Grupper som fx introverte, unge og børnefamilier er særligt hårdt ramt på trivslen, når de skal arbejde hjemmefra.
Det viser en ny undersøgelse, som Center for Ledelse (CFL) står bag i samarbejde med Human Engage. Undersøgelsen bygger på svar fra over 3.800 medarbejdere i 20 forskellige offentlige og private virksomheder.
”Vi bliver slidte, og det resulterer så i det store fald i den mentale sundhed,” siger Lars Hemmingsen, der er seniorrådgiver i CFL.
Han tilføjer, at ”honeymoon-fasen” i begyndelsen af coronakrisen, hvor alt var godt med fællesskab og samfundssind, for længst er ovre.
Siden nedlukningen i marts 2020 er trivslen faldet fra index 72 til 62. Når en medarbejder kommer under index 50, kan det indikere tegn på øget risiko for stress og depression.