Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
12:37 24.08.2021 Anna Sol Jørgensen

120 personer har henvendt sig om krænkelser i DR Pigekoret

Der er kommet omkring 120 henvendelser i forbindelse med en ekstern advokatundersøgelse om krænkende forhold i DR Pigekoret siden 1980’erne.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Advokatundersøgelsen blev sat i søen i maj, efter at flere havde stået frem og henvendt sig til DR om sager, der lå år tilbage i tiden.

Nogle af de 120 henvendelser lapper ifølge DR over hinanden.

”Der er både tale om personer, der er kommet med egne vidneudsagn, og personer, der er kommet med oplysninger, der ikke vedrører dem selv,” skriver DR i pressemeddelelsen.

Henrik Bo Nielsen, kulturdirektør i DR, siger i pressemeddelelsen, at omfanget af henvendelser er med til at understrege sagens alvor.

”På den ene side er det trist, at advokaten oplyser, at der er tale om det omfang af indberetning. For det underbygger, hvad vi har forventet, nemlig at der er tale om en alvorlig sag,” siger han og fortsætter:

”På den anden side er vi meget taknemmelige for, at mange har valgt at komme til advokaten med deres udsagn. Vi ved, at det ikke er uden store overvejelser at gøre det, så en stor anerkendelse af det. Det høje antal henvendelser skal medvirke til, at advokatens undersøgelse giver os et dækkende billede af, hvad der er foregået.”

Konklusionen på undersøgelsen forventes at ligge klar i slutningen af september eller starten af oktober.

SENESTE NYT

Flere nyheder