Beviser plantet mod journalist

Rapport fra en tyrkisk retssal: Jeg når lige at gribe hendes hænder til hilsen, før sikkerhedsfolk danner mur mod den 50-årige journalist Füsun Erdogan og fører hende ud af retssalen i Europas største retsbygning i udkanten af Istanbul. Det er et gribende og tragisk øjeblik. Familie og venner følger hende med øjnene, men det er tydeligt, at de heller ikke i dag forventer sig noget af dommerne
25.06.2013 · 15:53
Esben Ørbergs billede
Esben Ørberg
Kommunikationskonsulent

Füsun Erdogan har været fængslet i næsten syv år med udsigt til livstid, hvis anklagerens krav imødekommes.

Vi har siddet til høring i retssalen i to timer og hørt hendes forsvarere plædere for frifindelse. Alt imens de fire dommere helt utilsløret har travlt med alt muligt andet på deres pc.

Füsun Erdogan får ikke ordet.

Vi bliver gennet ud af restlokalet med besked om pause.

Jeg er repræsentant for EFJ, European federation of Journalists, og møder uden for en række andre støtter af Füsun Erdogan: Et tysk forbundsdagsmedlem fra Die Linke, en fremtrædende tyrkisk oppositionspolitiker og ikke mindst mine kolleger fra det tyrkiske journalistforbund, hvor jeg har tilbragt formiddagen for at blive briefet om sagen.

(Foto: Sengül Tanriverdi)

Füsun Erdogans niece er min tolk, og det er hende, som i to timer har hvisket den mest utrolige historie i mit øre, nemlig historien om, hvad hendes tante er anklaget for.

Pludselig kommer en retsbetjent ud med en skriftlig meddelelse om, at retssagen fortsætter i slutningen september. Tre måneder mere i kvindefængslet Gebze for en helt absurd ’forbrydelse’. Familie og venner trækker på skuldrene. Formanden for det tyrkiske forbund Ercan Ipeksi og jeg finder en plads lidt væk fra retsbygningen, hvor vi holder pressemøde for den lille håndfuld journalister, som har fulgt retssagen.

Derefter drager Ercan og hans kolleger til Taksim-pladsen for at demonstrere for presse- og ytringsfrihed, mens jeg finder en lille cafe sammen med tre af Füsuns søstre og niecen. Her får jeg uddybet historien bag fængslingen.

Flere organisationer har undersøgt Füsuns sag. Det gælder Committee to Protect Journalists og Reporters Without Borders – samt naturligvis EFJ. Ingen har kunnet finde det mindste hold i anklagerne.

Ifølge anklageren har Füsun Erdogan ikke blot været medlem af en marxistisk organisation(MLKP, Marxist Leninist Communist Party), som er på anti-terrorlisten over organisationer, som med vold søger at undergrave det demokratiske Tyrkiet. Nej, hun har været et særdeles ledende medlem og endda organisationens økonomiske hjerne.

Sandheden er, at hun aldrig har været medlem. Hun er politisk bevidst, men ikke politisk engageret.

Men hvordan ’beviser’ anklageren sin påstand?

I 2006 blev Füsun Erdogan bortført på åben gade i Izmir og ført til en bygning, som angiveligt skulle huse den forbudte organisation. I bygningen var organisationens medlemsliste og anden ’dokumentation’ for at dette var arnestedet for samfundsomstyrtelse.

Füsun Erdogans tilstedeværelse i bygningen bliver nu anvendt som bevismateriale. Hun er antruffet i hjertet af organisationen, ergo er hun et ledende medlem!

Dette fantastiske set-up er som hentet fra en dårlig kriminalroman, men ikke desto mindre, hvad hendes to advokater – heraf er hendes søster er den ene – søgte at gennemhulle under dagens retsmøde. 

Hvorfor tror vi, at hun fængslet?

Füsun Erdogan er overbevist socialist og har været det i en årrække. I fængslet har hun skrevet en bog om Rosa Luxemburg, 1870-1919, som blev opfattet som eksponent for en ’demokratisk kommunisme’ med tiltro til spontane masseaktioner og afvisning af Lenins centralisme. Bogen er endnu ikke udkommet, så den kan næppe være årsag til fængslingen…

(Foto: Sengül Tanriverdi)

 

Det kan derimod hendes kritisk radiojournalistik på Özgür Radyo (Den frie Radio), som hun stiftede i 1995 og som hun var direktør for indtil politiagenter bortførte hende i Izmir. Radioen eksisterer fortsat og er stærkt kritisk overfor myndighederne – ikke mindst den seneste måneds hårdhændede behandling af demonstranter. Füsuns mand er også kritisk journalist og mange kendere af tyrkiske forhold tror, at hendes fængsling skal tjene til skræk og advarsel for journalist-kolleger

Füsun Erdogan skrev tidligere på året dette brev fra fængslet.

Meget tyder på, at de godt 50 fængslede journalister faktisk skræmmer andre fra at være kritiske. Selvcensuren er markant i tyrkiske medier. Den faglige bevidsthed er beskeden. Det (ene af to) tyrkiske forbund har kun 1000 medlemmer ud af omkring 100.000 tyrkiske journalister. Senest blev 500 medlemmer tvunget til at opsige deres medlemskab, hvis de ville beholde jobbet på det store statslige nyhedsbureau Anatolian News Agency. Men lige meget hjalp det. De fleste blev fyret alligevel.

En lang række EFJ-medlemslande har adopteret hver deres tyrkiske journalist. DJ har adopteret Füsun Erdogan. Det betyder, at vi holder et vågent øje med hendes situation. Selvom forholdene i fængslet er acceptable, er hendes helbred blevet forringet med tiltagende sukkersyge, meget lavt blodtryk og en kræftoperation. Vi har givet hende hjælp til nogle basale fornødenheder, og søger sammen med EFJ at få Europaparlamentet og Europakommissionen til at stille krav til Tyrkiet om fri presse og ytringsfrihed.

I skrivende stund sidder jeg trygt og godt hjemme i Danmark.

Jeg mødte flere af de unge fra området omkring Taksim-pladsen, som fortalte, at de ønsker respekt fra myndighederne. De ønsker forståelse og accept fremfor arrogance og mandschauvinisme. De ønsker uddannelse og arbejde. De ønsker at få del i Tyrkiets nye velstand. De ønsker frihed til selv at bestemme fremfor at blive påduttet religiøse dogmer. 

På den anden side står langt størsteparten af tyrkerne, som slet ikke sympatiserer med de unge. De mener, at premierminister Erdogan balancerer dygtigt mellem vestligt demokrati og de stærke islamistiske traditioner. Og de nærmest forguder ham for hans fasthed, faderlige strenghed og tordnen imod de udenlandske forbrydere, som ønsker at splitte det moderne Tyrkiet. Og ikke mindst betragter de Erdogan som eksponent for en vækst i BNP på næsten 10 % årligt siden han vandt valget i 2001.

Men det er mit indtryk, at de unge har sat gang i en bevægelse, som ikke kan stoppes. Alene i Istanbul er der seks mio. unge under 30 år, som er stærkt orienteret mod resten af Europa. De elsker Tyrkiet, men ønsker forandringer – på fredelig og demokratisk vis.

Mine tyrkiske kolleger ser demonstrationerne som et sundhedstegn og som små skridt mod mere demokrati og ytringsfrihed.  

Men presset imod styret skal fortsætte. Samtlige EFJ-medlemsorganisationer, incl. DJ, har netop sendt brev til deres respektive stats- og udenrigsministre om at gøre indflydelsen gældende i enhver europæisk politisk sammenhæng.

Og i DJ har vi god kontakt med Füsun Erdogans søstre, som fortæller, hvordan vi kan lette tilværelsen for Füsun, som den 8. september har siddet fængslet i syv år.

Vores opmærksomhed på Füsun er DJ’s beskedne, men ganske effektive bidrag til at opretholde presset for ytringsfrihed på den tyrkiske regering.  

Et pres som skal ende med løsladelsen af 50 journalister, hvis eneste forbrydelse er, at de forlanger at arbejde uden politisk indblanding.

 

Seneste nyheder

24.03.2017 · 08:41

Postulerende og lidt irriterende dokumentar

Anonymous (ikke efterprøvet)
23.03.2017 · 14:35

Seks redaktionelle forlader North Media i sparerunde

Andreas Marckmann Andreassen
23.03.2017 · 14:14

Så mange licenskroner går til Facebook

Jørgen Skadhede

Fremtiden kommer. Du skal ikke være bange

Hvad sker der med vores fag, og hvad skal vi kunne for at have et spændende job i fremtiden? Det undersøger Journalisten de kommende dage i vores fremtidstema. Følg med her: journalisten.dk/fremtid

Seneste jobopslag

Studentermedhjælper til kommunikation og grafiske opgaver

Mediehuset Ingeniøren
Ansøgningsfrist: 01.04

Kommunikationsmedarbejder til barselsvikariat på Vallekilde Højskole

Vallekilde Højskole
Ansøgningsfrist: 12.04

Presse- og kommunikationschef

Forsvarsministeriet
Ansøgningsfrist: 06.04

Dansk Metal søger fotograf

Dansk Metal
Ansøgningsfrist: 30.03

Kommunikations- og arrangementskonsulent søges

Erhvervshus Nord
Ansøgningsfrist: 31.03

Pressesekretær til departementet

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 17.04

Kommunikationschef til Guldborgsund Kommune

GULDBORGSUND KOMMUNE
Ansøgningsfrist: 04.04

Journalist til Dagens Medicin

Dagens Medicin
Ansøgningsfrist: 27.03

Kommunikationschef til Danmarks bedste hospital

Region Midtjylland
Ansøgningsfrist: 02.04

Kommunikationsmedarbejder

LGBT Danmark
Ansøgningsfrist: 31.03

Erfaring med TV produktion samt pædagogisk flair

Helsingør Kommune
Ansøgningsfrist: 26.03

Kommunikationskonsulent med weberfaring til Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 31.03

Kommunikationskonsulent

DIF
Ansøgningsfrist: 24.03

Kan du sætte strøm til historierne?

Domea.dk
Ansøgningsfrist: 27.03

Presse- og kommunikationskonsulent til Danmarks Lærerforening

Danmarks Lærerforening
Ansøgningsfrist: 27.03