Om lidt uddeles Cavling-prisen. Hvem er det, der kan vinde?

En bog om den første danske rockerkrig, en artikelserie om svindel i Aarhus Kommune, en digital føljeton om en kærlighedshistorie på nettet samt en dokumentar om fejl og svigt i forbindelse med tre drenges død af meningitis. Så forskellige er de fire projekter, der dyster om årets Cavling-pris  
  • Tariq Mikkel Khan/Polfoto
05.01.2018 · 14:22

Klokken 15 i dag uddeles Cavling-prisen 2017 ved en prisoverrækkelse på Nationalmuseet i København.

I alt er fire journalistiske projekter nomineret til prisen. Men hvad er det nu lige, deres Cavling-værdige projekter handler om?

Det fortalte de nominerede selv om torsdag aften ved et arrangement arrangeret af Foreningen for Undersøgende Journalistik i JP/Politikens Hus i København.

Her kan du læse om projekterne og de nomineredes egne fortællinger om arbejdet med dem.

Morten Svith, Aarhus Stiftstidende: Afdækningen af sagen "Skandalechefen"

Morten Svith fra Aarhus Stiftstidende var første mand på scenen torsdag aften og startede sit oplæg med at takke for, at han var inviteret til København for at fortælle ”en Aarhus-historie”.

”For det er jo en sag, der har kørt mest i vores lokale medier,” som han tilføjede.

Sagen, han er nomineret for, handler kort fortalt om en chefs omfattende svindel og korruption i afdelingen Natur og Vej Service hos Aarhus Kommune. Den startede helt tilbage i september 2015, hvor Morten Svith fik et tip om nepotisme og svindel med skattekroner. Efter en del research søgte han aktindsigt i de forhold, hvor han vurderede, der var noget at komme efter. Det resulterede i stakkevis af dokumenter fra kommunen.

”Jeg gik til min chef og sagde: Jeg tror, jeg har en rigtig god historie. Men jeg har brug for tre uger til den. Det var en onsdag, og min chef svarede: Tror du, du kan have den klar til weekenden?” fortalte Morten Svith.

Som han også tidligere har fortalt til Journalisten, er afsløringerne blevet til trods vagtplaner og fyringsrunder på avisen. Faktisk lagde han på et tidspunkt historien helt på hylden i et halvt år, fordi den var ved at give ham stress.

”Vi har ikke nogen gravergruppe eller noget som helst. Vi er seks-otte mand til at dække Aarhus, og vi bliver jo ikke flere – det er vi i hvert fald ikke blevet de sidste 25 år,” konstaterede Morten Svith tørt torsdag aften.

Men han tog fat i sagen igen, da han hørte, at hans anmodninger om aktindsigt havde skabt en del ravage i kommunen. Og det resulterede i 2017 i en lang række artikler. Siden har konsekvenserne blandt andet været, at ’skandalechefen’ er bortvist og politianmeldt, og to af fire centerchefer er fyret.

Fra salen blev Morten Svith spurgt, om hans chef nu har skiftet holdning til research-tid. Han svarede:

”Min redaktør kan jo ikke ændre på virkeligheden. Men jo, der er kommet større forståelse for, at den slags tager tid. Det har jo givet respekt ude i byen og klap på skuldrene højere oppe i koncernen,” sagde han. 

Camilla Stockmann og Janus Køster Rasmussen: Bogen 'Bullshit'

Efter Morten Svith trådte Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen op på scenen. De er nomineret til Cavling-prisen for den dokumentariske bog ’Bullshit – fortællingen om en familie’ om Danmarks første rockerkrig mellem klubberne Hells Angels og Bullshit.

”Krigen foregik i 10 år, og historien om den er fortalt gentagne gange af vinderne. Af Hells Angels. Men tabernes historie, Bullshits historie, eksisterede ikke. Det totale fravær af den her modfortælling inspirerede os til at gå i gang med bogen,” fortalte Janus Køster-Rasmussen.

”I lang tid troede vi faktisk, den skulle hedde ’Tabernes Historie’. Det var vores arbejdstitel,” supplerede Camilla Stockmann.

De to journalister havde taget orlov fra deres faste job på henholdsvis Politiken og DR for at skrive bogen, som de sammenlagt har brugt cirka syv måneder – ”plus det løse” – på.

Bogen er blandt andet baseret på flere end 100 mundtlige interview med bandemedlemmer, familier, kammerater, politifolk og pædagogisk personale. Det viste sig at være svært at få kilderne i tale, selv om begivenhederne ligger mange år tilbage, fortalte Janus Køster-Rasmussen.

”Det var en lang proces, for det påvirker dem stadig meget,” sagde han.

Metoden blev at arbejde sig langsomt ind i miljøet udefra via bl.a. bandemedlemmernes kvinder og pædagogerne i den ungdomsklub på Amager, hvor klubben blev dannet. Men ud over de mundtlige kilder bygger bogen også på et skriftligt kildemateriale på omkring 10.000 sider, fremskaffet gennem aktindsigt fra Rigsarkivet.

”Det blev rygraden i vores bog. For folks hukommelse spiller dem tit et puds, når der er gået så mange år,” fortalte Janus Køster-Rasmussen.

I alt blev ni mennesker dræbt i bandekrigen – otte fra Bullshit og en fra Hells Angels.

”Drabene er motor for vores bog, men det er ikke volden, der er genstanden. Vi ville undersøge forråelsen. I virkeligheden det, vi i dag kalder radikalisering. Hvordan kunne det gå så galt, at de her unge drenge udviklede sig til hardcore kriminelle på så kort tid? Eller hvordan kan det så galt, kan man også spørge i nutid. For bandekonflikt er jo også noget, vi stadig kæmper med i dag,” sagde Camilla Stockmann. 

Sebastian Abrahamsen og Mathias Koch Stræde, Information: Serien "Forført"

Det tredje hold Cavling-kandidater på scenen torsdag aften var journalisterne Sebastian Abrahamsen og Mathias Koch Stræde fra Dagbladet Information. De er nomineret for deres arbejde med den digitale føljeton ’Forført’.

Serien er en dokumentarisk beretning om Bjarne fra Østjylland. Han søger kærligheden på nettet og finder den i Ukraine. Men romancen udvikler sig til et drama, der involverer jalousi, lyssky pengeoverførsler og handel med biologiske våben og ender med, at Bjarne bliver dømt for forsøg på manddrab.

”På overfladen er det en historie om et spektakulært mordforsøg. Men i sin essens er det en historie om skyggesiderne ved vores digitale samfund. Hvad der sker med os som mennesker, når meget af vores kommunikation rykker over på digitale platforme,” fortalte Sebastian Abrahamsen.

De to journalister blev opmærksomme på Bjarnes sag, da Mathias Koch Stræde en dag sad og søgte på ordet ’Denmark’ i nogle FBI-dokumenter.

”Som Mathias nogle gange gør,” tilføjede Sebastian Abrahamsen. 

Her dukkede Bjarnes sag op. De to journalister kontaktede derefter Bjarne, som viste sig at være i gang med et udslusningsforløb fra fængslet og gerne ville fortælle sin historie.

”Han ville bare gerne være anonym. Det indvilgede vi i. Til gengæld var han meget generøs med at dele ud af sit liv, og han gav os fuldmagt til at søge aktindsigt i alle dokumenter i sagen,” fortalte Sebastian Abrahamsen.

Efter lidt tovtrækkeri endte de to journalister med at få retsdokumenterne i sagen. Det viste sig at være en guldgrube af blandt andet billeder fra efterforskningen og chatlogs mellem Bjarne og den ukrainske kvinde.

”Der var mange hundreder beskeder, så vi kunne komme helt tæt på,” fortalte Mathias Koch Stræde.

Om formidlingen af projektet som en digital føljeton i ni afsnit sagde Sebastian Abrahamsen:

”Vi har været meget inspireret af den klassiske krimigenre med masser af cliffhangers og så videre. Vi prøvede at danne sådan et krimi-agtigt ’nordic noir’-univers omkring historien.”  

Line Gertsen, Laura Marie Sørensen, Maiken Steen Frederiksen, Astrid Fischer, Mathias Friis, Niels Jacob Schøtt og Thomas Overgaard, DR Nyheder, samt Jonas Deiborg og Christian Stemann, P4 København: Afdækningen af "Meningitis-sagen"

Bag det fjerde og sidste Cavling-nominerede projekt står et hold af ni journalister fra DR. Tre af dem var torsdag på scenen for at fortælle om det: Line Gertsen, Laura Marie Sørensen fra DR’s undersøgende redaktion og Christian Stemann fra P4 København.

Sammen har de to redaktioner i en tv-dokumentar samt webartikler og indslag i både radio og tv afdækket en sag, hvor tre teenagedrenge i hovedstadsområdet inden for et år er døde af smitsom meningitis. DR har undersøgt dødsfaldene og afsløret fejl og svigt i sundhedsvæsenet, samt hvordan læger, Akuttelefonen og hospitalsledelser efterfølgende har vægret sig ved at erkende fejlene.

”Det er først og fremmest en historie om, hvad der sker, når man dækker over fejl i stedet for at indrømme dem. Hele overskriften er, at når man dækker over fejl, så dækker man også over den mulige læring, der kan være i den,” sagde Line Gertsen.

Sagen startede, da hun midt i sin barsel blev kontaktet af faderen til en af de afdøde drenge.

”Det gør næsten, at jeg er klar til at smide babyen fra mig og tage ud på DR igen,” fortalte Line Gertsen.

Cirka samtidig bliver Christian Stemann fra P4 København kontaktet af en anden far til en dreng, der på det tidspunkt netop er død af meningitis. De to redaktioner ender med at teame up.

”Etisk har det fyldt meget, at familierne har været i enorm sorg. Vi har brugt ufatteligt meget tid og energi på at besøge dem, snakke med dem, forklare dem, hvad der sker og så videre. Det har været barskt. Men de her forældre har hele tiden haft en konstruktiv indstilling til, at vi skal undgå, at andre familier ender i samme situation,” fortalte Christian Stemann.

Laura Marie Sørensen fortalte, at arbejdet også i høj grad har drejet sig om at prøvet at finde ud af, om det her bare var tre uheldige sager inden for et år, eller om der lå fejl og svigt bag. Det sidste fik de dokumenteret via aktindsigter og vurderinger fra eksperter.

Konsekvenserne af DR-holdets afdækning af sagen har blandt andet været, at Styrelsen for Patientsikkerhed har politianmeldt to læger, og at fire sundhedspersoner på henholdsvis Herlev Hospital og Akuttelefonen er sat under skærpet tilsyn af Styrelsen. Region Hovedstaden har også lavet en større tværgående analyse af fejl i meningitissager, som er mundet ud i 10 konkrete handleplaner.

Kommentar

Seneste jobopslag

Journalist til folkekirken.dk

Folkekirken.dk
Ansøgningsfrist: 01.02

Studentermedarbejder til Kommunikation i Danmarks Apotekerforening

Danmarks Apotekerforening
Ansøgningsfrist: 01.02

Sjællandske Medier søger redaktør til Næstved

Sjællandske Medier
Ansøgningsfrist: 09.02

Struktureret studentermedhjælper

Odense Kommune
Ansøgningsfrist: 18.02

Kommunikationsmedarbejder til Værket

Værket
Ansøgningsfrist: 08.02

Stærk researcher til arbejdslivet

Avisen.dk og Ugebrevet A4
Ansøgningsfrist: 30.01

Kommunikationskonsulent

Arkitektskolen Aarhus
Ansøgningsfrist: 05.02

Reporter til Børsens politiske redaktion

Børsen
Ansøgningsfrist: 25.01

SKRIFTLIGT VELFUNDERET JOURNALIST SØGES TIL NYE UDFORDRINGER

De Forenede Dampvaskerier A/S
Ansøgningsfrist: 25.01

Erfaren webjournalist med en solid værktøjskasse søges

Yngre Læger
Ansøgningsfrist: 26.01

Communications Manager

ShopGun
Ansøgningsfrist: 24.01

Stærk og kreativ nyhedsredaktør til TV 2 NEWS

TV2 NEWS
Ansøgningsfrist: 29.01

Danwatch søger erfaren graverjournalist

Danwatch
Ansøgningsfrist: 23.01

Dokumentarkompagniet søger dygtig tv-fortæller

Dokumentarkompagniet
Ansøgningsfrist: 24.01