Forleden landede et nyt slags tilbud i min mailboks. Det var fra en tidligere kunde, som nu tilbød mig, at jeg kunne give et bud på en enkeltstående opgave baseret på et interview med en navngiven person. En passant blev det nævnt, at det måske ville føre til flere opgaver, men det var ikke givet.
Jeg spurgte opdragsgiveren om, hvor mange freelancere han havde sendt dette udbud til. ”En håndfuld,” lød svaret.
Jeg forsøgte at have is i maven, men filede alligevel 10 procent af mit sædvanlige honorar. Men opgaven landede hos en anden. Hos hvem og til hvilken pris, ved jeg ikke. Men måske hos et af de mange tekstbureauer, der pibler frem på nettet? Dem, der annoncerer med ”billige tekster”? Her er priserne nemlig presset så meget ned, at det leder tankerne til østeuropæiske håndværkere, der arbejder uden for overenskomst i den danske byggebranche.
I et internetforum efterlyser et tekstbureau eksempelvis en skribent med styr på jagt, botanik og naturpleje. Teksterne skal bruges til et opslagsværk. Som videnskabsjournalist og uddannet biolog reagerer jeg på annoncen.
Jeg bliver opfordret til at komme med et bud på opgaven. Dog er der et loft på 70 øre per ord. Det vil svare til, at jeg ville få lidt under en plovmand for dette indlæg. Og det er endda godt betalt sammenlignet med andre tekstbureauer. Nogle annoncerer med priser mellem 16 og 30 øre per ord (inklusive research).
På et af tekstbureauernes hjemmeside kan jeg se, at skribenterne er universitetsstuderende. Et andet sted, at de er gymnasieelever. Oftest fra en af de mange kommunikationslinjer, der findes.
Ejeren af det bureau, jeg er i forhandlinger med, medgiver, at lønningerne ligger lavt, da jeg vånder mig. Selv ville han aldrig skrive for så lavt et honorar, fortæller han.
”Det er jo også kun meningen, at de her opgaver skal bruges til at fylde huller ud med,” skriver han.
Korrespondancen får mig til at overveje, om journalistik og viden efterhånden er blevet så udvandet, at enhver kan udføre mit arbejde. Eller om jeg, forbundet og mine journalistkolleger skal til at acceptere ultra lave lønniveauer?
Kigger jeg på disse tekstbureauers referencelister, tyder meget på det. Blandt slutbrugerne af de ”billige tekster” finder jeg adskillige offentlige institutioner, små forbund, foreninger og private forretningsdrivende. Altså kunder, der lige så godt kunne være mine kunder.
Det ved tekstbureauernes bagmænd da også godt. Et eventuelt samarbejde med dem er nemlig betinget af, at jeg skriver under på en kontrakt. Ifølge den må jeg ikke arbejde for nogen af tekstbureauets kunder i op til to år, efter at jeg har skrevet tekster for dem. Bureauet forbeholder sig samtidig fuld og eksklusiv ret til at anvende alt, hvad jeg leverer – både til eget forbrug og til videresalg. En ret, der gælder i al evighed.
Jeg kommer til at tænke på et godt råd, jeg i sin tid fik fra en kollega, da jeg sprang ud som freelancer.
»Sælg ikke dig selv for billigt. Du skal jo også kunne leve af det langt ind i fremtiden. Har du først løst en opgave for meget få penge, får du aldrig kunden til at betale mere for det.«
Gad vide, hvilke gode råd de studerende, der sidder og producerer ”billige tekster”, har fået, inden de gik i gang? Hvad tror de, de skal leve af, når de engang bliver færdiguddannede?
Gitte Willumsen er freelancejournalist
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er medindehaver af www.tekstspot.dk, som ikke fik Gitte med på holdet.
Jeg står 100% inde for det arbejde, vi laver, og for de betingelser, vores skribenter arbejder under.
Jeg kender markedet for billige tekster rigtig godt, og jeg står gerne til rådighed for at forklare, hvorfor dygtige kommunikationsprofessionelle ikke skal være bange.
VH Hans Stokholm Kjer