Fusionen mellem Jysk Fynske Medier har kastet et eksperiment af sig, der skal styrke ugeavisernes journalistik og kvalitet i Syddanmark. For få dage siden blev en konkurrence skudt i gang, hvor tre ugeaviser hver har fået 520.000 kroner og fuld råderet over alle koncernens støttefunktioner til at udvikle Danmarks bedste ugeavis.
»Konkurrencen går ud på at vise, at hvis man virkelig lytter til sit lokalområde og bedst muligt forsøger at ramme sin målgruppe, så kan man påvirke læserskaren,« siger Per Westergård, chefredaktør på Fyens Stiftstidende og medlem af styregruppen bag konkurrencen.
Den øvelse har på én gang et kommercielt og et publicistisk sigte. Jysk Fynske Medier ønsker at ramme alle borgere med mindst ét af deres medier, og det skal gøres med øget kvalitet – ikke mindst i ugeaviserne:
»Verden er fuld af grædekoner, som tror, papiraviserne er på vej ud over afgrunden. Jeg tror, vi har trykte medier mange år frem, og derfor har vi en pligt til at udvikle og arbejde med dem, så de er til gavn for vores læsere. Jeg tror, ugeaviserne kan gøres meget stærkere for vores borgere,« siger Per Westergård.
Journalistikken sat fri
Jysk Fynske Medier ejer helt eller delvist 47 ugeaviser på Fyn og i Syd- og Sønderjylland. Aviserne i Faaborg, Give og Kolding er udvalgt til at deltage i konkurrencen, blandt andet fordi de dækker byer i forskellige størrelser.
Udover 10.000 kroner ekstra om ugen, 520.000 kroner på et år, kan aviserne frit bruge koncernens analyse-, marketing- og eventafdelinger samt alle andre støttefunktioner. De kan også bruge flere penge end den halve million – blot de fremlægger en plan for, hvordan de ekstra midler tjener sig ind igen inden for 20 uger.
»De kan ansætte en ekstra medarbejder, købe en masse freelancestof eller lade avisen vokset uhæmmet i sidetal,« kaster Per Westergaard ud som eksempler på den frihed, ugeaviserne har fået.
Også redaktionelt er de tre aviser »sat helt fri«, forklarer chefredaktøren. Journalisterne skal altså ikke tage hensyn til, om de for eksempel kannibaliserer på andre medier i koncernen ved at bevæge sig ind på deres stofområder.
Eneste krav er, at ugeaviserne skraber læsere til sig:
»Fra næste sommer skal de tre aviser have ændret sig, så de dokumenterbart er Danmarks mest læste aviser målt på læsere per eksemplar,« siger Per Westergård.
Champagne på redaktionen
Når konkurrencen slutter i sommeren 2016, skal gode ideer og nye koncepter rulles ud til koncernens øvrige ugeaviser.
Det er et initiativ, der nok styrker ugeaviserne, men også indeholder en generel pointe, der favner alle typer medier:
»Vores eksperiment er også at vise, at kvalitet betaler sig. Hvis du målretter journalistikken bedre til lokalområdet, kan du vinde en større gunst hos læserne. Så det er båret af et ønske om at styrke journalistikken,« siger Per Westergård.
Lokalt på de tre udvalgte aviser har satsningen vakt glæde. Per Westergård var med, da redaktionen i Faaborg fik nyheden om, at de var udvalgt til konkurrencen.
»De fandt sågar et par flasker champagne frem og lod propperne springe, selv om det var midt på formiddagen. Det skabte jubel, fordi mange, der laver ugeaviser, kan have en følelse af, at de er oversete i det store mediebillede. De synes, det er rimeligt og fint, at der nu kommer fokus på deres område,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.