Sådan redder vi pressefotografiet

Den tid er forbi, hvor pressefotografer havde velbetalte faste job og tid til personlige projekter. Det kan vi begræde, og det har vi gjort – nu må vi videre. Det kræver ansvar fra uddannelser, medier, billedbureauer og fotografer, skriver Scanpix-direktør
26.10.2017 · 13:29
Kris Kjær Nielsens billede
Kris Kjær Nielsen
Direktør
Scanpix

Danmark har nogle af verdens bedste fotografer. De har taget og tager stadig priser ved internationale konkurrencer, og de har været med til at sætte retningen for fotojournalistikkens udvikling.

På den baggrund kan det virke både uforståeligt og uretfærdigt, at så mange af dem har svært ved at få et job, men det kommer næppe til at ændre sig foreløbig. Teknologien har skabt nye spilleregler, mediernes forretningsmodel er under pres, fotograferne får konkurrence fra mennesker uden fotografisk uddannelse, som med stadig bedre kameraer i mobiltelefonerne kan levere billeder, og gerne gør det gratis.

Det er alt sammen velkendt og velbeskrevet. Vi har til gengæld ikke talt ret meget om, hvordan vi tager konsekvensen af forandringerne. Men det haster, hvis vi skal bevare de styrker, som det gode pressebillede har, og som risikerer at gå tabt i mediernes jagt på at fylde spalter og websider med billigt indhold.

Vi risikerer, at pressefotografiet som genre dør, og at amatører og tilfældige vidner med en mobiltelefon i hånden bliver alene om at fortælle den visuelle historie om vores tid. Det vil ske uden den sans for fotografiets muligheder, som den professionelle fotograf har, og uden den forståelse for etikken og betydningen af fotografiet som vidnesbyrd, som den uddannede billedjournalist har.

Som direktør for Danmarks ældste og største billedbureau med snart 100 års fotografi i arkivet synes jeg, det er trist, hvis det bliver udviklingen. Der vil være masser af fotos i medierne – sjældent har vi omgivet os med så mange billeder – men der vil være langt mellem de banebrydende fotos, som hjælper os til at forstå vores tid og giver os nye perspektiver på den.

Men hvordan kommer vi videre? Nedenstående er resultatet af nogle tanker, jeg har gjort mig gennem længere tid, og mit håb er at føje noget til en debat, som kan sikre, at pressefotografiet har en fremtid, forbliver livskraftigt, og at det fortsat kan være en levevej for dedikerede mennesker.

”Fotokonkurrence-uddannelse”

Som jeg ser det, er første skridt en erkendelse af, hvordan udviklingen er, og at vi ikke kommer tilbage til en tid, hvor medierne har store fotoafdelinger. Det giver os i fotobureauerne et særligt ansvar – det vender jeg tilbage til, men lad mig begynde med uddannelsen af fotojournalister, fordi den er første led.

Vi har en enestående uddannelse på DMJX. Der er ingen tvivl om, at billedjournalisterne er fremragende til at skabe personlige og bevægende fotoprojekter. Problemet er, at det ikke længere er det, som flertallet af medier efterspørger. I hvert fald ikke til den pris, som det koster at lave dem.

Uddannelsen er blevet en fotokonkurrence-uddannelse, mens banale uddannelsesdele, som er forudsætningen for at arbejde i størstedelen af mediebranchen, bliver overladt til praktikstederne. Vi ser billedjournalistpraktikanter, som mangler færdigheder inden for kamerateknik, lyslægning og til tider også vinkling. De vil gerne følge en hjemløs, en soldat på øvelse eller en bedemand, men har mere vanskeligt ved at forklare hvorfor; hvad det er, som gør historien så vigtig, at arbejdspladsen skal lade dem arbejde med den i lang tid.

Skal levere, hvad markedet efterspørger

Skolen prioriterer ”interessante” fotos til et marked, som først og fremmest efterlyser ”pæne” fotos og illustrationer af begivenheder og journalistiske standardopgaver. Det kan man skælde markedet ud for, men det ændrer ikke noget.

Jovist er der stadig medier, som prioriterer investeringen i det gode fotografi og de store fortællinger, og heldigvis for det, men der er blevet langt imellem dem, og de færreste nyuddannede skal regne med at kunne leve af at levere til dem. De fleste skal indstille sig på at levere andet stof og på andre betingelser, de skal evne at tilføre noget specielt til de fotos, der er et marked for.

DMJX skal naturligvis også lære de kommende fotojournalister at skabe det enestående, men hvis uddannelsen fortsat skal være i kontakt med det marked, som har født den, er det nødvendigt også at levere, hvad markedet efterspørger. Ellers uddanner DMJX dygtige fotografer, som kun har lært at lave personlige projekter, som kun få desværre vil betale dem for.

Deres konkurrenter er ikke andre fotografer – det er gratis online fototjenester og millioner af mennesker med en mobiltelefon. Omvendt ser jeg uddannelsen hos DMJX som en forudsætning for, at pressefotografiet har en høj kvalitet. Men det er nødvendigt at justere indholdet af uddannelsen, så de nye fotografer i højere grad får værktøjerne og bevidstheden til at klare sig på et marked i forandring.

Lær alt nyt, der kommer

Næste led er fotograferne selv. De bliver også nødt til at revurdere deres rolle i dagens mediebillede, hvor den traditionelle forretningsmodel er døende. Det er ikke sådan, at der ikke skabes journalistisk indhold, der er næppe nogensinde skabt mere. Men det er rigtig svært at få penge til, og medierne skærer alt væk, som opfattes som unødvendigt vedhæng til værdikæden - altså de led i produktionen, som til sammen skaber indtægterne. Fotograferne skal gøre sig til en uundværlig del af den kæde, men det kræver en ny indstilling.

Jeg oplever, at tankegangen hos for mange er: “Hvordan får jeg mediet til at betale mig for de projekter, jeg har lyst til at lave?” Det rigtige spørgsmål er: “Hvordan kan jeg bruge mine evner og min lyst til at skabe noget enestående til at skabe værdi for kunden?”

Freelancerne er mere opmærksomme på det, for ellers overlever de ikke, men det skal være en langt større del af alle fotografers bevidsthed at blive skarpe på, hvad det er, de kan, og hvordan det tilfører medierne noget unikt.

Fotograferne, særligt de mere erfarne, skal måske tune efteruddannelsen ind på at blive bedre til at levere værdi, på disse nye betingelser. De skal blive skarpere på historierne og også kunne levere historierne selv. Der er stadig for mange fotografer med årtiers erfaring, som undskylder sig med, at de ikke er uddannede journalister, hvis en redaktør har en idé til en historie. Samtidig sidder der skrivende unge i praktik med halvandet års erfaring fra DMJX, som kaster sig ud i det. Lær det. Og lær video, lær drone, lær 360 graders kamera, lær online visuel storytelling, lær alt nyt, der kommer. Lær alt, hvad du kan bruge til at overbevise kunderne om, at du er værd at betale for dit arbejde.

Nogle uddannede freelancefotografer har fundet ud af, at måden at finansiere de interessante og banebrydende personlige projekter fyldt med hjerteblod er netop at levere de ”pæne” fotos, som en stor del af markedet gerne vil have. Det vil vi formentlig se mere af fremover som en måde at skabe plads til det passionerede fotografi, der hvor det ikke er en del af den daglige produktion.

Foto kan være med til at løse troværdighedskrisen

Jamen, hvad med medierne, har de slet ikke et ansvar? Jo, naturligvis. Medierne får store beløb i mediestøtte og endnu større beløb i momsfritagelse i erkendelse af, at de spiller en central rolle i vores demokrati. Det forpligter, også til at tage fotografiet alvorligt som det vidnesbyrd om vores samtid, det er. Men medierne har først og fremmest pligt til at skabe værdi for deres kunder, og det betyder, at de går efter bedst muligt indhold til lavest mulige pris.

Det kan vise sig at være kortsigtet, hvis det betyder, at fotografiet nedprioriteres. Det burde være tydeligt for enhver, at mennesker elsker billeder. De deles som aldrig før på sociale medier, Instagram er et af de mest populære sociale medier, og den glæde over fotografiet burde medierne forstå at bruge sammen med fotojournalisterne.

Samtidig står medierne i en gigantisk troværdighedskrise. Den kan fotografiet være en del af løsningen på, men det kræver, at det udføres af mennesker med respekt for de presseetiske regler, for fairness, for ikke at forfalske og manipulere fotos, og for ikke at betale for opstillede fotos. Det kræver, at det udføres af branchens dedikerede fagfolk. Ved at overlade fotografiet til brugerne selv, gør medierne sig langt mere sårbare over for falske og tvivlsomme fotos.

Medierne kan ikke bare lukke fotoafdelinger og betale freelancere småpenge for dages arbejde og så beklage, at der er langt mellem de gode nyhedsbilleder, eller at deres troværdighed forringes. De må selv efterspørge det gode, troværdige professionelle fotografi og være klar til, at det naturligvis har en pris.

Pressefoto mere nødvendigt end nogensinde

Og så er der bureauerne. Vi har historisk set været en ikke uvæsentlig del af pressefotografiet, fordi vi har puljet de gode kræfter og sørget for, at danske medier havde adgang til billeder fra Danmark og hele verden, også når deres egne fotografer ikke kunne være til stede.

På nogle måder kan man sige, at vi ved at sørge for rygraden i billeddækningen, har sat mediernes egne fotografer fri til i højere grad at kaste sig over unikke projekter og unik dækning for mediet, men vores rolle ændrer sig også. I flere tilfælde er vi nu ikke sikkerhedsnettet i den daglige fotografiske dækning, vi er livlinen. Vi bliver i stigende grad brugt til at udfylde det hul, som er efterladt af mediernes nedprioritering af egne fotografer.

Det kan vi selvfølgelig være glade for, men hvad der umiddelbart kan ligne en fordel, kan vise sig at være vejen mod middelmådigt fotografi, hvis vi ikke er os vores ansvar bevidst. Også vi bliver nødt til at spørge os selv, hvordan vi agerer, så vi sikrer vores kunder større værdi – og være bevidste om, at kunderne i sidste ende ikke alene er medierne, men deres brugere. Og vi skal også være os vores ansvar bevidst som de største freelancearbejdsgivere.

Er vi klar til at sikre freelancernes rettigheder? Er vi klædt på til at hjælpe dem til at levere kvalitet og ikke bare kræve ind og bestille, men give kvalificeret med- og modspil? Har vi kompetencerne til at give den inspirerende briefing, den konstruktive efterkritik? Kan vi yde vores bidrag til at revitalisere mediernes adgang til fotos af høj kvalitet?

Vi kan allerede en del, og vi skal blive bedre endnu. Men skal pressefotografiet have den fremtid, det fortjener, og ikke bare ende som et nostalgisk kapitel i danske mediers historie, kræver det, at vi alle - medier, uddannelse, fotografer og bureauer - arbejder sammen om, hvordan vi fremmer det.

Vi kommer til at arbejde på tværs af traditionelle skel, ligesom vi undervejs bliver nødt til at skrotte gamle sandheder og påtage os nye roller, hvor vi også er aktive medspillere, som kan efterspørge kvalitet og minde medierne om, at god billedjournalistik er andet og mere end pænhed og dokumentation. God billedjournalistik er også omtanke, perspektivering, et skævt øjeblik, forargelse, begejstring, glæde, sorg… og de øjeblikke kan også opstå på et trappemøde foran Christiansborg.

Personligt er jeg overbevist om, at pressefotografiet er mere nødvendigt end nogensinde før. Men skal det overleve i vital tilstand, bliver vi nødt til at arbejde sammen om at skabe rammerne for, at det får mulighed for at udvikle sig, og at fotograferne kan bruge deres kreativitet, energi og faglighed på en måde, som skaber værdi for os alle.

Kommentar

31/10/2017 - 17:39

mogens laier

Tak for det fine indlæg som også kræver et svar, det nytter ikke noget at fotografen er rigtig dygtig også teknisk, når han så ikke kommer ud til job, men ender som freelancer hvor man skal leve af de små honorar som visse aviser og blade tilbyder. Når de så skal leve af vidersalg fra bureauer som Scanpix,Fotograferne får så deres afregning fra bureauet men beløbet som bureauerne sælger billeder er til under fattigdomsgrænsen, vidersalg af billede 160 kr. beløb til fotografen er så 80 kr. sådan ser en afregning fra jer ud, men måske har du også en løsning på det lille problem.

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Digital reporter til DR Trekanten

DR
Ansøgningsfrist: 20.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11