Skal formandskabet have flere penge, når de stopper?

DJ's delegeretmøde skal beslutte, om vederlaget til et afgående formandskab skal hæves fra 6 til 12 måneders løn. »Når Mogens træder fra, får han dårligere vilkår end i funktionærloven. Det synes jeg er uartigt!« lød det på HB-møde. Ikke alle var enige: »12 måneders fratrædelse er et særsyn«
09.03.2015 · 09:17

Når de delegerede samles sidst i april, skal de blandt andet tage stilling til et forslag stillet af Villy Dall, journalist på Thisted Dagblad og medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund, der ønsker at give et fratrædende formandskab bedre vilkår efter fratrædelsen.

»Eftervederlagsperioden skal udvides fra 6 til 12 måneder, så en formand eller næstformand ikke skal bruge sin sidste tid på posten til at lede efter nyt job,« lyder det fra Villy Dall.

Eftervederlag er en løn, der udbetales efter embedets ophør. I dag er den på seks måneders løn for DJ's formandskab. '

Det har tidligere været fremme i debatten, at formandskabet – med en valgperiode, der altid slutter om foråret – er vanskeligt stillet på arbejdsmarkedet, fordi det skal søge job hen over sommerferien.

Løn for nyt job modregnes

Forslaget fra Villy Dall blev drøftet på seneste møde i hovedbestyrelsen, hvor flere talte for idéen.

»Når Mogens træder fra, får han dårligere vilkår end i funktionærloven. Det synes jeg er uartigt! Som minimum bør man stilles som i funktionærloven,« sagde hovedbestyrelsesmedlem Maria Becher Trier med henvisning til DJ's formand gennem 16 år, Mogens Blicher Bjerregård, der stopper efter delegeretmødet i april. 

Det er en del af forslaget, at den indtægt, formandskabet måtte indtjene efter valgperioden, skal fratrækkes vederlaget. Ligesom det forventes, at det afgående formandskab udfører opgaver for vederlaget.

Også Henrik Vilmar støttede idéen:

»Jeg går ind for 12 måneder, så man kan tiltrække kandidater, der vil påtage sig jobbet,« sagde han. 

Peter Thornvig bakkede op om idéen:

»Jeg er enig. Og som der står i forslaget, så modregnes lønnen i et nyt job i eftervederlaget.«

»Et underligt signal« 

Forslaget har også været vendt i en arbejdsgruppe, som blandt andet havde deltagelse af Rasmus Mark Pedersen, formand for Journalisterne, en forening i Dansk Journalistforbund. Han er imod forslaget:

»Vi skal passe på, at toppen af forbundet ikke kommer for langt væk fra bunden af forbundet. At give 12 måneders fratrædelse er et særsyn. Det synes jeg vi skal passe på med. Det vil være et underligt signal.«

Da forslaget ikke vandt flertal i hovedbestyrelsen, stillede Villy Dall det selv.

Både formand Mogens Blicher Bjerregård og næstformand Lars Werge erklærede sig straks inhabile under drøftelsen af spørgsmålet, ligesom Per Roholt, der stiller op som næstformandskandidat, understregede, at han ikke kunne stemme hverken for eller imod.

Per Roholt har tidligere stillet et lignende forslag, men det trak han.

Kommentar

09/03/2015 - 11:07

Kim Ravn-Mortensen

Nu har Mogens tjent os i 16 år. Det har vi så i runde tal givet ham 16 millioner kroner for. Mon så ikke han kan klare sig for en halv million i arbejdsfri bonus, når nu han selv har sagt op? Som Rasmus Mark Pedersen siger herover: "Vi skal passe på, at toppen af forbundet ikke kommer for lang væk fra bunden af forbundet" Til sammenligning så får en arbejdsløs knap 200.000 årligt - uden pension. Mogens vil jo også gerne fortsætte det internationale arbejde - det kaster vel også lidt af sig?

09/03/2015 - 11:10

Uffe Gardel

Dette er et forslag vi alle bør støtte. Ikke af hensyn til formandskabet, men af hensyn til os selv, eller rettere: af hensyn til demokratiet i DJ.

Man siger at politik er som at ride på en tiger: Spændende så længe det varer, men det er svært at stige af. Det gælder i den grad for formænd og næstformænd i DJ. Jeg behøver ikke at remse navne op, men al erfaring viser at det er svært for en ex-formand eller ex-næstformand at finde et job bagefter.

Det véd formænd og næstformænd naturligvis, og det kan påvirke deres beslutning om hvorvidt de skal gå af eller tage en periode mere. Og det kan påvirkes andres beslutning om hvorvidt de overhovedet skal stille op til en post i formandskabet. Begge dele er skidt for DJs demokrati.

Vi skal gøre det lettere at komme ned fra tigeren igen. Derfor bør delegeretmødet vedtage Villy Dalls forslag.

Og blot for en ordens skyld: Dette har ikke betydning for os på de gamle dagbladsoverenskomster. Vi kan nemlig få orlov, hvis vi skulle blive ansat i DJ. Men den luksus har andre ikke.

Uffe Gardel, Berlingske

09/03/2015 - 12:12

Jan August Hillers

Jeg kan sagtens gå ind for, at der lægges et solidt sikkerhedsnet under en afgået formand - ikke mindst efter 16 år. Og et år er passende. Men det skal ikke være 12 måneder på de nuværende lønbetingelser. Der bør være fratræk for arbejdsindtægter, ingen pensionsindbetaling og måske en (væsentlig) reduktion efter 6 måneder.

09/03/2015 - 14:19

Kim Ravn-Mortensen

Jeg forstår ikke Uffe Gardel. Han mener altså, at det afholder folk fra at gå ind i fagligt arbejde, hvis der ikke ligger en gylden faldskærm og venter den dag, man enten selv stopper eller bliver stemt ud. Man går altså kun ind i fagligt arbejde, hvis man samtidig kan polstre bankbogen?
Hvad blev der af ideen om, at man går ind i fagligt arbejde for at forandre og forbedre? Men den ide duer måske kun, hvis banken siger god for den og man ikke satser noget?
PS Det gik da fint for den forrige næstformand - vi betalte også en fin dyr uddannelse for ham - akkurat som vi har betalt hele to for den nuværende direktør.

09/03/2015 - 14:57

Lisbeth Petersen

Efter jeg er begyndt at interessere mig mere for fagligt arbejde, har jeg slet ikke noget behov for at se science fiction film eller læse eventyrbøger.

Jeg savner heller ikke hverken Dollars eller Halløj på Badehotellet mere.

Nu får jeg fuldt ud dækket mit eventuelle behov for indblik i ganske fremmede verdener, så fjerne som nogen kan være fra min helt almindelige, virkelige virkelighed.

Det er sørme spændende at læse og høre om, hvad der foregår derude, især når det gælder historierne om, hvad nogle mennesker har og får, og hvorfor det faktisk ender med at være lidt synd for dem.

Hvorfor de får det, ved jeg til gengæld ikke så meget om.
Men det er sikkert bare fordi jeg er for dum til at regne det (eller den) ud.

Til gengæld bliver jeg hele tiden klogere på mig selv, og kors hvor er jeg dog et gavmildt menneske.

I næste måned skal jeg for første gang i mange år til delegeretmøde.
Det tror jeg, bliver en helt overvældende oplevelse.

09/03/2015 - 16:33

Uffe Gardel

Kim Ravn-Mortensen, jeg tror ikke at nogen går ind i fagligt arbejde for at ”polstre bankbogen”, som du udtrykker det.

Men bekymringen for en dag at være ex-formand uden job, kan være med til at afholde nogle fra at stille op. Den kan også være med til at afholde nogle fra at gå af. Læg nu mærke til, at jeg skriver ”kan være med til”. Det kan være én af flere faktorer. Og det er en faktor, jeg gerne vil pille ud af ligningen.

Husk også, at vi taler om et sikkerhedsnet, og det er ikke gyldent. I dag er det sådan, at hvis en afgået formand får et andet job inden der er gået seks måneder, så modregnes hans løn i eftervederlaget fra DJ. Det eneste som nogle af os foreslår, det er at de seks måneder forlænges til 12 måneder.

Skulle eftervederlaget så sættes ned, hvis man forlænger perioden? Skulle det for eksempel kun være på 80 procent af formandslønnen, når der er gået et halvt år? Jamen, det ville da være en diskussion værd. Men det kræver selvfølgelig at du har lyst til at diskutere.

Jeg vil gerne have at det bliver lettere for formand og næstformand at komme ud af jobbet igen. Det vil du sikkert også. Nu har du hørt mit forslag. Hvad er dit?

Bedste hilsner, Uffe Gardel, Berlingske

10/03/2015 - 12:50

Kim Ravn-Mortensen

Uffe Gardel:

Hvis vi indførte et loft for, hvor længe man kan sidde i toppen af DJ - her er mit forslag seks år - så slap vi helt for risikoen for taburetklæberi af frygt for selv igen at skulle klare sig på arbejdsmarkedet.

Nu har jeg ikke, styr på opsigelsesreglerne for funktionærer, men andre steder på arbejdsmarkedet, får man løn måneden ud, når man selv siger op.

Og det er jo præcis det, Mogens BB har gjort. Han har sagt op, fordi han vil noget andet end at være formand for DJ.

Vi giver ham så en halv million kroner, så han lige kan finde sig selv igen på et arbejdsmarked, hvor der bestemt ikke er den store efterspørgsel efter journalister på hans alder (eller yngre for den sags skyld).

Det syntes jeg er flot af DJs medlemmer, og de fleste mener nok også, at Mogens skal sendes pænt videre efter 16 års tjeneste.

Men jeg syntes nu, at at toppen af DJ har rigtig, rigtig flotte forhold med lønninger i topklasse, dyre efteruddannelser og absolut ingen risiko for at blive fyret dagen efter, de taber en stor sag på gulvet.

Ja der er sågar ikke helt arbejde nok til at fylde dagen, fortæller en tidligere næstformand.

Så mit forslag er klart, at man ikke kan være ansat i toppen af DJ i mere end seks år.

Og jeg mener også, at seks måneders løn må være et absolut maksimum.

Du skriver også i din første kommentar, at den "ringe" aftrædelsesordning kan afholde mulige og muligvis dygtige kandidater fra at stille op.

Her har jeg også et forslag: Lad os stille alle kandidaterne dette spørgsmål:

"Kan du finde på at overveje dit kandidatur, hvis du ikke får en million medlemskroner den dag, du stopper igen?

Og kan man ikke leve med risikoen for ikke at været sikret resten af tilværelsen, så må man vel bare undlade at kaste sig ud i fagligt arbejde.

Mvh. Kim Ravn-Mortensen

10/03/2015 - 14:39

Lasse Glavind

Jeg er enig i, at eftervederlaget skal være 12 måneder - ikke som Villy Dahl siger, fordi formanden får dårligere vilkår end funktionærloven - det er en håbløs argumentation - formanden er ikke funktionæransat, men tillidsvalgt. Derimod skal eftervederlaget sikre vores tillidsvalgte en rimelig overgang til en 'civil' tilværelse, der fx kan blive besværliggjort, hvis man som formand eller næstformand har stået forrest med en stræk profil i en faglig konflikt.

Hvis toppen komme for langt fra bunden i DJ (og det kan jeg godt være lidt enig i) så er det et problem, der bør løses ved fx at debattere lønniveau og vederlag i selve formandsperioden - og så skal eftervederlaget selvfølgelig bortfalde, hvis den afgående formand får nyt job.

10/03/2015 - 23:31

Villy Dall, HB-medlem

Jeg er for så vidt enig med Lasse Glavind. Det er heller ikke mig, der har talt om funktionærloven. Derimod er jeg enig med Uffe Gardel i hans betragtninger.

12/03/2015 - 18:23

Peter Skafte

Jeg mener, vi bør støtte forslaget om 12 måneder.

Det er en fair behandling af en afgående formand - især når indtægter fra et eventuelt nyt job modregnes.

Seneste nyheder

Seneste jobopslag

Region Syddanmark søger videojournalist (VJ)

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 29.05

Writer/redaktør, dansk nyhedskanal (barselsvikariat)

Novo Nordisk
Ansøgningsfrist: 04.05

Kommunikationsmedarbejder til ambitiøs kommune med vokseværk

Silkeborg Kommune
Ansøgningsfrist: 14.05

Kommunikationskonsulent

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 07.05

Stærke TV-journalister til Kontant

DR
Ansøgningsfrist: 09.05

Kommunikations- og marketingansvarlig

Rønne Havn
Ansøgningsfrist: 23.05

Kommunikationsmedarbejder (deltidsstilling)

Danmarks Cykle Union
Ansøgningsfrist: 08.05

Dynamisk net-medarbejder til Skive Folkeblad

Skive Folkeblad
Ansøgningsfrist: 10.05

SoMe Manager til TV2 Nord

TV 2 Nord
Ansøgningsfrist: 18.05

Journalistuddannet højskolelærer søges

Hadsten Højskole
Ansøgningsfrist: 03.05