Rigtige journalister har ikke noget liv

Torchy Blane. Ole Jastrau. Max Mollerup. Will McAvoy. Karin Sommer. Ragna Norby. Både mandlige og kvindelige journalister beskrives i film og bøger som ramt af misbrug og med et liv, der truer med at kæntre. »Som journalist skal man være lidt kuldsejlet,« sammenfatter filmanmelder Per Juul Carlsen. Journalisten har jagtet kilderne til denne ensidige fortælling. Vi skal godt 100 år tilbage
  • Rolf Konow
    Dan Turèlls navnløse journalist fra bogen “Mord i mørket” var med al tydelighed en bevidst veldrejet karikatur med reference til blandt andet amerikanske Raymond Chandlers detektivromaner. Her er det Michael Falch i journalist-rollen i filmatiseringen af romanen i 1986.
29.01.2016 · 11:07

I Tom Kristensens dødsrutemesterværk ’Hærværk’ fra 1930 drikker Ole Jastrau sig målrettet væk fra borgerlivets krav og mod en højere erkendelse. I Henrik Stangerups ’Slangen i brystet’ fra 1969 ender pariserkorrespondenten Max Mollerup med at sabotere alt det, han har opbygget i jagten på anerkendelse. I 1980’erne bumler Dan Turèlls navnløse journalist fra Mord-krimierne rundt på Vesterbros barer med små stop i den beskidte lejlighed og en evig alertness for det store scoop. I sidstnævnte tilfælde står karikaturen særligt stærkt på bøgernes forskellige forsider, hvor hatten skygger for ansigtet tilsat en enkelt synlig glød fra en smøg, mens spillekort, damer og en kamp med tiden danner kulissen.

 

 

Traileren til filmen “Mord i mørket” åbner på det klassiske billede af den rygende journalist, som grubler over en sag. Filmen er fra 1986 og er instrueret af Sune Lund-Sørensen.

 

Den selvdestruktive stereotyp er udødelig

Fremstillingen af journalisten som kriseramt, selvvalgt enspænder kan findes i en periode på over 100 år, på trods af at journalister i vid udstrækning også fremstilles som meget andet – for eksempel den retfærdighedssøgende Tintin-idealist over for den skrupelløse forsidejæger.

Men den selvdestruktive stereotyp er udødelig – tænk bare på Kirsten Birgit fra ’Den Korte Radioavis’, som køligt refererer til sit store forbrug af stærk medicin og gerne får sig en snaps eller en ”lille vand” mellem oplæsningen af nyhederne. Eller Michael Robaks ’Hele byen ved det’ fra 2014, hvor en journalist mister sine forskellige jobs, og hverdagsdrikkeriet tager til, mens en lignende deroute finder sted i rock’n’roll-romanen 'Hønsehunde' af René Fredensborg fra 2011, eller hos Elsebeth Egholms Dicte, der slås mod fortidens spøgelser.

Enspændere, som er ved at gå i opløsning, kan desuden findes blandt hoved- eller bipersonerne i alt fra tv-serien ’Borgen’ til Karin Sommer-krimierne af Gretelise Holm eller i HBO-serien ’Newsroom’.

Glenda Farrell i rollen som journalisten Torchy Blane, der var baseret på en mandlig tegneseriehelt. I traileren nedenfor udveksles blandt andet den for serien rammende dialog: "This is no place for a woman." "But I’am a newspaperman."
Foto: John Springer Collection/CORBIS

 

Et ensidigt billede

Den amerikanske forsker Thomas Berry har studeret amerikanske avisromaner i årene 1900 til 1969 og konkluderet, at billedet af journalisten til hans irritation var ensidigt.

”Amerikanske forfattere, der har sat sig for at skabe karakterer fra avisbranchen, har haft en fejlagtig tendens til at benytte sig af misforståede og populære myter. De har castet udskud, utilpassede personligheder og moralsk degenererede, snarere end sunde, afklarede mennesker. På den måde har forfatterne i høj grad bidraget til at styrke denne populære opfattelse,” skriver han i ’The Newspaper in the American Novel’ fra 1970.

I år 2000 udgav den amerikanske journalistprofessor Howard Good bogen ’The Drunken Journalist’, som undersøger amerikanske films stereotyper om journalisten. Ifølge Good blev 1930’ernes økonomiske depression til en guldalder for avisfilmen, fordi miljøet dels var udset som godt filmmateriale på grund af den relativt nyetablerede farverige tabloidpresse. Da journalister desuden havde ry for at være rappe i replikken, egnede faggruppen sig godt til det nye talende medie efter stumfilmens endeligt

Spiderman-redaktøren J. Jonah Jameson blev i 2002-filmatiseringen spillet af J.K. Simmons. Selv om tegneseriens handling var flyttet ind i det nye årtusind, var redaktørkarikaturen fra 1960’erne intakt: En speedsnakkende officer, som udelukkende taler i overskrifter, mens han bider over cigaren.
Foto: Columbia Pictures/Marvel Enterta

 

Alkohol som del af karakteren

1930’ernes journalistkarakter stod knivskarpt og kom til at hænge ved i mange generationer efter. Det slår endnu to amerikanske journalistikprofessorer, Joe Saltzman og Loren Ghiglione, fast.

”Generationer af biografgængere oplevede den mandlige reporter med cigaretten hængende i mundvigen, mens han spillede poker og drak, som gjaldt det hans liv. Han blev ikke direkte kaldt en alkoholiker, bare en ’boozehound’, som altid kunne finde en gemt flaske i en skrivebordsskuffe eller på baren rundt om hjørnet fra redaktionen. Enkelte film gjorde alkoholisme til et omdrejningspunkt, som skulle konfronteres. Men i de fleste film blev alkoholindtag fremstillet som en del af journalistens karakter, som gjorde det muligt for ham at overleve i branchen,” skriver forskerne i artiklen ’Fact or Fiction: Hollywood looks at the News’ fra 2002.

I nutidige film fungerer alkohol først og fremmest som et symbol i forbindelse med journalister, vurderer filmanmelder på Danmarks Radio Per Juul Carlsen. Senest i den biografaktuelle film ’Truth’, hvor Cate Blanchett spiller rollen som redaktør, og hvor især Chardonnay-hvidvin og whisky indtages blandt fagfællerne.

»Man kan nærmest ikke være i en nordic noir-krimi, uden at man har et alkoholproblem eller på en eller anden måde har problemer med familien eller skilsmisse. Som journalist skal man være lidt kuldsejlet, man skal kæmpe på det yderste. Det er opstået som et fysisk billede på, at man som journalist skal slide for at nå frem til sandheden. Det er nemmere at give læserne eller seerne den fysiske fornemmelse ved at tillægge en karakter eller figur de træk end at vise billedet af, at man sidder foran computeren eller ved skrivemaskinen dagen lang,« forklarer Per Juul Carlsen.

Iben Hjejle spiller Dicte Svendsen i TV 2’s tv-serie, baseret på Elsebeth Egholms krimiserie om journalisten Dicte, som opklarer forbrydelser og slås mod fortidens spøgelser.
Foto: Per Arnesen/TV 2.

 

Da kvindelige journalister kom på banen

Mange af eksemplerne er mænd. Men hvad med de kvindelige journalister? Hvor journalistik i dag er et blandet fag, var det indtil for 40 år siden som så mange andre et udpræget mandefag. Kvindelige journalister går langt tilbage, men kom først rigtigt på banen i 1800-tallet både i Danmark og USA.

Kvinderne skulle tilpasse sig mandekulturen, og det ses også i 1930’ernes hollywoodfilm, hvor de kvindelige journalister fik en maskuliniseret fremtoning med mandelignende navne og tøj, som nedtonede deres kvindelighed.

Karakteren Torchy Blane byggede direkte på den mandlige tegneseriehelt Kennedy og overgik uden problemer sine mandlige kolleger i en række journalistfilm. I dansk sammenhæng er der for eksempel Henrik Pontoppidans usminkede, whiskydrikkende og hårdkogte journalist Ragna Norby, som vender tilbage flere gange i hans forfatterskab. Fælles for de tidlige kvindefremstillinger er det stærkt maskuline udtryk. Det kan findes helt op til 1990’erne i Hanne-Vibeke Holsts Therese-trilogi, som handler om den ambitiøse tv-journalist Therese, som af al magt forsøger at blive anerkendt på linje med sine mandlige kolleger og blive ”one of the boys”. Muligheden viser sig, da den faste korrespondent i Moskva bliver forladt af sin kone og børn og ikke kan passe sit arbejde – og Therese, som er blevet uventet gravid, tager af sted uden at kny. Lægen har ganske vist sagt, at hun spiser for lidt og arbejder for hårdt, men verdenssituationen kalder, og det glas vin i ny og næ, som ifølge lægen var tilladeligt, bliver i de fire dage, hvor Therese er i Rusland, også udvidet med whisky ved tre lejligheder samt champagne, cognac og vodka.

Umiddelbart ser Hanne-Vibeke Holst ikke Thereses livsstil som selvdestruktiv. Hun mener først og fremmest, at Therese bare ikke har forstået, at hun ikke kan køre samme stil som sine mandlige kolleger og slet ikke, når hun er gravid.

»Selvfølgelig er der en selvdestruktiv adfærd, som hun ikke er sig bevidst, men som handler om at leve op til de her maskuline normer. Og ved at gøre det bringer hun sit eget og sit barns liv i fare,« forklarer Hanne-Vibeke Holst.

I HBO-serien ’Newsroom’, som blev vist fra 2012 til 2014, indtager journalisterne kun sjældent alkohol på arbejdspladsen. Men de kriseramte enspændere er stadig repræsenteret i persongalleriet, for eksempel ankerstjernen Will McAvoy.
Foto: HBO Nordic

 

Inspiration fra virkeligheden

Hanne-Vibeke Holst researchede ved at interviewe flere af medarbejderne på DR for at skabe et virkelighedstro miljø, hvilket blandt andet dannede inspiration til den cigarrygende og lettere mandschauvinistiske chef ’Generalen’.

»Portrættet var så rammende, at Ole Sippel var rasende på mig i flere år, for han troede, at det var et portræt af ham,« siger Hanne-Vibeke Holst.

Især i 00’ernes fremstillinger af journalistkvinder er det stadig vigtigt for dem at bevise, at de er fuldt ud lige så kompetente som deres mandlige kolleger. Flere af kvinderne er ligesom mændene selvvalgte enspændere – Gretelise Holms Karin Sommer eller Olav Hergels Rikke Lyngdal for eksempel. Familielivet kombineres ikke uden videre med den journalistiske helte- og heltinderolle.

Satirefænomenet Kirsten Birgit fra ’Den Korte Radioavis’ lever op til journaliststereotypen – drikkende, rygende selvvalgt enspænder, ukuelig og skrupelløs. Og så er hun ligesom flere af sine fiktive kvindelige kolleger så at sige en mand i forklædning – hun identificerer sig stærkere med mandekønnet end med kvindekønnet.
Foto: Tuala Hjarnø

Journalisten som antihelt

Journalistromaner skrives oftest af forfattere, som selv er uddannede journalister eller har arbejdet med journalistik. På samme måde blev avisbølgen i Hollywood til ved at lokke journalister til med høje lønninger, hvilket betød, at 70,8 procent af alle avisfilm mellem 1928 og 1935 havde en eller flere journalister involveret i produktionen som manuskriptforfattere, instruktører eller producenter.

Når Hollywood så blev beskyldt for et negativt billede af journalister som skrupelløse og fordrukne, lød standardsvaret, at filmene var skrevet eller instrueret af journalisterne selv.

Journalistkarikaturen var en form for antihelterolle og noget, som blev dyrket blandt kollegerne, da Hanne-Vibeke Holst arbejdede som journalist på Berlingske i 1980’erne.

»De kunne godt selv lide at gå ind i den der persona. Det var noget, de udtrykte. På det tidspunkt var journalister jo – meget mere end i dag – nogle, som var lidt skæve, som sov om dagen og var vågne om natten og røg og drak. De var meget mere anarkistiske, end de er i dag, hvor de har fået sådan en almindelig funktionær –”jeg skal hjem og hente børn”– status. Det var der ikke dengang,« fortæller hun.

Pensioneret journalist og anmelder på Nordjyske Stiftstidende Lars Borberg husker også, hvordan alkoholkulturen var i 1980’erne og før, og hvordan en kollega som noget ganske naturligt kunne foreslå, at journalisterne tog en øl fra morgenstunden.

»Han sagde ved halv ni-tiden ’ej, har vi ikke fået nok af det sure kaffe – nu går jeg sgu ned og henter en omgang’. Så var dagen ligesom slået i gang. På en god dag fik vi to øl inden frokost, to-tre-fire stykker til frokost, og så tilbage til arbejdet med en flaske i hånden. Vi havde bord 1 for dem, der drak mange øl. De andre var pæne og ordentlige mennesker, der passede deres arbejde. Det gjorde vi selvfølgelig også, men vi havde en uskreven aftale med ledelsen om, at så længe vi ikke skrev overtid på og passede vores arbejde, havde vi lov til at sidde et par timer for at snakke og drikke bajere,« fortæller Lars Borberg.

Måske var journalistkarikaturen ikke fri fantasi? I hvert fald lader den danske journalistmyte til at have lånt meget fra virkelighedens livsstil og især den amerikanske journalisttradition. I tiden op til år 1900 tog Henrik Cavling rundt som reporter i USA og kom tilbage til Danmark, hvor han grundlagde en ny måde at skrive avis på. Billedet fra 1899 med Politiken i broadsheetformat, cigaren og et skummende glas øl ligner idéen om en rigtig journalist.
Foto: Polfoto

Fordommen overdøver statistikken

Den våde alkoholkultur blandt journalister slås også fast i en statistik fra Socialforskningsinstituttet fra 1989, som viste, at 51 procent af journalisterne i undersøgelsen drak i løbet af arbejdsdagen. 23 procent svarede desuden ja til, at de ”tager en genstand, når der er tryk på arbejdet”. Journalistens daglige tidspres får ifølge Lars Borberg også betydning for journalistens rolle som kriseramt og stresset – helt op til i dag.

»Når billedet stadigvæk findes, er det, fordi det har eksisteret indtil så meget for nylig, at det stadig er en almindelig fordomsskabelon. Det martrede ved figuren kan skyldes, at man hele tiden kæmper for at perfektionere. Man kæmper mod tiden. Mod omgivelsernes modstand. Det er en helterolle, men en fordømt helterolle, for modstanden er altid for stor, eller djævelen lokker med forsidesensationen. Man kan blive berømt i et døgn, hvis man laver en forside. Men det kan jo være, at den ikke holder, når man kommer hen til næste dag,« fortæller Lars Borberg.

Med romanen ’Thereses tilstand’ fra 1992 ville Hanne-Vibeke Holst først og fremmest undersøge, hvor langt man kan gå, når man som kvinde har en stærk arbejdsidentitet og identificerer sig med den journalistkultur, som tidligere var forbeholdt og udelukkende præget af mænd. Journalisten Therese lærer i hvert fald, at hendes biologiske køn har noget at skulle have sagt, da hun bliver gravid.
Foto: Gyldendal

Forfatter: Sjovere at skrive om nogen, der på en eller anden måde er på kanten

En af de seneste eksempler på en journalistkarakter i en roman er Tommy Hostrup i Michael Robaks ’Hele byen ved det’ fra 2014. Her ses en sammenbrudsramt journalist, Tommy, som bliver fyret fra en række jobs, ikke kan få kvinden, han drømmer om, og begynder at drikke. Men selv om journalisttypen stadig er genkendelig, bliver der – som Michael Robak påpeger – ikke længere drukket på arbejdspladsen i hans roman. Han tænkte ikke over at skabe en journalistkarakter så meget som en karakter, der befandt sig i et miljø, han kendte indefra.

»Jeg har skrevet om et miljø, jeg syntes, at jeg kendte, og så synes jeg, at undergang og druk er mere spændende og sjovt at skrive om end optur og pæne mennesker med rene negle. For mig ville det være kedeligt at skrive om en tandlæge og en familie med orden i tænderne og nogle søde børn. Jeg synes, det er sjovere at skrive om nogen, der på en eller anden måde er på kanten. Det er min hovedperson i bogen – som så også er journalist,« forklarer Michael Robak.

Men hvorfor har mange journalistforfattere en tendens til at vende tilbage til den sammenbrudsramte helt? Michael Robak mener, at det skyldes, at journalisterne i forvejen er vant til at kigge efter det specielle – altså hellere historien om manden, der bider en hund end omvendt.

»Journalister er på udkig efter det, der er på kanten, fordi det er det, vi gør, når vi arbejder som journalister. Det skal helst være noget helt særligt, ellers er det ikke værd at skrive om. Og det gør personer særlige og specielle, hvis de er på kanten følelsesmæssigt. En del af dét er måske også at drikke for meget,« forklarer Michael Robak.

Filmanmelder: Den rendyrkede heltetype fungerer ikke i det lange løb

At den kriseramte journalistkarakter har holdt så længe skyldes, at karakteren er en interessant figur, som kan holde til lange fortællinger som for eksempel krimier, mener Per Juul Carlsen. Mens han finder det befriende, at Christina Rosendahls film fra foråret, ’Idealisten’, ikke gør brug af alkohol som symbol, mener han ikke, at den rendyrkede heltetype kunne fungere i en længere serie.

»Jeg tror ikke, at Poul Brink ville kunne bære ret mange film. Folk ville ret hurtigt blive trætte af ham, fordi han har så få knaster. Historien er jo kun interessant, hvis der er virkelig meget, man skal slås med. Det gør den type mere interessant end en sjælerenset person,« vurderer Per Juul Carlsen.

 

 

Eksempler på danske romaner, film og tv-serier med journalister

Herman Bang: Stuk (1887)

Henrik Pontoppidan: Asgaardsreien (1906), Mands Himmerig (1927)

Tom Kristensen: Hærværk (1930)

Henrik Stangerup: Slangen i brystet (1969), Løgn over løgn (1971)

Dan Turèll: Mord-serien (1981-90), to af bøgerne blev filmatiseret i 1986 og 1988 af Sune Lund-Sørensen

Hanne-Vibeke Holst: Therese-trilogien (1992-98)

Niels Krause-Kjær: Kongekabale (2000), filmatiseret af Nikolaj Arcel (2004)

Ole Christian Madsen: Edderkoppen, DR-miniserie (2000)

Elsebeth Egholm: Dicte-serien (2002-), tv-serie på TV 2 (2012-)

Gretelise Holm: Karin Sommer-serien (2002-)

Olav Hergel: Flygtningen (2006)

René Fredensborg: Hønsehunde (2011)

Erik Valeur: Det syvende barn (2011)

Adam Price: Borgen, tv-serie på DR (2011-13)

Ole Hyltoft: Københavnerpigen og journalisten (2013)

Dy Plambeck: Mikael (2014)

Kenn B. Rasmussen: Livet, det forbandede (2014)

Michael Robak: Hele byen ved det (2014)

Christina Rosendahl: Idealisten, film (2015)

 

 

 

Kommentar

Seneste nyheder

26.05.2016 · 19:13

Nu afviser kilden - Her&Nu trækker forsidehistorie

Andreas Marckmann Andreassen
26.05.2016 · 15:37

Annoncør ser stort potentiale i native advertising

Rasmus Barlag
26.05.2016 · 14:26

Fyringsrunde gennemført på Politikens Lokalaviser

Jørgen Skadhede
26.05.2016 · 11:37

Dom: Islamkritik er ikke racisme

Jørgen Skadhede

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

Presse- og kommunikationskonsulent i PenSam

PenSam
Ansøgningsfrist: 09.06

Kristeligt Dagblad søger journalist til kirke og tro-redaktion

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 13.06

Komputer for alle søger kreativ og idérig Journalist

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 05.06

Journalist med næse og ører

Region Midtjylland
Ansøgningsfrist: 10.06

Redaktør/projektleder til ForskerZonen på Videnskab.dk

Videnskab.dk
Ansøgningsfrist: 02.06

Kommunikationsrådgiver

Danske Regioner
Ansøgningsfrist: 03.06

Erfaren pressesekretær

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 01.06

Pressekonsulent til Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
Ansøgningsfrist: 10.06

TV-programchef med speciale i ledelse og TV-produktioner

Kalaallit Nunaata Radioa
Ansøgningsfrist: 30.05

NY REPORTER SØGES TIL TV 2/FYN BUSINESS

TV 2/Fyn
Ansøgningsfrist: 07.06

Erfaren Klipper/fotograf/visuel producer til TV-dokumentar.

dokumentarkompagniet
Ansøgningsfrist: 31.05

Redaktionschef til Sygeplejersken

Dansk Sygeplejeråd
Ansøgningsfrist: 16.06

CHEFPRODUCER TIL TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 30.05

Kommunikationskonsulent

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 31.05

Nyt fra Kommunikationen.dk