Søren Pind - Danmarks svar på Obama

For Pind mestrer meget af det, store politikere er gjort af. Først og fremmest er han aldeles herlig klar i spyttet, han mener simpelt hen tydeligvis, hvad han siger, og han ved, hvad det er, han står for. Det allervigtigste for en politiker (det som i mere traditionelle termer hedder at have en troværdig vision).

Dernæst er han ikke bare et mulehår men lysår foran alle andre danske politikere i den tunge klasse, jeg kender til, når det gælder direkte elektronisk kommunikation. (Jeg skal ikke udelukke, at der findes andre politikere, der lige så flittigt kommunikerer med deres vælgere, som Pind gør det via både sin blog og på Facebook, men på minister/partilederplanet er der ikke, og man kan i den grad have andre danske toppolitikere mistænkt for at have ghostwriters ansat til at klare blog-biksen; ingen navne nævnt, men det er nemt at se; det skinner igennem med det samme. Og der er i øvrigt ikke noget, der signalerer mere pinlig opgivenhed end en blog, der ikke bliver brugt eller en politisk Facebook-profil, der ikke bliver opdateret - tit. De nye medier forpligter, og svigter man, står det klart for alle meget hurtigt.)

Nuvel - at være både passioneret og engageret er nemmere at håndtere på nogen ministerposter end på andre. Kynikere - og dem kan man fodre svin med både i journalistik og politik - vil pege på, at der skal indgås kompromisser og sluges kameler af en helt anden størrelse, hvis man f.eks. sidder i Lene Espersens eller Lars Løkkes stol. Og sandt er det naturligvis, at det kan være sværere at holde fanen højt i tungere ministerier end Pinds. Regeringens næstbedste kommunikator, Lykke Friis, sidder også på en post, hvor budskabet lidt nemmere kan skæres til end i andre ministerier, men som modargument kan man her indvende, at synlige budskaber og knivskarpe visioner ikke just var det, der prægede Søren Pinds forgænger, så nogen naturnødvendighed er sammenhængen mellem 'små ministerier' og 'klar kommunikation og vision' ikke. Der skal talent til.

OK. Så Pind har en klar vision om frihed - en som han også har videregivet som personaleleder i sit ministerium, hvor han har fortalt embedsmændene, at han ikke agter at kontrollere og udøve mikromanagement, men lægge rammerne og strategien, og så er det op til dem at udfylde dem. Igen glimrende ledelsesstil. Tillid, uddelegering og klare tilbagemeldinger.

Men det, der for alvor berettiger denne blog-rubrik (der naturligvis er lidt skarpt skåret til, men herregud, husarerne skal lokkes til med lidt provokation, formaner webredaktøren og derudover er min avis jo forlængst gået i tabloid og den slags smitter ...) er først og fremmest Pinds livlige og begejstrede brug af de sociale medier.

Pind har forstået - som Barack Obama havde i sin banebrydende valgkampagne til præsidentvalget for to år siden, at internettet ikke er for sjov, at blogs og Facebook ikke er hverken et nødvendigt onde eller tidsspilde men - som han selv siger det på sin blog i Berlingske Tidende torsdag - lige præcis det, der sikrer reaktioner for og imod hans politik. Det, der gør, at han som folkevalgt kan få pejlemærker fra folket, fra borgerne; det, der sikrer gennemsnigtighed. Søren Pinds blog og hans Facebook profil er hans forsamlingshus eller - som min kollega Johanne Mygind formulerede det så udmærket i en klumme forleden - nutidens svar på torvet i Athen. Stedet, hvor den offentlige debat kan finde sted uden filtre.

Obamas kampagne tændte hundrede tusindvis af unge og voksne amerikanere, mange, der ikke tidligere var involveret i politik. Søren Pind har meddelt, at han agter at fortsætte sin engagerede kommunikation i de sociale medier, han frekventerer. Godt for ham. Godt for dansk politik. Utrolig sundt for det danske diskuterende folkestyre. Sikkert også fint for den regering, som jeg i øvrigt ikke render rundt og er privat PR-agent for.  Og netop fordi jeg aldrig har været i nærheden af Pinds parti privat eller politisk, giver det mig ekstra fornøjelse at kunne rose denne ærlige og talentfulde politikers kvaliteter.