Sådan fremtidssikrer vi mediestøtten

Den nuværende mediestøtte til netmedier har hverken ført til stormløb af ansøgere eller voldsom innovation. Ernst Poulsen foreslår her tre ændringer af reglerne og et nyt center, som kan hjælpe danske medieiværksættere med at samarbejde med især it-branchen
10.11.2017 · 13:20
Ernst Poulsens billede
Ernst Poulsen

Vi nærmer os endnu et par store medieforlig – både inden for licensområdet og den almindelige mediestøtte. Dermed er det også oplagt at overveje, hvad vi kan gøre for at styrke medieinnovationen i Danmark, når det nu atter er tid til at justere excel-arkene med støttekroner.

Lad mig komme med tre forslag til justering af den nuværende mediestøtte – og et helt nyt forslag.

Tre justeringer af mediestøtten

Da man i første omgang tillod støtte til netmedier, valgte man en forsigtig tilgang, fordi man ikke vidste, hvad der ville komme af ansøgninger. Men efter de første par år kan vi vel godt konstatere, at vi ikke er blæst omkuld – hverken af folk, der malker puljerne eller af helt ekstrem innovation.

Er det fx nødvendigt at forlange, at der skal være tre mand på en redaktion for at få driftsstøtte? Selv om det er oplagt for en arbejdsløs journalist at starte et lokalt netmedie, så er det ganske svært at finansiere hele tre lønninger på lokale webannoncer. Vi kunne også godt bruge lidt større medie-pluralitet rundt om i lokaljournalistikken, og nettet er den oplagte platform at starte på.

I dag forlanger vi af medier, der søger støtte, at de skal modelleres over den gamle omnibus-skabelon, hvor man både skal dække politik, kultur og erhvervsstof. Men kan journalistikken ikke være fremragende, hvis den fokuserer på et bestemt stofområde? De netmedier, som har størst chance for at overleve, dækker ofte en smal niche, hvor de skaber koncentreret værdi for læserne, så de har mulighed for at overleve i længden.

I dag kan støtten kun gå til skrevne medier. Det virker næsten gammeldags, når nettet netop har den indbyggede styrke, at man her frit kan blande eller rendyrke både lyd, video og det skrevne ord. Det vrimler med nye podcasts og folk ser web-tv og Youtube-kanaler som aldrig før. Kan vi ikke finde en måde at inkludere de initiativer på?

MIC – Medie Innovations Center Danmark

For et par år siden havde jeg fornøjelsen af at arrangere en innovations-camp for mediebranchen sammen med fire fremsynede kolleger (Johan Winbladh, Nikolaj Opstrup, Signe Hollensen, og Claus Blicher).

Her oplevede vi, hvor stor dynamik det skabte, når vi samlede folk på tværs af fagdiscipliner og samtidig hjalp dem med adgang til eksperter inden for forskellige felter. 100 mennesker knoklede hen over en lang weekend, og inden søndag aften var fem teams kommet så langt, at de senere stiftede firmaer for at arbejde videre med deres nye forretningside.

Nu kan medieinnovation for en hel nation ikke klares på en weekend. Der skal mere til.

Heldigvis er der inspiration at hente andre steder, hvor man har bygget en struktur op, som hjælper folk, der har gode ideer. På CBS åbnede man for ti år siden Copenhagen School of Entrepreneurship (CSE). Her får studerende hjælp til at trykprøve deres forretningsideer.

På de første syv år kørte man 500 teams igennem, og 53 % nåede så langt, at de stiftede et firma, havde deres første kunder og en forretningside, som blev bedømt som bæredygtig. Siden har CSE udvidet modellen, så man nu optager 125 teams om året.

I Media City Bergen har man samlet 90 firmaer i et hus, hvor man også huser et hold mediestuderende fra Bergen Universitet. Endeligt fungerer stedet fra i år også som incubator for nystartede mediefirmaer. Det er endnu tidligt i forhold til at måle værdien, men forarbejdet virker gennemtænkt, og nordmændene ser endnu engang ud til at være foran.

I Malmö har man skabt Media Evolution City. Stedet huser ca. 80 medie-relaterede firmaer med 4-500 medarbejdere. Men det er også et sted, der er fyldt med seminarer, inspirationsmøder og muligheden for at leje lokaler på klippekorts-basis, så startup-firmaer kan minimere omkostningerne.

Jeg mener, at det er på tide, at vi bygger MIC - Medie Innovations Center Danmark.

Det er oplagt at skabe et sted, som hjælper unge mediestuderende, der er på vej ud af uddannelserne. Det er her, risikovilligheden er størst, og hvor færrest er bundne af realkreditlån. Det er til gengæld også en gruppe, der har brug for sparring med erfarne folk, der kan guide dem, når de møder de discipliner, som journalister ikke er uddannede i – fx markedsanalyser, it-innovation og programmering.

Det er også oplagt at forsøge at skabe synergi med den eksisterende branche, der har en solid viden om, hvad der virker – og måske netop ikke virker. Flere mediehuse har udviklingsteams, der både kunne bidrage, og selv lære noget, ved at slippe kræfterne løs uden for egne mure.

Fremtidens medier er ofte teknologi-bårne medier, der kræver et betydeligt element at ny it-innovation. Derfor er det oplagt at se på, hvordan innovationscenteret kunne skabe stærkere forbindelser mellem mediebranchen og it-branchen.

Hvordan den præcise model skal se ud, er svært at afgøre lige nu. Men det kan være essentielt at skabe en uafhængig institution, som får ret frie hænder. Ved at skabe et nyt territorium vil det være mere oplagt, at parterne fokuserer på, hvordan de kan bidrage – snarere end hvordan de kan eje projektet.

Det er uden tvivl en ide, der kræver politisk opbakning. Men mon ikke ideen om at styrke innovation i mediebranchen kunne nyde fremme på tværs af partiskel.

Mediebranchen har været ude i både sidevind og modvind de sidste tyve år. For nogle medietyper vil det uvægerligt ende med, at man skal lukke gamle produkter. Men hvis branchen arbejder sammen om innovation af fremtidens medier, kan vi sikkert både skabe meningsfyldt indhold, gode arbejdspladser og måske nye erhvervssucceser.

Kommentar

13/11/2017 - 15:05

Henrik Tørring

Hvad med den helt simple løsning : Luk for statslig støtte til overbetalte journalister, som tydeligvis ikke er deres egen løn værd.
Ellers ender det bare som Pravda.

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Digital reporter til DR Trekanten

DR
Ansøgningsfrist: 20.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11