13 ubesvarede spørgsmål i Se og Hør-skandalen

Senere i denne uge forventes Aller Koncernens interne undersøgelse af Se og Hør-skandalen at komme. Her er 13 ubesvarede spørgsmål i sagen  

1. Hvor længe stod samarbejdet med tystys-kilden på?

Ifølge tidligere journalist på Se og Hør Ken B. Rasmussen begyndte samarbejdet under chefredaktør Henrik Qvortrup, der holdt det første møde i maj 2008 med tystys-kilden. Ken B. Rasmussen har fortalt Journalisten, at da han stoppede i efteråret 2011, brugte ugebladet fortsat kilden. Den nuværende chefredaktør, Niels Pinborg, tiltrådte 1. november 2013. Han afviser, at ugebladet har brugt kreditkortoplysninger under hans ledelse.

2. Hvor mange blev overvåget?

BT har fremlagt en liste med 86 personer, der blev overvåget af Se og Hør. Heriblandt politikere som Helle Thorning-Schmidt, Pia Kjærsgaard og Lars Løkke Rasmussen. Og kendisser som Casper Christensen og skuespilleren Mads Mikkelsen.

3. Hvor mange almindelige mennesker blev overvåget?

Overvågningen omfattede også helt almindelige mennesker, der tilfældigvis kom i mediernes søgelys, har Ken B. Rasmussen forklaret i Radio24Syv. Det gælder for eksempel kærester til kendisser, mistænkte i kriminalsager eller ofre for ulykker. Blandt de mindre kendte danskere blev Karen Ellemanns tidligere spindoktor Martin Vith Ankerstjerne og hans kone for eksempel overvåget, skriver Berlingske.

4. Hvor mange kendte til kilden?

Syv nuværende medarbejdere er sendt hjem fra Se og Hør, og 16 personer i alt har ifølge BT haft kendskab til kilden. Deri ligger der dog ikke noget bevis for, at alle de implicerede vidste, at der foregik noget ulovligt.

5. I hvilket omfang hjalp Se og Hørs journalister og fotografer med at finde på navne, som tystys-kilden kunne overvåge?

Ifølge BT bad ledelsen en række Se og Hør-journalister om at komme med nye navne, som kreditkortkilden skulle overvåge. Hvor mange der hjalp med det, og hvor længe det stod på, vides ikke.

6. Hvor mange på redaktionen vidste, at det var ulovligt? 

I 2010 fortalte daværende chefredaktør Kim Henningsen ifølge BT medarbejderne på Se og Hør, at samarbejdet med tystys-kilden var ophørt. Det vides ikke, hvor mange der efterfølgende arbejdede med de ulovlig tip, eller om journalisterne arbejdede videre med informationerne uden at vide, hvordan de var tilvejebragt.

7. Hvem skrev under på bilagene?

Ken B. Rasmussen har i bogen 'Livet, det forbandede' skrevet, at det var chefredaktørerne på Se og Hør og en redaktionschef, der angiveligt signerede og godkendte alle bilag. Tidligere konstitueret chefredaktør Per Ingdal har afvist, at han har underskrevet bilag fra kilden. Henrik Qvortrup erkender ifølge Berlingske, at han har udbetalt penge til kreditkortkilden.

8. Hvor højt oppe i ledelsen havde man kendskab til tystys-kildens eksistens?

Den nu fratrådte udgiverdirektør, Per Ingdal, har forklaret, at han kendte til tystys-kilden. Det samme gjorde ”direktionen”, har han skrevet i en mail. Administrerende direktør Pål Thore Krosby har til Politiken forklaret, at han ikke mindes at have hørt om kilden. Bestyrelsesformand Betina Aller nægter også kendskab til sagen.

9. Hvor mange tip blev omsat til historier, og hvad har Aller tjent på det?

Ken B. Ramussen har fortalt fagbladet Journalisten, at prins Joachims bryllupsrejse til Canada var den eneste store kioskbasker skabt på tystys-kildens oplysninger. Men økonomisk set var oplysningerne velegnede til at få billige, hurtige og sikre tips om, hvor Se og Hør kunne finde de kendte i ind- og udland.

10. Hvor mange bliver fyret på grund af sagen?

»Det er åbenbart, at der er foregået nogle ulovligheder. Og derfor vil det ikke komme som nogen overraskelse for mig, hvis det får nogle personalemæssige konsekvenser. Ja, der er en vis mulighed for, at der kommer andre fratrædelser end udgiverdirektør Per Ingdals. Men det ved jeg ikke, før jeg har læst rapporten«, har administrerende direktør Pål Thore Krosby sagt til Politiken.

11. Aflyttede redaktionen telefoner?

Redaktionen på Se og Hør overvejede ifølge en DR-dokumentar telefonaflytning af kronprins Frederik. Overvejelserne fandt ifølge DR sted for en del år siden – før kronprinsparrets forlovelse i oktober 2003. Førte overvejelserne til, at Se og Hør rent faktisk anskaffede sig aflytningsudstyr? Hvis det er tilfældet, vil Se og Hør-skandalen nærme sig News Of The World-skandalen i Storbritannien.

12. Har tystys-kilden leveret oplysninger til andre medier?

Er det muligt, at tystys-kilden henvendte sig til andre medier med sine tips? Hvis det er tilfældet, vil Se og Hør-skandalen for alvor ramme hele branchen. Aller-undersøgelsen vil ikke kunne svare på dette, men måske kan politiets efterforskning.

13. Hvor meget vil Allers interne undersøgelse afdække?

Langtfra alt. Tidligere chefredaktør Kim Henningsen, tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup, tidligere redaktionschef Lise Bondesen og journalist Kasper Kopping har ikke ønsket at medvirke til undersøgelsen. Omvendt har den såkaldte tystys-kilde oplyst, at han ikke vil lade sig afhøre af politiet, så længe Allers undersøgelse står på. Advokat Henrik Stagetorn, der leder Aller-undersøgelsen, får ”uhindret adgang” til alt materiale, der er i Allers besiddelse. Men det er samtidig Aller selv, der bestemmer, hvor mange af undersøgelsens konklusioner, der skal til offentlighedens kendskab.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aller Media.

1 Kommentar

Christian Vangsø Bentsen
26. JUNI 2014
Journalisten
Journalisten viderekolporterer et sprogbrug der ikke er dækning for.

"Overvågning" er et af de mest misbrugte udtryk.
1. Så vidt vi ved har Se & Hør "overvåget" kendte siden bladet blev stiftet.
2. Så vidt vi ved har Se & Hør IKKE haft adgang til eksterne servere, databaser eller lignende lokaliseret hos PBS, NETS eller andre udbydere.
3. Manden med adgang til kreditkorttransaktioner har brudt sin ansættelseskontrakt. INTET ANDET
4. Har SE & HØR tilskyndet eller opfordret manden til at bryde sin ansættelseskontrakt? Så vidt vi ved er svaret NEJ.
5. Har enkelte journalister, herunder Kenn B. tilskyndet manden til at bryde sin ansættelseskontrakt? Så vidt vi ved er svaret JA
6. Har de forskellige chefredaktører og redaktionschefer et juridisk ansvar for at A: kilden har brudt sin ansættelseskontraktet B: Journalister har tilskyndet kilden til at bryde kontrakten? Nej det har de ikke.
7. Journalistens eneste kildegrundlag er BT og Kenn B. Altså..., kilderne til Journalistens dækning er forfatteren til romanen og tabloid-avisen der indgik en markedsføringsaftale med forfatterens forlag.
8. Der foreligger ingen dokumentation endsige skyggen af dokumentation for at Se & Hør skulle have arbejdet på at aflytte kendtes telefoner. Tværtimod blev tanken om telefonaflytning lukket ned af ledelsen.

9. Og afgørende... Hvornår behandler Journalisten redaktionelt forskellen mellem hvilke informationer journalister skaffer sig adgang til og hvilke historier der publiceres?