Vi kalder det demokrati – men 80 procent er mobning

Ja, janteloven, hvis betydning jeg som regel har fundet stærk overdrevet, har fundet et nyt udtrýk, denne gang som mobning. Mobning virker meget bedre, for nu kan alle være med og på alle platforme.

Fuldstændig uenig i at 80 procent af nyhedsformidlingen er mobning. Så galt er det langt fra. Og i de tilfælde der ledes efter hår i suppen, er det det jo ofte med politikere som kilde. Hvis der er en undertone i dit indlæg om regeringens dårlige start, er der vel kun et at sige. Det er enhver opposiitons ret og pligt at gøre opmærksom på hvad man er uenig i, og påpege når regeringen siger/lover noget andet end den gør. 

Til Jens:

Nej Jens, det er ikke et forsvar for den siddende regering, jeg er ude i. Jeg sætter spørgsmålstegn ved om pressen understøtter demokratiet - eller skaber lede og afmagt over for demokratiet. Hetzen mod Løkke i bilagssagen brød jeg mig ikke om, hetzen mod Lene Espersen heller ikke og hvis du har fulgt min blog på www.karenlumholt.dk vil du vide, at jeg i forbindelse med det projekt, som vi kaldte "Tal ordentligt!", var ude efter både socialdemokrater og venstrefolk. Christian Koch dokumenterer gennem undersøgelser, som er beskrevet i bogen "De svarer ikke", at især S og V har taget mobbekulturen til sig og bruger hån, slag under bæltestedet, mistænkeliggørelse af motiver etc. mere end de andre. Men... mit ærinde her er ikke at skælde ud på politikerne - det kan vi tids nok gøre - men at diskutere mediernes selvforståelse i forhold til vores faktiske rolle i demokratiet. Det er en stor diskussion, det ved jeg. Og jeg forsøger ikke at sætte tal på andelen af samtlige nyhedshistorier, som er mobning. Når jeg siger 80/20 skal det mere forstås som en tagen temperaturen på hele tonen i den del af offentligheden, hvor der diskuteres politik. Det er ikke mediernes "skyld" det hele. Der er mange andre aktører, der bidrager til mobberiet. Men vi har et medansvar for at mobning som grundtone er blevet så almindelig. Synes du ikke vi som journalister skal forholde os kritisk til vores egen rolle og magt?

Hej Karen Tusind tak. Det er godt at se at der inden journalisternes rækker rejses en lille pegefinger overfor et stort problem. Den danske "Håneret”  (nå, nej, Ytringsfrihed hedder det vidst) er allestedsnærværende, på arbejdspladser, i medier, i politik.  Men du skriver: ”Denne befolkning kan og vil ikke i længden spises af med sladder, snavs, kortsyn, dumhed og smålighed.” Der tror jeg desværre du tager fejl. Det er ingen grænser for hvad Danmarks befolkning (eller en hvilken som helst anden befolkning) vil finde sig i af ”sladder, snavs, kortsyn, dumhed og smålighed”. Udbredelsen af Reality shows et godt bevis. Det findes i menneskets natur et ”snage”- gen. Listen over fordummende, men populære TV-programmer er lang. Men så længe kritisk sans ikke står på programmet i skolen, vil udviklingen blot accelerere.Jo mere snavs BT og Ekstrabladet kan sætte på spisesedlen, jo flere aviser køber danskerne. Det er helt sikkert mange som bliver kvalme over det som foregår, men det er ikke nok til at ændre noget som helst. Så længe der ikke findes kritisk sans hos størstedelen af befolkningen, så er det som det er. Det er tre hovedproblemer:1.    Kommercialiseringen af medierne. Kravet om overskud på bundlinjen fjerner (tilsyneladende) enhver chefsredaktørs lyst til at have etiske holdninger til dette.2.    De Danske Værdier som Ironi og Sarkasme er så indgroede, at de accepteres uden at tænke over det, eller stiltiende accepteres fordi det er så svært at opponere i mod (det var jo blot for sjov!).3.    Der mangler grundlæggende kritisk sans i befolkningen. Børn må læres op til at have kritisk sans. Det må være nogle som tør sige at Hammerslag, Sporløs og Big Brother er noget lort. (Men de som skal lære børnene det, har måske heller ikke lært noget om kritisk sans. Og de som kunne bestemme noget om det, tør ikke, for de vil enten miste vælgere eller støde de frie markedskræfter) Men disse pessimistiske tanker til trods, så er det befriende at se det du skriver, ytret af en journalist. mvh

Kære Øyvind,

Jeg tror både at du har ret og ikke ret. Ofte er befolkningen meget mere fornuftig end man på redaktionerne forestiller sig. Jeg tænker ofte over det, når jeg i min egenskab af frivillig i forskelligt socialt og politisk arbejde står på gaden og taler med folk. De nuancerede og ret oplyste synsvinkler synes jeg altså er i overtal. Og jeg bor ikke i et specielt privilegeret område af landet, men i Valby, hvor befolkningen er meget blandet og socialt afspejler gennemsnittet. At disse ret fornuftige borgere så - selv om de er både kloge og fornuftige - ser lorteprogrammer osv., kan man så reflektere over. Måske er det ligesom med slik - vi ved godt det er noget lort, men vi æder det alligevel. Og det uanset hvor oplyste vi er. Men får vi noget andet stillet til rådighed, som der er lidt mere næring i, ja så æder vi såmand også det. Bare det er lækkert.

Egentlig kan man ikke entydigt sige at bestemte programmer er lorteprogrammer - der er forskellige genrer og det skal der også være. Det jeg anfægter er først og fremmest den angrebslyste og usaglige tone, som har bredt sig til hele den politiske offentlighed, hvor man skyder efter benene og går efter manden og ikke bolden. Det er her - og ikke i et generelt smagsdommeri - jeg mener vi som journalister bør foretage en vis selvransagelse og kigge på, hvor vi som henholdsvis mediefolk og kommunikatører kan medvirke til at hæve niveauet og genskabe troværdigheden både omkring faget og omkring det politiske system, vi kalder demokrati. . 

 I fortsættelse af mit indlæg 9 januar, 2012 - 18:12:

Indenfor de sidste 10 år har virksomhederne - private og offentlige - ansat kommunikationsmedarbejdere i stort tal. Status er, at de er langt flere kommunikatører end journalister.

Ser man f.eks. på en kommune som Århus Kommune, er der ikke en journalist på Århus Stiftstidende til  Sundhedsområdet (plejehjem) mens afdelingen har 5 kommunikationsmedarbejdere. 

Ser man på Region Midtjylland, var der for to år siden en enkelt journalist på Århus Stiftstidende der i dag arbejder med området Favrskov, der skal holdes op mod 20 kommunikationsmedarbejdere i Region Midtjylland. 

Fra kommunikationsfronten får vi altid historierne: "Det du ser er ikke korrekt - der er lang mere  historien og din historie passer overhovedet ikke." "Førhen var det langt værre - og det går i øvrigt stadig fremad."Og når de føler sig presset, får journalisten et par venlige punch og hjælper det ikke, kontaktes redaktøren eller et netværk omkring redaktøren. 

Det er desværre den virkelighed vi har i Danmark - og jeg kan sagtens se, at kollegernes frustrationer fra sådanne oplevelser giver dem ideen til historier som vi godt kan kalde under bæltestedet. (men jeg kan sådan set godt forstå reaktionen)

Og når alle frustrationerne fra kontakten til kommunikatørerne nu er beskrevet - er der ligeledes borgerne, der også presser på for at få nogle historier frem i pressen. Aktuelt problemerne med lægekonsulenterne, hvor kritikken hagler ned over kommunerne og regeringen ikke har meget lyst til at lave klare regler for kommunerne, der administrerer reglerne efter rigide principper. http://www.ft.dk/webtv/video/20111/beu/12.aspx?mid=576871 

Uffe Elbæk historien er et godt eksempel på hvor latterlig pressen er blevet.

At Ida Aukens holdning til kongehuset kan trække så mange historier, viser også en del om niveauet (p.t. topstory på JPs hjemmeside???)

Men selv store materielle historier udsættes ikke for journalistiske indfaldsvinkler. Historien om folkekravet om afskaffelse af børnecheck til de rige blev først udsat for journalistisk undersøgelse af konsekvenserne af en afskaffelse, efter at Enhedslisten viste sig at være skeptiske! Så fik man endelig modhistorier om, at en afskaffelse ikke ville give det tilsvarende provenue. Dels at det betød noget på skattemarginalen og dels at administrationen ved at checke komplicerede indtægtsforhold er stor.

Endnu har jeg til gode at se en avis skrive om, at børnechecken er et af de mest forbrugsstimulerende indsatser vi har. En fjernelse af børnechecken vil have en forbrugsdæmpende effekt - intet varsler forbrug som en "overflødig" check ind af døren. Så den forbrugsskabte merværdi ved at sende penge til folk som ikke behøver dem er meget stor. Og lige nu skriger vores økonomiske situation på forbrugs-stimulans - ikke det modsatte.

Men historien gik rundt i alle medier som et eksempel på noget som bare var "hul i hovedet" og en meningsløs gave til Mærsk. Ingen skrev i starten om, at der kunne være en grund til, at checken ikke indtægtsreguleres. I stedet var det sjovere at bedrive journalistisk om gavechecken til Mærsk.

Skandale-overskrifter og mobning er ved at brede sig overalt som en legitim journalistisk metode til vinkling. 

  I fortsættelse af mit indlæg 2012 - 08:18:

 "Det er altid kommunikationen, der får skylden, når det går galt. Politikerne forklarer deres nedture med, at de ikke har været skarpe nok til at kommunikere, og virksomheder og interesseorganisationer giver som regel også kommunikationen skylden, når de står i forskellige krisesituationer. Men ofte er det slet ikke kommunikationsproblemer, der udløser, at vælgerne flygter, eller at medierne skriver grimt om en. Derimod er det problemer med politikken, etikken, de produkter, man leverer, eller fordi man har gjort noget ulovligt," skriver Rasmus Jønsson på Kommunen.dk.

Og hans bud på en oplagt løsning er: "..en langt mere proaktiv tilgang til at sætte dagsordner end den, regeringen har lagt for dagen."

Og konsekvenserne ved, at regeringen ikke får styr på dagsordenerne: "Og får Thorning og hendes allierede ikke meget hurtigt rettet op på disse kommunikationsproblemer, bliver den kommende tid en vandring på dårlige mediesager, og fortællingen vil kun blive dårligere og dårligere."

http://kommunen.dk/Blog/Rasmus-Joensson/Regeringens-kommunikationsnedbru...

Borgerne har nogle meget kontante forventninger til de politiske udmeldinger, og holder løfterne ikke - skal man da som journalist have været i praktik i en kommune eller hos DRV for ikke at gå i flæsket på dette ordflom.

DRV journalisterne bør lige kigge på denne liste http://www.bt.dk/politik/se-hele-listen-100-loeftebrud-paa-100-dage når de skal kommentere på, hvor journalistikken rammer på kroppen.

@ Karen Hedebo Lumholt Jeg synes nu, jeg har været godt rundt om en række ting, der går galt. Også at kommunikatørerne bidrager meget flittigt til spin, sladder og fattige demokratiske informationer/historier.  At det ligeledes står helt galt til blandt politikerne http://politiken.dk/politik/ECE1526294/mfere-folketinget-er-en-boernehav... er altså helt helt galt. Journalister får ofte kritik af, at man ikke gengiver det der foregår i Folketinget, hvad der så åbenbart lige netop er problemet her: Dit ønske er, at journalister skal distancere sig fra Folketingets pladder. Når jeg bruger tid på det her, er det fordi der pt er et enormt skred i det Danmark, som vi alle er så enige om på papiret, men som bare ser helt helt anderledes ud i det Danmark, der folder sig ud i Folketinget, i embedsmandssystemet, i regionerne, i kommunerne og på de mange offentlige arbejdspladser.  Det kan godt være, at Danmark har det hamrende svært pt pga finanskrisen, hvor mange reber sejlene og overlader styringen til kaptajnen - men det har altså ikke meget med demokrati at gøre. Og er skipperen uduelig, havner skibet på et klippeskær og kæntrer.   For nu at inddrage DRV her, er der jo logisk taget al mulig grund til at man får diskuteret vigtige emner godt igennem, når DRV åbenbart mener, at folkeafstemninger ikke er interessante og henviser til at man nu en gang har et repræsentativt demokrati.   Jeg kunne godt tænke mig, at journalistikken fandt en ny måde at tilgå de voldsomme problemer vi har i det danske samfund. Så dermed er jeg såmænd meget enig med dig og andre.  Dermed har jeg skudt en faglig debat igang, der handler om noget fagligt meget svært, der kræver mange faglige kalorier - som ikke kan sammenfattes med din tilgang, at journalister mobber. Måske har DRV talenter til at komme med oplæg?