TV 2-vrede over kritik mod Cavling-nomineret

Politiken retter i fredagens avis voldsom kritik af et Cavling-nomineret dokumentarprogram fra TV 2 samtidig med, at de selv er nominerede. »Det lugter lidt af, at man forsøger at miskreditere en konkurrent,« siger TV 2-redaktionschef
08.01.2016 · 14:59

Et kritisk artikel i Politiken om TV 2-dokumentaren ’De vaccinerede piger’ har skabt stor fortørnelse på TV 2. Ikke så meget på grund af den voldsomme kritik, men for timingen af artiklen og dens research, sammenholdt med at Politiken selv er Cavling-nomineret.

Dokumentaren, der blev sendt i marts, er nemlig en af de nominerede til Cavling-prisen, der uddeles i dag fredag. Og Politiken har kontaktet Cavling-komiteen for at fremlægge kritikken af programmet og deres nominering på den dag, de skulle vælge vinderen.

»Jeg ved godt, at jeg som ansvarlig redaktør har en interesse i programmet, men jeg undrer mig over timingen. Når et medie ringer til Cavling-komiteen og siger, at en lang række personer kritiserer vores program og det, at vi er blevet nomineret, kan det naturligvis have en form for påvirkning. Jeg ved det ikke, men jeg frygter det,« siger redaktionschef på TV 2 Troels Jørgensen.

Han ved fra Politikens journalist Kjeld Hybel, at Hybel havde henvendt sig til Cavling-komiteen med kritikken inden torsdag middag. Komiteen har selv meldt ud, at de ville beslutte vinderen torsdag.

Ansvar for fravalg af vaccine

»Politiken har haft et helt år til at kritisere vores program, og så vælger de denne dag og går i gang med historien, inden vinderen er udpeget. Og når kritikken så fremføres af et medie, der selv har en Cavling-nomineret journalist, så lugter det lidt af, at man forsøger at miskreditere en konkurrent,« siger Troels Jørgensen.

Artiklen i Politiken fremfører en skarp kritik mod både dokumentaren og Cavling-komiteen fra en række forskellige kilder. Fra Kristian Lund, tidligere chefredaktør på BT og Dagens Medicin, lyder det blandt andet, at »Cavling-komiteen blåstempler journalistik, alle, der har forstand på det, afviser, og komiteen påtager sig dermed et ansvar for, at piger og unge kvinder siger nej til vaccinen.«

En anden kritik mod programmet går på, at det bygger på anekdoter, indicier og ikke videnskabelige studier.

Program har ført til mere forskning

Troels Jørgensen er lodret uenig.

»Vi bringer programmet, fordi nogle af de førende forskere rejser en mistanke om, at der kan være en mistanke mod vaccinen, og det skal undersøges nærmere. Det er en fremragende journalistisk undersøgelse, og det her program har haft stor indflydelse på, hvad der er lavet efterfølgende. Rapporten fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, som bliver brugt til at sige, at der ikke er noget i historien, kommer på grund af vores program. Og Folketinget har afsat 7 millioner til forskningsprojekter, der skal finde ud af, hvad de her piger fejler,« siger han.

Har I et medansvar for at skabe usikkerhed om en vaccine, som de fleste mener er vigtig?

»Det er klart, at det har været et kæmpe dilemma for os hele vejen igennem. Men folk har krav på de oplysninger, vi får fra piger og forskere. Vi har hele tiden haft det sådan, at vi ikke ville lave en skræmmekampagne mod vaccinen. Men jeg kan ikke frasige mig, at programmet har medvirket til, at vaccineprocenten er faldende. Vi har ikke undladt noget, vi har fremlagt eksperternes synspunkter – også at man skal blive ved at vaccinere,« siger Troels Jørgensen og henviser til, at mange andre medier – herunder Politiken – har bragt artikler, der fokuserer på tvivlen omkring HPV-vaccinen.

Holdt ikke på historien

Jakob Nielsen, der er redaktionschef på Politiken, har til gengæld svært ved at forstå Troels Jørgensens harme over, at historien bringes i dag.

»Jeg kan da godt forstå, de er ærgerlige, men de er selv journalister og ved, at historier har en aktualitet. Den her historie er åbenlyst bedre i dag end om tre dage,« siger han.

Han fastslår, at der ikke er tale om, at Politiken har holdt på historien for at kunne lave den lige op til Cavling-uddelingen.

»Vores sundhedsredaktør, Lars Igum Rasmussen, har tidligere gjort opmærksom på, at han undrede sig over nomineringen. Der er så ikke lige nogen, der siger til Lars, at de synes, han skal rykke på den historie. Havde han skrevet den dengang, havde vi da trykt den. Nu kommer så diskussionen, om vi skal lave noget i forbindelse med Cavling-prisen, og så får Kjeld Hybel opgaven,« fortæller Jakob Nielsen.

Han afviser blankt, at der er en dagsorden, der handler om at desavouere TV 2 som Cavling-konkurrent.

»Det er rent pjat. Vi snakkede netop i går om, hvordan den skulle prioriteres, og mit budskab var, at den skulle prioriteres, fuldstændig som hvis vi ikke selv havde haft en Cavling-kandidat. Det ville for alvor være kritisabelt, hvis vi synes, det var en god historie, men undlod at bringe den.«

»Sjasket og manipuleret journalistik«

I har selv skrevet om HPV-skepsis. Burde I ikke have grebet i egen barm i artiklen?

»Det synes jeg ikke er relevant. Vores historie i dag er, om man på et så tyndt grundlag kan indstilles til landets fornemste journalistpris. Det synes jeg er en helt relevant diskussion, som vi behandler journalistisk,« siger Jakob Nielsen.

Journalisten har også været i kontakt med Kjeld Hybel, der i en mail forklarer timingen for hans artikel:

”Det er meget enkelt: Fordi jeg først tirsdag morgen blev gjort opmærksom på, at denne Cavling-nominerede udsendelse var en tynd kop te. Jeg klikkede mig så ind på programmet og måtte indrømme, at jeg sjældent havde set så sjasket, udokumenteret og manipulerende journalistik. Derefter gik jeg i gang med at ringe rundt, hvilket jeg først blev færdig med torsdag eftermiddag. Det er derfor, artiklen er i fredagsavisen. Længere er den sådan set ikke.”

Præcisering (15.30): I denne artikel hed det tidligere, at Politiken angiveligt havde kontaktet Cavling-komiteen umiddelbart inden de skulle vælge vinderen. Vi har ikke belæg for at kunne fastslå tidsrækkefølgen, hvorfor vi har rettet til, at det skete samme dag, vinderen skulle findes.

Kommentar

11/01/2016 - 14:20

Hanne Koplev

Det kritikeres, at programmet ”De vaccinerede piger” bygger på anekdoter, indicier og ikke videnskabelige studier, når de vaccinerede piger klager over bivirkninger, som i øvrigt er anført i Gardasil Produkt resumeet.

Jeg vil hermed dokumentere, at kritikernes udsagn bygger på anekdoter, indicier og ikke videnskabelige studier.

Chefredaktør Kristian Lund udtaler f.eks.: »Man kan derfor godt påstå«, …, »at Cavling-komiteen blåstempler journalistik, som alle, der har forstand på det, afviser. Og komiteen påtager sig derfor et medansvar for, at piger og unge kvinder siger nej til vaccinen. Og resultatet er altså, at en del af dem dør af det«.
Og direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard´s udtaler: ”Den udsendelse medvirker helt konkret til, at vaccinationsprocenten falder. Usikkerheden hos unge og deres forældre stiger. Antallet af livmoderkræfttilfælde stiger”.

HPV-vaccine er en vaccine mod HPV-virus. HPV-virus kan medføre livmoderkræft, men om HPV-vaccinen vil påvirke antal af livmoderkræfttilfælde vil først vides om 20-30 år.
Så hvor der den videnskabelige dokumentation for de to udsagn?
De nævnte udsagn, som for øvrigt er udtalt på nogenlunde samme vis af mange andre ”vaccine-eksperter”, lever derfor fuldt op til kriterierne….. anekdoter, indicier og ikke videnskabelige studier.

Lone Frank udtaler: ”….Men kæmpestore undersøgelser peger på, at der ikke er nogen sammenhæng med vaccinen.”
Lone Frank burde have gransket i om de undersøgelser, som er foretaget af HPV-vaccinernes sikkerhed, opfylder de almen accepterede regler for videnskabelig undersøgelser f.eks. ved at læse i FDA ´s rapport. Gardasil vaccinen er ikke undersøgt for bivirkninger af visse vaccine-komponenter f.eks. for aluminium adjuvansen, som i Gardasil er på nano-partikel-form, idet der ved undersøgelsen er brugt et ”placebo-præparat”, som indeholder aluminium adjuvans med mere. Et placebo-præparat skal efter almen videnskabelig standart være uvirksomt. Det er påvist, at aluminium giver hjerneskade ved forsøg på mus. Det er endvidere almen kendt, at nano-partikler har en skadende effekt på blod-hjerne-barrieren.

De undersøgelser, som EMA henviser til, er foretaget på HPV-vaccinen Cervarix, som er markant forskellig i sammensætningen fra Gardasil-vaccinen, og bivirkningsprofilerne er derfor ikke-sammenlignelige!

Det er min påstand, at mange, som anbefaler / forsvarer HPV-vaccinerne ikke har læst grundigt nok på lektien, men har frakoblet den kritiske sans og har taget vaccine-producenternes anprisning af deres vacciner for gode varer.

Links:
Produkt resumé:
https://www.merck.com/product/usa/pi_circulars/g/gardasil/gardasil_pi.pdf
EMA´s rapporten:
http://tinyurl.com/pjtpgyz
FDAs rapport:
http://www.fda.gov/downloads/BiologicsBloodVaccines/Vaccines/ApprovedProducts/UCM111263.pdf
WHO s rapport:
http://www.who.int/vaccine_safety/committee/GACVS_HPV_statement_17Dec2015.pdf?ua=1
Noget om den toksiske virkning af aluminiums holdige vaccine adjuvans:
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21568886
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23609067
http://preview.tinyurl.com/pw6v6u3

Seneste nyheder

23.06.2017 · 15:17

Foto af kop stjålet flest gange

Jakob Albrecht
23.06.2017 · 15:16

Her er vinderne af Bording-priserne

Andreas Marckmann Andreassen
23.06.2017 · 15:12

"Det skal lige bundfælde sig, at vi ikke udkommer længere"

Andreas Marckmann Andreassen
23.06.2017 · 14:26

Jysk Fynske lukker nyindkøbte ugeaviser

Andreas Marckmann Andreassen

Seneste jobopslag

Nyhedsjournalist søges til BTMX

BTMX
Ansøgningsfrist: 04.07

Barselsvikar til Kommunikation

HOFOR
Ansøgningsfrist: 16.07

PR and Communication Manager (maternity cover)

Copenhagen Capacity
Ansøgningsfrist: 24.07

SoMe-specialist

JP / Politikens Hus
Ansøgningsfrist: 23.07

Hjernesagen søger engageret kommunikationskonsulent

Hjernesagen
Ansøgningsfrist: 02.07

Kulturmaskinen søger PR-medarbejder

Kulturmaskinen
Ansøgningsfrist: 01.08

Københavns Politi søger visuelt stærk SoMe-medarbejder

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 31.07

Håndboldredaktør til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 03.07

Kommunikationskonsulent

DTU
Ansøgningsfrist: 25.06

Håndboldkommentator til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 03.07

Tre journalister med forstand på film og serier

JP / Politikens Hus
Ansøgningsfrist: 30.06

Layoutchef til et af Nordens mest læste magasiner

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 29.06

Visionær On Air Chef til TV 2 Marketing

TV 2
Ansøgningsfrist: 30.06

Version2 søger skarp og energisk it-journalist

Version2
Ansøgningsfrist: 26.06

Illustreret Videnskab søger digital journalist med videnskab i blodet

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 25.06