Mere om
Venstre viser ophavsrettens værdi
Partiets brug af et beskyttet værk viser, hvorfor det er så vigtigt, at vi værner om ophavsretten, så værker ikke udnyttes politisk eller kommercielt.
Jeg kender ikke mange supermarkeder, hvor man frit kan gå ned og låne en liter mælk og så i øvrigt vende tilbage med en tom mælkekarton en måned senere. Det er i realiteten den fremgangsmåde, Venstres partisekretær Jens Skipper Rasmussen taler om, når han siger, at partiet bare lige havde "lånt" et fotografi til deres valgkampagne med tilføjelsen om, at der må være et vist spillerum.
For det første er der ikke tale om lån, men om tyveri, hvor fotografen ikke engang krediteres. For det andet har vi blandt andet ophavsretsloven for at beskytte mod misbrug, hvilket i allerhøjeste grad er med til at fremme etikken i mediernes produkter. Jeg er rystet over, at ansvarlige politikere kan tage så let på lovgivning og andres rettigheder. Derfor må det også være en lærestreg til alle politikere om, hvilken betydning ophavsretten har.
Et af de temaer, som flere politikere på begge fløje fra tid til anden tager op, er at ophavsretten nok ikke er moderne nok i forhold til den digitale udvikling. Det er noget sludder: Sagen i forbindelse med Venstres valgkampagne viser klokkeklart, hvor nødvendigt det er at værne om ophavsretten, så rettighedshavere ikke får deres stof misbrugt, hvad enten der er tale om billeder, tekst eller lyd og uanset hvilke platforme, de udgives i.
I det konkrete tilfælde vil vi se kampagnen på samtlige platforme, og ophavsretten har samme værdi uanset om billedet med Helle og Villy bringes i aviserne, på nettet, på mobilen eller på tv. Fotoet er taget til et formål, men bliver nu anvendt til et helt andet, og når det oven i købet her i politisk øjemed, så er der tale om en alvorlig krænkelse af ophavsretten.
Godt vi har ophavsretsloven, for hvad ville vi ikke ellers kunne få at se af krænkelser både politisk og kommercielt? Så selvom det er helt galt med Venstres brug af fotografens billede, så får vi da her et klokkeklart eksempel på, hvorfor ophavsretten er så vigtig.
Del artiklen med dine venner på Facebook





















Re: Venstre viser ophavsrettens værdi
Selvom jeg for så vidt er fortaler for at fastholde ophavsretten synes jeg alligevel, at det er på tide, med en grundlæggende begrebsafklaring. Det er f.eks. noget nonsens, når Bjerregård sammenligner brud på ophavsretten, med tyveri af mejeriprodukter, eller nogle andre fysiske ting for den sags skyld. Det ovenstående eksempel svarer jo slet ikke til at gå ned i den lokale Netto og hapse en liter mælk. Forskellen er naturligvis, at i det øjeblik du stjæler en liter mælk, så mister mælkens retmæssige indehaver hele brugsværdien og den potentielle fremtidige gensalgsværdi. Med andre ord er mælken helt ude af ligningen, den opholder for så vidt med at eksistere.
Det samme er naturligvis ikke nødvendigvis tilfældet, ved brud på ophavsretten. I forbindelse med det omtalte billede er det endda ret tvivlsomt, om der overhovedet er sket nogen nævneværdig skade, på hhv. brugsværdien og/eller gensalgsværdien.
Alt det betyder naturligvis ikke, at Venstre så derfor har handlet korrekt. Venstre har i den grad dummet sig og bør selvfølgeligt også straffes herfor. Pointen er sådan set bare, at vi, først og fremmest, bør tage en offentlig debat om hvad intellektuel ejendom rent faktisk er for en størrelse. For hvis vi skal gøre os nogle forhåbninger om, at ophavsretten respekteres bliver vi nødt til at være enige om, hvad pokker den egentligt er.
Re: Venstre viser ophavsrettens værdi
* Manglende kendskab til ikke blot lovene, (som Tinget selv har givet) men til almindelig, hæderlig omgang med mennesker. De, der siger, at det gjorte IKKE er TYVERI har ikke forstand på lov og ret.
Jeg kan give et eksempel fra min egen hverdag. To gange har jeg vundet retssager mod Danmarks Radio foir overtrædelse af Ophavsretsloven.
1) DR bragte 9 fotos af de papskiver, som de henrettede landsforrædere fik sat på brystet ved henrettelserne 1946-50 Jeg havde - with a little help from my friends - affotograferet disse fra et hemmeliholdt, båndlagt album i Politiets arkiver som et led i min research for en artikel i "Ugens Rapport" og et kapitel i min 1977-bog "Udyr - eller hvad".
DR havde spurgt mig om lov. Jeg havde afslået tilladelse (telefonisk). DR affotograferede alligevel billeder fra bogen og brugte den i TV-programmet "Forrædernes Børn"
DR blev dømt til at erstattet mine 8 fotos med 8.000 kr.(det var, hvad jeg krævede)
2) I debatten i 2006 op til den dstore kommunalreform blev jeg af DR bedt om at komme med min mening som et indlæg i radioens P1. Jeg kørte fra min daværende bolig på Langeland til studierne i Odense og oplæste selv indholdet. Manuskriptet blev jeg bedt om at efterlade, idet man ville bruge det på DRs hjemmeside som en ganske special anderledes mening om emnet [Jeg foreslog helt at afskaffe amterne og lægge dem ind under Indenrigsministeriet]
DR nægtede sat betale, da der var tale om et 'meningsindlæg'.
De ville alene - hårdt presset - betale kørselsgodtgørelse.
Jeg anlagde retssag med krav om 4.000 kr i honorar plus omkostninger.
Retten i Gladsaxe gav mig ret - og tilkendte mig4000 kr samt sagens omkodstninger.
* Dertil er det Venstres mangel på respekt for andres ejendom. Man kan ikke 'låne' et billede.
Et foto er fotografens ophavsret og en artikel/bogtekst/dramatisk manus og llgnende er journalistens/forfatterens/digterens.
Medmindre han kontraktligt har fraskrevet sig alle rettigheder - som netop DR har for vane at gøre med deres journalister og fotografer.
Om den røde lejr er lige sådan, kommer ikke mig ved. Det, jeg ikke véd, har jeg ikke ondt af.
Indsend kommentar