Praktikanter sexchikaneres

  Sexchikane mod praktikanter foregår især på de store, landsdækkende medier, viser rundspørge. Men de chikanerede tør ikke gå til tillidsmanden.
03.11.2004 · 09:00

 

Sexchikane mod praktikanter foregår især på de store, landsdækkende medier, viser rundspørge. Men de chikanerede tør ikke gå til tillidsmanden.

 

RUNDSPØRGE. Fra august 2002 til juli 2004 har ti journalistpraktikanter følt sig udsat for sexchikane. Det viser en rundspørge, som Journalisten har foretaget blandt journaliststuderende, der har overstået deres praktikperiode.

Ud af 146 respondenter svarede ti ja til spørgsmålet: »Er du nogensinde under din praktiktid blevet udsat for, hvad du vil betegne som seksuel chikane?«

Otte af de ti var ifølge undersøgelsen i praktik på større, landsdækkende medier. Nogle af de chikanerede har taget sagen op med gerningspersonen, andre har ladet den ligge. Fælles for dem er, at de ikke er gået videre med sagen. Det bekræftes af tillidsfolkene på landets syv største medier. De siger samstemmende, at de aldrig er blevet kontaktet af praktikanter, der har følt sig udsat for sexchikane.

»Jeg vil selvfølgelig helst tro, at det er, fordi det ikke sker,« siger Bodil Rahbek, tillidsrepræsentant på DR.

Tillidsrepræsentant på Jyllands-Pos-ten Tina Bryld er med egne ord forbavset over undersøgelsens resultater.

»Det er rivende galt. Især at otte personer har svaret, at de er blevet rørt ved. Tonen kan være hård, men det overrasker mig, at nogen ligefrem går og gramser på praktikanterne,« siger hun.

»Det er dybt uprofessionelt, at man ikke kan holde fingrene for sig selv i arbejdstiden,« supplerer Claus Birch, TV 2.

»Uacceptabelt,« lyder meldingen fra Klaus Moe, BT.

Thomas Szlavik, tillidsrepræsentant på Ekstra Bladet og medlem af Journalistforbundets hovedbestyrelse, er mere tilbageholdende.

»Tallet overrasker mig ikke i en anonym undersøgelse, hvor man kan sige, hvad man har lyst til, og jeg er altså ude af stand til at tage en undersøgelse alvorligt, når 30 procent af dem, der mener sig udsat for sexchikane, er mænd,« siger Thomas Szlavik.

Berlingske Tidendes Gunhild Ipsen gætter på, at de chikanerede praktikanter er for flove til at gå til den tillidsvalgte.

»Man siger jo, at folk, der bliver udsat for chikane, ofte er lidt svage. Opfør dig som en dørmåtte, og du vil blive trådt på. Opfør dig som en dronning, og du vil blive respekteret,« siger tillidsrepræsentanten.

»Ofrene skammer sig,« bekræfter Anders Korsgaard Christensen, ledende psykolog på Rigshospitalets 'Krisepsykologisk Enhed'. En del af hans klienter er ofre for sexchikane.

»Mange ofre for sexchikane skyder skylden på sig selv. Man er bange for omgivelsernes reaktioner, hvis chikanen bliver offentligt kendt. Sexchikane har fået et odiøst skær i løbet af de sidste ti år, så man frygter ofte at blive latterliggjort,« forklarer psykologen.

Tillidsfolkene understreger, at de har tavshedspligt. De opfordrer alle på det kraftigste til, at man går til sin tillidsrepræsentant, hvis man føler, at en chef eller en kollega går over grænsen.

»Det er meget bekymrende, hvis nogen går rundt og føler sig generet, men af den ene eller anden grund ikke går videre med det,« siger Lars-Bo Larsen, tillidsrepræsentant på Politiken og medlem af Journalistforbundets hovedbestyrelse. Han vil nu opfordre avisens praktikantvejledere til at tage emnet op med praktikanterne.

 

Ikke ualmindeligt

SAMMENLIGNING. 146 af 312 adspurgte journaliststuderende svarede på Journalistens rundspørge. Ti af de 146 svarede, at de har oplevet sexchikane i deres praktiktid. Tallene er små, og Journalistens undersøgelse er gennemført anonymt. Vi ved ikke, hvorfor nogle har svaret, og andre har undladt. Derfor kan man ikke konkludere, at journalistpraktikanter er mere eller mindre udsat for sexchikane end andre grupper. Men 10 ud af 146 svarer til 6,8 procent, og det tal adskiller sig ikke væsentligt fra andre undersøgelser om sexchikane.

3,2 procent chikaneret på ét år. I 2000 gennemførte Arbejdsmiljøinstituttet (AMI) en undersøgelse om vold, trusler og uønsket seksuel opmærksomhed blandt danske arbejdstagere. Den viste, at ud af 5.598 kvinder i arbejde havde 3,2 procent oplevet uønsket seksuel opmærksomhed alene inden for det seneste år.

7 procent chikaneret på fem år. Analyseinstituttet GFK lavede sidste år en undersøgelse om sexchikane for B.T., som snævrer respondentfeltet ind. I GFKs undersøgelse svarede syv procent af 1.300 kvindelige funktionærer, selvstændige, ansatte indenfor liberale erhverv samt lærlinge/praktikanter, at de havde været udsat for sexchikane. Her skal chikanen dog være foregået inden for de seneste fem år. Journalistens undersøgelse drejer sig om de 12 eller 18 måneder, som en journaliststuderendes praktiktid varer.

12 procent af kvindelige norske journalister. Der er ikke lavet nogen undersøgelser om sexchikane blandt danske journalister generelt. Men en norsk undersøgelse fra april i år foretaget af arbejdsmiljøforskeren Bjørg Aase Sørensen viser, at 12 procent af de kvindelige journalister i Norge har oplevet sexchikane. I søsterlandet Sverige udsættes korttidsansatte journalister i højere grad for sexchikane end fastansatte, konkluderer det svenske journalistforbund i en rapport om arbejdsmiljø.

4,5 procent af mandlige sygeplejersker. Også mænd er potentielle ofre for sexchikane, viser en undersøgelse fra sidste år foretaget af Dansk Sygeplejeråd og AMI. Ud af 4.132 kvindelige sygeplejersker og 133 mandlige svarede 4,8 procent af kvinderne og 4,5 procent af mændene, at de havde oplevet uønsket seksuel opmærksomhed på deres arbejdsplads inden for det seneste år.

* Undersøgelsen
Anonyme, elektroniske spørgeskemaer blev udarbejdet i samarbejde med Dicar - Center for analytisk journalistik.

I uge 40, 2004, blev de via mailinglister sendt til studerende på de tre journalistuddannelser på RUC, SDU og DJH. Link til rundspørgen blev mailet direkte til billedmediestuderende på Medieskolerne i Viborg. Et brev med rundspørgen blev postet til fotograf- og FTP-studerende på Københavns Tekniske Skole (KTS). Alle de adspurgte havde overstået deres praktikperiode(r). Ingen fra Medieskolerne eller KTS nåede at besvare undersøgelsen.

Fra SDU svarede 17. I forhold til mailingslistens 45 modtagere svarer det til 37,8 procent. Ingen mente sig udsat for sexchikane under deres praktiktid.

Fra DJH svarede 84. Med 206 på mailinglisten svarer det til 40,8 procent. Seks mente sig udsat for sexchikane under deres praktiktid, svarende til 7,1 procent af dem, der har svaret.

Fra RUC svarede 45 eller 73,8 procent af de 61 på mailinglisten. Fire mente sig udsat for sexchikane under deres praktiktid, svarende til 8,9 procent af dem, der har svaret.

Ud af de i alt ti, der mente sig udsat for sexchikane under deres praktiktid, var syv kvinder og tre mænd.

Fem af de ti var mellem 25 og 29 år, da de afsluttede deres praktik, to var under 25, to var 30-34, og én var over 39.

Ni af de ti svarede, at de var i praktik på en tv-station, en radiostation eller en avis, da de oplevede chikanen. Otte svarede, at mediet var landsdækkende.

Tre har ifølge undersøgelsen været udsat for skriftlig sexchikane, otte for verbal og otte for fysisk sexchikane.

I alt svarede19 ja til spørgsmålet: »Har du hørt om praktikanter fra din egen uddannelsesinstitution, der er blevet udsat for sex-chikane?«

* Læs også: Alle vidste, han var klam

 

Magasin: 

Kommentar

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder til Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg

Sydvestjysk Sygehus
Ansøgningsfrist: 15.01

Pressechef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 02.01

DANMARKS FISKERIFORENING SØGER JOURNALIST

DANMARKS FISKERIFORENING
Ansøgningsfrist: 08.01

Leder til BUPL’s kommunikation

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 04.01

TV 2 Lorry søger kreativ historiefortæller

TV2/ Lorry
Ansøgningsfrist: 15.01

Erfaren projektleder til lotterikommunikation

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 07.01

Pressechef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 02.01

Er du vores nye kommunikations- og sekretariatsmedarbejder?

Kristelig Handicapforening
Ansøgningsfrist: 05.01

Kommunikationskonsulent

Viborg Kommune
Ansøgningsfrist: 05.01

Politiken søger EU-korrespondent

Politiken
Ansøgningsfrist: 20.12

Pressesekretær til Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriet
Ansøgningsfrist: 10.01

Journalist TIL BORNHOLMS TIDENDE

Bornholms Tidende
Ansøgningsfrist: 15.01

Kommunikationsdirektør til Diabetesforeningen

Diabetesforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Leder af kommunikation DTU Byg

DTU
Ansøgningsfrist: 20.12

Tovholder på bibliotekets kommunikation

Herlev Bibliotek
Ansøgningsfrist: 05.01

BO BEDRE søger digital journalist

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 03.01

Videojournalist

Folkekirken.dk
Ansøgningsfrist: 21.12

Head of Social

Landbrug & Fødevarer
Ansøgningsfrist: 18.12

Stærke nyhedsjournalister til TV 2/Bornholm

TV 2/Bornholm
Ansøgningsfrist: 19.12