Praktikant opsagt på Døvefilm: "Det kom jo ud af det blå"

Journalistpraktikant Julie Schou Nielsen risikerer at stå uden praktikplads, efter at Døvefilm har opsagt samtlige medarbejdere. Nu søger hun praktikplads forfra. ”Det er en rigtig uheldig situation, og jeg føler mig meget stresset"
  • Ann Celina Troelsen
12.10.2017 · 08:58

Journalistpraktikant Julie Schou Nielsen aner ikke, hvor hun arbejder efter nytår. Hendes praktikplads Døvefilm har opsagt hende per 15. december 2017. Måske står hun uden praktikplads derefter, måske er hun i praktik et andet sted – og måske fortsætter hun på Døvefilm.

”Det er en rigtig uheldig situation, og jeg føler mig meget stresset. Det er svært som praktikant. Jeg vil jo gerne lære og være en god praktikant, men jeg bruger en masse tid på at forholde mig til, at jeg måske skal væk om lidt,” siger Julie Schou Nielsen til Journalisten.

Døvefilm har i årevis fået det meste af sin finansiering ved en bevilling på finansloven. I 2017 fik Døvefilm 7,2 mio. kr. Men i finanslovsforslaget 2018 har regeringen streget Døvefilm. Bestyrelsen frygter, at man allerede i januar står med et kæmpe hul i budgettet. Derfor har ledelsen opsagt samtlige 22 medarbejdere i slut september.

En af de opsagte er Julie Schou Nielsen.

”Det kom jo ud af det blå. Derfor var det også svært at forholde sig til. Jeg havde endelig fået en praktikplads, og det er svært nok i sig selv. Nu er jeg så opsagt og skal i gang med det ræs igen,” siger hun.

Søger praktik forfra

Hvis Døvefilm alligevel får sin bevilling i forhandlingerne om finansloven, tilbyder ledelsen at annullere opsigelserne. Tre partier, som tilsammen har flertal – Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten – har til Journalisten sagt, at de ikke ønsker at skære bevillingen. Men de understreger, at det er umuligt at love noget. Og finansloven forventes først forhandlet på plads i løbet af november.

Den 8. november er der Store Match Dag, hvor praktikstederne ansætter praktikanter. Derfor ser Julie Schou Nielsen sig nødsaget til at søge andre praktiksteder – i tilfælde af, at Døvefilm lukker.

Hvis hun skifter praktikplads, vil de 4,5 måned, hun ender med at have haft på Døvefilm, ikke tælle som godkendt praktik, har Julie Schou Nielsens studiested, SDU, oplyst. Et godkendt praktikforløb skal vare mindst seks måneder.

Derfor går hun ud og søger 12 måneders praktikophold forfra. 

Jeg har lært en masse, og jeg har produceret indslag, som jeg skulle, men min hjerne har været et andet sted en stor del af tiden.
Julie Schou Nielsen, praktikant på Døvefilm

"Min hjerne har været et andet sted"

Ifølge Julie Schou Nielsen har det fyldt meget i praktiktiden hos Døvefilm, at arbejdspladsen måske lukker, og at alle er opsagt.

”Når en arbejdsplads står i sådan en situation, så er der selvfølgelig en masse møder, og medarbejderne er lidt ved siden af sig selv. Jeg har lært en masse, og jeg har produceret indslag, som jeg skulle, men min hjerne har været et andet sted en stor del af tiden,” fortæller hun.

Hvis Julie Schou Nielsen ikke får en anden praktikplads den 8. november, kan der ske to ting: Hvis Døvefilm fortsætter, så fortsætter hun praktikforløbet, som i alt er normeret til 12 måneder. Hvis Døvefilm lukker, står hun uden praktikplads. Hun vil så være nødt til at vente til næste praktikrunde og prøve igen i 2018.

Uanset hvordan det ender, glæder Julie Schou Nielsen sig til at få afklaring.

”Lige nu håber jeg bare, at der hurtigst muligt kommer klarhed i mit liv. Det har været meget kaotisk siden foråret, og jeg er lige flyttet til København, så jeg har bare brug for klarhed.”

Julie Schou Nielsen ser dog også en positiv side ved forløbet. Uanset hvad har hun haft et lærerigt forløb hos Døvefilm.

”Jeg får en masse god erfaring og har allerede lært en masse, som jeg forhåbentlig kan drage nytte af, når jeg skal søge praktik igen,” siger hun.

Minister: Kan laves uden statsstøtte

Det er social- og børneminister Mai Mercado (K), der har udpeget Døvefilm som et område, regeringen kan spare på. Ministeriet har tidligere forklaret beslutningen for Altinget:

"Da Døvefilm blev sat i verden i 60’erne, kunne man reelt ikke producere tv uden et stort og dyrt produktionsapparat. Sådan er det ikke i dag, hvor man godt kan lave indhold uden statsstøtte. Og så skal man også huske, at DR stadig har service-forpligtelser på dette område, så tegnsprogstolket materiale vil derfor stadig kunne findes på sendefladen," skrev Mai Mercado til Altinget.

Kommentar

14/10/2017 - 15:43

Ann Celina Troelsen

Ja det er en stressende situation for os alle i huset. Som FTP elev hos Døvefilm føler jeg mig også hårdt ramt. Både personligt men i den grad også fagligt. Det kunne ikke ramme dårligere i forhold til min uddannelse... Jeg håber vi kommer tilbage på finansloven så vi kan fortsætte som før, hvis ikke, skal jeg også igang med at søge ny elev plads for min rest tid

15/10/2017 - 16:56

Kim Sørensen

Ann

Jeg håber I får løst problemet. Men kan du ikke svare mig på, hvorfor det er så vigtigt, at have Døvefilm på Finansloven? Hvis vi kan lære noget af denne sag er det så ikke primært, at det er ekstremt uhensigtsmæssigt med en finansieringsmodel, som Folketinget i princippet har pligt til at udfordre hvert eneste år?

Ville det ikke give meget mere mening og sikre stabilitet for såvel ansatte som brugere, hvis man i stedet finansierede produktionen via medieaftalen eller mediestøtten?

Jeg er selvfølgelig bare en udannet proletar, der ikke har forstand på den slags og så er det ikke fordi vi skal tærske langhalm på alle mulige enkeltsager. Men når DR, relativt nonchalant, kan brænde store beløb af på mere eller mindre suspekte konsulentstillinger, hestetransport og dækning af den kreative klasses hyggekomsammen på Bornholm. Hvorfor skulle de så ikke også kunne magte en så åbenlys public service-opgave som Døvefilms produktion?

Seneste jobopslag

Kommunikationsproducent

Statens Museum for Kunst
Ansøgningsfrist: 06.11

Nyhedsjournalist til DR Syd i Esbjerg

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Kommunikationschef søges til Københavns Politi

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 01.11

Pressekonsulent til Dansk Arbejdsgiverforening

DA - DANSK ARBEJDSGIVERFORENING
Ansøgningsfrist: 12.11

Danmarks dybdeborende erhvervsmedie udvider

InsideBusiness
Ansøgningsfrist: 30.10

Kunde- og kommunikationschef til Landbrugsstyrelsen

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 08.11

Digital redaktionsleder til DR Aarhus

DR
Ansøgningsfrist: 13.11

Kommunikationskonsulent

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 13.11

Reporter og digi til DR Syd

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Allround Communicator

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 05.11

Jysk Fynske Medier søger en printredigerende

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 23.10

Journalist eller kommunikationsmedarbejder

DTU
Ansøgningsfrist: 27.10

Lokalredaktør på Langeland

Fyns Amts Avis
Ansøgningsfrist: 23.10

Kommunikatør med skarp pen og strategisk tæft til Nationalt Genom Center

Sundheds- og Ældreministeriet
Ansøgningsfrist: 30.10

Nyhedsredaktør til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

DIGITAL COMMUNICATOR

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 26.10

Journalist til Dagens Byggeri

FBG Medier
Ansøgningsfrist: 24.10