search

12 Prix Radio-nomineringer til 24syv – nul til P1

Når årets Prix Radio-priser lørdag uddeles, er Radio24syv nomineret 12 gange. P1 er slet ikke på listen. »Det er jo mærkeligt, når de har mere end dobbelt så mange penge, som vi har,« siger Mads Brügger fra 24syv. P1-kanalchef: »I det daglige stemmer lytterne på os«

Målt på antallet af nomineringer til den årlige radio-prisuddeling ’Prix Radio’ slår Radio24syv sin konkurrent på taleradio-markedet med mange længder.

For mens DR’s P1 ikke er nomineret én eneste gang til de ni priser, der uddeles i overmorgen, høster Radio24syv 12 nomineringer. Ikke overraskende glæder det Radio24syvs programchef, Mads Brügger:

»Det ville da undre os, hvis vi var blevet totalt forbigået. Men at vi har fået SÅ mange nomineringer, er en glædelig overraskelse. Jeg synes, at vi hver dag sender fremragende taleradio med et imponerende bundniveau – men jeg føler ikke altid, at det bliver anerkendt af omverdenen. Det bliver det nu,« siger han.

Som det frermgår af visualiseringen nederst i artiklen her, er det andet år i træk, at Radio24syv topper listen over antallet af Prix Radio-nomineringer. Nummer to på listen er i år P3 – en placering, de sidste år delte med P1.  

»Det springer da i øjnene, at P1 ikke er med på listen«

Mads Brügger har bemærket, at P1 glimrer ved sit fravær på årets liste over nomineringer.  

»Jeg lytter jævnligt til P1 og synes på mange måder, at de gør et godt stykke arbejde. Så det springer da i øjnene, at P1 ikke er med på listen. Det er jo mærkeligt, når de har mere end dobbelt så mange penge, som vi har, og skal sende halvt så meget radio,« siger han.

På P1 er kanalchef Anders Kinch-Jensen heller ikke tilfreds med, at kanalen slet ikke er nomineret til årets Prix Radio. Sidste år var de nomineret fem gange – og faktisk kan han ikke erindre, at det før er sket, at de helt er blevet forbigået af priskomiteen.   

»Vi er selvfølgelig ærgelige over, at vi ikke er nomineret i år. Vi har indstillet en del, som jeg sagtens mener kunne have været med. Og jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvorfor vores indstillinger ikke er faldet i priskomiteens smag. Men vi er da glade for, at der via Radio24syv er så mange taleradio-nomineringer,« siger han.  

P1: Vi har dobbelt så mange lyttere

Anders Kinch-Jensen forklarer, at der ikke er så mange af kategorierne i årets konkurrence, som passer til P1’s programudbud.  

»For eksempel er dokumentar-kategorien ikke med i år. Og humor og den slags ligger ikke så meget til os. Vi gør meget ud af at indstille til de priser, der passer bedre til os. For eksempel har vi lige fået optaget tre programmer til Prix Europa i Berlin,« siger han.

Men modsat jer høster Radio24syv rigtig mange nomineringer i år – hele 12 af slagsen mod jeres 0. Er de virkelig så meget bedre end jer?

»Hvis du spørger mig, er svaret nej. Jeg synes, vi har noget, som burde være nomineret. Men det vigtigste for mig er, at vi laver radio, som lytterne kan lide. Og vi har over dobbelt så mange lyttere som Radio24syv – så i det daglige stemmer lytterne på os. Jeg har det godt med, at det ikke er omvendt,« siger Anders Kinch-Jensen.

Radio24syv: Priser er vigtige

For Mads Brügger er netop nomineringer og priser til et arrangement som Prix Radio et vigtigt parameter at måle Radio24syvs succes på:  

»Vi har ikke et krav om et bestemt antal lyttere, men vi er forpligtede til at genopfinde taleradioen og udvikle originale programmer. Det er dét, vi har fået vores finansiering til. Og et arrangement som Prix Radio er noget af det, man kan måle os på,« siger han og tilføjer:

»Så jeg tager da det her som en stor cadeau til en radio, som virkelig eksperimenterer og insisterer på at flytte taleradio som genre et nyt sted hen.«

Kommentarer
1
Jakob Groes
11.09.14 15:58
Artiklen mangler oplysning om
Artiklen mangler oplysning om, hvem der sidder i den priskomite, som nominerer programmerne.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen