18 JP-journalister fyret

 

 

Jyllands-Postens journalister forsøgte at forhandle sig ud af en voldsom fyringsrunde. De solgte videresalgsretten og de automatiske lønstigninger. Tilbage er frustrationen.

 
Det var fjerde gang på tre år, at Morgenavisen Jyllands-Posten skulle spare på journalist-regningen.

Men denne gang var anderledes.

Der skulle skæres 15 millioner. 30 journalister. Frivillige fratrædelser var udelukket, havde ledelsen understreget. Samme ledelse havde sagt, at fremtidens avis skal bruge flere freelancere. Det fik samtlige medarbejdergrupper til at sende en udtalelse med opfordring til ledelsen om først at skille sig af med løstansatte, inden de tog hul på de fastansatte.

Det ignorerede ledelsen.

Men det lykkedes for journalisterne og forhandlere fra DJ i løbet af nogle hårde forhandlingsdage at få antallet af fyringer ned fra 30 til 18. Prisen var en videresalgsaftale, som bliver meget billig for avisen de næste par år.

Fyringerne blev eksekveret den 25. april, samme dag opgjorde tillidsmand, Erik Vohnsen, resultatet på følgende måde:

"Det er et dårligt resultat. Jeg havde først været tilfreds, hvis vi var kommet ned på nul. Men det var ikke muligt for os," sagde han.

Erik Vohnsen er stærkt forarget over ledelsens brug af freelancere og studerende samtidig med fyringerne.

"Man kører løst tilknyttede folk ind i busser og fastansatte ud i busser den anden vej. Det giver frustration," sagde han.

"Vi har et sæt spilleregler, og dem har vi tænkt os at bede ledelsen om at overholde til punkt og prikke," sagde han med henvisning til den faglige voldgift, som venter forude(se side 4-5).

 

"Freelancere er nødværge"
Chefredaktør Carsten Juste kan slet ikke forstå, at medarbejderne er så oprørte over brugen af freelancere.

"Det er nogle helt vilde påstande," siger han med henvisning til, at de fastansatte udgør 100 mio. kroner på budgettet, mens de freelancere, som har skabt ballade, koster tre mio. kr. Hele freelancebudgettet er på ti mio. kroner.

"Min anden pointe er, at det slet ikke var nødvendigt at bruge freelancere, hvis vi havde en mere smidig overenskomst. Ansætter man folk, er det umuligt at skaffe sig af med dem igen. Når vi bruger freelancere, er det en slags nødværge for at skaffe råderum," siger Carsten Juste.

Journalisterne på Jyllands-Posten gav allerede for et halvt år siden afkald på deres automatiske lønstigning, men med håb om at få pengene tilbage senere. Men det håb røg i denne omgang. Samtidig sagde de ja til skitsen af en videresalgsaftale, som kommer til at ligne aftalen på Det Berlingske Hus. De næste to år får journalisterne 250 kroner ekstra om måneden mod, at ledelsen kan sælge deres artikler. Den meget lave pris er for at "spare" godt seks fyringer. Betalingen for videresalg begynder at stige om to år og skal ende på 1000 kroner om måneden 1. januar 2005.

Men foreløbig er det hele bare principper. Aftalen skal forhandles færdig senere.

Efter fyringsrunden er der 170 journalister tilbage på Jyllands-Posten. For tre år siden var der 270. Alligevel mener Carsten Juste godt, at journalisterne kan lave den samme avis.

 

 

0 Kommentarer