Radio24syv bragte fake news som udeklareret satire

Anna Mee Allerslevs mand står i Paradise Papers, kunne man tirsdag læse i en falsk nyhed på onlineposten.dk. Bag sitet står satireprogrammet 'Den Korte Radioavis' – men det fremgik ingen steder. Nu er sitet midlertidigt lukket. ”Vi arbejder på at gøre sammenhængen mere klar,” siger 24syv-direktør
  • /ritzau/Joachim Andrian
    Den fiktive seniorreporter Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra 'Den Korte Radioavis' har som en del af satireprogrammet lavet et site med falske nyheder.
08.11.2017 · 09:35

”Det stopper ikke her for Anna Mee. Uheldig situation”.

Sådan skrev en Twitter-bruger tirsdag, da han delte en nyhed fra sitet onlineposten.dk om, at den radikale politiker Anna Mee Allerslevs mands navn står i de såkaldte Paradise Papers.

Men nyheden er falsk. Det samme gælder flere af de andre nyheder på onlineposten.dk.

Bag siden – der nu er pillet midlertidigt ned – står Radio24syvs satireprogram 'Den Korte Radioavis'. Men det fremgik ingen steder af hjemmesiden eller de enkelte nyheder, at fake news-sitet er en del af et satirisk univers. Det kan skabe misforståelser, erkender Radio24syvs direktør, Jørgen Ramskov.

”Hvis man hører 'Den Korte Radioavis', kan man tydeligt høre, hvad de har gang i. Men det er klart, at hvis du bare går på Onlineposten.dk og ikke har hørt programmet, så kan det måske være svært at tyde. Derfor arbejder vi på at gøre sammenhængen mere klar,” siger han til Journalisten.  

Vil ikke skrive ’satire’ hen over det hele 

Jørgen Ramskov forklarer, at det falske nyhedssite er en del af 'Den Korte Radioavis'’ satiriske behandling af det forestående kommunalvalg.

”Idéen er at vise, hvordan fake news kravler ind alle vegne og bliver en del af valgkampen,” siger direktøren. 

Han fortæller, at de midlertidigt har været nødt til at lukke siden igen på grund af nogle ophavsretsmæssige problemer. Men han forventer, at onlineposten.dk er online igen i løbet af onsdagen.

Og har I så også deklareret, så det fremgår, at det er satire?

”Nu kigger vi på nogle modeller for, hvordan sitet kan fungere i den kontekst, som sitet er lagt op i. Men vi kommer ikke til at lave et site, hvor der står satire med en stor fed bjælke hen over det hele. Så ryger hele pointen med det,” siger Jørgen Ramskov.

Kan I ikke skrive det under et menupunkt eller i en lille boks ved nyhederne, som Rokokoposten f.eks. gør?

”Hvis du skriver, det her er satire, så ryger hele den grundlæggende idé med det, vi har gang i. Uanset om du bruger skrifttype 10 eller 20 eller råber det eller hvisker det,” siger han.

Nogen vil alligevel misforstå

Hvordan det så skal stå klart for læserne af de falske nyheder, at der er tale om satire, vil Jørgen Ramskov ikke forklare. Han vil heller ikke love, at den rette sammenhæng kommer til at stå klart for alle.

”Jeg kan ikke garantere, at der ikke alligevel vil være nogen, som misforstår det. Ligesom jeg jo heller ikke kan garantere, at nogen ikke misforstår og tror, at 'Den Korte Radioavis' er en rigtig radioavis,” siger han.

Men hvad tænker du om, at nogen tilsyneladende har troet, at historien om Anne Mee Allerslevs mand var sand?

”Jeg tænker, at satire er en meget vanskelig ting. Der er altid nogen, der vil misforstå det. Men nu arbejder vi som sagt på at lave noget, der måske gør, at sammenhængen mellem sitet og 'Den Korte Radioavis' bliver klarere,” siger Jørgen Ramskov.

Hvordan kan det overhovedet gå til, at I går i luften med et site med ophavsmæssige problemer, og uden at den sammenhæng er klar?

”Det er, fordi at når man laver noget, så kommer man også indimellem til at lave fejl. Hvis jeg havde en radio, hvor jeg sagde, at ingen lavede fejl, så var vi døde,” siger han.

Kommentar

08/11/2017 - 11:42

Klaus Wendelboe

Det tankevækkende ved satire, er, at man fratager den borger, der indgår i satiren - en del rettigheder. I satirens hellige navn er han ikke omfattet af de presseetiske regler, ligesom han heller ikke kan få oprejsning via injurielovgivningen.

Det slår mig at Anna Mee Allerslevs mand ikke har væltet sig i offentligheden. I hvert fald måtte jeg lige google ham, for at finde hans navn.

Hvilken ret har vi egentlig, som medier og journalister til at behandle ham så groft, som det beskrives i ovenstående? Kan det passe, at Jørgen Ramskov ikke har beklaget den måde de har behandlet ham på? Eller var der bare ikke plads til et citat mere?

09/11/2017 - 16:36

Helle Hellmann

Det er helt korrekt, hvad ovennævnte, Klaus W, skriver. Man er forsvarsløs som satireoffer. Det er rigtig grimt det her , ikke det mindste morsomt. ‘Den korte radioavis’ har vist mistet enhver form for jordforbindelse. Etikken er for længst røget.
Helle Hellmann

13/11/2017 - 12:30

Thomas Gall

Primitiv måde at gøre grin, både med læsere og med satireofre.

Det viser at disse journalister ikke har respekt for mediernes magt.

15/11/2017 - 22:50

Henrik Lind Jørgensen

Jeg kan rigtigt godt lide satire, og jeg kan også lide Den Korte Radioavis. Men der er problemer. Eksempelvis forleden, da Kirsten Birgit i flere minutter råbte og skreg, at Kristoffer Eriksen skulle være vært på Detektor. Det var overgearet, og det var irriterende, for det passede jo ikke, vel? Men det gjorde det så. Det læste jeg via Journalisten.dk. Nogle gange skal skæg og snot holdes for sig.

16/11/2017 - 14:20

Jesper Bech Pedersen

Jeg elsker satire - jeg har masser af humor!

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Digital reporter til DR Trekanten

DR
Ansøgningsfrist: 20.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11