Journalistik

Vi journalister har vores eget sprog. Hvad gør sproget ved os - og giver ordene overhovedet mening?
Vi har samlet en miniparlør tilJournalistens læsere.

»Hvor ved Landsted det fra? Måske har Amnesty-konsulenten faktisk forstand på journalistik?«

»Lad os fortælle sandheden - ikke som den ser ud i journalistens eget hoved, men som den folder sig ud i virkeligheden.«

Danske journalister vender det blinde øje til. Men er privatlivets fred i virkeligheden en stopklods, der fritager journalister for at undersøge væsentlige sager? Vi har spurgt de journalister, der kunne have skrevet historierne.

Sex, død eller sygdom. Hvis folk vil fortælle deres historie, er intet for privat eller pinligt for freelancejournalist Jette Lüthcke.

AVIS-GRATISTER. Betinget tak til chefredaktør Flemming Hvidtfeldt, Århus Stiftstidende, for hans svar på min kommentar "Tosserne betaler for den gode journalistik" i Jour

»Jeg synes ikke, at der er noget, journalister ikke tør, men jeg tror, der er væsentlige emner, vi ikke tager op. Emner, vi ikke får øje på, fordi vi hører til den velbjærgede del af samfundet og meget ofte tager udgangspunkt i det, vi selv kender til.«

Jeg må ikke skrive 'jeg' i en journalistisk tekst. Det er forbudt, det er dårlig smag, og det virker frygteligt anmassende. Det er et tabu - berør aldrig dit indre skribent-jeg!

Journalisten plantede en freelancer på Døvefilm. I tre dage arbejdede hun på en tosproglig redaktion, der konstant er på jagt efter svaret på spørgsmålet: Hvad er godt tv til døve?

Skærmen er blank og ubarmhjertig, og det er lige nu, historien skal skrives. Vi kender det alle sammen. Hvad er det så, vi gør for at få taget hul på skidtet?

Der er både en film og en bog på vej om Ugens Rapport
- bladet, som i sine storhedsdage i 70'erne solgte 200.000 eksemplarer om ugen. Journalisten har
smugkigget i de første kapiteludkast og bringer her historien om Rapports vildeste reporter gennem tiden: eventyreren Freddy Wulff.

OVERHØFLIGT. Det forarger mig, når jeg ser i medierne, at denne eller hin minister "ikke ønsker" at svare på spørgsmål fra en journalist.

»Hvis de 2.000 alle sammen knoklede i fire dage, ville dækningen være helt ude af proportioner. Men mange af dem, der tager af sted, er unge journalister, der bruger en del af deres fritid på det.

De danske fagblade er lige så vigtige for demokratiet som aviserne, fordi mange historier begynder her. Eller var lige så vigtige - for pressefriheden er systematisk og i al ubemærkethed ved at blive slagtet i medlemsorganisationerne.

Ordet "uafhængig" er strøget, og journalisterne på det prisbelønnede blad Sygeplejersken skal også lave strategisk markedsføring. Dansk Sygeplejeråd vil bremse medlemsflugten. Det bliver kaldt en »normalisering«. Men for journalisterne føles det helt anderledes.

Der var bekymrede miner blandt medarbejderne, da DR Nyheder i et døgn slukkede for Ritzau-leveringen. Men panikken udeblev, og rundt omkring melder spørgsmålet sig, om Danmarks største nyhedsredaktion måske ville klare sig fint uden det nationale nyhedsbureau.

I USA er alt muligt, siger myten. Det er pionerånden, der gør det. Selvfølgelig kan det også lade sig gøre at opfinde en ny generation af bio-brændsel, som er baseret på alger og græs. En journalist fra Berlingske Tidende drog ud i den amerikanske virkelighed for at opsøge forskerne og ildsjælene bag denne store drøm.

VANETÆNKNING. Fagbladet Journalisten lå i en konvolut under gitterporten i det centrale Buenos Aires. Langt væk hjemmefra kastede jeg mig som altid over bladet - og faldt straks over en artikel, hvor en journalist var sendt på B.T. som praktikant.

»Det er en interessant diskussion. På den ene side set kan et frit fagblad give en åben diskussion om problemer i det faglige miljø. Omvendt kan et politisk styret fagblad være en god kanal til strategisk at kommunikere bestemte budskaber, der er til gavn for både fagforeningen og dens medlemmer. Der er ikke noget i vejen med at styre sit fagblad. Man skal bare melde det klart ud.«

Enlige fædre, ufrivilligt barnløse eller efterladte til soldater dræbt i Afghanistan. For mange journalister er Facebook blevet en direkte genvej til almindelige menneskers skæbner.

Midt i vejsidebombeland sidder et par dødelige danske journalister og passer deres job. Journalisten sendte en freelancer i praktik som presseofficer i Afghanistan.

For læseren er der næppe noget så medrivende som en inspireret skribent. Men inspirationen kan være som et tveægget sværd, der i alvorlig grad gør sin ejermand ukampdygtig og lægger teksten død.