Selvcensur i DR og i Kina

Medarbejderne føler sig ifølge egne udsagn bl.a. presset til at søge 'balance' ved f.x. at bruge flere kilder fra DF, og en almindelig stemning af overvågning og politisk kontrol spreder sig. Medarbejderne formulere sig angiveligt stadig mere forsigtigt, sådan at det de siger eller viderebringer, ikke kan opfattes som kritik af Dansk Folkeparti eller af den siddende regering.

For andre kan det være svært at vurdere, om censuren og selvcensuren er et faktum eller et fatamorgana. Så her er en ide:

Vi ved lidt om, hvordan kinesiske journalister forholder sig til de kinesiske myndigheders ønske om kontrol. Vores undersøgende kolleger i Kina ved, at overtrædelse af de skrevne og uskrevne regler kan få alvorlige konsekvenser for dem selv. Derfor lærer de sig gerne en række teknikker, så de kan få kontroversielle oplysninger ud til seere, læsere og netbrugere, uden at kontrolinstanserne slår ned. Hvis vi forstår, hvordan vores kinesiske kolleger censurerer sig selv, kan vi bedre vurdere, om DRs journalister er begyndt at gøre på samme måde. Indsigt i kinesiske journalisters teknikker får man bl.a. i medieforskeren Jingrong Tongs fine studie: Guerilla Tactics of Investigative Journalists in China. (http://jou.sagepub.com/cgi/content/citation/8/5/530)

Kinesiske journalister, der ligger inde med kontroversielle oplysninger, vil ifølge Jingrong ofte vælge at formulere sig sådan, at det, de siger eller skriver, ikke lyder som hård og direkte kritik af det bestående. I stedet formulerer de sig, så deres artikel eller TV-indslag fremstår som bidrag til en konstruktiv debat om løsninger. Det faktuelle indhold er det samme, men præsentationen modeleres, så ingen magthaver føler sig direkte antastet.

På den måde får man ikke sat sagen på spidsen. Men taktikken sætter moderne politikere i et dilemma: Det er svært at kræve censur af noget, der lyder som konstruktiv medvirken fx. til forbedring af byggestandarden på kommunens nye skole, selvom der mellem linjerne er tale om skarp kritik af en politiker, som har stukket penge til stålarmering af betonen i sin egen lomme.

En anden taktik går ud på at fremlægge store mængder data i nærmest steril form, sådan at læseren eller seeren selv må drage sine konklusioner. Det er ikke den mest spændende fortælleteknik, men ved at fremhæve særligt sexede detaljer, kan man dog appellere ganske klart til den selvstændigt tænkende modtager.

En tredje taktik går ud på at supplere de kontroversielle oplysninger med ligegyldige citater fra kilder, som magthaverne opfatter som neutrale eller decideret regeringsvenlige. Det forebygger anklager om ubalance.

En fjerde og radikal taktik anvendes i de svære tilfælde, hvor journalisten for alvor frygter repressalier fra en lokal virksomhed, politikere eller regulære forbrydere. Her vælger journalisten at lade sine oplysninger publicere helt ovre i nabo-provinsen og uden journalistens egen byline. Sagen kommer trods alt til offentlighedens kendskab. Og bagefter kan hun måske selv forsigtigt tage sagen op, fordi den jo nu alligevel er ude i offentligheden. Det sker også ganske ofte, at kritiske borgere selv arbejder videre med oplysningerne på blogs, i chat-rooms og andre fora på nettet. Hvorefter journalisten jo kan koge suppe på denne nye debat og dermed holde sagen i kog. (Det er i øvrigt en taktik, nogle DR-medarbejdere allerede kender: Den benyttes f.x., når belastende oplysninger om de interne forhold i DR skal sives til en bredere offentlighed).

Endelig er det relativt almindeligt, at journalister på mainstream-medierne holder sig til den ukontroversielle journalistik, så længe de er på arbejde, for så at tage fat om de mere kontroversielle dele i blogs eller andre fora på nettet. Her er kontrollen af en anden beskaffenhed, man formulerer sig lidt friere og man kan nemmere operere anonymt.

Virker noget af det bekendt?

I så fald er der måske noget om snakken.