1.200 freelancere kan gå glip af barselspenge

Kun selvstændige freelancere skal omfattes af barselsfonden, fremgår det af regeringens forslag. Dermed er 40 procent af freelancerne i DJ måske ikke dækket 

Kun selvstændige freelancere skal omfattes af barselsfonden, fremgår det af regeringens forslag. Dermed er 40 procent af freelancerne i DJ måske ikke dækket 

Omkring 1.200 freelancere i DJ risikerer, at de ikke bliver omfattet af en kommende barselsfond for freelancere. Regeringens planer om en ny barselsfond gælder nemlig tilsyneladende kun for selvstændige freelancere. Det betyder, at de omkring 40 procent af freelancerne i DJ, som er lønmodtagere ikke er dækket.

DJ har længe lobbyet for, at alle freelancere skal kunne få barselspenge på lige fod med fastansatte, forklarer faglige konsulent i DJ Kirstine Baloti.
Hun siger at det er "helt i skoven", hvis lønmodtager-freelancerne ikke kommer med.
»Man sammenligner freelancere med sæsonarbejdere og siger at freelancerne ikke skal stilles bedre. Men freelancere er jo ikke sæsonarbejdere. De er løsarbejdere, og hvis de er i fuld beskæftigelse er de lige så berettigede til barselsudligning som fastansatte,« forklarer Kirstine Baloti.
Hun peger på at der bidrages til barsel.dk for lønmodtager-freelancerne, at der kommer flere og flere freelancere, og at arbejdsgiverne er glade for freelancernes fleksibilitet.
»Og det skal selvfølgelig være lige så attraktivt at arbejde som freelancer som fastansat.«

Hvis regeringens forslag bliver gennemført i sin nuværende form vil DJ dog ikke råde freelancerne til at blive selvstændige.
»Der er en række ulemper ved at være selvstændig. Du kan for eksempel ikke modtage supplerende dagpenge, så man skal ikke blive selvstændig alene på det grundlag.«

Kirstine Baloti siger, at DJ sammen med blandt andet HK vil kæmpe for, at freelancere ansat på lønmodtagervilkår også kan få adgang til barselsfonden.
»Jeg håber, at vi bliver hørt, hvis vi håber råber højt nok. Det må og skal lykkes, og vi vil blive ved med at kæmpe for det,« siger Kirstine Baloti, der forklarer at der før valget var en flertal for barsel til alle freelancere blandt S, SF, R og Enhedslisten.

På FreelanceForum for en måned siden sagde SF's arbejdsmarkedspolitiske ordfører Eigil Andersen for eksempel:
»De fire partier, der står bag regeringen er enige om, at der skal laves en ordning for selvstændige ervhervsdrivende, og der er ingen tvivl, om at ordningen også skal gælde lønmodtager-freelancere. Det er en absurd situation for jer, I ikke kan få udbetalinger uden af have en arbejdsgiver, og helt grotesk at, der indbetales bidrag, som I ikke kan få ud,« sagde han.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil nu indkalde til forhandlinger med oppositionen for at udvide barselsforliget fra 2006, hvor den nuværende barselsfond for lønmodtagere blev indført.

0 Kommentarer