer

18/11/2018 - 09:59

Sørgen Laursen

En fuldstændig utilstedelig handling. Den er vel til en anmeldelse af PrimeTime og Sundhedsstyrelsen.

Samfundet bliver mere og mere sygt.Man fjerner folk, der udtrykker sig kritisk. Det er uacceptabelt og i strid med ytringsfriheden.

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder/ journalist til Danske Erhvervsakademier

Danske Erhvervsakademier
Ansøgningsfrist: 20.01

Ugeskrift for Læger søger erfaren og ambitiøs journalist

Lægeforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Bliv pressekonsulent på Københavns Professionshøjskole

Københavns Professionshøjskole
Ansøgningsfrist: 21.12

Initiativrig presserådgiver til spritny enhed

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 06.01

Områdechef for Forskning og Viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 02.01

SoMe-stærk kommunikatør med talent for video

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 02.01

Fordelingsansvarlig til Dansk Journalistforbund

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 10.01

Egnsredaktør

Mediehuset Herning Folkeblad
Ansøgningsfrist: 12.12

Erhvervsjournalist

Mediehuset Herning Folkeblad
Ansøgningsfrist: 12.12

Content specialist

Zoologisk Have København
Ansøgningsfrist: 13.01

Bladredaktør søges til barselsvikariat

Astma-Allergi Danmark
Ansøgningsfrist: 02.01

Journalist

SOS International
Ansøgningsfrist: 14.12

Samvirke søger Danmarks bedste madredaktør

COOP
Ansøgningsfrist: 28.12

P3 Nyheder søger nyhedsvært

DR
Ansøgningsfrist: 14.12

Datajournalist til digital redaktion

DR
Ansøgningsfrist: 10.12

Digital redaktør

Planetarium
Ansøgningsfrist: 12.12

Presse- og kommunikationsrådgiver til Finans Danmark

Finans Danmark
Ansøgningsfrist: 13.12

Pressechef til Finans Danmark

Finans Danmark
Ansøgningsfrist: 13.12

Vi søger en erfaren kommunikationskonsulent

GULDBORGSUND KOMMUNE
Ansøgningsfrist: 12.12

Datajournalist til digital redaktion

DR
Ansøgningsfrist: 10.12

Er du vores nye kommunikationskonsulent?

Landsforeningen af Menighedsråd
Ansøgningsfrist: 10.12