Mere om
- Fryns
- Kulturjournalistik
Pressens store personalefest
I skrivende stund er der solgt 40.000 billetter. Otte festivaldeltagere bliver altså matchet af ét mediemenneske. Mon ikke begivenheden vil opnå en rimelig høj grad af dækning i forhold til andre kulturelle begivenheder? Ja, såmænd i forhold til alt andet. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste begivenhed, der giver fast arbejde til, hvad der svarer til hvert syvende af DJ's medlemmer over fire dage. Og det er vel at mærke inklusive folketingsvalg og det amerikanske præsidentvalg.
Til sammenligning møder der i alt 1.000 nationale og internationale journalister op til verdens største festival, Glastonbury.
DR alene sender 150 medarbejdere af sted til festivalens såkaldte Medieby - sidste år var det 180. De er så mange, at de faktisk bygger deres egen by i Mediebyen. Et venligt slag på tasken viser, at DR bruger tre-fire årsværk lige oven på en EU-valgkamp, som man knap orkede at dække.
Der findes tre forklaringer. Den gode, den kontroversielle og så den rigtig grimme. Den gode er, at der er masser af klik og seere i festivalen. Alle mulige websites ville se et sommerdyk uden lige uden mudderet i Roskilde. Den gode rækker dog langtfra til at forklare, at festivalen simpelthen er blevet verdens vigtigste mediebegivenhed i Danmark.
Den kontroversielle forklaring er, at kulturjournalisterne her kan udleve den våde drøm om at formidle det på én gang populære og kulturelt grænsesøgende. Her er en kulturel institution, som ikke altid lefler for laveste fællesnævner, men tager musikken alvorligt og afsøger den udfordrende. Skidt være med Kandis, Skanderborg-festivalen og alt det andet bras. Her er endelig en begivenhed, som københavneretablissementet kan identificere sig med. Men helt ærligt. Det rækker heller ikke som forklaring. Alene af den grund, at der langtfra er 2.000 kulturjournalister i Danmark.
Når medierne i den grad har mistet proportionerne, så findes der kun én troværdig forklaring, og den er ond. Roskilde Festival har udviklet sig til en gigantisk personalefest for mediefolket. Allerede et halvt år inden festivalen indleder danske mediefolk et raid på diverse redaktører for med mere eller mindre syge forklaringer at få dem til at søge om en akkreditering. Bevares, der er bestemt journalister og fotografer, som knokler på festivalen, men det er ikke flertallet. De betalende gæster må bløde dyrt for, at det store nassende cirkus af en medieby kan køre videre med dug på bordet, grønt græs, imponerende rene toiletfaciliteter og plastdækkede gangstier, hvis det regner lidt. Imens kan de, der betaler gildet, skide i en tønde og rulle sig i mudderet. 1.000-kroners-spørgsmålet er, om festivalen ville få en så begejstret dækning, som den får, hvis de fine journalister måtte slippe deres privilegier og feste på lige fod med dem, der betaler gildet. Aldrig i livet!
Hvis Roskilde Festival blot åbnede portene for journalister, ville der måske komme 10.000. Nu forsøger festivalen at holde antallet af gratister nede ved at tjekke, om vi rent faktisk laver noget, og man har klogelig indført et symbolsk gebyr på 400 kroner, som bør sættes i vejret. Festivalens privilegerede overklasse har ikke selvindsigt til selv at sige stop.
Re: Pressens store personalefest
Jeg synes det er en skam, at så mange journalister beder om akkreditering til Roskilde festivalen, når mange af dem ved, at de ikke vil producere så meget som en note derfra. Men de gør det fordi "de kan". Og når journalister gør det, så er det i orden.
Men når en politibetjent laver narrestreger "fordi han kan", så er vi ikke sene til at kalde det både "skandale" og "embedsmisbrug". Hvad er dette så?
Re: Pressens store personalefest
Nogen der kan minde mig om hvorfor vi har en finanskrise?
De skulle skamme sig, skynde sig at booke en billet til Iran og rapportere noget REAL news!
Ikke god conduct.
Re: Pressens store personalefest
Kan det siges tydeligere? dansk presse produceres af mediearbejdere og pr-konsulenter. Hvor er journalistikken blevet af?
Re: Pressens store personalefest
Kære Jakob
Skønt at du sætter fokus på musikdækningen i landets medier. Men et eller andet sted tror jeg nok, du ved, at du skyder fuldstændigt forbi i såvel denne blog som i de tilhørende artikler om Roskilde Festival. Jeg er musikredaktør på Berlingske Tidende. Sidste år var vi tre skrivende journalister på Roskilde Festival. Det har vi i øvrigt været i alle de ti år, jeg har bestrædet dén post, bortset fra ulykkesåret i 2000, hvor jeg sadlede om undervejs og hyrede nogle af mine tilstedeværende kolleger ind til en massiv nyhedsdækning.
Men der skal da nok være 20 af mine kolleger fra avisen dernede i år som i de foregående. De holder ferie, skal ingenting lave. De er der alene af interesse. Og nogle af dem har købt deres billet og fået anskaffet sig en såkaldt ombytter, så de kan komme ind på medieområdet. Ikke af luksushensyn, men for at møde deres venner og kolleger fra såvel vores avisen som fra de andre medier.
Jeg ved, at tilfældet Berlingske Tidende ikke er et særsyn. Vi hører måske nok til den del af branchen, der bruger mindst manpower dernede, men vi skriver til gengæld mere end de fleste. Om den prioritering er rigtig, kan man naturligvis diskutere, men det er fakta. Hvorfor man ingenlunde kan sidestille de 2000 akkrediterede journalister med journalister på arbejde. Tværtom vil jeg kvalificeret gætte på, at der måske er i omegnen af 150 journalister, der reelt arbejder fuld tid dernede. Det kunne du have fået at vide med en enkelt telefonopringning til mig eller en af mine redaktørkolleger på et konkurrerende medie. Men det ville jo måske nok have betydet, at du sad tilbage uden historie.
mvh.
Thomas Søie Hansen
Re: Pressens store personalefest
~150 journalister på reelt arbejde ud af 2000 akkrediterede. Har de 1850 så betalt deres egen billet eller free rider de?
mvh
Re: Pressens store personalefest
Mon der skulle være nogle journalister tilbage på redaktionerne og i den virkelige verden for at lave aviser, radio, magasiner, m.v., når der r 2000 i Roskilde?
Re: Pressens store personalefest
@Thomas Søie Hansen
Tak for din kommentar. Du skriver, at vi burde have ringet til dig eller en af dine redaktørkolleger. Vi bliver nødt til at sige, at vi har interviewet redaktører fra samtlige landsdækkende dagblade i forbindelse med artiklen, på nogle medier også journalister, anmeldere og andre redaktører. På Berlingske Tidende blev vi henvist til kulturredaktør Mette Terkelsen, da vi spurgte efter en, der kunne udtale sig om Berlingskes dækning af Roskilde Festival. Hende har vi lavet et længere interview med, og hun er citeret i artiklen.
Roskilde Festival har over for os angivet, at tallet 2000 cirka var dækkende for antallet af akkrediterede danske journalister. Vi har netop været i kontakt med Roskilde Festival igen, og talsmand Esben Danielsen understreger, at vores tal er korrekte. Han baserer det blandt andet på en dugfrisk optælling, der er foretaget i dag.
Bedste hilsner,
Andreas Marckmann Andreassen
og Jakob Elkjær, redaktør på Journalisten
Re: Pressens store personalefest
@Andreas og Jakob
Det kan sagtens være, at der er 2000 journalister inde. Men som jeg pointerer, arbejder de ikke alle sammen. Det er lige præcis det, der er pointen med min kritik. Jeg ved ikke om de overskydende folk fra de andre medier er gratister, men mine folk ved jeg selv har betalt, for vi skal bruge vores få akkrediteringer til dem, der skal arbejde dernede. Men det er i virkeligheden lige gyldigt. Lige så at antallet af akkrediterede er 2000, for de, jeg gentager, arbejder ikke. Det er vi igen skønsmæssigt omkring en tiendedel, der gør. I døgndrift i øvrigt.
Det er fint, at I har citeret min redaktør. Min pointe her er bare, at hun af gode grunde udtaler sig principielt, hvilket hun selvfølgelig skal. Men hun har, som andre citerede i artiklen, naturligvis ikke den præcise viden om virkeligheden på selve pladsen, som vi andre har arbejdet i ganske længe. Mette Terkelsens udtalelse står fint, og derfor lander hun heldigvis ikke som Rimestad og co, nemlig som gidsler i en artikel uden bund i virkeligheden.
Er det virkelig godt nok for vores fagblad at forsvare sig med, at I har ringet til kulturredaktører og andre, der aldrig har stået i smat til livet og bedt om det, der i bedste fald selvfølgelig kun kan blive principielle udtalelser? Er det godt nok, når virkeligheden er så markant anderledes. I skal ikke fortælle mig, at I ikke kender bare en eneste Roskilde-ferierende kollega et sted ude på redaktionerne.
Sorry, nu skal jeg nok holde op med at glamme. Men igen, come on...
mvh.
Thomas Søie Hansen
Re: Pressens store personalefest
Ja, det vrimler med journalister på Roskilde Festival. Og som flere har skrevet før mig, så er en stor del af dem ikke på arbejde. Men langt de fleste har betalt selv - I kan jo spørge RF om, hvor mange gratis medieakkrediteringer der er givet i alt. Antallet er ikke ubegrænset.
Jeg kan derfor ikke genkende billedet af tusindvis af journalister på et free ride. De mennesker, der er akkrediteret til at dække festivalen, arbejder generelt benhårdt. Blandt andet fordi onlinedækningen kræver en hel anden hurtighed end papirudgaverne - hvor man ofte kunne vente med en anmeldelse. Det kan man ikke længere. Der er krav om hurtige reportager, anmeldelser, nyheder og gode billeder til at øge interessen for mediernes webudgaver.
Dertil kommer, at en del historier fra festivalen tager betydeligt mere manpower at lave end daglig nyhedsjournalistik. De skal håndlaves på gammeldags maner. Man er nødt til at bevæge sig ud (ofte ganske langt) for at finde historierne (bortset fra de oplagte musikhistorier), og man kan ikke bare bruge telefonen til at ringe dem hjem eller internettet til at researche. Det hele sker under stort pres tidsmæssigt, ofte også vejrmæssigt, og med en masse distraherende støj (selv den bedste musik kan blive støj, når man hører brølet fra Orange i forvrænget udgave i mediebyen og egentlig bare vil koncentrere sig).
Set med arbejdsgiverøjne er RF en fremragende efteruddannelse. Journalisterne (gen)opdager kernen i reportagejournalistik, de kommer tilbage med nyt brændstof til sproget, fotograferne vender tilbage med nye erfaringer, når de i konkurrence med en masse andre og adgang til de samme motiver alligevel skal skabe noget unikt.
Men Journalisten beder jo om forslag til, hvor man kan sende en medarbejder i praktik. Må jeg foreslå, at det kommer til at foregå hos en af redaktionerne, der dækker festivalen on the spot?
Den mere principielle diskussion af sagen er så, om danske medier burde bruge så meget plads på Roskilde, og hvad ville der ske, hvis vi i stedet brugte dem på at dække for eksempel socialstoffet? Det er en helt relevant diskussion med mange facetter (læserinteresse, underholdning kontra dybdeborende journalistik, ressourcer), men den hjælpes ikke på vej af et fortegnet billede af én, stor personalefest bag Orange.
Bedste hilsner,
Susanne Sayers
metroXpress
Re: Pressens store personalefest
Det er i det hele taget, det er lidt svært at gennemskue, hvad det egentlig er Journalisten er så forarget over. Er det, at mange journalister ikke producerer journalistik, men bare sutter gratis fadøl i sig omme i Mediebyen? Eller er det, at pressens dækning af Roskilde Festivalen er for omfangsrig?
Hvis det er det første, der er tilfældet, så er det vel mest Roskilde Festivalen og ikke så meget vores fagblad, der skal vurdere, om der er grund til at akkreditere folk eller ej. Og hvis det er det andet, så er Roskilde Festival immervæk den største enkeltstående musikbegivenhed på dansk jord, og så fortjener den vel omtale i et eller andet omfang. Det lyder da af meget, at Politiken.dk har bragt 102 artikler og noter fra festivalen, men hvad er så det korrekte antal? 25? 50? 75? Argumenterne fra Lene Rimestad og debatører her på sitet om, at de samme journalister burde dække Iran, EU-valget, Dafur og andre ting giver ikke rigtigt nogen mening. Der har næppe foregået ordvekslinger på nogen redaktioner i stil med: “Den er helt gal i Dafur! Vi må sende nogle folk afsted!". “Det kan vi ikke. Alle udenrigskorrespondenterne sidder i Mediebyen og vælter fadøl i sig, så vi har ingen folk på arbejde..."
Hvis man skal tage Rimestad og co.'s argument alvorligt, så skal man vel heller ikke dække teater, litteratur, film og andet kultur, så længe der er valg-tumult i Iran, sult i Afrika, trafficking, tyndt ozonlag osv. Og hvis man skal tage det rigtig alvorligt, hvorfor er Lene Rimestad så ikke i Bruxelles for at skrive om EU-stof i stedet for at sidde og blogge om, at andre burde tage til Bruxelles og skrive om EU-stof?
PS: Mht. ‘Det nassende cirkus af en medieby', som redaktør Elkjær er så gal over: Så er der altså heller ikke federe i Mediebyen. Indrømmet, toiletterne er lidt pænere, men man får stadig våde fødder, hvis det regner, man fryser stadig, hvis der er koldt, og selv om der er et spisested med dug på bordene, så skal man stadig have pungen op ad lommen, hvis man gerne vil have noget at spise der (og maden er i øvrigt ikke bedre end så meget andet, man kan finde i madboderne ude på festivalpladsen).
Re: Pressens store personalefest
Skal vi ikke bare være enige om, at Roskilde Festivalen er vor generations Afghanistan-krig dækket på et 2-zoners klippekort - det lyder i hvert fald mindst lige så anstrengende!
Re: Pressens store personalefest
Jeg synes, at det er spændende og interessant, at mit fagblad har valgt at beskæftige sig med dækningen af Roskilde Festival.
Specielt fordi netop Roskilde Festival helt bevidst er blevet en meget stor netbegivenhed.
Her på Rådhuspladsen er det i hvert fald gået sådan, siden et par af os på ibyen.dk for første gang med forhåndenværende søm flikkede et fokussite sammen natten til en julitorsdag i 2006. Og om morgenen tog vi toget derned og begyndte at lægge historier på.
Siden er Roskilde Festival blevet en del af en strategi som for hele pol.dk går ud på, at man forsøger at sætte sig på begivenheder, hvad enten det er OL, Cannes, VM i fodbold, Roskilde Festival eller for den sags skyld valg klimakonference eller valg til EU-parlamentet.
Derfor er Roskilde Festival en god case og et godt eksempel på, hvad alle mediers satsning på netnyheder, nettv, blogs, fotohjul med mere har udviklet sig til på få år.
Og hvordan man konkurrerer på disse vilkår.
Det var egentlig den vinkel, jeg havde glædet mig til at læse i mit fagblad.
I stedet ser jeg til min overraskelse, at jeg er en af de redaktører der i bedste Brixtofte-stil arrangerer ferielejre sydpå (lidt sydpå har også ret) hvor jeg og mine kolleger spiser med dug på bordet, mens de betalende gæster lever som dyr på campingpladsen.
Og at disse stakler oven i købet betaler for min luksus!
Det må undre Politikens regnskabsafdeling, der i 2006 og 2007 betalte 22.000 kroner for leje af en skurvogn i mediebyen, 300 kroner pr leje af teltplads (teltet skal man selv have med) 1500 pr leje af campingvogn (campingvognen skal man selv leje) og nu også 400 kroner pr. akkreditering.
Samt måtte gå igennem krøllede bilag bestående af sedler fra burgerboder, falafelsteder og moster toves frikadellebod samt boner fra Kvickly i Roskilde by, fordi det simpelt hen har været både bedre og billigere løsninger end hvad vi kunne indtage i mediebyen.´
Det korte af det lange er: Jeg har ikke fået noget af Roskilde Festival andet end en akkreditering, som både læsere og Roskilde Festival jvf Journalistens undersøgelse får fuld valuta for.
Roskilde Festivals betalende gæster betaler på ingen måde for mig. Roskilde Festival giver heller ikke gratis fadøl.
Så at ”De betalende gæster må bløde dyrt” for min tilstedeværelse, den holder simpelt hen ikke. Hvor har Journalisten dog det fra?
Det betyder så ikke, at der ikke er gratis fadøl.
Det serveres af pladeselskaber samt et ret stort bryggeri. Hvis man er vel at mærke er gode nok venner med begge brancher.
Den vinkel kunne måske være interessant at skrive om på en måde, så man ikke fik blandet æbler og pærer sammen i en ret kogt sammen af lige dele forargelighed og dårlig vinkling.
Det var såmænd lige før, jeg selv begyndte at tro på, at mine festivaldage har været oven ud mere luksuriøse, end de rent faktisk var.
Det kunne også være spændende at diskutere kvaliteten af de artikler, der bliver skrevet og for broderpartens vedkommende lagt på net direkte af en flok tilsyneladende (sådan virker det når man læser Journalisten) konstant stive ferierende medarbejdere (og redaktører).
Og navnlig: Hvad betyder det for kvaliteten af samme artikler, at Roskilde Festival i så høj grad er en begivenhed, der som (i øvrigt udmærket beskrevet i Journalisten) skal på i stort omfang, i al hast og i skarp konkurrence med de andre medier, der har fået samme gode ideer?
Får læserne tilpas dosering af musikjournalistik, nyheder om uheld og stoffer, nyheder om klimainitiativer, fair trade og frivilliges forhold samt Roskilde Festivals økonomiske situation.
Og bliver der i øvrigt en næste år?
Og hvor meget og hvor lidt går der bar røv og stråhat i den?
Det er da i hvert fald noget, vi diskuterer meget på redaktionen.
Endelig var det måske en ide at undersøge, hvor mange mandetimer og budgetkroner, der går til Roskilde Festival sammenlignet med hvor mange timer der går til at dække EU-valg, klimakonference, Iran mv mv.
Det var da en ide at have sammenlignelige tal, når nu der i Journalisten står antydet, at denne store ”personalefest” går ud over dækningen af vigtigere begivenheder.
Jeg har ikke tallene. Det har mit fagblad tydeligvis heller ikke.
Re: Pressens store personalefest
Jeg vil starte med at slå fast, at tallet omtrent 2000 danske journalister er et estimat, som festivalen har bekræftet over for os både før og efter offentliggørelse. Der er ikke andre kilder til de tal, så vi har brugt det, vi kunne få at vide hos festivalen.
Når det er sagt, er der også nogle interessante emner her i debatten, der fortjener en kommentar.
Jeg er eksempelvis enig med Susanne Sayers, Martin Finnedal m.fl. i, at der er journalister, der arbejder benhårdt på festivalen, og at der er en intens konkurrencesituation imellem dem. Hele vores pointe med at lave en optælling/undersøgelse af dagbladskapløbet på festivalpladsen, på tryk og på net, handler om at vise den kamp - en slagmark, hvor det er med at være først, bedst og mest. Jeg ville i øvrigt også gerne have haft gratisaviserne med, men det må blive næste gang. Det lyder på Susanne Sayers som om, indtrykket fra MetroXpress kan være det samme som det fra dagbladene, og det gør det kun mere relevant at tale om. Personligt er jeg også enig i, at slaget om Roskilde ikke kun er en slagmark, men også en prøveklud. Jeg tror, at man de kommende år vil kunne vejre tendenser i avisernes netdækning i støvet på festivalen, inden de bliver implementeret på redaktionerne.
Thomas Søie Hansen skriver, at vi har ringet til redaktører og andre, der aldrig har stået i smat til livet. I løbet af den halvanden måneds tid, artiklen har været undervejs, har vi også talt med journalister, anmeldere og praktikanter, der har prøvet lidt af hvert på festivalpladsen. Men jeg er enig med Thomas Søie Hansen i, at vi har vinklet på nogle principielle emner, fx prioriteringen hos dagbladene, som redaktørerne får lov at udtale sig om. Den beslutning kan til gengæld sagtens kritiseres.
Målet med artiklen "Verdens vigtigste fest" har fra start været at lægge mediernes prioritering og dagbladskapløbet frem, med udgangspunkt i den massive dækning af Roskilde Festival. Med ønsket om en fortsat god debat,
Andreas M
Re: Pressens store personalefest
Tak, Andreas for yderligere oplysninger vedrørende Journalistens bevæggrunde for at frembringe kritiske artikler på området.
Hvorfor betaler medierne i øvrigt ikke selv for gildet? Hvad forhindrer dem i det? Er det luderbilletter på linie med rejser oa.? Er det direkte gaver, der overstiger 100 kroner?
I en tid, hvor pressen i DEN grad har fokus på om en politiker eksempelvis har lånt en dyr bil, har taget et dyrt fly, har fået noget tøj til markedsføring, er det da pudsigt, at man fra selvsamme presse farer op, så snart man kritiseres for at tage imod gratis glæder. Og så i DET OMFANG!
Ja, moral er godt, men dobbeltmoral er da langt at foretrække....gnæk, gnæk.
Roskilde Festivalen berettiger rent journalistisk på ingen måde overhovedet til 2000 tilstedeværende journalister. COME da ON! Det er fryns, når det er bedst - betalt af et firma, da i den grad lukrerer på den goodwill, man dermed har købt sig til.
Re: Pressens store personalefest
Der er cirka 2000 danske akkrediterede pressefolk til festivalen. Det tal er blevet bekræftet af Roskilde Festival både før og efter offentliggørelse.
Alene dette tal burde give anledning til en diskussion om anvendelsen af ressourcer, som altså officielt og reelt er langt mere voldsomt end de 150 journalister Thomas Søie oplever som værende på arbejde.
DR alene oplyser, at 150 mand - teknikere og journalister - skal dække festivalen i år mod 180 sidste år, og de er angiveligt ikke af sted på badebilletter, men skal rent faktisk arbejde og fylde talrige flader, forklarer DR. Folk bliver målløse, når de hører det tal. Ikke at tage diskussionen af ressourceanvendelsen ville være en absurd journalistisk prioritering.
En samlet set så voldsom satsning er det vel værd at diskutere al den stund, at medierne havde meget svært ved at finde ressourcer til at dække EU-valget, samtidig med at verdens største festival Glastonbury kun har halvt så mange - 1000 - presseakkrediteringer til både nationale og internationale journalister.
Hvis Thomas Søie virkelig skulle have ret i, at kun 150 ud af 2.000 akkrediterede journalister laver noget, så er det jo for alvor en skandale.
I min leder fokuserer jeg på tre forklaringer på den enorme interesse. Den gode, den kontroversielle og den onde. Det første handler om mediernes reelle og voldsomme satsning på Roskilde Festival i agurketiden og de mange klik, som historier om festivalen genererer. Den anden handler om, at kulturjournalisterne prioriterer ud fra egen smag og den tredje handler om, at der er gået personalefest i den for mediefolket.
At nogen vil med, fordi de andre skal med og slipper af sted med det.
På Politiken må man gerne forsøge at bilde sig selv ind, at de almindelige gæster, der betaler 1.785 kroner for en billet ikke er med til at betale for de 5.000 priviligerede gæster i den indhegnede medieby med træk og slip-toiletter, afdækkede gangstier osv. De almindelige gæster, der betaler 1785 kroner, må jo også selv betale for telt, mad og drikke.
Det er godt, at Roskilde selv har taget fat og smækket et mindre gebyr på. Sæt det op! Som dele af denne debat synes at bekræfte, så har festivalens privilegerede overklasse ikke selvindsigt til selv at sige stop.
Mvh
Jakob Elkjær, redaktør
Re: Pressens store personalefest
Det er en interessant debat!
Jeg er redaktør på musiksiden www.diskant.dk og vi har 3 akkrediteringer; 2 skrivende journalister og 1 fotograf. Derudover har vi 3 af de såkaldte ombyttere, hvor man kan få byttet en købt billet til en billet med adgang til Mediebyen. Hvis vi skal dække festivalen seriøst, så kan vi ikke klare os med mindre!
Når Journalisten skriver, at der er 2000 akkrediterede ved I så hvor stor en andel der er ombyttere? Det ville være interessant at vide. Og hvad med alle de pladeselskabsfolk, der er i Mediebyen? Tæller de også med? Det er jo sådan, at selskaber som Sony, Universal, EMI, Playground Music, Copenhagen Records m.fl. har stande omme i mediebyen. Og hvad med de mindre pladeselskaber der har et lille område ved Pavillion-scenen?
Jeg føler mig overbevist om, at det ikke er alle akkrediterede journalister der arbejder på festivalen, men jeg er også overbevist om, at de ikke kommer pga. komforten i Mediebyen. For den er ærligt talt ikke noget at skrive hjem om! Som det tidligere er blevet nævnt, så er maden ikke af højere standard (og jeg vil faktisk mene at den er dyrere) og det med overdækkede stier kan jeg ikke genkende. Selv sover jeg ude på pladsen sammen med alle andre, og jeg kan ikke forestille mig at slå lejr ved mediebyen - hvilket i øvrigt også koster ekstra.
God festival til alle ;-)
Mvh Carsten
Re: Pressens store personalefest
Kære Jakob
Hvad man på Politiken som sådan bilder sig ind, kan jeg ikke svare på, men jeg personligt bilder mig ikke noget som helst ind.
Det er slet ikke nødvendigt, når man ved et simpelt opkald til Roskilde Festival kan få at vide, at mediebyen koster cirka en million kroner. Altså direkte udgifter. Derudover er der nogle indirekte udgifter, men i hvert fald som udgangspunkt en million kroner.
Hvis 2.000 journalister (mediefolk) betaler 400 kroner stykker giver det en indtægt på 800.000 kroner.
Derudover er der den brugerbetaling for logi, strøm, internet mv, som jeg allerede har skrevet om.
Desuden skal man ikke glemme, at hver eneste akkrediteret som skrevet tidligere lægger en del penge for mad og drikke i mediebyen og på festivalpladsen, og noget af den indtægt kommer også tilbage til Roskilde Festival.
En lidt overset faktor er, at mediefolk (og specielt hvis det er rigtigt, at de fleste ikke laver noget som helst, hvilket altså ikke er min erfaring) deltager i Roskilde Festival på lige fod med deltagerne og dermed også er med til at skabe festen. Hvilket ikke er uvæsentligt i disse år, hvor der på grund af vigende billetsalg er lidt mere plads på Dyrskuepladsen, end der har været tidligere.
Igen: Billedet af festivalgæster, der må betale dyrt for at mediefolk kan holde en branchefest passer simpelt hen ikke.
Hvad angår det problematiske i at mediefolk ikke betaler alt selv og dermed er i lommen på Roskilde Festival (åbenbart samtidig med at vi snylter på Roskilde Festival), så er der da en pointe i, at pressen bør være fuldstændig (økonomisk) uafhængig. Hvilket så også betyder, at ture til Afghanistan med forsvarets fly, interviewrejser betalt af pladeselskaber, filmselskaber mv, akkreditering til OL og VM i fodbold, rejseartikler, superligakampe, frokoster i snapstinget, billetter til operaen og AC/DC osv osv skal være 100 procent brugerbetalt.
Om det er fremtiden, må diskuteres af chefredaktører med budgetansvar.
Men det er i hvert fald umuligt at være forarget over at jeg står på Roskilde Festival og passer mit arbejde uden at være lige dele forarget over alt ovennævnte.
Mange hilsner
- Martin
Re: Pressens store personalefest
Det er da rart at se, at Jakob Elkjær måske efterhånden begynder at forstå, at det ikke er 2000 JOURNALISTER, der er akkrediteret fra de danske medier, og selv skriver, at DR dækker festivalen med 150 journalister OG teknikere. Altså ikke 150 journalister, som der skrives i flere artikler - bl.a. her http://journalisten.dk/dr-sender-150-mand-til-roskilde.
Desuden får man det indtryk gennem artiklen, at det er 2000 medlemmer af Dansk Journalistforbund - men det er det jo ikke. Det tal indeholder SKRIBENTER fra alle mulige små musiksites, Gaffa, Soundvenue, Radio ditten og datten osv., som ikke nødvendigvis er medlemmer af Dansk Journalistforbund - udover altså teknikere fra DR, fotografer, kamerafolk, marketingfolk fra Ekstra Bladet, layoutere på festivalavisen osv. - samt koner, kærester kolleger osv., der er med på de såkaldte ombyttere.
Og når Jakob Elkjær skriver 'Alt i alt har festivalen 5.000 af de eftertragtede armbånd til mediefolk fra hele verden', er det forkert. Med mindre Helena Christensen, Tuborg-repræsentanten, en vigtig tøjsælger fra København, pladeselskabs-repræsentanten, kulturministeren osv. hører til 'mediefolk'. Hvad kommer det os ved - i en diskussion af journalisters arbejde på festivalen - at Roskilde lukker 2000 eller 3000 eller 4000 gæster ind i mediebyen, som ikke er tilknyttet et dansk medie?
Jeg anfægter ikke diskussionen, for Journalisten må naturligvis mene, diskutere og skrive, som bladet lyster - men giv dog læserne nogle reelle tal at diskutere ud fra og sæt de rette betegnelser på de arbejdende.
Der er ikke 2000 JOURNALISTER på arbejde på Roskilde Festival! Der er akkrediteret 2000 folk fra alle mulige større eller mindre danske medier.
Re: Pressens store personalefest
Diskussionen om ressourceforbrug er interessant. Men hvis vi skal tage ressourcediskussionen, skal det altså være på et ordentligt grundlag. Så jeg vil gerne have opklaret følgende:
· Hvor mange af de 2.000 er 'ombyttere', altså folk der selv betaler og er på festival i deres fritid?
· Hvor mange af de 2.000 (om nogen) er PR-folk fra pladeselskaber?
· Hvor mange er musikmagasiner/musikmedier/musiksektioner? Det må vel medgives, at lige præcis de har en særlig interesse og forpligtelse, og for eksempel har Soundvenue stillet med - så vidt jeg husker - 12-15 medarbejdere. Andre musikmedier tæller garanteret også ganske pænt og havde næppe brugt ressourcerne på at dække EU.
· Hvor mange folk på arbejde under RF har de store nyhedsmedier herhjemme? Hvad ville de have lavet i den pågældende uge, hvis de ikke havde lavet RF? Selv har vi på metroXpress to journalister og to fotografer afsat. En stor del af vores kulturdækning den uge vil være RF. Vi vurderer, at det er en begivenhed, der interesserer vores målgruppe, derfor bruger vi kræfter på den. Men ikke så mange som vi for eksempel bruger på klima, EU-Parlamentet, situationen i Iran og så videre.
Når man nu fremdrager DR som eksempel, så er det ganske rigtigt med teknikere og andet repræsenteret. DR kan formentlig svare for sig selv, men for mig som lytter virker det som om, at dækningen bruges til at lave en række musikudsendelser, der bliver bragt også i tiden efter RF. Nyhedsdækningen er forholdsvis begrænset, og derfor giver det formentlig ikke mening at sammenligne DR's dækning af RF med DR's dækning af valget til EP, for eksempel.
RF er samtidig udvidet til otte dage. Hvis folk ellers skal overholde arbejdstidsreglerne (det gør vi langt fra alle sammen under festivalen, men forbundet plejer jo at sætte pris på, at vi gør), er det nødvendigt med plads til udskiftning undervejs.
Beskrivelsen af mediebyen som den rene luksus er det svært at genkende. Der er ganske vist lidt kortere kø til toiletterne (men stadig kø). Betragtet som en arbejdsplads, og det er stedet for de fleste af de journalister/annmeldere, jeg har arbejdet med på stedet, er det ikke luksus. Man sidder tæt i dårligt oplyste skurvogne eller fælleshallen, der kan blive henholdsvis stinkende koldt og stegende varmt, støjniveauet ville aldrig blive godkendt på en almindelig arbejdsplads, der er konstant forstyrrelser, nettet går hyppigt ned, det er svært at tale i telefon ... det er IKKE luksus, når det betragtes som en arbejdsplads. Eller - hvis det skal betragtes som luksus, er det så også luksus, når jeg i Irak har haft en særlig container at arbejde i, der gav mig lidt bedre plads end soldaterne på stedet? Eller når vi under topmøder har særlige medieområder, hvor forholdene målt på visse parametre er bedre end for mange af de delegerede?
Gu' er det sjovt at være på Roskilde. Jeg glæder mig. Men arbejdsglæde er vel for katten ikke forbudt. Og jo, der er sikkert freeriders, jeg kender bare ikke rigtigt nogen af dem. Hvis de har betalt selv (altså via ombyttere) og ellers er der i deres egen fritid, er det svært at se, hvorfor fagbladet skal blande sig i deres fritid. Hvis de er der på arbejde, er det svært at se mediebyen som en gratis fest.
Bedste hilsner,
Susanne Sayers
Re: Pressens store personalefest
Hej Jakob E.
Det er ikke nyt, at mit fagblad mangler forståelse for kulturjournalistik. Det er jo ikke så fint som nyheder - vi kulturjournalister burde jo tage til Iran og lave rigtig journalistik, ik?
Men jeg kan jo så lige fortælle dig om vores arbejde: vi forventes at være 100% opdaterede på musik,film, trends, kunst, teater, natteliv, standup, tv og alt det andet omme bag i aviserne.
Blandt andet derfor er der mange journalister, der tager til Roskilde. Det er en lille ting, der hedder research. Det er den vigtigste begivenhed for resten af årets musikalske artikler. Der er ikke en til en forhold mellem antallet af journalister og antallet af artikler i roskilde-ugen. Til gengæld har aviserne glæde af medarbejdere, der ved lidt om det, de skriver om. Det skal vel ikke ligge os til last, at vi har valgt et stofområde, der giver sjove oplevelser. Skal det?
At du begynder at vurdere de danske musikjournalisters faglighed med kommentaren om, at de ikke skriver nok om Kandis er direkte tåbelig og viser igen, at du ikke betragter vores arbejde som mere vigtigt, end at du selv eller enhver anden nemt kunne overtage.
Jeg er vandt til at blive betragtet som andenrangs på redaktionerne - det er ærgeligt at den opfattelse deles af fagbladet.
Mvh
David
Re: Pressens store personalefest
Tallene er vældig relevante, og det kunne være rart med helt præcise tal i stedet for estimater. Men Journalisten har måttet nøjes, til gengæld lægger vi gerne frem, hvordan vi er kommet frem til de tal, vi bruger.
Journalisten har forud for offentliggørelse været i kontakt med festivalen flere gange, og da der endnu ikke lå noget præcist tal, tog vi udgangspunkt i de tal, der tidligere har været fremme, blandt andet i Politiken sidste år i artiklen 'Roskilde Festival er invaderet af 6000 journalister'. Der stod, at der var 6000 mediearmbånd, heraf 2000 danske pressefolk, 2000 udenlandske og 2000 ombyttere. Festivalen vurderede over for Journalisten, at det samlede tal var for højt, men at 2000 danske journalister var et godt bud.
Efter offentliggørelse har festivalen lavet en nøjere optælling, og Journalisten har været i kontakt med dem igen. Talsmand Esben Danielsen understregede i den forbindelse, at vores tal var korrekte, og at festivalen stadig kunne stå inde for dem. Dog har de i den seneste optælling også "et mindre antal" mediefolk med ombyttere med, men ikke koner og børn og pladeselskabsfolk.
Journalisten ville gerne have haft den komplette liste over, hvilke medier, der sender hvor mange mand afsted. Men den har vi ikke kunnet få fat i.
Bedste hilsner, Andreas M
Re: Pressens store personalefest
Nu ved jeg godt, at de var de færreste konkurrerende medier, der brystede sig med at læse Nyhedsavisen, men alligevel er det grove løjer at følge med i denne tråd ... Undertegnede og gonzokollega Fredensborg skrev således denne nyhed sidste år. Den hedder "Roskilde scorer på medier" og viser, som Martin Finnedal også regner sig frem til, at medierne betaler til resten af festen. Ikke omvendt. Og det er tilmed talsmand Esben Danielsens egne ord. Det største problem ved Mediebyen er sgu, at nogle grupperinger helt glemmer at komme ud og høre de mange gode koncerter, fordi det trækker mere med slave-gin&tonics hos pladeselskaberne.
Vi ses på Smatten (hvor avisernes musikredaktører såvel arbejder som FESTER døgnet rundet, sidst jeg tjekkede efter. Og heldigvis for det - ellers ville der da ikke noget ved at tage på festival)!
http://avisen.dk/roskilde-scorer-paa-medier_13572.aspx
Mvh Rune Skyum-Nielsen, tidligere Nyhedsavisen - nu Dagbladet Information
Re: Pressens store personalefest
BBC holder også personalefest og sender 407 mand af sted for at dække Glastonbury...
http://www.telegraph.co.uk/culture/tvandradio/5671336/BBC-sends-407-staff-to-Glastonbury-festival.html
Re: Pressens store personalefest
Hej,
Uha, der er mange ømme tæer, der føler sig trådt over her, kan jeg se.....
Den problemstilling Jakob Elkjær - og Nyhedsavisen for længe siden, jeg kan faktisk godt huske det - sætter fokus på, er jo en af de problemstillinger der har eksisteret lige så længe, jeg har været journalist.
Problemet er jo langt hen ad vejen, at den musik unge journalister interesserer sig for, sjældent er den musik deres læsere/lyttere/brugere interesserer sig for lige så helhjertet.
Men så kan man jo som journalist sige til sine redaktører, at det BURDE ens læsere osv. jo gøre - og det kommer de også til, når de læser journalisternes geniale flammeskrifter for deres helte, lyder salgstalen til redaktørerne, der jo også selv holder af Roskilde Festivalen og den musik, der spilles her - så det KAN lade sig gøre at sælge budskabet for den ivrige journalist der jagter et fripas, eller hvad fanden det nu hedder.
Og et Public Service-medie som DR kan jo så oven i købet påstå de udfylder deres opgave ved at "opdrage" befolkningen musikalsk. En win-win situation? Nej. Taberne er alle de ganske almindelige musikforbrugere, der elsker Keld Heick, Aqua, tankstationsmusik, Electric Light Orchestra og ja, Kandis.
Kommercielle medier som min egen arbejdsplads, Berlingske m.fl. edr nødt til at prioritere noget hårdere og kigge lidt mere på, hvad læserne m.m. gerne vil have. Og det er mit gæt, at det også i de kommende år vil komme til at afspejle sig i det antal fribilletter og turpas til Roskilde, der gives til kollegerne.
Men den ildsprudlende, engagerede journalist, der tager til Roskilde for egen regning, bor i smatten med de andre og sender begejstrede reportager til redaktionen, fordi vedkommende ikke kan lade være, skal der fanme' være plads til. Det er blandt dem, rigtige rock-journalister rekrutteres - og de mest erfarne af dem har som regel aftjent deres værnepligt i smatten og deres fripas er dem vel undt - jeg er så heldig at kende et par stykker af dem, og dem har vi sgu' ikke råd til at undvære.
vh Christian Barfoed, B.T.
Indsend kommentar