Pressen pacificeret af influenza-spin

Hej,

Jeg er helt enig i den her blog. Det, der undrede mig allermest den ene dag i april, hvor jeg selv dækkede influenza A, var at der tilsyneladende var en eller anden uskreven overenskomst mellem myndigheder og medier om at folk for enhver pris ikke måtte gøres urolige - og det førte mange steder til  en passiv gang mikrofonholderi i forhold til Sundedsstyrelsen og Pandemigruppen, hvis krisekommunikation ellers ikke var overbevisende  de første par dage. 

Jeg skrev dengang sådan her som kommentar til en anden blog, som jeg mildt sagt ikke var enig i.

Men jeg hører så til dem, der tværtimod på den dag - mandag - hvor "panikken" var på sit højeste, synes der var for meget bevidstløst mikrofonholderi, som bare viderebragte sundhedsstyrelsens/pandemigruppens/sundehdsministeren forsikringer om at der var styr på alt, og det her ikke er en skid farligt og at vi i øvrigt har masser af Tamiflu til at bekæmpe det med (for det var sådan cirka essensen af det budskab, de ville have ud den dag).

Og jeg er lidt træt af den åndshovmodige form for krisekommunikation fra det offentlige, hvor man lader som om der er styr på alt og  på den måde gør sig til dommer over hvad folk kan tåle at høre (og her er jeg ikke i tvivl om, at det var sundhedsstyrelsen  og ikke ministeren, der styrede kommunikationen den dag). 

For sandheden er, at man p.t. stort set ikke ved en skid om svineinfluenzaen, om influenza-vacicine også virker mod svine-influenza, om Tamiflu rent faktisk virker. Og det var ikke svært at finde uafhængige eksperter, der sagde lige præcis det - "vi ved det ikke".

vh Chr. Barfoed, B.T.

Hej,

Da jeg både er journalist og læge, kan jeg ikke stå for chancen for at "udstøde ligegyldige brokker og alligevel blive taget dybt alvorligt af den danske presse".

Vi læger giver jo grundlæggende ikke bedre svar end de spørgsmål vi får stillet - som Jens Tovborgs kommentar så rigtigt påpeger. Når det drejer sig om H1N1 influenza kunne man f.eks. ønske sig en "Lomborg"-vinkel: hvad får vi for pengene hvis vi vaccinerer alle, hvis vi vaccinerer 1/3 eller 2/3. Og hvad kunne vi bruge de penge til, som vi ikke vaccinerer for.

Kristian Lysgaard har jo helt ret: der er så mange misforståelser om, hvad vi ved og kan udi svineinfluenzaen. Og nyhedskriterierne om sensation og konflikt overgår igen og igen hensynet til besindighed og væsentlighed.

Det er en vildfarelse at tro, at hvis vi vaccinerer den danske befolkning er den hellige grav velforvaret (der er enkelte andre "dødstrusler" udi helbredet end svineinfluenza...).

En anden relevant vinkel på H1N1 kunne være praktiserende lægers (eller vagtlægers) tidsforbrug på svineinfluenza i agurketiden. Af en eller anden grund går det upåagtet hen, at når medierne kører afsted med svineinfluenzaen, har det  enorme samfundsmæssige konsekvenser for os alle. For den tid lægerne i praksis og vagtordninger bruger på at berolige opskræmte danskere kan kun bruges én gang. Og enhver ydelse skal honoreres og betales i sidste ende af dig og mig.

Så jo, Tovborg, en mere nysgerrig og kritisk presse kunne bestemt være ønskelig. Men en chef i Sundhedsstyrelsen, som bevarer benene på jorden er nu heller ikke dumt, når nu der er så mange, der ikke har den evne.

 mvh

 Birgitte Vange

@Susanne Sayers: God vinkel!

Kære Birgitte Vange, Susanne Sayers og Kaare Skovmand

Tak for jeres kritiske og nuancerede kommentarer.

Lad mig opridse de to grunde til, at jeg gik til tasterne.

Den første og væsentligste grund til mit indlæg var, at flere oplyste, avislæsende danskere i min omgangskreds – heraf et par læger og nogle sygeplejersker – uopfordret gav udtryk for, at de ikke var enige i eller ikke forstod Sundhedsstyrelsens begrundelse for den valgte vaccine-strategi. At de ikke forstod, at alle kritiske spørgsmål blev afvist med de nævnte standardsvar. Og at de ikke forstod, at medierne tilsyneladende accepterede dette. 

Disse udbrud fortsatte efter sommerferien til trods for, at både Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut havde været i medierne mange gange.

Det syntes jeg var interessant.

Den anden grund var, at jeg som kommunikationsrådgiver kunne se, at Sundhedsstyrelsen helt fra starten valgte at kommunikere historien som en krise, selv om der kun var tale om en risiko.

Jeg husker stadig det første pressemøde efter WHO’s udmelding, hvor Sundhedsstyrelsen med gravalvorlige miner og sved på panden valgte kun at kommunikere, ’det der kunne bekræftes’, præcis som håndbøgerne foreskriver, når ulykken ér sket.

Effekten udeblev da heller ikke. Kort efter pressemødet flød medierne over med tabloide dommedagsrubrikker, som var helt ude af proportioner med den reelle historie.  En effekt Sundhedsstyrelsen selv var kraftigt medvirkende til, fordi de valgte at kommunikere historien som en igangværende krise.

Problemet var, at der ikke var tale om en krise, men om en risiko, som ingen rigtigt kunne overskue konsekvenserne af.

Det syntes jeg også var interessant.

Hvad skulle man så have gjort?

Sundhedsstyrelsen kunne have slået op i håndbog for risikokommunikation.

I risiko-kommunikation gælder det fortsat om at sige det, der kan bekræftes. Men det gælder i lige så høj grad om at vise empati og lytte til folks bekymring og vise, at man tager denne bekymring alvorligt.

Det gøres først og fremmest ved selv at italesætte de ubehagelige scenarier, folk går og forestiller sig, og så forklare hvorfor de ikke er sandsynlige.

Dernæst gælder det om at komme med jævnlige opdateringer på den viden, man får, åbent indrømme, hvad det er man p.t. ikke ved og ellers fortsætte arbejdet med at gendrive ubehagelige scenarier, som er usandsynlige.

Og så gælder det i særdeleshed om at være proaktiv overfor medierne frem for at indtage en passiv holdning og nøjes med at give korte kommentarer.

Det kan godt være, at det sidste skaber gode relationer til de velinformerede journalister, men det ikke nogen garanti for, at den væsentlige historie kommer ud.

For Styrelsen gælder det altså om at komme op på ryggen af historien, hvis man vil styre den og opnå den ønskede effekt, som her er, at den danske befolkning skal føle sig tryg og oplyst.

Statoil har styr på risiko-kommunikationen 

Det er blandt andre norske Statoil meget dygtig til. Her ved man godt, at medarbejderne ikke kan arbejde optimalt på de kæmpestore olieplatforme i Atlanterhavet, hvis de føler sig utrygge. Og historien har vist, at det kan gå rigtig galt, hvis der først udbryder en eksplosionsagtig brand på sådan en platform.

Derfor viser Statoil helt åbent på animationsfilm, at de store installationer godt kan eksplodere. Men man forklarer samtidig meget detaljeret, hvorfor det alligevel ikke vil ske. Det medfører, at medarbejderne på platformene føler sig trygge, selv om scenarierne og frygten til at begynde med kan overstige drejebogen til en Hollywood-film.

I dag ved Statoils medarbejdere godt, at det ifølge ulykkesstatistikkerne er mere farligt at holde fri med familien derhjemme end at arbejde på en platform, der kan eksplodere. Men det er ikke en viden, der er kommet af sig selv.

Der er altså ikke noget nyt i, at man bør kommunikere anderledes, når det handler om at minimere risiko og skabe tryghed, end når et fly er styrtet ned og katastrofen er en realitet. Det kunne Sundhedsstyrelsen have taget hånd om, hvis de havde haft den nødvendige viden og de nødvendige ressourcer.

Sund fornuft 

At jeg så vælger at skyde på pressen skyldes først og fremmest, at jeg ikke tror at hverken Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut eller sundhedsministeren har ondt i sinde. De gør det, de er sat i verden for, og nu bliver de så udsat for en uforudset situation, hvor de skal spille op imod en mere eller mindre gennemtænkt kommunikation fra WHO.

For mig er det hverken spekulationer eller konspirationsteorier at lytte til det, folk siger, eller at tage myndighedernes kommunikation og journalisternes dækning for pålydende. Det er sund fornuft.

Det er helt naturligt, at ministeren forsøger at holde historien i Styrelsen. Det skal en professionel minister gøre til at begynde med, ellers kan han ikke passe sit arbejde. Og det er helt naturligt, at Styrelsen kun sporadisk indtager den proaktive og opsøgende rolle, for det er nu engang den måde, vores styrelser er organiseret på. Det kan man så diskutere det fornuftige i efterfølgende, men det er efter min mening ikke nok til at skyde på Styrelsen i denne sag.

Men det bør ikke være naturligt, at pressen i flere tilfælde har haft overordentlig svært ved at skelne imellem borgerinformation fra myndighederne og den vigtige opgave, det er at indhente svar på oplagte, relevante og kritiske spørgsmål.

Det har man efterfølgende taget konsekvensen af på Berlingske, hvor man i sidste weekend fik en international vinkel på den danske strategi, lige som andre medier gik mere i dybden med at forklare, at erfaringerne fra New Zealand, hvor epidemien skønnes at være ovre, tyder på et meget mildt og udramatisk forløb.

Det kan vi så glæde os over i dag. Og forhåbentlig kan både redaktører og myndigheder bruge erfaringen til at være endnu bedre forberedt næste gang, en lignende situation opstår.

Se i øvrigt seneste og interessante opsummering her, som viser at myndighederne gennem hele forløbet har haft mange positive historier at fortælle om beredskabet og den måde, vi griber den slags an på i Danmark:  http://www.atv.dk/index.php?lang=1&c=news&id=122)

Mvh Jens Tovborg

Sundhedsstyrelsen og Regeringen gambler med nogle hundrede raske unge eller yngre menneskers liv efter Sundhedsstyrelsens WHO og adskillige udenlandske lägers vurdering (heriblandt sundhedsmyndighederne i Sverige, Norge, Finland og Tyskland m fl.) Man håber eller forventer at epidemien bliver mild, men man VED det ikke. Man pådrager sig altså et ansvar når man vil bestemme at nogle i kraft af deres job kan få vaccine mens man forbyder andre at få. Det er jo ikke muligt selv at köbe en vaccination som man normalt kan. Samtidigt vurderede Folketinget at det vist var bedst at tilbyde de ärede medlemmer en vaccination. Er Else Schmidt selv vaccineret? Uhyggen breder sig naturligt nok når kaptajnen ikke vil väre i samme båd som resten af mandskabet.

Influeza A er ikke en mildere form for almindelig influenza som uduelige udenlandske bureaukrater ikke magter at håndtere fornuftigt. Det er en skrappere, ny form for influenza som kan dräbe mennesker der er raske og har en lang forventet restlevetid. At der er praktiske problemer med leverancer så hurtigt som amn kunne önske er ikke et argument for at Sundhedsmyndighederne ikke gör deres bedste. At mange mennesker dör af andre sygdomme eller at livet ender med döden er i denne forbindelse enten irrelevant eller også er al sundhedsväsenets aktivitet irrelevant fordi präcis samme argumenter kan anföres mod en hvilken som helst anden sundhedsindsats - patienten dör jo alligevel...

Endelig er der den relevante ökonomiske betragtning med sygedage og tabt produktivitet, en problemstilling Sundhedsstyrelsen selv anser som så väsentlig at den skal imödegåes i de vitale erhverv, men ikke i det private. Kommunerne vaccinerer offentligt tandplejepersonale i anden runde af vaccinationerne, men privat ansat tandplejepersonale har ingen adgang til vaccine, selvom de ifölge Sundhedsstyrelsen selv har en öget risiko for smitte, da de kigger mange mennesker direkte i munden og det flyver op i ansigtet på dem med spyt når de arbejder.

Det er vel nok af interesse for pressen at spörge ind til rimeligheden af disse dispositioner...

Drop hykleriet Henrik Dahl 

I forlængelse af Henrik Dahls indlæg på kommunikationsforum (se link i kommentar ovenfor), hvor han beskylder pressen for en agtig journalistik, som han kalder Journalisme, er der kun én ting at sige: Drop hykleriet!

Se mit svar her om, hvordan Sundhedsstyrelsen dumpede i kommunikationen om influenza-epidemien:

Influenza-epidemien spreder sig dag for dag. Mens Sundhedsstyrelsen taler sygdommen op, tier de mistænkeligt om deres strategi og optræder svedigt og famlende. I front står flakkende embedsmænd og mystiske eksperter, mens hovedpersonens frisure fylder mere end budskaberne. Skræmmende? Nej, sindssygt skræmmende dårlig kommunikation. Jens Tovborg giver Sundhedsstyrelsen minus 3 for deres kommunikation, mens resten af befolkningen ligger med 40 i feber.

Denne artikel er en reaktion på Henrik Dahls 'Pest i pressen', hvor han skriver, at pressen er gået i selvsving i deres dækning af influenza-epidemien. Men den påstand holder ikke i byretten, når man sætter Sundhedsstyrelsens kommunikation under lup. Sundhedsstyrelsen har fået præcis den dækning, deres egen kommunikation lægger op til.

Når det gælder mediernes omtale af væsentlige emner, må det være en præmis, at de implicerede virksomheder, styrelser og myndigheder har det omdømme, de fortjener. For ligesom det er en del af ledelsesretten og -pligten for direktører og ledere at kommunikere strategi og mål til medarbejderne, er det direktionernes forbandede pligt at sikre, at kommunikationen til medierne er retvisende og troværdig. Ellers kan man ikke med nogen som helst rimelighed forvente, at medierne af sig selv skriver den pure og objektive sandhed. Heller ikke i dækningen af influenza-epidemien.

Lige fra begyndelsen lykkedes det Sundhedsstyrelsen at skabe mere forvirring end tillid, endsige overblik. Ganske vist måtte de tage udgangspunkt i en række dystre og spekulative meddelelser fra WHO, men alligevel forsømte styrelsen at benytte de mest almindelige tommelfingerregler for godt pressearbejde. Lad os se på, hvad der gik galt. Fire fejl skriger til himlen.

Fejl nummer 1: Kommunikation, som om katastrofen allerede var indtruffet
På det første pressemøde valgte Sundhedsstyrelsen at kommunikere historien som en katastrofe, der allerede var indtruffet. Lige efter håndbogen for kommunikation af flystyrt og lignende valgte man kun at sige det, der kunne bekræftes, og man nægtede at gå i clinch med de spekulationer, en ufuldstændig kommunikation naturligvis må medføre.

Resultatet udeblev da heller ikke. Stort set alle aviser fandt de tabloide overskrifter frem i deres iver efter at gisne om mulige negative konsekvenser. For når myndighederne ikke gider belyse emnet i dybden, men blot siger, at folk skal gå hjem og slappe af på sofaen, er det lige så sikkert som amen i kirken, at det ikke sker. Ligesom folk heller ikke lader sig spise af med en ufuldstændig besked fra deres private læge. For det kræver kun et par klik på internettet, før man har mange flere - og ofte alt for mange - informationer at jonglere med. Dette er ikke noget nyt. Det har længe været et vilkår, og det burde Sundhedsstyrelsen have taget højde for.

Hvad de burde havde gjort
Sundhedsstyrelsen burde i stedet have sat sig for at være den primære kilde til alle informationer om emnet og proaktivt adresseret alle de fornuftige og mindre fornuftige spekulationer, journalister, sundhedspersonale og befolkningen i al almindelighed diskede op med.

At en sådan proaktiv approach er både dyr og tidkrævende, kan være en del af forklaringen på, at man ikke valgte at være på forkant med historierne. Men det er efterhånden blevet en dårlig vane, at offentlige styrelser og organisationer spiller fornærmet, når medierne reagerer præcis på den kommunikation, de modtager - eller ikke modtager. Tænk bare på Berlingskes dækning af svigt i sundhedssektoren (I lægens hænder) og svigt i politiet (Forbrydelsen) eller brugen af skjult telefon over for Udlændingeservice. For ikke at glemme Operation X's dækning af mink-sagen på TV 2.

I alle historierne kan man kritisere, at medierne i flere tilfælde er gået for langt i deres iver efter at male fanden på væggen. Men desværre er det betegnende for alle historierne, at de implicerede parter alt for længe har forsømt den mest almindelige opbygning af relationer til medierne. Og netop derfor har medierne nærmest fået frit spil.

Kære venner. Dette bør altså ikke være nogen overraskelse for kommunikationsrådgivere i 2009. Og det hjælper i hvert fald ikke at beskylde medierne for journalisme, som Henrik Dahl gør det, bare fordi Sundhedsstyrelsen ikke lever op til de mest almindelige tommelfingerregler i pressearbejdet.

Fejl nummer 2: Den hemmelige strategi
Sundhedsstyrelsen nægtede konsekvent at redegøre for baggrunden for deres valg af strategi. Man gentog i en uendelighed, at man havde valgt en strategi, og at den var forsvarlig.

Det er ganske enkelt arrogant ikke at ville fortælle, hvilke fakta og ræsonnementer der ligger til grund for en så vigtig beslutning. Og effekten udeblev da heller ikke. Nu kom eksperterne på banen med kritik af strategien, for det var nemt at opstille økonomiske beregninger, der viste en række negative konsekvenser af den valgte strategi. Samtidig begyndte sundhedspersonalet på landets hospitaler at så tvivl om det fornuftige i strategien, ligesom sundhedspersonalet senere begyndte at så tvivl om, hvorvidt det overhovedet var fornuftigt at lade sig vaccinere. Bl.a. fordi medierne skrev, at godkendelsen af vaccinen var hastet igennem - altså at den ikke var godkendt på forsvarlig vis. Det sidste blev tilbagevist af en overlæge fra Lægemiddelstyrelsen på det seneste pressemøde, men desværre mere end en enkelt postgang for sent.

Hvorfor valgte man ikke at lukke spekulationerne en gang for alle? I stedet valgte direktøren for Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen, på det seneste pressemøde at puste til spekulationerne. Da TV 2-journalisten efter et kortere bombardement spurgte, om han ikke bare havde valgt en forkert strategi, når man nu sammenlignede med landene omkring os, blev Strandberg Pedersen ildrød i hovedet og svarede mut - her frit efter hukommelsen: Vi valgte den bedste strategi ud fra det, der var lagt frem… Det kan man da kalde en cliff-hanger af de bedre.

Hvad de burde have gjort
Det havde været nemt fra starten at præsentere de bagvedliggende data og ræsonnementer og ad den vej have undgået de mange spekulationer. Måske det ligefrem havde gjort pressen træt af emnet hurtigere, som det ofte sker i andre tilfælde, hvor alle informationer bliver langt åbent frem fra begyndelsen.

Og så burde man have forklaret strategien i relation til de lande, vi normalt sammenligner os med. Nuvel, det var svært, fordi Norge og Sverige havde valgt at tilbyde vaccine til hele befolkningen. Men den slags svære og halvdårlige beskeder skal altså bare kommunikeres hurtigst muligt. Så slipper katten ud af sækken, medierne bruger en dag på at kritisere, og så er historien død. I stedet blev det ved den lakoniske besked om, at man havde valgt en strategi, og at den var forsvarlig - oversat til almindelig dansk: ingen kommentarer.

I stedet måtte styrelsen sande, at den ikke havde kontrol med historien, og det er altså - jeg er ked af at sige det - ikke nogen overraskelse i lyset af den anvendte kommunikationsstrategi.

Fejl nummer 3: Dialogen er aflyst, for overlægen ved bedst
Sundhedsstyrelsen undlod konsekvent at indgå i offentlig dialog for på den måde at vinde kontrol med spekulationerne. I stedet måtte man se og læse løsrevne citater fra Else Smith og Kåre Mølbak, som journalisterne så selv mere eller mindre vellykket kunne kombinere med kritiske citater fra andre kilder.

Dette er en klassisk fejl fra styrelser, der helt uden hold i virkeligheden forestiller sig, at det ikke er deres opgave at sikre, at historien glider rigtigt ned på redaktionerne. Man bilder sig hovmodigt ind, at det er nok at give de minimumsinformationer, man er forpligtet til. Hverken mere eller mindre.

Sundhedsstyrelsen valgte altså helt bevidst at fravige normen i et moderne demokrati, som kræver at man går i dialog og tager hensyn til modtagernes synspunkter - uanset om de er fornuftige eller ej. Mere gammeldags kan det næppe blive, og resultatet er, at det nu én gang for alle er slået fast, at læger er og bliver en bedrevidende race, som ikke har tid eller lyst til at beskæftige sig med de bekymringer - reelle eller forstilte - som ikke-lægelige skatteborgere kan komme til at tænke på.

Selv på styrelsens hjemmeside, hvor man ellers havde al mulig plads til at udfolde sig, nøjedes man med en pauver gengivelse af statusmeldinger fra WHO. Og man skelnede i menu-strukturen mellem information til befolkningen og til pressen. Det er simpelthen NO GO og vidner igen om, at styrelsen gør sig til dommer over, hvad det er relevant for befolkningen at få at vide. Det er altså noget målgruppen selv vurderer, skulle jeg lige hilse at sige, og også dette er mildt sagt ikke nogen nyhed.

Hvad de burde have gjort
Sundhedsstyrelsen burde have grebet de åbne mikrofoner og rullende kameraer til at lave et par info- og spørgemøder med tv på, der kunne dokumentere styrelsens evne og vilje til at informere. På samme måde burde styrelsen have etableret et selvstændigt influenza-web, der kunne slå en pæl igennem alle spekulationer om tilbageholdte informationer.

Samtidig havde det været oplagt at sikre sig nogle ambassadører i de målgrupper, som kunne underminere styrelsens påstande. Her tænker jeg især på hospitalslægerne, forskerne og de økonomiske eksperter. I stedet for at holde interne møder med de væsentligste interessenter, måtte man læse en række kritiske bemærkninger i pressen, der understregede, at selv ikke blandt læger eller sundhedsøkonomer var der enighed om strategien.

Sidst men ikke mindst havde det været oplagt at sende Else Smith og et tv-hold ud at vaccinere et par borgere, som så kunne bedyre, at de skam var glade for, at myndighederne tog vare på deres helbred.

Også disse relationsopbyggende aktiviteter er helt almindelige i professionelt pressearbejde, men åbenbart ikke hos Sundhedsstyrelsen.

Fejl nummer 4: Famlende og flakkende mediestunt
Det er nærmest pinligt at skulle fremhæve aktørernes optræden i medierne. Men netop Sundhedsstyrelsen havde åbenlyst nedprioriteret medietræningen. På det første pressemøde var styrelsens direktør, Henrik Fisker, med flakkende øjne og sved på panden åbenlyst nervøs. Det er helt legitimt i sådan en situation. Men det blev direkte pinligt, at han ikke kunne svare på et forståeligt engelsk til de internationale læsere, som en journalist bad ham om.

Det gik bedre for Fisker på det seneste pressemøde, men det er stadig uheldigt og betænkeligt, at han flakker uhæmmet med øjnene, når han skal svare på spørgsmål, han ikke bryder sig om.

Hvor trivielt, det end lyder, er det altså den slags, man lægger mærke til på tv. Især når der ikke er så mange andre informationer at gribe fat i.

Og lad os lige ondulere Else Smiths berømte frisure, når Henrik Dahl nu også nævner den. Nu er jeg personligt tilhænger af, at folk må gå klædt og være stylet, som de vil. Men det var tæerkrummende, at Else Smith på de første mange tv-optrædener var friseret sådan, at man kun kunne se den ene del af hendes ansigt. Hvad mon der gemte sig bag den del af ansigtet, hun ikke ville vise frem? Havde ingen fortalt hende, at fremtræden på en tv-skærm gør noget andet ved budskabet, end når man holder foredrag i Epidemiologisk Selskab? Man får simpelthen den tanke, at medietræningen er foregået med et lommekamera i kantinen efter devisen 'hvor svært kan det være'.

Hvad de burde have gjort
For det første burde Else Smith være blevet fritaget fra alle andre opgaver end at rejse land og rige rundt og kommunikere budskabet. Det er en af de ting, man kunne have læst i håndbog om katastrofekommunikation, som man så lystigt var begyndt på. Det er helt normalt.

Så skulle hun være trænet af en professionel medietræner, som også havde fået lov at fokusere på de komplekse og politiske spørgsmål, man kunne forudse ville blive stillet. Det undlod man til fordel for de præfabrikerede svar beskrevet ovenfor. Resultatet blev i stedet at svarene flaksede mellem Else Smith og de to direktører fra henholdsvis Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.

Endelig burde man have sikret sig en løbende måling af, hvordan budskaberne blev opfattet i befolkningen og blandt journalisterne. Det er nemt og forholdsvis billigt at gennemføre, og det kunne sikre, at man kunne tilpasse strategien efter behov. I stedet valgte man at holde på sit og se stort på, hvad der rørte sig uden for embedsværkets tykke mure.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at jeg ikke har grund til at tro, at Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut eller Lægemiddelstyrelsen har ondt i sinde eller er ude på at binde os en historie på ærmet. Jeg hører til dem, der tror på, at disse myndigheder er bemandet med sanddruelige og kompetente folk.

Men det bekymrer mig, at man i en så vigtig historie ikke formår at benytte sig af den viden om pressehåndtering, som har været tilgængelig i mange, mange år, og som kunne have givet dem den omtale, vi alle fortjener i vort lille oplyste demokrati.

Mvh Jens Tovborg

Apropos påstande om, hvem der er mest i føling med "befolkningen", som Chr. Barfoed mener journalisterne er, er det interessant at læse dagens Politiken:

"Danskerne har taget influenzaepidemien med ro, men et klart flertal mener, at aviser og tv har blæst sygdommen for stort op. Tre ud af fire danskere mener, at tv og aviser har fremstillet den nye influenza som farligere, end den er i virkeligheden."
http://politiken.dk/indland/article865822.ece

Og heldigvis fik netop B.T. ikke ret med deres forudsigelse om 15.000 dødsfald.

Det er ligeledes interessant at læse andetsteds i Politiken, at der er millioner af vacciner tilbage... Sætter hele polemikken om hvem der skulle ha' og ikke ha' og hvorfor der ikke var købt til alle lidt i perspektiv.

For mig at se gør det ingen skade, hvis den danske journaliststand benytter juleferien til at gøre selvransagelse over hvordan den formidler emner, der ligger klart indenfor risikokommunikation. Det kan jo være, der er andre og mere brugbare metoder end den journalistiske.

Hilsen
Kristian

Tallet 4.200 stammer fra denne artikel fra Berlingske Tidende:

http://www.berlingske.dk/danmark/h1n1-flere-danskere-i-risikozonen

Sådanne epidimier har det desværre med at blive noget hysteriske - fugleinfluenzaen gik helt grasat i medierne, da den for få år siden kom til Danmark. På trods af ocaner af spalteplads endte den med at tage livet af 8-10 fugle på dansk grund eller deromkring.

  B.T.s historie var alt for hårdt trukket op og rent gæt selv om tallet stammede fra den hysteriske norske sundhedsstyrelse. Der er intet andet at gøre end at beklage. Dagen efter den var trykt vædede jeg 1.000 kroner med en nyhedsredaktør på B.T. om, at der ikke ville dø en eneste dansker - så nu skylder jeg en tusse.

Men denne pandemi var der jo faktisk noget i. Myndighederne var særdeles bekymrede og usikre da de første tilfælde udbrød i Mexico og på den baggrund synes jeg faktisk ikke danske medier var urimelige - de viderebragte faktisk ganske nøgternt fagfolkenes vurdering. Hvem skal vi ellers lytte til? Norske og svenske aviser var langt mere oppe i diskanten.

 Min egen danske favorit indenfor historier i kategorien danske vildskud er i øvrigt denne:

http://www.berlingske.dk/danmark/h1n1-gravide-i-saerlig-risiko

Som Statens Seruminstitut siden kunne afsløre, så er der en anelse forskel på mus og kvinder. Faktisk så meget, at man ikke kan bruge sådanne studier til en bønne.

Bedste Hilsner

Lars Fogt, B.T.