Vi synes, vi giver jer en særlig gave af Journalisten op mod årsskiftet. Både på papir, med ekstra sider, og online, med en masse ekstra materiale fra vores eget arkiv. På begge platforme får du også interviews med tre redaktører, der har sat hvert sit præg på journalistikken – og taget deres tæsk for det.

Journalisten har rundet de 111 år. Et matematisk aldeles skævt, men grafisk flot jubilæum. Det fejrer vi – også som en markering af, at uafhængig og nysgerrig journalistik har været en vigtig del af medlemskabet i DJ gennem alle tider.

Den første udgave af Journalisten udkom i januar 1905, og det stod fra første anslag klart, at formålet var at sætte ord på, hvori forskellen mellem journalister og redaktører/udgivere bestod ”trods samklangen”.

”… for at få Lejlighed til at fremsætte, hvad der ligger os på Sinde …” som det lød i programerklæringen.

Hold op, hvor er der sket meget. Og hold dog op, hvor er der absolut ingenting sket:

”Konkurrencen er stærk og Kapløbet for at faa Annoncer endnu stærkere,” hed det for eksempel i 1905 i Journalisten.

Men forbundet kunne til gengæld tjene penge. Og holde fest. I 1910 startede succesen ”Rundskuedagen” med et stort lotteri og et overskud på 23.000 kroner. Betydningen af det beløb står klart, når jeg oplyser, at festivitassen omkring det årlige rundskue snart blev en bedre forretning end indtægten på kontingenterne.

I dag taler vi om forskelle på kommunikation og journalistik. Det er en ældgammel snak. Det var Journalistens daværende redaktør Victor Elberling, der udløste, at udenrigsminister Scavenius ansatte Danmarks første spindoktor – der dengang hed Pressesekretær. Det var i 1907, efter at Elberling havde noteret, at udenrigsstoffet nærmest førte en ”askepottilværelse” i danske blade.

Og straks efter ansættelsen havde vi balladen, fordi redaktør Hans Nielsen fra Horsens frygtede, at Pressesekretæren skulle blive brugt som en ”Slags Forsvarsagitations-Bureau” – hvilket Scavenius blankt afviste med forklaringen om, at ingen udenrigsminister ”nogen Sinde vil gå med til misbrug i den Retning”.

Sådan er dykket i historiens gang. Ting repeteres, og alting begynder forfra igen og igen: Hvem kan være medlem? Pas på sammenblanding af annoncer og journalistik! Må journalister fotografere? Og ikke mindst: Hvor kan man komme gratis ind på pressekortet?

Og altid denne debat- og stridslyst. For journalisterne stod det trykte ord centralt. Og vi noterer med blikket rettet mod den stolte arv disse ord, skrevet i Journalisten på tiårsdagen i 1915:

”Hvem der egentlig undfangede Ideen til Forbundet véd jeg ikke. Derimod havde jeg haft Ideen til et Journalistblad, som jeg i Tanken havde opkaldt efter Le journaliste.”

Afsenderen af ordene er såmænd Henrik Cavling.

Gå ombord i ordene. Se, hvor mange af vores fælles værdier stammer fra. Journalisten blev ifølge Cavling født på Hotel Dagmar. Mens idéen til forbundet angiveligt opstod i en diskussion ”en sludfuld Novemberdag” på hjørnet af Købmagergade og Amagertorv.

Mærk suset af 111 års stolt historie. Godt nytår! Alle sammen.