Skal vi tage penge for indhold?

Små programmer til telefoner hitter. Men skal vi tage penge for indholdet?

Er du ansat i et mediehus, og går du efter mere i løn? Så er det nu, du skal slå til.

For i disse måneder har du en unik mulighed for at vise dit værd og bevise, at du er klar de digitale udfordringer. Og det er ganske simpelt: Få ordet 'app' flettet ind i en tilfældig samtale med din chef.

For i disse måneder er ordet 'app', som de små programmer til fx iPad og iPhone kaldes, nemlig et buzzword blandt landets mediechefer. Det er chefernes kollektive håb, at de små programmer kan være med til at fodre de sultne pengekasser.

Cheferne satser på, at mediehusene denne gang ikke begår samme fejl, som da internettet for alvor slog igennem. Nu skal der penge i kassen.

Fx har bladgiganten Bonnier, der blandet andet udgiver Aktiv Træning og I Form, allerede meldt ud, at digitale magasiner til Apples iPad kommer til at koste det samme, som de trykte magasiner jeg køber i kiosken.

Bonnier erkender, at processen bliver svær, for forbrugerne har vænnet sig til, at alt er gratis på internettet.

Jeg har respekt for, at bladgiganten forsøger, og jeg ville ønske, at jeg delte Bonniers håb. Det gør jeg - desværre - bare ikke.

Jeg tror ikke på, at vi kan få forbrugere til at betale penge for indhold, som de har lært, at de kan få gratis, så snart det er digitalt. Og vi kan slet ikke få forbrugerne til at betale det samme for digitale magasiner, som de betaler for trykte magasiner. Det virker, på godt jysk, jo nærmest som bondefangeri.

Og hvis vi alligevel bygger betalingsmure omkring indholdet, så finder brugerne et billigere alternativ. For fortidens mediechefer har lært forbrugerne, at digitalt indhold ikke skal koste penge. Ikke med mindre der er tale om et niche-produkt, der har en lille og trofast gruppe af kunder.

Hvis vi skal tage penge for de små programmer, så er det ikke indholdet, som vi skal tage penge for. Så er det små services.

I går hentede jeg fx programmet 'OpenMaps' til min iPhone. Jeg kan bruge programmet til at finde vej, og det er ganske gratis. Men hvis jeg ønsker at gemme kort på min telefon, fx Berlin eller Stockholm, så koster det mig 12 kroner.

Bonnier kunne gå samme vej. En let udgave af deres magasiner var gratis for alle, finansieret af reklamer, mens betalende kunder kunne læse magasiner, der var særligt tilpasset kundernes interesser, viden eller kondition.

Som en forholdsvis ny motionist kunne mit 'personlige magasin' om motion fx sætte fokus på, hvordan jeg kommer i gang, uden jeg dræber mig selv og min motivation.

På den måde bliver magasinet mere vedkommende for mig, og samtidig ville Bonnier kunne målrette annoncering langt mere præcist, og dermed ville annonceringen være langt mere værd.