Rådgiver om DRs kommunikation: ”Det kan næsten ikke blive værre”

DR har glemt at teste, om ansættelse af en konsulent til direktørløn kan tåle at ramme Ekstra Bladets forside, mener kommunikationsrådgiver Torsten Jansen: ”DR’s håndtering af sagen har været en katastrofe”. DR: ”Det er en rigtig træls sag"
  • Kim Matthäi Leland/Polfoto
    Der har været masser af støj i DR-byen og i hele DR de seneste uger, efter at det kom frem, at en tidligere mediedirektør fik to millioner kroner i årsløn som konsulent.
11.08.2017 · 14:50

”Den værst tænkelige sag på det værst tænkelige tidspunkt.”

Sådan beskriver kommunikationsrådgiver i Lead Agency og tidligere DR-ansat Torsten Jansen sagen om DR's ansættelse af tidligere mediedirektør Gitte Rabøl. I en stilling som mangfoldighedskonsulent får hun en løn på over to millioner kroner for et år.

Sagen har trukket mange kritiske overskrifter, og ifølge Torsten Jansen kan timingen næsten ikke være værre. DR står nemlig foran medieforligsforhandlinger, da det nuværende medieforlig udløber ved udgangen af 2018.

”De står for at skulle retfærdiggøre deres forbrug og bevillinger politisk, og samtidig ansætter de så en konsulent, der tjener mere end statsministeren. Det kan næsten ikke blive værre. Det er en rigtig møgsag, og DR's håndtering af sagen har været en katastrofe,” siger han.

Har ikke mødt ét menneske, der forstår lønnen  

Om den omdiskuterede ansættelse har DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, blandt andet sagt til Berlingske, at Gitte Rabøl skal lave ”en analyse af den bredde, som DR kommer ud med”, og at det er en ”meget vigtig strategisk opgave”. 

Men de udmeldinger betragter kommunikationsrådgiver Torsten Jansen som utilstrækkelige. Han mener, at DR kommunikationsmæssigt har haft tre muligheder i sagen:

”Enten må man sige, at der er begået en fejl. Ellers må man stå fast og forklare beslutningen, så folk forstår den. Eller man må være helt transparent og løfte sløret for, hvad det i virkeligheden handler om – at konsulentansættelsen eksempelvis er et resultat af en forhandling om en fratrædelsesordning,” siger Torsten Jansen.

Kan man ikke sige, at DR har valgt mulighed nummer to her – at stå fast og forklare beslutningen?

”Jo, men så må man bare konstatere, at det ikke er lykkedes. Mulighed nummer to virker jo kun, hvis man kan forklare og forsvare det, så folk køber den. Og jeg har i hvert fald til gode at møde bare ét eneste menneske i den her lille branche, der forstår, hvorfor en mangfoldighedskonsulent skal have så flot en løn.”

Kommunikationschef: En rigtig træls sag 

Journalisten har forsøgt at få et mundtligt interview med DR's kommunikationschef, Lasse Bastkjær Jensen, om mediehusets kommunikation i sagen. Han har af tidsårsager afvist et telefoninterview og svaret på mail.

”Jeg forstår godt, at der er meget stor interesse for DR og også DR's kommunikation, og jeg er helt enig med Torsten Jansen i, at det er en rigtig træls sag. Det er nok generelt min erfaring fra de steder, jeg har arbejdet med kommunikation, at ting tager sig lidt forskelligt ud set udefra og indefra," skriver han til Journalisten.

Men for Torsten Jansen er den aktuelle sag netop et eksempel på, at DR ikke er god nok til at forsøge at se sig selv udefra.

”Jeg synes, at Danmarks Radio generelt har haft lidt af et problem i forhold til at lave det, man i det private erhvervsliv kalder Ekstra Blads-testen, hvor man spørger sig selv: Kan det her tåle at stå på forsiden af Ekstra Bladet? Den test virker det ikke, som om man har taget i DR. I min verden er det det spørgsmål, jeg stiller vores kunder fem gange om dagen. Kan det her tåle dagens lys?” siger han.

DR har svigtet sin bestyrelsesformand 

Torsten Jansen undrer sig desuden over, at DR har valgt at lade mediehusets bestyrelsesformand, Michael Christiansen, tage tæskene i pressen for mangfoldighedskonsulentens løn. Ifølge ham er det et grundprincip i den slags sager, at man beskytter toppen.

"Derfor er det mærkværdigt, at det har været bestyrelsesformand Michael Christiansen, der skulle stå på mål for beslutningen. Det er jo ikke ham, der har lavet aftalen med konsulenten, og normalt vil man prøve at køre det på det niveau, hvor beslutningen er truffet. Så man sender en kommunikationschef eller en områdedirektør ud for at forklare og forsvare den i pressen,” siger Torsten Jansen.

Han påpeger, at Michael Christiansen også er bestyrelsesformand i Lead Agency, hvor Torsten Jansen selv er ansat. Men han understreger, at han ville have ment det samme, uanset hvem hans bestyrelsesformand havde været.

Kan det ikke nogle gange være en fordel at sende bestyrelsesformanden ud, fremfor f.eks. at lade en kommunikationschef, der jo næppe har truffet beslutningen, tage den?

”Hvis den administrerende direktør i et firma var blevet fyret af bestyrelsen, så er det klart, at bestyrelsesformanden går ud og forklarer det. Men det her er jo en lille sag, når man ser på hele DR's budget, så det er en dårlig idé at køre sådan en lille sag helt op til den øverst ansvarlige. Jeg synes, DR har svigtet Michael Christiansen lidt ved at lade ham tage den her sag i pressen.”

DR's kommunikationschef, Lasse Bastkjær, skriver desuden til Journalisten, at han snarest muligt vil invitere Torsten Jansen på en kop kaffe og lytte til hans gode råd.

”Jeg lytter altid meget gerne til alle, der har gode råd og betragtninger,” skriver han.

Kommentar

11/08/2017 - 22:19

Jesper Lundh

Hvorfor ringer Journalisten til et kommunikationsbureau, der har samme bestyrelsesformand som DR? Det er da et træls sammenfald, som i mine øjne svækker Torstens troværdighed, selvom han hævder, at det ikke har nogen betydning.

For det var forhåbentlig Journalisten, der ringede til Lead Agency og ikke omvendt...?

17/08/2017 - 16:30

Tommy Kaas

To gode spørgsmål, som der forhåbentlig kommer svar på fra redaktionen?

17/08/2017 - 18:53

Andrey Kazankov

Vi venter spændt på at få svar på de to spørgsmål!

19/08/2017 - 01:39

Luci Smith

Det blev da værre, at Ekstra Bladet skrev om, at Mette Bock fik 2 millioner i fratrædelse fra DR, da hun sagde op.

28/08/2017 - 18:43

Øjvind Hesselager

Kære Jesper

Det var mig, der foreslog at vi brugte Torsten Jansen som kilde, da han dels kender DR indefra, dels ved en del om kommunikation. Vi ringede altså til ham.

Hvis Torsten Jansens troværdighed er svækket, kan man jo bare argumentere imod ham, altså gå efter bolden. Han er tydeligt deklareret som kilde.

Tak for indsparket, beklager jeg svarer så sent.

Mvh

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder til Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg

Sydvestjysk Sygehus
Ansøgningsfrist: 15.01

Pressechef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 02.01

DANMARKS FISKERIFORENING SØGER JOURNALIST

DANMARKS FISKERIFORENING
Ansøgningsfrist: 08.01

Leder til BUPL’s kommunikation

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 04.01

TV 2 Lorry søger kreativ historiefortæller

TV2/ Lorry
Ansøgningsfrist: 15.01

Erfaren projektleder til lotterikommunikation

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 07.01

Pressechef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 02.01

Er du vores nye kommunikations- og sekretariatsmedarbejder?

Kristelig Handicapforening
Ansøgningsfrist: 05.01

Kommunikationskonsulent

Viborg Kommune
Ansøgningsfrist: 05.01

Politiken søger EU-korrespondent

Politiken
Ansøgningsfrist: 20.12

Pressesekretær til Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriet
Ansøgningsfrist: 10.01

Journalist TIL BORNHOLMS TIDENDE

Bornholms Tidende
Ansøgningsfrist: 15.01

Kommunikationsdirektør til Diabetesforeningen

Diabetesforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Leder af kommunikation DTU Byg

DTU
Ansøgningsfrist: 20.12

INTERN KOMMUNIKATIONSKOORDINATOR

Sparekassen Sjælland-Fyn
Ansøgningsfrist: 16.12

Tovholder på bibliotekets kommunikation

Herlev Bibliotek
Ansøgningsfrist: 05.01

BO BEDRE søger digital journalist

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 03.01

Videojournalist

Folkekirken.dk
Ansøgningsfrist: 21.12

Head of Social

Landbrug & Fødevarer
Ansøgningsfrist: 18.12