12 forlader frivilligt Business – her fortæller tre hvorfor

12 medarbejdere har fået frivillige fratrædelser på Berlingske Business, erfarer Journalisten. Her fortæller tre af dem hvorfor. »Det er min femte eller sjette fyringsrunde i de fem år, jeg har været på Berlingske,« siger Mads Kolby. »Vemodig beslutning,« siger Nils-Ole Heggland

I hvert fald 12 medarbejdere på Berlingske Business har søgt og fået en frivillig fratrædelse, erfarer Journalisten. Redaktionen tæller cirka 60 medarbejdere.

I skrivende stund er tillidsfolk og ledelse stadig ved at finde ud af, hvem der får frivillige fratrædelser og rokeres i Berlingskes store sparerunde.

Men allerede nu står det klart, at Business-redaktionen bliver 12 mand mindre på grund af frivillige fratrædelser. Journalisten har talt med tre af redaktionens medarbejdere om, hvorfor de har valgt at gå.

Min femte eller sjette fyringsrunde på fem år

Journalist Mads Kolby traf sin beslutning, kort efter at sparerunden blev meldt ud. Det skete på et lukket medarbejdermøde i biografen Imperial, hvor avisens ledelse meddelte medarbejderne, at der skulle ske markante besparelser.

»Det er min femte eller sjette fyringsrunde i de fem år, jeg har været på Berlingske, men det her er den eneste gang, jeg følte, en fratrædelse var aktuel for mig,« fortæller han.

Mads Kolby regner med at stoppe ved årsskiftet. Herefter får han fire måneders løn i godtgørelse ligesom ved en fyring.

Han har både truffet beslutningen af personlige årsager, og fordi det er et godt tidspunkt at forlade huset.

»Jeg har længe haft lyst til at prøve noget nyt. Det her er en god lejlighed, fordi der samtidig er stor usikkerhed om, hvad der skal ske fremover. Vi ved ikke, hvad belgiernes plan reelt er, og især på Business.dk er der udsigt til seks måneders usikkerhed. Det har været afgørende for mig,« siger Mads Kolby.

Ikke et kønt forløb

Berlingskes tillidsmand Uffe Gardel fortalte tidligere til Journalisten, at han oplever, ledelsen har svigtet hans tillid. Han har også søgt og fået en frivillig fratrædelse, ligesom tillidsmand Maj Munk på BT.

Mads Kolby kan godt genkende den kritik, Uffe Gardel rejser.

»Forløbet har ikke været kønt. Jeg savner, at ejerne selv eller bestyrelsesformanden stiller sig op og fortæller, hvad der skal ske i det her store strategiskift. Det eneste, vi har haft, er en midlertidig direktør og chefredaktionen, som selv har erkendt på medarbejdermødet, at de har et troværdighedsproblem,« siger han.

Han tilføjer, at Journalistens interview med den nu fyrede koncernchef Lisbeth Knudsen, hvor hun også rejser en skarp kritik af mediehusets ledelse, rummede flere overraskelser for ham om forløbet i toppen. Han ønsker dog ikke at gå i detaljer med hvordan.

Kan du forstå, hvis mange andre har gjort som dig og søgt frivillig fratrædelse?

»Der kan være mange grunde til at søge om en frivillig fratrædelse. For mig har det handlet om, at jeg gerne ville videre. Men jeg kan godt forstå, hvis mange er skuffede over situationen,« siger Mads Kolby.

Jeg er vokset op med avisen

Nils-Ole Heggland har også fået en frivillig fratrædelse fra Berlingske Business. Han har været glad for at arbejde på avisen.

»Det er en vemodig beslutning. Jeg har været her seks et halvt år og synes, det er en god avis, som jeg også selv er opvokset med.«

Han tilføjer:
»Det er lidt opslidende at være et sted, hvor der jævnligt er fyrings- og sparerunder. Det har der været nærmest en gang om året.«

Nils-Ole Heggland har især dækket ejendomsstoffet på Business-redaktionen. Han håber at finde et nyt job, hvor han kan blive i den niche.

»Jeg vil gerne finde et andet job, hvor jeg stadig skal skrive erhvervsjournalistik, og helst noget om byggeri og ejendomme. Men det kan også være inden for kommunikation, det er svært at sige.«

Frygtede en amputeret tv-gruppe

Katrine Overgaard har arbejdet på Berlingske Business i knap fire år og har også fået en frivillig fratrædelse.

Hun har siddet i radio- og tv-afdelingen og blandt andet arbejdet med det samarbejde mellem Berlingske og TV 2, som lukkes i forbindelse med sparerunden.

»Hvis ikke jeg blev fyret, så havde jeg lidt svært ved at se min rolle i den nye organisation. Jeg var lidt bange for at havne i en amputeret tv-gruppe i et hus, der ikke satser på tv mere. Derfor valgte jeg at søge en frivillig fratrædelse.«

Hun besluttede sig onsdag i sidste uge efter at have drøftet det med tillidsmand Uffe Gardel.

Undrer sig over forløbet

Katrine Overgaard vil bruge perioden med løn til at overveje, hvad hun vil lave nu.

»Jeg har overvejet, hvad der kunne være af interessante muligheder. Enten at arbejde med tv eller at styrke det stofområde, jeg har.«

Katrine Overgaard undrer sig ligesom Mads Kolby over forløbet.

»Der er ingen tvivl om, at det har set underligt ud. Vi havde en sparerunde for få måneder siden og har ansat en række nye medarbejdere siden. Jeg kan godt undre mig over, at topledelsen vil tage ejerskab til de beslutninger, der træffes, for det virker, som om det meste kommer fra Belgien.«

Ros til egen chef

Hun understreger dog, at hendes egen chef på Business-redaktionen har været fair.

»Min chef har gjort alt, hvad han kunne for at holde os opdaterede, så ham er jeg ikke utilfreds med,« fastslår hun.

Katrine Overgaard føler sig ikke så præget af de hyppige sparerunder på Berlingske.

»Jeg er del af den generation af journalister, hvor sparerunder er blevet et vilkår. Jeg var del af det, man kaldte ”champagneårgangen”, fordi der var jobs overalt. News startede, og gratisaviserne kom. Men siden har jeg stort set oplevet en fyringsrunde om året alle de steder, jeg har været. Det skete, da jeg var i DR, da jeg var i Nykredit, og det er sket på Berlingske. Jeg lader mig ikke gå på af det, for jeg har aldrig oplevet andet.«

Usikkerhed spiller ind

Katrine Overgaard tror, usikkerheden har påvirket medarbejderne på Business-redaktionen – og at det kan være derfor, så mange har søgt frivillige fratrædelser.

»Jeg blev overrasket over, at det er så massivt på Business-redaktionen. Jeg tror, en del af forklaringen kan være, at man har svært ved at se præcis, hvordan det kommer til at se ud, når vi er på den anden side. Den usikkerhed spiller ind.«

Journalisten har været i kontakt med chefredaktør Tom Jensen for at høre hans svar på kritikken af forløbet. Han ønsker ikke at udtale sig om interne forhold.

0 Kommentarer