Bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen har et smalt felt at kigge igennem, når hun skal vurdere ansøgerne til rektorstillingen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
16 ansøgere mener, de har de stærke kommunikative kompetencer, tæft for strategisk tækning og de analytiske evner, der skal til for at blive rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX). Det oplyser bestyrelsesformand for DMJX Lisbeth Knudsen.
Skolen bliver i øjeblikket ledet af en direktion med Jens Otto Kjær Hansen i spidsen som ordførende direktør og institutionschef, men det har hele tiden været meningen, at det blot skulle være en overgangsordning. Skolen, der er en sammenlægning af Journalisthøjskolen i Aarhus og Mediehøjskolen Emdrup ved København, skal i fremtiden ledes af en rektor og en prorektor.
Ifølge stillingsopslaget vil det være en fordel, hvis ansøgerne har en baggrund fra uddannelsesmiljøet og/eller forskning. Den nye rektor skal derudover have et globalt udsyn og være klar til at lede to skoler med i alt 1600 studerende i henholdsvis København og Århus. Dertil kommer årligt 3800 kursister på efter- og videreuddannelse. Og endelig er der omkring 200 fastansatte lærere og undervisere.
Hverken nuværende rektor på Journalisthøjskolen i Aarhus Anne Marie Dohm eller rektor på Mediehøjskolen i Emdrup Anne-Marie Wivel har nogen kommentarer til, om de har søgt stillingen.
Lisbeth Knudsen regner med at have en afgørelse klar den 21. juni.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.