Tjekker, Tjekker, tjekker

Deres enorme medieforbrug er en drøm for enhver, der gerne vil sælge historier. Men gymnasieklassen 1.i bliver svære at nå for de klassiske betalingsmedier. Det handler om Facebook og Instagram, om dig og mig og vi to. Mød eleverne i Journalistens interaktive klassefoto
  • Thomas Nielsen
06.11.2013 · 10:30
Der er larm i klassen. Eleverne sidder på bordene. Der snakkes. Og tages fotos. Med andre ord er det lige nu ikke undervisningen, der tager opmærksomheden her i 1.i på Rødovre Gymnasium. Det er mere relationerne.

Det flyder med computere. Og smartphones. Og det er de smarte mærker, der vises frem.

iPhone:                       20 ud af 27
Anden smartphone:    5 ud af 27
Ikke smartphone:        2 ud af 27

Journalisten har besøgt 1.i og spurgt alle eleverne, hvordan de bruger medier. Det viser sig, at de er storforbrugere af sociale medier. Du kan selv gå på opdagelse i dette interaktive klassefoto. Hvis du gerne vil se fotoet i en større udgave, kan du følge linket her.

 

Maria Louise Gjermandsen, 16 år:
»Tjekker Facebook, Snapchat og Instagram, når jeg vågner om morgenen, igen når jeg spiser morgenmad, når jeg kommer i skole, i pauserne på skolen, på vej hjem fra skole, når jeg kommer hjem fra skole, svarer på snapchat og beskeder, når der kommer nogen, hele dagen, inden jeg går i seng tjekker jeg.«
Beskrivelsen er måske den mest detaljerede – men det store forbrug af sociale medier er ikke enestående. Tværtimod. De unge lever nærmest livet gennem telefonerne.

Emilie Jensen, 17 år:
»Jeg tjekker Instagram, når jeg vågner. På vej til skole hører jeg radio. I første time kigger jeg igen på Facebook og Instagram. Det samme i pausen, og det fortsætter i samme rytme, til jeg får fri.«

Ud over Facebook, som alle er på, er Instagram også populært. 23 elever ud af 27 deler billeder og videoer på det sociale netværk.

Hvilke sociale medier bruger du?
Facebook:     27 ud af 27             
Instagram:     23 ud af 27          
Snapchat:      22 ud af 27          
Tumblr:            3 ud af 27
Twitter:            2 ud af 27           

Gennemsnitligt er eleverne cirka 16 timer på sociale medier om ugen. Ifølge deres egne vurderinger. Topscoreren bruger næsten halvandet døgn – 37 timer – på sociale medier. Mens en anden er nede på fire timer.

Så megen tid bruger eleverne på sociale medier hver uge:
Timer i gennemsnit:    16
Flest timer:                   37
Færrest timer:                4

»Hvis man keder sig, er det der, man går ind,« forklarer Maja Ek Jensen.
Cille Brydensholt Michelsen anslår, at hun bruger 20 timer om ugen på sociale medier, men understreger samtidig, at hun reelt ikke har nogen ide om det faktiske omfang:
»Næsten hver gang jeg ikke lige ved, hvad jeg skal foretage mig, åbner jeg lige op for Facebook eller Instagram på min iPhone.«
På trods af at de unge i klassen er meget aktive brugere af Facebook og andre sociale medier, er de samtidig meget kritiske over for dem som troværdige formidlere:

Hvad tænker du på, når du hører ordet ”sociale medier”?
Tidsfordriv:      25 ud af 27              
Sjov:                 19 ud af 27
Spændende:    15 ud af 27          
Relevant:            7 ud af 27                     
Nødvendigt:       6 ud af 27       
Løgn:                  2 ud af 27            
Irrelevant:           2 ud af 27             
Troværdighed:   0 ud af 27

Næsten samtlige af de unge sætter kryds ud for, at sociale medier er ”tidsfordriv”. Ingen fremhæver derimod ordet ”troværdighed” ud for de sociale medier.
»Facebook er godt socialt, og man får mange nye venner eller finder gamle venner,« har Andreas Hilmer Larsen forklaret i undersøgelsen.
»Jeg bruger de sociale medier til at komme i kontakt med andre, men nok mest af alt til at finde ud af, hvad andre laver,« forklarer Maja Ek Jensen.

I siger næsten alle som en, at sociale medier er tidsfordriv. Hvad er så grunden til, at I ikke stopper?
»Hvad skulle vi ellers bruge vores tid på?« Spørger Magnus Karlson. Han lyder, som om det var det dummeste spørgsmål, han har hørt længe.


De 27 elever i 1. i på Rødovre Gymnasium bruger i gennemsnit 16 timer om ugen på sociale medier. - foto: Thomas Nielsen

Mens de sociale medier er i hånden på de unge stort set hele dagen, er der kun to af dem, der i løbet af en uge ser en betalings- eller gratisavis på print eller internettet.
I gennemsnit bruger klassen kun en halv time per uge på betalings- eller gratisavis i papirform eller på nettet.

Flere svarer ligeud, at de bruger ”0 minutter” eller ”ingen tid” hver uge.
Eller som Amalie Emma Kloth Rex forklarer:
»Bruger det så sjældent, at jeg ikke kan sætte tid på det.«

Emilie Jensen sammenfatter det således:
»Det er sjældent, jeg læser en avis. Jeg gør det nogle gange, når jeg tager toget, men det er også kun, hvis jeg lander på et sæde, hvor der ligger en Metroxpress i forvejen.«
Topscoreren bruger 1-2 timer på Ekstrabladet.dk, og Andreas Hilmer Larsen forklarer, at han hver uge bruger cirka en time på at tjekke fodboldnyhederne.

Når vi stiller spørgsmålet: »Hvor finder du politiske nyheder?«, lyder der ret korte og kontante svar.

Maria Louise Gjermandsen:
»Det finder jeg ikke.«

En anden svarer:
»Det er ikke sådan, at jeg leder efter dem.«

Og Amalie Emma Kloth Rex tilføjer:
»Jeg går ikke meget op i politik, så jeg læser aldrig om nyheder inden for politik.«

Der er dog også unge i gruppen, der fremhæver brug af tv til nyheder. Men i mange tilfælde er det, fordi deres forældre tænder for fjernsynet.
Mest populære tv-kanaler er TV3 og Kanal 4, 5 og 6, hvor de ser programmer som Paradise Hotel og andre reality-programmer. Og så, for drengenes vedkommende, fodboldkampe.

Så meget tv ser eleverne per uge:
Timer i gennemsnit:    10
Flest timer:                   28
Færrest timer:                2

Maja Ek Jensen forklarer:
»Jeg kan godt lide at se Olivers kamp, som kører på kanal 4, fordi det er underholdende, og han er interessant, underholdende og spændende.«
»Jeg ser 6´eren og 9´eren – bold på tv skal jeg ikke gå glip af,« forklarer Tobias Larsen.
»Jeg ser dog ikke så meget tv, kun hvis der lige er en film,« forklarer Marie Kjærgaard.

Og selv om tv’et er tændt i mange timer hos flere af de unge, så sidder de ikke nødvendigvis og glor på det.
»Det kører dog tit i baggrunden, mens jeg laver lektier, hvis min familie ser tv.«

Og Amalie Emma Kloth Rex forklarer:
»Det kører som baggrundsstøj, når jeg er på nettet.«

Selv om de unge i gruppen altså betragter sociale medier som tidsfordriv og en tidsrøver, der vedligeholder venskaber, så er der mange af de unge, der tror, at de vil give dette medieforbrug videre til deres egne børn.
»Mine børn må da også gerne være på Facebook. Bare det ikke tager overhånd og går ud over andre ting,« forklarer Marie Kjærgaard.
»Facebook ville være meget godt, så kan mine børn følge med i deres venners liv, hvad de laver, eller om der er sket noget,« supplerer Daniel Birkelund Olsen.

Der er dog også den mere eftertænksomme tone:
»Jeg ville nok anbefale medier som tv, radio og aviser, da de ikke går hen og styrer ens hverdag så meget, som de sociale medier gør,« forklarer Cille Brydensholt Michelsen.
Undervejs i vores klassediskussion begynder der at være larm og småsnak i hjørnerne. Igen bliver der fundet smartphones frem. Det er ved at være på tide, at Facebook skal tjekkes.

Hvorfor tror I, at jeres forældre ikke er “afhængige” af de sociale medier på samme måde, som I er?
Casper Johannesen skærer igennem og ignorerer, at andre har fingeren oppe:
»Fordi de har et liv.«

Hvad er den største forskel på dit og dine forældres medieforbrug?
Tobias Skovgaard Mortensen, 16 år:
»Mine forældre finder ikke de sociale medier lige så interessant, som jeg gør, fordi de har et liv og nogle andre interesser. Jeg synes, at mine forældre bruger deres tid mere relevant, end jeg gør.«

CILLE BRYDENSHOLT MICHELSEN, 16 ÅR
  … sætter sig på en stol og har sin iPhone
 fremme, da vi stiller hende spørgsmålet: Hvor lang tid bruger du cirka om ugen på de sociale medier?

Hun smiler og svarer:
»Det tror jeg slet ikke, at jeg har nogen ide om!«

Hun griner og fortsætter:
»Når man har en telefon med apps, er det så nemt og nærliggende at finde telefonen frem, hvis man lige har et par sekunder, hvor man ikke ved, hvad man skal lave.«

Cille Brydensholt Michelsen bruger højst halvanden time på betalings- og gratisaviser hver uge.
»Jeg kan finde informationen fra avisen andre steder – det vigtigste kommer som regel frem på de sociale medier også.«

Hvilke medier vil du anbefale, at dine egne børn bruger?
Cille Brydenholt Michelsen tøver – og svarer så:
»Sociale medier er jo smarte nok i sig selv, fordi man kan komme i kontakt med andre, men man bliver bare så afhængig af det, og derfor tror jeg bare ikke, at jeg vil anbefale det.«
»Altså, jeg bruger selv for meget tid på de sociale medier, og det ved jeg også godt, men jeg ville ikke kunne gøre det anderledes – man er ligesom bare blevet afhængig af det.«

AMALIE EMMA KLOTH REX, 16 ÅR
 Hvilke trykte betalings- og gratisaviser bruger du?
»Hvis jeg sidder i toget, og der alligevel ligger en avis, og der er en overskrift, der fanger mig, læser jeg det, men ellers ikke – jeg foretrækker nettet.«

Hvordan kan det være, at du vælger at bruge de sociale medier – er der ikke en masse andet, man kan lave?
Hun kigger ned på sin smartphone.
»Man kan jo også falde over noget, som man rent faktisk synes er spændende.«

»Det ser ud, som om vi har at gøre med en generation, der er mere eller mindre tabt for de klassiske nyhedsmedier, ikke mindst aviserne. De er vokset op i husstande, der har opsagt avisabonnementet på et tidspunkt, hvor avishusene endnu ikke havde fået fingeren ud i forhold til digital produktudvikling og sociale medier. Derfor bliver det en kamp at få dem ind i folden,« siger medieforsker og ph.d. Søren Schultz Jørgensen, der undersøger fænomenet på Syddansk Universitet. Læs interviewet med ham her: Den tabte generation

Praktikanter fra Ørestad Gymnasium

Journalisten har haft Anna Cecilie Larsen og Martha Borum i praktik. De er fra 3. årgang på den journalistiske studieretning på Ørestad Gymnasium

I samarbejde med Journalisten har praktikanterne undersøgt medieforbruget i 1.i på Rødovre Gymnasium.

Det er sket gennem e-mailede spørgsmål og opfølgende interviews.

Magasin: 

Kommentar

Seneste jobopslag

Kommunikationsproducent

Statens Museum for Kunst
Ansøgningsfrist: 06.11

Nyhedsjournalist til DR Syd i Esbjerg

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Kommunikationschef søges til Københavns Politi

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 01.11

Pressekonsulent til Dansk Arbejdsgiverforening

DA - DANSK ARBEJDSGIVERFORENING
Ansøgningsfrist: 12.11

Danmarks dybdeborende erhvervsmedie udvider

InsideBusiness
Ansøgningsfrist: 30.10

Kunde- og kommunikationschef til Landbrugsstyrelsen

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 08.11

Digital redaktionsleder til DR Aarhus

DR
Ansøgningsfrist: 13.11

Kommunikationskonsulent

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 13.11

Reporter og digi til DR Syd

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Allround Communicator

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 05.11

Jysk Fynske Medier søger en printredigerende

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 23.10

Journalist eller kommunikationsmedarbejder

DTU
Ansøgningsfrist: 27.10

Lokalredaktør på Langeland

Fyns Amts Avis
Ansøgningsfrist: 23.10

Kommunikatør med skarp pen og strategisk tæft til Nationalt Genom Center

Sundheds- og Ældreministeriet
Ansøgningsfrist: 30.10

Nyhedsredaktør til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

DIGITAL COMMUNICATOR

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 26.10

Journalist til Dagens Byggeri

FBG Medier
Ansøgningsfrist: 24.10