Orgasmen på side 176
Tilhører du segmentet af mennesker, der svarer "top dollar nice", når nogen spørger dig, hvordan du har det? Nå, ikke? Det gør jeg heller ikke, og derfor er jeg måske heller ikke den rette til at anmelde Spacemermaid alias Charlotte Heje Haases weblog-samling, nu udgivet som romanen "1001 tårs tøsetanker" af Politikens Forlag.
Til gengæld rammer bogen mig som kernefamiliemor som Thors hammer fra en skyfri himmel. Det gør ondt. Meget ondt. For Spacemermaid kommer fra en kernefamilie og vil gerne have sin egen kernefamilie. Og jeg må tilstå: Hvis det er det, der kommer ud af kernefamilier, så vil jeg gerne skilles. NU. Så har min datter måske stadig en chance for at finde ind til sin egen sande sjæl i stedet for at jage rundt efter et eller andet uopnåeligt, ikke eksisterende ideal af småborgerlig kernefamilieidyl. Som Spacemermaid.
Der er to helt grundlæggende problemer med bogen. Genren og hovedpersonen.
En weblog er et interaktivt aktuelt medie, der består af en skribent og en masse kommentatorer. Alt det uden om skribenten er væk i denne weblog-roman. Der er kun Spacemermaid og hendes dagbog. Og den dagbog bliver hurtig kedelig. Der sker ikke rigtig nogen udvikling, der er ingen større pointer, ingen rød tråd, bare en masse - godt nok super velskrevne - små historier fra Spacemermaids dagligdag. Jeg har af og til læst Spacemermaids indlæg i Urban, og jeg synes, at de var både dejligt hudløse og sjove.
Netop webloggen som genre gør, at skribenten kan skabe en særlig udgave af sig selv, der ekskluderer nogle karaktertræk og booster nogle andre. Man får nogle små glimt af et menneske, men aldrig det hele. Så der er jo meget mere - og forhåbentlig noget helt andet - i Charlotte Heje Haase end i Spacemermaid. Og det er derfor, en weblog må forblive en weblog, og ikke samles til en bog, der foregiver, at den beskriver en virkelighed.
Som roman bliver webloggen nærmest en grusom parodi på sig selv.
Det bliver hovedpersonen også. Når jeg læser om hende, bliver jeg kun ked af det.
Hun er beskrevet (af sig selv?) som denne her frussede, g-strengstrussede, supersmukke pige, der bare famler rundt uden andre mål end sit forfatterskab og den eneste ene, uden noget som helst andet i hovedet end sig selv. Hun har tilsyneladende intet selvværd, undtagen når mænd siger, at hun er pæn, og hun afslører heller ingen grundlæggende livsværdier. Hvis hun har nogen, ligger de langt udenfor bogens ramme.
Hvor mange Nynner er der egentlig plads til i Danmark? Jeg kender ikke nogen hele Nynner. Jeg kender kun kvarte Nynner eller måske næsten halve Nynner. Men her er så endnu en hel castet Nynne - verden er tilsyneladende fuld af den slags totalt overfladiske, navlepillende piger - en i sandhed hæslig repræsentation af kvindekønnets evner som fuldt livsdueligt socialt individ.
Lavpunktet er, da Spacemermaid efter 176 siders diverse seksuelle aktiviteter skriver, at nu fik hun endelig en orgasme med en mand. Altså ikke nok med at de mænd, hun har lagt sig med på de foregående 176 sider ikke kan bruges til noget som helst følelsesmæssigt, hun får heller ikke noget ud af det seksuelt.
Det er så trist en kvindeskæbne, at jeg må spørge mig selv, om hun er lige så skrupforvirret over, hvad hun får ud af at komme i bogform. Er det dejligt i sig selv, eller er det bare noget, hun gør i jagten på noget helt, helt andet?
»Spacemermaid - 1001 tårs tøsetanker. En weblog«, Charlotte Heje Haase, Politiken, 196 sider, 199 kroner.
Del artiklen med dine venner på Facebook
Lille spejl?
Hvor kan kvinder dog karaktermyrde hinanden på den mest hvidsnittende facon.
Lene Rimestad...jeg kan ikke mindes nogensinde at have fået så sur rønnebærsaft i øjnene som her.
Din anmeldelse er så selvmorderisk projicerende, at modoverføringen må få væggene i dit boudouir til at slå revner.
Spacemermaid er ikke nogen Nynne...for Nynne er fiktion.
Charlotte har modet til at skrive om kiksede sider af sig selv, og hun bruger sit skrivetalent til at debutere på den måde - fordi hun fik tilbudet fra et forlag.
Hvis man kan blive rig og berømt på det, så er man smart.
Vi andre er nødt til at nøjes med at faldbyde de sider, vi synes at vi kan være bekendt at præsentere for verdenen.
Det er da også pokkers at hun, oven i at nogen gider betale hende for at beskrive sine fejl og mangler, har en masse gode sider i baghånden.
Det er jeg meget, meget jaloux på hende over.
Faktisk.
Og du, Lene?
Indlæg slettet
Jeg har slettet to indlæg fra "Asteroide" og "Rikke".
Vi sletter altid anonyme indlæg på Journalisten.dk så husk både fornavn og efternavn.
usaglighed er en dyd? måske anmelderens værdi i mangel på samme!
problemet her er, at anmelderen er meget usaglig. Hun indrømmer straks at hun ikke bryder sig om genren - men hvorfor så anmelde sådan en bog? Hvis man er forudindtaget, så kommer der jo aldrig noget godt ud af det.
Anmelderen forsøger selv at skinne igennem som en kernefamilie-mor, måske dækker det bare over hendes usikkerhed, og de problemer som ALLE har - men som hun ikke vil være ved, og derfor klandrer hun dig for at have skrevet om tanker og følelser vi ALLE har!
Forudindtaget - bare en lille smule.
Om jeg fatter, at du Lene gider anmelde en bog, som du allerede fra start af ved, du ikke vil kunne lide.
Det er fint, at du er mor i en kernefamilie og lige tolker Spacemermaids person som en mulig personlighed for din kommende datter, men hvor er det lavt, at du lægger samtlige af Spacemermaids svage sider på display og glemmer at nævne de stærke samtidig. Jeg troede, at en journalist skulle kunne se nuancerne og ikke kun hvidt og sort.
At læse denne anmeldelse var at læse en anmelder pudse glorien. For du har da aldrig været impulsiv, gået galt i byen, været kikset eller misforstået, vel? Du har aldrig drukket dig fuld, hoppet på en lækker fyr eller været hysterisk uden grund, vel?
Spacemermaid forstår du måske ikke, men der er rigtig mange af os derude, der kan relatere til hende. Når du dømmer hende som værende flyvsk, uden fremtidsmål og med en grim livsstil, så dømmer du samtidig en masse andre. Måske vi ikke alle er som Spacemermaid, men rigtig mange kan genkende sider af os i hende.
Og os vælger du så lige at tolke som noget, der er lavere end lavt. Har du overhovedet læst bogen og ikke et udkast. Jeg er begyndt at tvivle!
Svar
Tak for kommentarerne. Det er dejligt!
Jo, jeg har sørme læst bogen, og ja, jeg kan faktisk godt lide genren. Det fremgår også af teksten. Jeg tilhører bare ikke grupppen af mennesker, der siger "top dollar nice". Og betyder det så, at jeg ikke kan lide genren som sådan? Det er vist en overfortolkning, for de to ting hænger da ikke 100 procent sammen.
Journalisten bad mig anmelde bogen, og det har jeg gjort. Man kan diskutere, om jeg er den rette til det eller ej. Jeg havde selv min tvivl undervejs, det indrømmer jeg gerne. Jeg er ivrig læser af adskillige blogs, både personlige, faglige og politiske, og jeg er også ivrig læser af skønlitteratur og faglitteratur. Men jeg bryder mig ikke om at anmelde skønlitteratur, fordi skønlitteratur handler om følelser, og dem kan man ikke vurdere på andres vegne. Folk skal efter min mening selv vælge, hvilken skønlitteratur de vil læse. Mens faglitteratur godt kan vurderes, hvis man er inde i et stofområde. Derfor er jeg også ked af, hvis jeg er for skrap i min anmeldelse. Men jeg blev - oprigtigt talt - skide sur over, at forlaget tillader sig at vride en roman ud af en blog på den forsimplende måde.
Jeg mener nemlig til gengæld godt, at jeg kan vurdere, hvad der er sket med genren, bloggen, i den transformation, forlaget har udsat den for. Det, jeg ikke bryder mig om her, er, at man flytter en genre fra et medie til et andet uden at overveje konsekvenserne af det. Alle facetter går tabt undervejs. En roman er ikke en blog, og en blog er ikke en roman. En blog bliver ikke til en roman ved, at man skovler det ned i nogle kapitler og sætter en overskrift på.
Læser man Spacemermaids indlæg et af gangen, så er de ofte både sjove og søde, som jeg også skriver i min anmeldelse, hvis man gider læse den.
Men når de ligger som en lang trummerum, går det sjove og søde fuldstændigt tabt. Det bliver en lang kedelig monolog uden den interaktive dialog og uden den tidsmæssige spænding, der ellers er det gode ved blogs. Et glimt af et liv bliver til en dræbende gang gentagelse. Rammen flytter sig, men indholdet forbliver det samme. Man læser jo ikke en blog, som man læser en roman. Ved at gøre bloggen til en roman smadrer man formatet og figuren. Hvorfor gør forlaget det mod bloggeren og mod genren?
Jeg har en del unge og ældre singler i mit netværk - who doesn't - og jeg forbliver undrende over for, at Spacemermaids romanfigur ifølge ovenstående indlæg kan få en form for rollemodel-status i den gruppe. De her handler ikke om kernefamilie kontra singlekultur. Det handler om, hvad et medie kan bruges til, og hvad det ikke kan bruges til. De fleste singler, jeg kender, får deres behov dækket på en sund måde. De har også idealistiske eller personlige værdier. Det har Spacemermaid helt sikkert også. Det fremgår bare ikke af bogen, og det er synd for både hende og for bogen.
Til Bent Otto Hansen især: Jeg tror ikke på, at Spacemermaid er hudløst ærlig - hverken i romanen eller i sin blog. Jeg tror, at hun har indgået en "dobbeltkontrakt". At hun udstiller sig som en person i bogen/på bloggen, hun vælger selv, hvem hun vil være der, men i virkeligheden er hun en helt anden. Og at alle, der spejler sig i hende, tager grusomt fejl, hvis de tror, at Spacemermaid også findes i virkeligheden. Hun er en fiktiv blogfigur. Men en hel masse stakler tror på hende. Og tror på, at unge singlekvinder er som hun. Det er faktisk ikke sjovt. Det er ganske forfærdeligt. Det er især mænd, der begejstres over Spacemermaid som repræsentant for virkeligheden, og det kan jeg da godt forstå. Hun har jo brug for en mand, for hun kan ikke leve uden en mands konstante bekræftelse på sin skønhed og sin eksistensberettigelse. Det er ikke en egenskab, jeg kender fra singler i øvrigt.
Til dem, der tror på at Spacemermaid findes i virkelighed, vil jeg bare sige: Læs bogen om nogle år, når I har glemt den figur, som I kender fra BLOGGEN. Så vil I tydeligt kunne se, hvor endimensionel og falsk figuren er i bogen, og hvor meget der mangler for at få det hele menneske frem.
Med venlig hilsen
Lene Rimestad
Ahhh, nu forstår jeg!
Jeg skal bare vente nogle år, så vil jeg forstå hvor dum jeg er lige nu....tak, Lene.
Hvis der er noget Spachlotte er, så er det ærlig.
Det turde hun være fordi hun var anonym på bloggen.
At hun så tør stå frem med navns nævnelse ifm bogens udgivelse er hendes pædagogiske mesterstykke i forhold til dem, der spejler sig i hende.
Jeg siger jo netop at hun er så meget mere end livsfumlingen i bogen. Ærligheden er hendes fineste karaktertræk.
Ja, hun er en 'spademermaid' ind i mellem, og det er derfor hun virker så dejligt menneskelig.
Jeg er helt uenig i, at bloggen ikke tåler overføringen til bogform...jeg nød netop at læse forløbet i det format, i stedet for at skulle sidde og misse med øjnene på blinkeskærmen.
Sort/hvid, hudløst ærlig/spacemermaid??
Kære Lene
Tak for anmeldelsen, som jeg i lighed med andre fandt en kende fjendtlig overfor genren. Og jeg synes, at dit uddybende »svar« faktisk udgjorde en bedre anmeldelse end den oprindelige.
Jeg har læst spacemermaids bog. Og jeg synes, det er et kig ind i en persons verden, som jeg ikke ofte støder på. Det er ærligt. Og hårdtslående trist i forhold til de problemer, der skildres – her peger du især på forhold og afhængighed af mænds accept og ros.
Min største anke er, at du nu fremstiller det som om en stor del af læserne (en masse stakler, mig selv indbefattet) tror på, at »Spacemermaid« eksisterer i virkeligheden. Well, det tror jeg så på – men ikke i din enøje-optik. For jeg tror, at figuren er en del af en hel person, som jeg så får lov til at følge. Verden og personer i den – herunder personers fremstilling af dem selv – er jo ikke sort/hvid, hudløst ærlig/dobbeltkontrakt, falsk/sand. Du nævner, at blogs giver et glimt af en person, men du afkræfter også, at det er en mulighed i Spacemermaids tilfælde.
Du påpeger envidere at netop den form for problematisk forhold til mænd, som findes i denne bog, ikke kendes fra dit single-venne-univers. Men det kunne næsten ikke være mere ligegyldigt. For det betyder vel ikke, at den slags problemer ikke eksisterer? Jeg kender ingen spedalske, men erkender dog, at der findes mennesker, der er ramt heraf.
At du omgiver dig med kvinder, der er velfungerende (i følge din anmeldelse i højere grad end Spacemermaid på det seksuelle omrde, hvad angår selvværd og med hensyn til målsætninger i livet) så er det da dejligt. Men det kunne måske være en sjov øvelse for dig at acceptere diversiteten indenfor kvindekønnet. Det gør jo ikke per automatik Spacemermaidens dårligdomme attråværdige eller bloggeren til rollemodel, som du ellers fremfører.
Dine overvejelser over genren er interessante. Jeg er enig med dig, og synes især, at den manglende dialog mellem blogger og læsere er et stort savn... og næppe noget, der lader sig medskrive i en bog. Så dskussionen af at overføre blogs til blooks er helt på sin plads og kunne sagtens have opaget mere plads.
Men den indholdsmæssige bedømmelse i din anmeldelse virker forudindtaget og ikke seriøs. Selvom genren forekommer at være i den lette ende af lix-talsmåler og akademisk højpandethed, så bør anmeldelsen ihvertfald være i midterfeltet. Ihvertfald læser jeg din anmeldelse som havende mere fokus på sjove formuleringer end på en reel åben stillingtagen til indholdet.
Mvh.
Linda
Fra blog til bog
Tak for kommentarerne.
Til Bent Otto:
Nej, det hjælper nok ikke noget at vente et par år for dit vedkommende:-) Mænd på en vis alder bliver simpelthen ikke klogere, deres hjerne udvikler sig ikke mere. Det har jeg lige læst en bog, "Hvorfor mænd intet husker, og kvinder intet glemmer", om. Skrevet af en amerikansk professor, og hun er virkelig klog:-)
Forklar mig så, hvad Spachlotte er? Det lyder som noget fra Hjemmeværnet eller en sydtysk pølseret. Men det er det nok ikke.
Mht. ærlighed - det vender jeg tilbage til længere nede i mit indlæg, hvis jeg husker det :-)
Om personen i bogen vil jeg ikke skrive mere som sådan. For jeg kan se, at nogle betragter hende som et ægte levende væsen, og derfor kan jeg ikke tillade mig at tage stilling til hende. Det svarer til, at jeg sviner nogens ven til offentligt eller siger noget grimt om Muhammed til en stærkt troende muslim, og hvad fanden får jeg lige ud af det? Jeg vil gerne pointere, at jeg opfatter figuren som fiktion, og når jeg skriver om hende, betragter jeg det som at skrive om en fiktiv figur, ikke en levende.
Til Linda
Du har nogle gode pointer. Nej, jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at denne type singlepiger findes, fordi jeg ikke kender nogen. Derfor vil jeg heller ikke skrive mere om hende som jeg skriver oven for. Jeg ved slet ikke nok, og for nogen er hun real.
Tilbage til genren:
Mht. til det tidsmæssige aspekt:
Når jeg læser en blog, der f.eks. skrives efter med en weekends oplevelser, så ved jeg godt, at der mandag kommer en ny dag med arbejde, indkøb, fritidsaktiviteter, venner, familie. Noget andet end arbejde. Så må jeg vente en uge, før jeg kanlæse den næste blog om den næste weekends udskejelser. Det er en passende ventetid. Der sker en masse ind i mellem, også for mig.
Når jeg læser en bog, læser jeg den ud i en køre. Når bogen så næsten kun handler om weekenderne, festerne, drukturene, brysterne, tøjet etc, så bliver det monotont, og jeg standser ikke op efter hver kapitel for at overveje, hvad figuren i bogen tænker/gør indimellem. Det lægger denne bog heller ikke op til, at man skal. Der sker kun det, jeg kan læse på siderne.
Når en roman er dagbogsagtig, og det findes der masser af glimrende eksempler på, så arbejder forfatteren som tit med at gøre tiden til en rød tråd. Der sker en eller anden form for udvikling. Der er højdepunkter eller lavpunkter i romanens forløb. Der sker et eller andet for hovedpersonen, bipersonerne eller måske endda for læserne. Noget falder på plads elelr falder fra hinanden.
Det sker ikke i en blog, når den hældes sammen. For der er jo et højdepunkt, en pointe, i hver lille blogenhed, men ikke i hele den bog, bloggene er blevet hældt sammen i. I hvert fald ikke i dette tilfælde.
Jeg synes, at forlaget har svigtet sin opgave her. Også fordi det, der er med, er meget ensartet. Sådan var den rigtige blog ikke, så vidt jeg husker. Der var også kommentarer til aktuelle begivenheden og den slags, var der ikke? Hvorfor vælger forlaget at køre en så snæver vinkel? Og hvad sker der med personen, når dele af bloguniverset fjernes. Bliver hun mere eller mindre "rigtig" eller "hel" i bogen?
Det handler også om ærlighed. Vi ændrer adfærd, når der er publikum på. Det uanset om vi optræder på et dansegulv i indre by, til familiemiddagen eller på en blog i space. Når der er publikum på, retter vi en del af vores opmærksomhed på dem, vi indretter vores måde at opføre os på efter dem, og vi henvender os til dem. Det er selvfølgelig ikke mindre ærligt, men det er en anden form for person, når man spejler sig i disse andre tilstedeværende. Ved at klippe de andre væk, som tilfældet er her, så fjerner man også grunden til, at figuren i bogen skriver, som hun gør. Det svarer til at sende "Scenen er din" med Bubber og optrædende, men uden publikum. Bubber står pludselig og snakker lige ud i luften. Så kommer han til at se frygtelig ensom og patetisk ud. Og temmelig sær. Det sker også for figuren i bogen. Hun skriver til nogen, der ikke længere er der. Det medvirker til at gøre figuren helt vildt mærkelig. Hun får jo aldrig svar på sine spørgsmål, og der er ingen til at give hende gode råd eller andre vinkler på det, hun fortæller. Hun er kun sig selv og det tomme rum. Men det er jo ikke sandt, vel?
Det var alt for nu. Jeg skal i gang med dagens arbejde.
Med venlig hilsen
Lene Rimestad
Du får det til at lyde forkert
Kære Lene,
Du får det til at lyde som om at Charlotte bevidst har opdigtet en figur ved navn Spacemermaid, og at sådan nogle mennesker ikke findes i virkeligheden... Jeg vælger at tro at Spacemermaid er et udpluk af Charlottes liv - et rigtig liv, for der findes faktisk folk der lever liv som Spacemermaids! Jeg vil tillade mig selv at være et eksempel herpå uden at komme ind på detaljer - tro det eller lad være. Der er jo meget mere til et menneske, end det man vælger at lukke op for via en blog. Jeg har altid kun blogget i mit eget navn, og dermed ikke fortalt om de ting der gør mig sårbar. Det har Charlotte alias Spacemarmaid gjort, og vi er mange der takker hende for at sætte ord på de ting vi andre tit har tænkt eller følt, som vi har ventileret ud af vores liv på andre måder (tak til de gode venner jeg har der altid tålmodigt har lyttet til mine historier).
Det' en ommer..
Hej Lene. Har med gru (og det er helt ærligt :)) læst dine indlæg vedrørende spacemermaids bog, og kan vel uden at ville provokere dig for meget konstatere at man sagtens kan være velformuleret uden at være specielt begavet - og det er ikke mermaid, jeg taler om.
Eller også er du bare grusomt unuanceret grænsende til det afstumpede i din facon. Det er din ret at være anderledes og have andre holdninger end den intellektuelt stagnerede masse af mænd på en vis alder, men jeg forstår ikke din hensigt endsige det fordømmende verdens- og livssyn du her giver udtryk for. At give den som cyberceaucescu bekommer ikke dig eller andre selvudråbte smagsdommere vel - også selv om der er tale om bestillingsarbejde.
Det er ikke særligt rummeligt eller i min verden begavet. (Din slet skjulte ironi overfor Bent og alle os andre på over adskillige somre, ser jeg bare bort fra foreløbig selv om jeg alligevel ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet - gad vide hvem der passer os resten af dette liv..)
Måske tager du dig selv og genren for alvorligt. Det her drejer sig om at opleve verden. Måske gennem en spacemermaids øjne, men vel essentielt igennem dine egne. Måske rammer romaniseringens udstilling af ensomheden noget i dig eller måske på et eller andet niveau noget i os alle. Er det ikke bare med til forøge smagsoplevelsen. Selvfølgelig ikke hvis man har bestilt en grillkylling og en svane dukker op.
Så er det for let at bøvse blyanten ud af mundvigen og brøle "Det' en ommer". Du burde være større end netop det.
Med Venlig Hilsen
Tommy.
Hmm..
Du er en svær nød at argumentere med Lene. Ikke så meget fordi du er hamrende intelligent og at din argumentation er vandtæt, men mere fordi hver gang du svarer en af dem der argumenterer for at din journalistiske åre trænger til en gevaldig saltvandsindsprøjtning, så svarer du ved at tale ned til vedkommende.
Det værste er at du gør det på en meget udansk måde. Du forsøger ikke at sætte dit fiktive lys under en skæppe, nej du er snarere stolt af din selvbestaltede piedestal, som undskyld mig, rokker lige lovligt faretruende.
Hvad er det lige der er galt med Spacemermaid?
Du mener ikke at andre singler i din omgangskreds opfører sig som hende... ja men måske du ikke kender alle singletyper her findes.
Du kalder Spacemermaids person en-dimensionel... er der ikke mere tale om at du holder skyklapper for dine egne øjne istedet for med nuanceret mine at tænke udenfor kassen?
Du mener at bogen kun handler om vilde weekender.. igen har du læst den?
Du mener at Politikens forlag har svigtet ved at udgive den blog som bog... Ja newsflash - nogle af os gratulerer Politikens forlag for modigt at turde være pioneer på et område. Især eftersom de har præsteret en så sårbar, rammende bog at mange kvinder i mange aldre åbenbart har haft gode oplevelser ud af at læse den.
Du er ikke målgruppen, det har du bevist, men burde du ikke som journalist være glad for at skønlitteraturen breder sig over nye områder istedet for som et forkælet barn at stå stampende for at fastholde status quo? Blogcity er en ny verden - hvorfor i alverden må den ikke udbredes?
Hvorfor du er blevet uddelegeret at skrive en anmeldelse om Spacemermaid må stå hen i det uvisse... men jeg håber seriøøst at Spacemermaids øvrige udgivelser kommer til at lande i skødet på en person der ikke er faststivnet i 1990'ernes elektronikforskrækkelse.
Hun er klog, hun er køn -
Hun er klog, hun er køn - ergo må hun kanøfles. I guder hvor er det trist, er man uenig med dig er man dum, og er man en dum mand bliver man aldrig klogere...det kan man kalde en-dimensinel opfattelse af sine medmennesker.
Vent et par år, og læs din anmeldelse evt sammen med bloggen, og jeg tror du vil se hvor du du har været lige nu.
Personligt synes jeg Nynne er totalt latterligt, men når der er kød og blod bag, er historien god og levende - jeg ejer nemlig fantasi nok til at få hovedpersonen til at stå frem som en hel person. Held og lykke med dine fremtidig anmeldelser min ven
Begge arme i vejret
Jeg raster min kasse - og henviser i øvrigt til min anmeldelse af Spachlottes (en nærmest gordisk vanskelig sammentrækning af ordene Space + Charlotte) bog:
http://www.sentura.dk/blogroman_anmeldelse.html
Vi ses om nogle år, oh kloge freelancekvinde...husk at tale l-a-n-g-s-o-m-t til mig, ikk? ;-)
Jeg griner...
... Når jeg læser dine svar, Lene, for sjældent har jeg set folk svare så meget i vest, når der bliver spugt i øst. Og ikke nok med det. Hvad med at feje for egen dør først, mht. ensidigheden?
Muligvis er Charlottes blog/roman ikke udtømmende omkring hendes person, muligvis kommer hun derfor til at fremstå fiktiv, muligvis er det en torn i øjet på dig. Men hvilke andre romaner udtømmer en personlghed, hvornår ved du nok til at bekræfte, at personen ikke er fiktiv?
For nu at blive helt Kjærstadsk, så vil jeg spørge dig, hvilke historier, der holder sammen på et liv, hvilke historier, der er de vigtigste i et liv, og hvad der gør, at du ikke stoler på, at Charlotte nok selv bedst ved, hvilke historier, der skal med i blogromanen?
Det er hendes liv, og hun ved sansynligvis bedst, hvilke historier, der betegner hende bedst.
Noget helt andet er, at det godt kan være, at du ikke synes, det her er en kamp mellem kernefamilierne og singlerne, men hvordan kan du tillade dig at fordømme Charlottes livsstil på den måde?
Og hvordan kan du føle, at du kan tillade dig at gøre grin med, at Charlotte føler sig afhængig af en mand? Det er jo nok ikke et enkeltstående tilfælde, vil jeg skyde på, og hvad er der galt med at knytte sig til et andet menneske? Du slår et mislykket slag for rødstrømperne, mislykket fordi der intetsted nævnes, at Manden/mændene i Charlottes liv ikke har det på samme måde. Det er så yndigt at fø-ø-ølges ad, især hvis man elsker hinanden nok til at gøre sig afhængige af hinanden.
Det kan godt være, jeg virker bitter i mit indlæg, men det er vel bedre end at virke arrogant over for folk, som kommer med kommentarer.
Man kan sagtens være uvenner med alle
Hurraaa, en masse rasende mennesker. Man kan ikke være venner med alle bliver straks muteret til mit yndlingsmotto, jeg desværre ikke har opfundet, men har stjålet fra en anden journalist: "Man kan sagtens være uvenner med alle." Journalistens hjemmeside er blevet levende som aldrig før. TAK!
Jeg ville gerne raste min kasse også, som Bent Otto så smukt udtrykker det. Men det gør jeg ikke, for jeg synes, at diskussionen fortjener en fortsættelse, fordi der er så mange meninger.
Jeg vil som sagt gerne diskutere genren. Det at man flytter noget tekst fra et univers ind i et andet, og hvad det så gør for personerne og tekstens bæredygtighed i det hele taget. Det er der ikke nogen, der vil diskutere her (eller hvad???), men til gengæld bliver min autoritet som kvinde, mor og især som anmelder af skønlitterære værker totalt og aldeles undermineret. Jeg drømmer ikke om at blive anmelder af skønlitterære værker. Jeg vil meget hellere redde det fantastiske lokale børnekulturhus Sokkelundlille, som kommunalpolitikerne i Københavns Kommune vil lukke sammen med en hel masse andre gode steder i byen. Det har jeg faktisk brugt det meste af min dag på. (Og det her skriver jeg selvfølgelig KUN, fordi jeg gerne vil fremstå som et engageret, kulturelt menneske og ikke som en gammel arrogant rødstrømpe HEHEHE:-) Men i virkeligheden er jeg OGSÅ en gammel arrogant rødstrømpe, and I love every minute of it.)
Jeg ved godt, at min anmeldelse er arrogant og provokerende ud over det sædvanlige. Og at jeg er frygtelig gammeldags, ja nærmest rynket og mølædt, i forhold til Spacemermaid. Sådan er jeg. Jeg glemmer heller ikke, hvor jeg har stillet min cykel i min seneste brandert.
Jeg vil ikke og kan ikke diskutere Spacemermaid som repræsentant for kvindekønnet, for jeg er tydeligvis ikke den rette til det job. Det klarer deltagerne i debatten meget, meget bedre på enhver måde. Jeg synes heller ikke, at Journalistens hjemmeside nødvendigvis skal være det mest hede kønspolitiske debatforum i Danmark. Lad os diskutere GENREN her.
Det helt store problem i denne debat er, at de fleste kommentatorer her tilsyneladende mener, at vi diskuterer et levende væsen, mens jeg mener, at vi diskuterer en fiktiv figur. Hvorfor er det sådan? Jeg vil gerne bruge tid på at læse bogen igen og finde nogle teksteksempler, så jeg kan være lidt mere konkret på det her punkt. Det gør jeg, så snart jeg har tid til det.
Hvis vi diskuterer et levende væsen, ville jeg selvfølgelig ikke skrive, sådan som jeg gør. Men eftersom det handler om en romanfigur, mener jeg godt, at jeg kan. Men lige netop der er vi jo helt uenige. Alt hvad Spacemermaid skriver, er sandt? Hun er præcis sådan, som hun skriver, at hun er?
Min pointe er, at denne forvirring er forårsaget af genre-skiftet. Men det er der ingen, der vil diskutere? Hvorfor?
Med venlig hilsen
Lene Rimestad
"Hun er præcis sådan, som hun skriver, at hun er?"
Ja.
Er hun præcs som hun siger hun er?
Kort og godt ja.
Fiktion eller fakta?
Jamen, så lad os tale om genren:
Jeg er enig med Lene Rimestad i, at det ikke nødvendigvis er en god ide at overføre blogindlæg til en bog, for det der er spændende ved blogs er jo netop det interaktive. Jeg nyder at læse Spacermermaids blog, men har ikke tænkt mig at læse bogen (og da jeg ikke har læst bogen kan jeg selvfølgelig ikke diskutere dens kvaliteter)
Men er det egentlig specielt interessant om Spacermermaids er en virkelig person, en fiktiv person, udsnit af en virkelig person? Er det interessant om Knud Romer blev drillet af de andre børn i Nykøbing F eller ej? Er det interessant om Nykøbing M er Jante? Efter min mening: nej. Det kan det selvfølgelig være, hvis man ønsker at lave en biografisk læsning, men som jeg ser det, bør et litterært værk kunne stå for sig selv UDEN den biografiske tolkning. Hvilket vil sige, at det er totalt ligegyldigt, om Romer blev mobbet i skolen (det er måske ikke ligegyldigt for hans skolekammerater, men for alle os andre), for uanset hvad sandheden er (og sandheden er jo i øvrigt en subjektiv ting, ikke mindst i den slags sager), for han har skrevet en fantastisk god historie.
Derfor finder jeg det personligt dybt uinteressant om Spacermermaid er en nøjagtig gengivelse af Charlotte. Det er jo ikke hendes person, det handler om, men hendes bog.
Enig...
Nanna Knudsen har helt ret i at det ikke er hendes person det handler om, når spacemermaid udgiver en bog. Det er om hvorvidt den holder som bog. Politikens forlag har da nok også tænkt om konceptet var holdbart før de smed penge ud efter bogen og de har kommet til enighed om at det var det.
Jeg ser ikke spacemermaids bog som en færdigudviklet opskrift på blog-til-bog, jeg tror der vil komme flere blogbøger og de vil udvikle genren, men man kan jo ikke forlange at man ikke har lov til at starte et sted. Selvom Spacemermaids bog måske ikke er en perfekt blogbog endnu, så holder den stadig i og med at den giver mening. For os der ikke forkrampet sidder med antologien over de skønlitterære genrer og skriger forvirret, fordi blogbog endnu ikke findes som opslagsord i den.
Man skal starte et sted og genren kan udvikles, men hvorfor skyde pioneeren?
jo-men-altså-lissom-ikk'?
@Nanna Knudsen: Hvordan i rumhavet vil du dog kunne vide hvor interessant det er om Spacemermaid
i bogen er en nøjagtig gengivelse af Charlotte når du ikke har læst bogen - men samtidigt slutter med
at det er bogen det handler om...og når uenigheden mellem Lene og mig går på om det gode ved
bogen netop er at titelpersonen står frem ved udgivelsen og siger "jeg er hende, der rumsterer
i bogen (og bloggen) under pseudonym"?
Hvis det er formen: blog-bliver-til-bog Lene harcelerer over - hvorledes kan du så få dig til at blande
dig uden at have set/læst bogen?
Va'?
Kunne du ikke lige...
.... være sød og svare på mine spøgsmål?
Når du nu så entutiastisk TAKKER for kommentarerne, så ville jeg da påskønne svar på bare et par stykker af dem. Men igen. Øst-vest, jeg har sagt det før.
jamen så
@ B.O Hansen:Jeg skriver som jeg gør, fordi jeg generelt om mere eller mindre alle bøger mener, at det må være ligegyldigt, hvem forfatteren er "i virkeligheden". Det har vel ikke nogen virkning på bogen?
Men måske tager jeg fejl, når det handler om en blook? Adskiller en blook sig så meget fra et skønlitterært værk, at det faktisk ER interessant, om forfatteren er 100 % identisk med sin hovedperson? Jeg bliver lidt i tvivl efter at have genlæst diskussionen ovenfor. Men vil der ikke altid være en vis iscenesættelse, når man skriver? Selv en dokumentarfilm er jo en iscenesættelse af virkeligheden, ligesom en blog vel er det?
Læg mærke til, at jeg netop undlader at kvalitetsvurdere bogen - det vil jeg selvfølgelig ikke drømme om at gøre uden at have læst den. Jeg synes bare, den fortjener at blive vurderet på andet end et strengt "er det nu også rigtigt rigtigt det der står"-kriterium.
Svar til Cecilie - især
Kære Cecilie
Jeg vil meget gerne svare på dine spørgsmål også, undskyld.
Jeg blev bare revet med af noget af det andet, og så går dine spørgsmål meget på indholdet i bpgen, og det forsøger jeg ihærdigt at komme uden om. Det er en anmeldelse af en bog, og det er min personlige mening, ikke andet.
Hvornår ved man, om en person er fiktiv? Jeg synes, at Spacemermaid er repræsenteret på en måde, der gør hende fiktiv. Der er en masse af hende, der ikke er med i bogen, noget der er udeladt. Når man så - som jeg gør - læser rigtigt om hende for første gang i bogen, så bliver billedet meget trist. I bloggen har hun flere facetter, plus at dialogen giver et mere nuanceret billede af hende, sådan som jeg husker det. Altså, når hun svarer andre, eller når andre kommer med forslag, råd og kommentarer fpr man flere nuancer etc.
Jeg fordømmer ikke hendes livsstil: Jeg fordømmer repræsentationen af hendes livsstil.
Og dit spørgsmål om mænd: Spacemermaid skriver selv, at hun ikke kan elske nogen, der synes, at hun er smuk. Hun kan simpelthen ikke tage dem alvorligt, for hun er jo ikke smuk (mener hun selv). Dermed er den onde cirkel sluttet. Hun kan ikke elske sig selv, uden at nogen fortæller hende, at hun er dejlig. Men hun kan heller ikke elske den mand, der synes, at hun er dejlig, fordi hun så ikke tror på ham længere. Hun er det jo ikke værd, synes hun.
Det er ikke gensidig afhængighed. Det er mangel på selvværd i dens tristeste potens. Og det er et selvværd, som ikke kan repareres af andre end hende selv. Hun bliver jo ikke elsket, når hun ikke vil/kan elskes. Og derfor må opskriften være at starte med at elske sig selv, eller hvad? I stedet for at lede efter den mand, der kan holde hende ud i strakt arm, som Elskeren, og dermed både elsker hende og ikke-elsker hende. Hun kan jo heller ikke leve med hans kærlighed, selv om hun har det godt med ham.
I stedet ender bogen med, at Spacemermaid priser sin bedste veninde. Men hende har vi ikke hørt ret meget om ellers i bogen. Ikke nær så meget som om de mænd, hun møder. Det giver en ubalance, for hvis veninden er så vigtig, som hun gøres til i slutningen, hvorfor er hun så ikke meget, meget mere på banen i de andre kapitler? Hvor er deres kærlighed og omsorg for hinanden henne?
Cecilie, har du læst både bog og blog? Jeg spørger ikke, fordi jeg vil genere dig, men fordi jeg er nysgerrig. Skriver Spacemermaid ikke også om aktuelle begivenheder, svarer hun ikke på andres kommentarer i sin blog? Jeg kan nemlig ikke huske andet end et par snip, som jeg har læst i avisen og en enkelt tråd for længe, længe siden. Men jeg kan ikke huske andet, end at det var vældig skarpt skrevet.
Et sidespring: Jeg hørte Genesis live i torsdags. Det var for mig en dyb, varm oplevelse. Jeg synes, at de spillede guddommeligt, og jeg gik glad derfra (og ud til p-pladsen, hvorefter vi ventede 1½ time på at komme ud derfra. Herning er bare ikke skabt til 35.000 koncertgæster). Koncerten har fået mega-dårlige anmeldelser. Men de anmeldere er ikke mig, og jeg er ikke dem. Jeg har stadig min oplevelse intakt, og jeg behøver ikke læne mig op ad deres sure opstød for at finde min mening om den aften. Det samme gælder min anmeldelse af denne bog. Det er kun min mening, og mit mål er ikke at overbevise resten af verden om, at jeg har ret. Min intention er udelukkende at skrive, hvad jeg synes om bogen.
Jeg er stadig i gang med at læse bogen igen, men jeg skal til mundtlig eksamen på fredag, og jeg vil være ordentligt forberedt. Derfor går der måske lidt tid, før jeg svarer igen.
Med venlig hilsen
Lene Rimestad
Bloggen på bogen
Nå, nu er her ellers så stille, at jeg tror, at alle er gået væk. Men jeg vil gerne levere den vare, som jeg har lovet. Nogle eksempler på, at jeg fornemmer, at der er en dialog på bloggen, som er blevet væk i bogen, og at tidsdimensionen går tabt når blog bliver til bog.
Det er generelt for bogen, at mange afsnit slutter med et spørgsmål. Men de forbliver ubesvarede.
13.11. 2004. "Behøver det virkelig at være sådan? Kan man ikke få det hele?"
15.05.2005 er en lang opremsning af liveksistentielle spørgsmål, blandt andet: "Hvordan undgår man de store op- og nedture? Hvornår slutter en bog? - Når den er skrevet, når den er læst, eller når den er glemt?"
Når spørgsmål - så alvorlige som disse - forbliver ubesvarede, giver det en fornemmelse af rungende ensomhed. Men realiteten er jo, at nogen helt sikkert svarer hende. Hendes blog er jo populær, blandt de mest læste. Hvorfor er svarene ikke med?
Et andet eksempel på, at bloggen læses af en "offentlighed", der ikke optræder på samme vis i bogen: 24.11.2004. "Hvis du er derude, dig, jeg tog fat i, da vi begge var nøgne, så håber jeg, du nu bedre forstår, hvorfor jeg søgte tilflugt hos dig." Hun er ikke her på mit værelse! Er hun?
Tidsdimensionen er også forsvundet i bogen.
Et eksempel på, hvordan forlæggeren ordner det, findes 07.02.2005: "Har ikke hørt fra Elsker siden lørdag." Og så videre. Så kommer der noget luft og tre prikker. Derefter "Nu har jeg fået mail." Problemet er, at jeg læser lige igennem det. Er der så gået et sekund, som når jeg læser det, eller er der gået flere timer?
Spacemermaid skaber sig en parallelidentitet i bogen. Og alle de andre identiteter, som hun møder via sin blog er helt væk. Gone. Forsvundet. Pist. Dermed får hun en anden identitet, end hvis de andre havde været til stede i bogen også.
Når man læser kommentarerne til min anmeldelse igennem, får jeg også tildelt en anden identitet. Jeg bliver kaldt arrogant, usaglig, udansk, forudindtaget, ubegavet og en hel masse andet. Er jeg så sådan? Hvem har retten til at bestemme, hvem jeg er? Ifølge flere kommentatorer er det Spacemermaid, der bestemmer, hvem hun er. Kan jeg så bare selv bestemme, hvem jeg er? Nej, sandheden ligger lige midt imellem hende og os, mig og jer. Hendes - og min - identitet bliver kun skabt og afprøvet i mødet med andre mennesker. Og bortset fra en lille række kerneværdier er min identitet forskellig, alt efter hvem jeg møder. Jeg taler ikke på samme måde til min mor som til mine kilder. Heldigvis. For dem begge.
En klog person sagde engang til mig: "Den mand, som du er sammen med, er kun lige så god, som han kan blive sammen med dig." Med andre ord: Hvis han var sammen med andre, ville han måske være bedre/dårligere. Det samme gælder Spacemermaid. Og hun bliver altså ikke bedre end det sammen med mig, heller ikke ved en genlæsning. Men jeg synes klart, at hun fortjener bedre, og jeg er sikker på, at hun ville være bedre, hvis man havde haft mere respekt for blog-mediet, da man overførte det til roman-form. I stedet lod man romanformatet være den dominerende genre i det tvangsægteskab.
Mit forslag ville være: Beholde kommentarer i det omfang, man kunne. Sørge for at give øget spredning som på bloggen, så det ikke kun var temaet "mandejagt-weekend-manglende selvværd", der udgjorde hele bogens fundament.
Og så i øvrigt sætte noget andet ind, når der var en væsentlig pause i bloggen, f.eks. en tegning eller noget andet opmuntrende og hurtigt genkendeligt.
Med venlig hilsen
Lene Rimestad
To tunger
I dit indlæg 'Bloggen på bogen' går du efter bolden, Lene.
I anmeldelsen gik du, synes jeg, efter "manden".
Jeg reagerede følelsesmæssigt på anmeldelsen.
Min kommentar til dit seneste indlæg kunne være 'Now you're talking!' :-)
Indsend kommentar