Tag dog ansvar for egen weblæring

Der synes at eksistere en myte blandt journalister om netjournalistik og onlinekommunikation.

Nemlig at de ikke selv har hovedansvaret for at holde sig orienteret om, hvad der sker inden for deres fag på dette område, men at det ansvar tilfalder arbejdsgiveren - der derfor skal sende dem på kurser.

Det være sig kurser i at skrive til nettet, oprette blogs, producere soundslides eller blive multimediedirigenter.

Kræver deres arbejdsgiver ikke det, så er det ham, der skal klandres, når journalisterne finder ud af, at deres kompetencer ikke er opdaterede.

Jeg har på diverse medarbejdermøder hørt klagesangen om, at chefredaktionen, direktionen eller HR har forsømt at gøre nok for efteruddannelse inden for web , og af samme grund forvitrer journalisternes kompetencer i den digitale verden.

Det er kriminelt forkert at tænke på den måde.

Vi har som journalister og kommunikatører selv hovedansvaret for at holde os ajour med , hvordan vores fag udvikler.

Plej nysgerrigheden
På det vidunderligt sprudlende mediemarked er en egenskab vigtig for journalister: Nysgerrigheden.

Det var vel for pokker nysgerrigheden, der fik dig til at kaste dig over faget i første omgang - og det er den, der skal få dig til at følge med i, hvilke kompetencer der er vigtige at besidde som journalist.

Du vil med meget lidt research finde ud af, at journalister år 2009 bl.a skal :

- Vide, hvordan man skriver til net
- Vide, hvordan man bruger links i sin journalistik, redigerer billeder, video og lyd
- Vide, hvordan brugerne læser hjemmesider
- Vide, hvordan man bruger statistik
- Vide, hvordan du benytter html og css
- Vide, hvordan ordentlig brugervenlighed på en hjemmeside ser ud

I stedet for at tænke "sh*t!" bør enhver journalist, der savner disse kompetencer tænke: "Yes, nye udfordringer. Lad mig SÅ komme i gang."

Faktum er nemlig, at der er masser af gratis muligheder for at eksperimentere og få viden samt erfaring inden for netkommunikation.

Det er gratis at kvaje sig
Enhver kan oprette en blog på gratistjenester som Wordpress.com eller Blogger.com og på fem minutter få et publiceringssystem, hvor der kan eksperimenteres løs med webformidling.

Sådan et system gør det muligt for enhver at lære at kigge på kode - html eller css - beskæres fotos med billedredigeringsprogrammer, lægge videoer fra YouTube, tilpasse rss-feeds - uden at være superudvikler.

Det er også gratis at benytte sig af sociale netværk, Facebook , bogmærketjenester som Delicious.com  og Twitter til formidling.

Dertil kommer tusindvis af solide artikler om netkommunikation  - frit tilgængelige på blogs, hjemmesider, netfora eller papirbøger.

Dermed er der ingen undskyldning for ikke at gå i gang med at dygtiggøre sig selv.

I bonus er det sjovt, fordi du oplever, at du bliver dit eget mediehus med publicering på alle platforme.

Prøv det i stedet for at berolige dig selv med, at "jeg er god til at vinkle og skrive - og så skal alt nok gå".

Det er ikke nok på mediemarkedet anno 2009 - og har ikke været det længe. Glæd dig over, at selvhjælpen er når - og kom så i gang.

Det er dit ansvar.

Kommentarer
TIP: giv dit indlæg et langt liv. Overhold Journalisten.dks retningslinjer for debat.

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

En tilføjelse?

- Vide hvordan man bruger en søgemaskine

 Nøglen til at forstå hvordan man bruger internettet, ligger som regel i at spørge hvordan man gør i en søgemaskine. "How do I make a blog" etc. Meget bedre end noget kursus :-)

 

 

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

Hej Kim

Jeg er uenig. Det er i høj grad efteruddannelse, der er brug for. Din fremgangsmåde fordrer et særdeles godt kendskab til it og specifikt internettet. Uanset hvor nemt og let, det måtte se ud for dig, ligeså svært og uoverskueligt, kan det være for andre. Een ting er nysgerrighed over for faget. Den kan vi få og have på mange planer - også teknisk. Men egentlige kvalitative opgraderinger af faglighed nås i mine øjne bedst ved egentlig efteruddannelse, hvor man kan udnytte undervisers ekspertise og formentlig få klare svar på spørgsmål, der måske ikke tydeligt fremgår af diverse netsteder. På et efteruddannelsesforløb kan man også tænke en helhed ind, som kan være svær at samle på nettet.

Bedste hilsener

Morten, bestyrelsesmedlem i DJ Kreds 1

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

Måske der også findes muligheder midt i mellem. Kreds 1 kunne få Kim og andre til at stå for små workshops for alle os, der ikke lige kan eller må hive dage ud af kalenderen til efteruddannelse. Vi kunne kalde det aftenuddannelse.

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

En god kombination er vel det, der skal til. 

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

Journalister skal ikke skrive blogs!

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

Hej Håkan

Nemlig, og dem arrangerer vi en del af. Altså workshops, gå-hjem-møder osv. Se mere på kreds1.dk.

vh Morten

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

@ Morten: Jeg tager mine ord i mig igen. Der er sket meget, siden jeg sidst så jeres hjemmeside. Det ser godt ud.

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

@solana : Klart , Søgemaskinebeherskelse skal der til - søg og du skal finde - hvis du ved hvordan ;-)
@Morten Terp: Jeg siger ikke at efteruddannelse er skidt. Jeg siger, at ansvaret for efteruddannelse først og fremmest er mit eget - også at følge med i, hvad der sker på mit felt - og selv påbegynde leg og eksperimenter med det.

Blogs, deling af bogmærker online , brug af Google maps til at fortælle historier , optagelse af video og upload til fx YouTube etc. kan man sagtens gå i gang med at afprøve selv via gratis tjenester.

Selvfølgelig er det også godt med kurser og workshops i, hvordan du bruger det. Det har jeg og andre fra min forening , DONA , afholdt med held på fx Fagfestival 09 - og Karin Høgh har holdt nogle kurser for Kreds 1 om podcasting, brugen af rss og Facebook , som vel er dem, du henviser til.

Men Karin og jeg har taget hul på brugen af sociale medier og netværktøjer ved at rode med det selv - og så spurgt folk i netværket eller på netfora om råd, hvis der var noget, som vi ikke kunne få til at fungere. Lige som jeg er Karin ikke en it-nørd, der som 14 årig bygger sin egen computer fra bunden. 

Vi er indholdsmennesker, der har kastet os ud på det dybe software-vand ud fra devisen "Det her ser sjovt og fagligt interessant ud". Min pointe er, at det kan andre også sagtens gøre, hvis de ikke kan komme på et kursus eller hvis de bare må se, hvad det er. Kurser kan man så tage, når man vil have raffineret sit udtryk og komme mere i dybden med detaljer, sammen med andre.

Men jeg har fået mange detaljerede svar og haft mange interessante diskussioner via nettet, der fuldt ud kan leve op til en kursussammenhæng.  

 

 

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

Jeg vil gerne komme med et par historier, der belyser emnet:

1) For nogle år siden var jeg til et kursus i freelanceregi, hvor emnet netop var at udfordre sig selv fagligt med  nysgerrigheden som katalysator. En af de deltagende fotografer (ledig) var ikke startet med digital fotografering!

2) For et års tid siden var jeg til et kursus med fokus på gmail med tilhørende apps. Kun 3-4 havde en google-konto, men de øvrige (cirka 12) fik en på kurset, og fandt hurtigt ud af selv avancerede muligheder. (f.eks. at lave en undersøgelse og at dele dokumenter) Kurset varede 4 timer.

 

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

Nogle mennesker tænker af sig selv "Det her ser sjovt og fagligt interessant ud", som Kim siger. Og hopper ud i det. Sådan har jeg det til en vis grad selv selv. Og sådan har jeg mødt mange andre, der tænker. Men i min undervisning er jeg også stødt på rigtigt mange, der skal have lidt inspiration og praktiske anvisninger, før de selv tør gå i gang. Jeg har da også selv en liste med ting, jeg godt kunne tænke mig at sætte mig mere ind i - og hvor jeg er sikker på, at mødte jeg nogen, der kunne hjælpe mig i gang, ville det gøre det hele meget nemmere, end hvis jeg skal slås hele vejen selv.

Kursister spørger ofte, hvad vi undervisere selv gør for at holde os opdateret og følge med. Der er mange veje, men et af de steder, jeg umiddelbart vil anbefale er: http://www.blogtalkradio.com/ColumbiaJournalism

Columbia Journalism School, NYC, kører med jævne mellemrum nogle panel-debatter/foredrag om forskellige interessante emner. Debatterne bliver udsendt som radio, og de ligger på hjemmesiden i et arkiv, hvorfra de kan hentes ned som podcast. Og er man ikke kommet i gang med at bruge podcast, er dette en perfekt anledning. Emnerne, som har været behandlet på det seneste, drejer sig fx om "Advanced Google Docs for Journalists", "Advanced Facebook for Journalists" eller "Twitter for Journalists, or Everything You Ever Wanted to Know about Twitter, But Were Afraid to Ask".

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

@Tommy : Rigtig godt link til Columbia Journalism School . Tak for at lægge det ud.

Mht til kurser og anvisninger fra andre: Det har jeg da også selv brug for inden for forskellige områder - og opsøger det så også.

 Jeg finder ud af, at jeg har behovet / lysten til at få mere at vide ved selv at gå ud og kigge mig rundt omkring , prøve lidt og så finde ud af, " Hey, det her er noget, men jeg er nødt til at få vejledning fra een, der er ekspert".

Kurser er alfa og omega i ethvert karriereforløb for at øge sin viden. Det argumenterer jeg heller ikke imod

Jeg pointerer kun een ting; det er dit ansvar at holde dine kompetencer opdaterede: ved at finde ud af hvad du mangler - og arbejde på at erhverve den viden. Det kan ske ved at søge om efteruddannelse, og det kan også ske ved selv at eksperimentere lidt.

Vi skal være proaktive frem for at vente på, at een kommer hen og siger: "Kunne du ikke tænke dig at lære noget om det der web".

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

Fint opråb, Kim. Og de følgende kommentarer nuancerer din pointe videre i sporet med den enkelte journalist i fokus.

Hvis vi breder det en anelse ud, fra den enkeltes journalists efteruddannelse til hele branchens, har dygtiggørelsen i nettets muligheder også en anden effekt; at der kommer flere hoveder på holdet til at udvikle journalistikkens muligheder i den nye medievirkelighed.

Fremtiden for journalistiske medier er ikke sikret af sig selv. Hver enkelt journalist må byde ind med ideer. Ikke bare, som du fint påpeger, med nysgerrighed på egne vejne, men også på fagets og branchens, så der også kommer nyt fra journalisterne i stedet for at journalisterne må tage til takke med og tilpasse til det nye på nettet, der kommer fra andre uden en journalistisk tilgang.

Det kan lyde en anelse bombastisk, men vi er inde i en tid, hvor alt er i spil, så der er plads til store tanker. 

Lige nu er der ingen, ikke bare i Danmark, men i hele verden, der har løsningen for journalistikken på de nye præmisser, internettet har bragt med sig. Måske er der ikke engang én løsning, men bare en lang række af forsøg. Og jo flere der kommer med i eksperimentet, des større skridt kan vi tage mod en ny solid base for journalistikken.

 

 

 

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

Journalist er ikke længere noget, man er i kraft af sin titel. Flere og flere bliver journalister. Det er ikke en beskyttet titel.

Værktøjerne er lige ved hånden. For ingen penge kan alle starte  egne medier. I lyd, video, tekst, billeder, hvad som helst.

Se det som en trussel, en udfordring, en fare, en hvad som helst. Men se i øjnene, at hænderne på de korslagte arme skal ned på tastaturet og bladre i manualerne og fumle med nogle knapper, hvis vi skal kunne klare os som journalister i fremtiden.

Vi skal vide, hvad der er kobling og hvad der er sidespejl på dét der internet. Vi skal bide al skam i os og gøre det, lege med det, spørge nogen, bruge tid på det, meget tid, begå fejl, mange fejl, og ikke bare vente på, at der er nogen, der kommer og gør det for os, mens vi  bare "leverer indholdet".

Indholdet er tæt forbundet med teknologierne i dag - det er dét vi skal vide.

Men det kræver, at vi anskaffer os en god laptop, lærer den rigtig godt at kende. Jeg mener RIGTIG godt, og begynder at bruge værktøjerne. For os selv. For det er først dér, hvor vi sidder med fingrene på knapperne, at problemerne viser sig - eller udfordringerne, som du så rigtigt kalder det, Kim.

Vi skal ikke udsætte det. Der kommer ikke nogen og gør det for os. På mine kurser i foråret oplevede jeg, hvor mange, der ikke har de mest basale værktøjer, og som ikke håndterer dem godt nok til at kunne være med, når det går virkeligt stærkt.

Og ja, det er fritideen, det går ud over. Tuinde foran fjerneren eller med papiravisen søndag formiddag. Beklager, men det tager tid at blive dus med værktøjerne. Men det er en investering, som du selv, som Kim siger, skal tage ansvaret for.

Minimum-udstyret:

Køb en god computer - minimum 10.000 kroner (ikke den billigste på hylden - og ikke med Vista)

Få en mobil bredbåndsforbindelse til ca. 300 om måneden, så du kan udnytte de ledige stunder til at tjekke ind på mal og nyheder.

Køb en smartphone med dataplan - gerne en iPhone 3GS - koster ialt 600 kroner om måneden, men det er også en iPod og du kan tage billeder, optage lyd og video og smide det på nettet med det samme - når det skal gå rigtig stærkt.

Køb en digital video camcorder - gerne den nye Kodak zi8, som har stik til eksterne mikrofoner og som optager HD.

Senere kan du udbygge med bedre udstyr, men gå ikke på kompromis med computeren - den er dit vigtigste redskab. Den skal være din egen, ikke din arbejdsgivers, og du skal være så ferm til at bruge den, at du nemt kan finde det femte gear og ikke først skal rode efter tændingen.

Tro mig, det er nemmere end nogensinde at komme i gang, det er billigere, end det nogensinde har været, og det er sjovere og mere interessant for os journalister at være med, end det nogensinde har været. For det handler om indhold. Det skal handle om indhold.

Teknikken, det er bare noget, vi skal kunne.

 (Det blev en længere kommentar - jeg tror lige, at jeg smider den på min blog http://www.podblog.dk også :-)

 

Re: Tag dog ansvar for egen weblæring

@Anders Emil jep , vi har brug for flere hoveder til at tænke webjournalistikkens fremtid  og dermed journalistikkens fremtid.

Vores ansvar er så at række ud til de kolleger, der endnu ikke har haft lejlighed til at arbejde med journalistik online eller ikke kan se fidusen og med de gode eksempler vise dem, at det først og fremmest er sjovt 

Det er ikke sure timer foran skærmen hvor man roder med nye begreber som tags, html, tweets , real-time live web - det er sjove timer - også når man møder på arbejde.

Det er en mulighed for at være med til definere fremtidens journalistik og dens udtryksformer. At arbejde på nettet er at være med ude på journalistikkens frontier hvor nyt land opdages og kultiveres.

men vi skal være mange flere , så det ikke forbliver en mindre klub af hoveder, der gør sig tanker og eksperimenterer med onlinemedier. 

Det tager imidlertid tid som @karin påpeger. Der skal investeres penge og tid i det, men det er nødvendigt for journalisters kompetencer i en åben verden - og det er sjovt.

Ellers havde Anders Emil, Karin og jeg ikke brugt SÅ mange timer ved skærmen. 

 

 

Indsend kommentar

Spamsikring. Lettere at svare på end mange af spørgsmålene til DJHs adgangsprøve.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Tilladte HTML mærker: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <p> <br> <img> <object> <param> <embed>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.

Om formatering af kommentarfeltet

Udgiv indhold