Medieskandaler skyldes også vores kultur

Mediebranchens troværdighed plages ikke kun af plagiater og Qureshi-sagen. Her gennemgår blogger Niels Overgaard seks grundlæggende fejl, vi skal gøre op med. Opgøret kræver en helt ny kultur, hvor borgerne ikke længere tror, medierne leverer Sandheden
20.01.2016 · 13:00
Niels Overgaards billede
Niels Overgaard
Selvstændig

Vi er i mediebranchen blevet rystet af de seneste måneders plagiat- og svindelsager. De bør give anledning til, at vi helt grundlæggende reflekterer over de strukturer, som ligger bag den enkelte journalists grænseoverskridende handlinger.

Problemet er nemlig, at det ikke stopper ved den enkelte, som træder ved siden af. Vi har som branche en række strukturelle svagheder, som vi må forholde os til, hvis vi skal øge troværdigheden i befolkningen. Hvad vi skal lave om, vil jeg gennemgå nedenfor.

Det starter med et opgør med myten om, at medierne fortæller hele sandheden. Det gør de ikke. Men det tror rigtig mange læsere, lyttere og seere, at de gør.

Mediernes gråzoner

”Den bedste model for verden er verden”. Det kan lyde som fortænkt sludder, men det rummer en dybere sandhed. Jeg læste sætningen i den amerikanske supermeningsmåler Nate Silvers bog “The Signal & The Noise”, og den slår i al sin enkelthed fast, at enhver model, vi forsøger at forstå verden igennem, altid vil gøre vold på virkeligheden. Med andre ord vil kortet altid indebære en forsimpling af landskabet (med mindre kortet er 1:1, og i det tilfælde er det ikke særlig brugbart).

Det gælder i meningsmålingernes univers, og det gælder i journalistikken. Uanset hvor objektiv en journalist eller et medie er i sit udgangspunkt, vil en journalistisk behandling af et emne indebære, at man fjerner sig fra virkeligheden. Mediernes virkelighed er med andre ord ikke virkeligheden.

Hvis man accepterer det som et faktum, må man følgelig konstatere, at medierne bevæger sig i gråzoner, hvor den absolutte sandhed ikke er mulig. Fakta kan være 0 eller 1, men den journalistiske behandling tager virkeligheden væk fra det sorte og hvide og ind i en gråzone.

Objektiv journalistik er med andre ord en umulighed og en selvmodsigelse, som Hunter S. Thompson formulerede det:

“So much for Objective Journalism. Don't bother to look for it here - not under any byline of mine; or anyone else I can think of. With the possible exception of things like box scores, race results, and stock market tabulations, there is no such thing as Objective Journalism. The phrase itself is a pompous contradiction in terms.”

Virkeligheden er, at det er muligt i journalistik at skrive noget, der er rigtigt, men forkert. Det sker faktisk hele tiden. For hvordan fakta og citater præsenteres, og hvad der står i alle de ord i en artikel, der ikke er tal eller fakta, har en helt afgørende betydning for, hvordan en historie læses. Det er mediernes privilegium og deres byrde.

Den brudte kontrakt

På den anden side af bordet har vi medieforbrugerne. De forventer, at få Sandheden (med stort S), når de orienterer sig i et medie. Det skaber et helt grundlæggende paradoks, som medierne agerer i. Og det stiller store etiske krav til, hvordan medierne producerer og præsenterer historier.

Branchen som helhed burde være bedre til at leve op til de krav. Afstanden mellem os og modtagerne er blevet for stor.

For det første kan vi konstatere, at diverse målinger viser, at journalisters troværdighed i den generelle befolkning ligger omkring brugtvognsforhandleres. Og dermed er der ganske langt til renheden i den journalistiske selvforståelse som den fjerde statsmagt og “verdens vigtigste fag”, som det blev kaldt på min første dag på journalistuddannelsen i Odense.

Dernæst har jeg oplevet, at stort set hver gang, jeg har spurgt en fagperson inden for et felt, hvordan han eller hun synes, den journalistiske behandling af området er, så er de rystede over, hvor mange fejl og misforståelser, medierne laver. Et ekspertkendskab til et givet område betyder altså ofte, at mediernes behandling fremstår fejlagtig.

Det har jeg også selv oplevet. Jeg er fan af fodboldklubben Liverpool FC, og som en sand nørd har mit kendskab til klubben betydet, at jeg adskillige gange har henvendt mig til journalister, der har skrevet om klubben, for at få rettet store fejl. Og som kommunikationsmand har jeg flere gange måtte forklare undrende erhvervsledere, at upræcise beskrivelser, manglende perspektivering og oppustning af historier tilsyneladende er den virkelighed, man må leve med fra pressens side.

De mørkegrå nuancer

Og her kommer vi til den måske vigtigste pointe: Der er en række indbyggede fejl i måden, journalistik laves i dag, som vi er nødt til at lave om. Kun på den måde kan vi få en bedre kultur og en højere troværdighed.

Her er seks overordnede typer af strukturelle fejl, vi bør tage et opgør med:

1) Uærlig produktion og fremstilling

“Grundig research kan dræbe enhver god historie”, som det hedder med en gammel lidt hø hø- blink med øjet-agtig journalistisk talemåde. Journalistik er ikke forskning, men det er ikke svært at finde tilfælde, hvor fraværet af en fordomsfri tilgang til emnet fører til en unødig fordrejning af virkeligheden. I modsætning til god skik i forskning, hvor man forsøger at afkræfte sin hypotese, så går journalisten ofte ud i verden for at bekræfte sin hypotese.

Således bliver den journalistiske grundregel, at man altid hører begge parter i en historie, ofte i praksis forvaltet sådan, at den, der er castet til at være skurk, først bliver kontaktet, når researchen er færdig, og de andre interviews er lavet. Historien er produceret som et langt angreb, og man får så mulighed for at komme med et forsvar, som lægges sidst i historien. Det har jeg oplevet adskillige gange som kommunikationsmand. Således kan journalisten afkrydse boksen med at have hørt begge parter, mens et reelt forsøg på at forstå emnet ikke har fundet sted.

Dernæst er problemet med at oversælge historierne. Modstridende og perspektiverende fakta udelades, og en historie blæses i overskriftsform op til det maksimale, den kan bære. En million kroner kan således være både meget, og det kan være lidt, afhængig af journalisten. “Millionregning til skatteborgerne” kan lyde som et ekstremt spild af penge, men det kan dække over en tilforladelig budgetoverskridelse på under en procent. Det afhænger af journalistens valg. Om man forsøger at lave en relevant perspektivering, eller om man forsøger at gøre sin historie så stor og vigtig som muligt. Det sidste sker alt for ofte, fordi overskriften får alt, hvad den kan bære i stedet for den mest præcise gengivelse af virkeligheden. Det bidrager ikke til at øge troværdigheden.

2) Tempo over sandhed

Min påstand er, at folk uden for mediebranchen er totalt ligeglade med, hvem der var først med en nyhed. Mens medierne kæmper om at komme et par minutter før hinanden på både store og små historier, så går den gennemsnitlige medieforbruger rundt og er fuldstændig ligeglad. De aner sikkert ikke engang, hvem der breakede en kæmpehistorie som Farum-skandalen.

Alligevel er medierne klar til at sætte troværdigheden på spil for at skynde sig med at være først med noget, der alligevel vil være at finde i samtlige store medier 10 minutter senere. Det skete eksempelvis, da DR’s erfarne politiske analytiker Bjarne Steensbeck lod en tvetydig sms ligge til grund for, at statsradiofonien viderekolporterede en totalt forkert historie om identiteten på en nyudnævnt minister.

Man er med andre ord villig til at pantsætte det dyrebareste, man har (troværdigheden) til fordel for noget, som medieforbrugeren ikke tillægger nogen værdi (at være først). Det er efter min ydmyge mening ikke den rigtige vej at gå.

3) Eksklusivitet over relevans

Det er en del af mediernes selvbedrag, at man gør sig vigtig over, at man har noget, de andre ikke har. Det har en høj værdi i journalistik at have så gode kilder, at man får informationer, som andre ikke har adgang til (endnu). I den politiske journalistik bliver det ofte til ”erfarer”-historier som den, Bjarne Steensbeck lavede. Så vidt, så godt.

Men skal vi ikke være ærlige og erkende, at "erfarer" bare er en anden måde at sige på, at man har fået stukket noget i hånden af nogen, der har interesse i at give en det? Uanset om det er et resultat af en storstilet spinmanøvre af kommunikationsfolk, eller det er en politiker, der på eget initiativ afleverer informationen til journalisten, så sker det jo af en grund: Fordi dem, der overleverer informationen, gerne vil have den ud.

Den samme dynamik gør sig gældende, når et landsdækkende dagblad sætter en endnu ikke offentliggjort undersøgelse på forsiden. Ikke fordi, det er dagens vigtigste historie, men fordi man har fået den stukket i hånden solo.

Dermed risikerer journalisterne at blive nyttige idioter, der får anerkendelse på redaktionen og i branchen for deres gode kildenetværk, imens en politiker/organisation/virksomhed kan godte sig over sin manøvre.

4) Pynter sig med lånte fjer

Når jeg læser ledere i danske medier, så er jeg ofte dybt imponeret over, hvor kloge skribenterne må være. Man skal godt nok være en intellektuel kapacitet ud over det sædvanlige, hvis man skal være leveringsdygtig i knivskarpe analyser og detaljerede løsningsforslag på ekstremt komplekse problemstillinger på en daglig basis. Specielt, når man også skal passe et job ved siden af. Derfor overraskede det mig ikke at se, at Jyllands-Postens blogger Mikael Jalving kunne finde en række sammenfald med en leder af Politikens Bo Lidegaard og en The Economist-leder, der var udkommet inden.

I den del af journalistikken, der - som denne blog - beskæftiger sig med meninger, er der altid en risiko for, at man enten af forglemmelse eller forfængelighed ikke får deklareret sine kilder korrekt. Det er en udpræget gråzone, og i tilfældet ovenfor afviste Bo Lidegaard da også, at han skulle have kopieret.

Generelt - og det håber jeg ved Gud, at jeg selv lever op til - så giver det mere og ikke mindre troværdighed, at man angiver, hvad der leder en hen til konklusionerne. Hvis man holder sig fra at præsentere sin udlægning som Sandheden, så er man efter min opfattelse generelt bedre stillet.

5) Manglende konsekvens i kildekritik

Denne hænger lidt sammen med den første. Ofte bliver objektivitetsdogmet forvaltet ensidigt, og journalisten er kun reelt kritisk over for den ene part i en historie. Ofte er der medløb på linen til den part, der planter historien hos mediet. Det gælder uanset, om det er en organisation, der giver sin endnu ikke udgivne rapport eksklusivt til et medie, eller om det er en virksomhed eller politiker, der kan servere lidt guf om konkurrenterne.

I disse klik-hungrende tider er det heller ikke med den kritiske hat på, at onlinemedierne scanner de udenlandske medier for sensationelle historier. Man overtager uden videre en udlægning af en sag foretaget af en anden journalist og kildeangiver mediet, men man forholder sig ikke selv til historiens materie - om det rent faktisk er en sandfærdig præsentation af virkeligheden.

Som nævnt tidligere er jeg fodboldfan, og derfor har jeg gennem årene brugt bibelske mængder af tid på at læse transferrygter. Her har jeg observeret, hvordan historierne kører i ring. Et kroatisk medie citerer engelsk medie A for, at den kroatiske spiller X skal til den engelske klub Y. Historien bliver så samlet op af engelsk medie B, der tilskriver historien et kroatisk medie, inden et dansk medie samler det op og bringer det som en historie fra engelsk medie B med afsæt i det kroatiske medie. Den surrealistiske karrusel betyder, at kildekritikken reelt er erstattet af krediteringer. Dermed er det muligt at plante falske historier i de etablerede medier, som jeg selv har set brugerne af et engelsk debatforum gøre for sjov.

6) Forlanger konsekvenser (men kan ikke lide konsekvenserne af det)

Siden Woodward & Bernstein fældede en amerikansk præsident med deres forbilledlige graverarbejde - og måske inden da - har den hellige gral blandt journalister været at vælte en magtfuld person. Det medfører, at mediebranchen viser et udpræget behov for konsekvenser, når et kritisk forløb er blevet afdækket. Det kan ses i den hetz mod en minister, medierne fra tid til anden indleder, men det kan ses på alle niveauer af samfundet. Er der sket noget, skal nogen straffes, synes logikken at lyde. Om det er en kommunaldirektør, en erhvervsleder eller en privatperson. Om det er sympatisk eller ej, afhænger efter min mening af sagen og tonen, den bliver forfulgt med.

Det paradoksale er dog under alle omstændigheder, at den skandalesøgende adfærd bidrager til den professionalisering af kommunikationen, som journalister elsker at brokke sig over.

Om det er landsholdsspilleres stadig mere intetsigende citater eller oprustningen af kommunikationsfolk, så er det symptomer på, at man ikke stoler på, at medierne vil behandle en fair. På den måde bliver kommunikationsfolk ansat som lederes forsikringspolitik; det beredskab, der sætter dem i stand til at håndtere kritiske sager på en måde, så de ikke behøve at miste deres job.

Den digitale forbandelse

Og så er vi tilbage ved min overordnede pointe. Eksemplerne viser, at danske medier dagligt bevæger sig ud i de mørkere nuancer af grå. Det har både Annegrethe Rasmussen og Søren K. Villemoes efter min mening gjort på hver deres måde. Michael Qureshi gik tilsyneladende helt i sort, for at blive i det billedsprog. Men journaliststanden bedrager sig selv, hvis den tror, at det kun drejer sig om enkelte kollegers fejl.

Jeg er da også sikker på, at de mange sager om journalistiske fejl har fået mere end én dansk journalist til at føle det, Manchester Uniteds tidligere manager Alex Ferguson kaldte “squeeky bum time”. Man rykker uroligt på stolen, for har man nu også selv deklareret sine citater korrekt og undgået fejl i de hundred- eller tusindvis af artikler, man har lagt navn til i årenes løb?

Men vi mangler perspektivet: Et opgør med en grundlæggende usund kultur i dele af faget. Ikke at perspektivet er specielt opløftende, for situationen er kun blevet forværret af, at journalister kæmper en hidsig kamp for at få og fastholde folks opmærksomhed i et oversvømmet mediebillede. Medierne skruer op for salgselementerne og ned for ydmygheden. Vinkler og overskrifter strammes mere, imens der skrues ned for tvivl og nuancerende kvalificeringer.

Samtidig betyder netop det fragmenterede og demokratiserede mediebillede, som den teknologiske udvikling har skabt, at de etablerede medier og deres journalistiske standarder er ekstremt relevante. I en tid, hvor internettet skaber mulighed for ekkokamre uden forbindelse til fakta, og hvor totalitære regimer fører overvældende misinformationskampagner, er en fri og stærk presse afgørende for at sikre en nogenlunde retvisende beskrivelse af begivenhedernes gang.

I denne tid, hvor medierne er vigtigere end nogensinde, men hvor udviklingen samtidig presser dem hårdt, må vi stå sammen og slås for at højne niveauet. De strukturelle fejl, som eroderer vores troværdighed, må stoppes, før standens omdømme kan forbedres.

Danske journalister er efter min opfattelse langt bedre end deres rygte. Individuelt er de både idealistiske og dygtige, men kulturen i mediebranchen kunne være bedre og standarderne højere. Man kan aldrig forhindre, at enkeltpersoner overskrider grænserne, men vi kan ændre kulturen.

Det starter med erkendelsen af, at journalistik ikke er Sandheden. Og at det er okay.

Kommentar

21/01/2016 - 16:55

Oskar Zacho, journaliststuderende

Kære Niels

Tak for et velskrevet indlæg med en masse fornuftige pointer.

25/01/2016 - 08:29

Niels Overgaard

Kære Oskar,

Selv tak! Det glæder mig, at det giver mening for andre.

Mvh
Niels

Seneste nyheder

29.09.2016 · 18:05

TV 2 i Norge skærer 177 årsværk

Ole Obitsø
29.09.2016 · 16:04

Se og Hør-vikaren på rutshebanetur i retten

Poul Smidt
29.09.2016 · 13:41

Jyllands-Posten vil flytte fra Viby

Ole Obitsø
29.09.2016 · 12:19

’DR2 Morgen’ lukker – 9 stillinger nedlægges

Kerstin Bruun-Hansen

Seneste jobopslag

Digital strateg

Danmarks Nationalbank
Ansøgningsfrist: 10.10

Presseansvarlig til SKAT

Skat
Ansøgningsfrist: 11.10

Dansk Socialrådgiverforening (DS) søger en kommunikations- og pressekonsulent

Dansk Socialrådgiverforening
Ansøgningsfrist: 02.10

Presseansvarlig til Danica Pension

Danske Bank
Ansøgningsfrist: 04.10

Qanorooq søger en erfaren og dynamisk redaktør

Kalaallit Nunaata Radioa
Ansøgningsfrist: 29.09

Kommunikationsansvarlig

Filadelfia
Ansøgningsfrist: 03.10