Radio 100FM har ingen planer om at lukke. »Vi kan i princippet fortsætte et helt år, selv om vi er gået i betalingsstandsning,« siger stationens adm. direktør, Jim Receveur til Journalisten.dk. Han nævner samtidig tre grupper af investorer, han nu taler med.
»Vi er ikke gået konkurs. Vi er gået i betalingsstandsning. Og efter John de Mol har trukket sig som investor, er det rent faktisk lettere for os at arbejde videre med en plan B,« fortæller Jim Receveur.
Han har således alt andet end opgivet kampen for at få Radio 100FM til at fortsætte:
»John de Mols beslutning om at trække sig giver os fred og ro til at arbejde videre med at finde andre investorer. Det er faktisk langt lettere nu, hvor vi ikke er afhængige af John de Mol. I princippet kan vi være i betalingsstandsning i op til et år, så længe vi blot betaler de løbende regninger hver måned. Og det gør vi,« siger Jim Receveur, der forsikrer, at alle de ansatte får løn her til den første og også næste måned.
»Personligt tvivler jeg dog på, at der vil gå et helt år, før vi har fundet nye investorer,« siger Radio 100FM's adm. direktør, der i morgen har nye møder med potentielle samarbejdspartnere.
Ifølge Jim Receveur er der tre typer af investorer i spil.
»Der er både internationale broadcastere, kapitalfonde og andre danske medier,« siger han og tilføjer, at de mulige danske investorer ikke er andre radiostationer.
Det er i år seks år siden, at selskabet bag Radio 100FM (Talpa Radio) vandt retten til den kommercielle radiofrekvens. Den gang forpligtede moderselskabet i Holland sig til at betale 22,5 mio. kroner om året i koncessionsafgift. En aftale, som løber frem til 2011.
Men ifølge Jim Receveur betyder det ikke, at Radio 100FM i Danmark hænger på den afgift, som næste gang forfalder den 15. november.
»Det er det hollandske selskab, Talpa Rado Holland, som den danske stat skal have pengene af. Hvis Talpa Radio Denmark vil fortsætte, kan vi stadig gøre det. Spørgsmålet er dog, hvad der sker med vores frekvenser. Det er dér, udfordringen ligger.«
Selv om Radio 100FM angiveligt har råd til fortsætte samt betale de løbende regninger, afhænger udviklingen dog stadig af annoncørerne, erklærer Jim Receveur:
»Forretningen kører videre, men vi er stadig afhængige af annoncørerne. Men jeg er ret sikker på, at Radio 100FM også eksisterer om et år,« siger han til Journalisten.dk.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Og Dagen havde penge til 4 år !