Nyt website for Berlingske er inspireret af New York Times

Når B.dk har premiere i aften, så bliver det et af de mest underspillede nyhedssites blandt de store danske mediehuse. Forbilledet er NYTimes.com. »Vi går imod VG-feberen,« fortæller Lisbeth Knudsen. Nye iPad-produkter er klar og prisen sat. Næste skridt er Android.
26.01.2011 · 13:58

Når B.dk har premiere i aften, så bliver det et af de mest underspillede nyhedssites blandt de store danske mediehuse. Forbilledet er NYTimes.com. »Vi går imod VG-feberen,« fortæller Lisbeth Knudsen. Nye iPad-produkter er klar og prisen sat. Næste skridt er Android.

De seneste år har danske avisers websites i stigende grad satset på store overskrifter, store billeder og meget lidt tekst. Og det gælder ikke kun tabloid-aviserne. Også de ellers så traditionelt tænkende dagblade har valgt det tabloide look. Senest Politiken.dk, der for ca. halvandet år siden valgte at blæse alt stort op på nettet. Og med - fristes man til at sige - GIGANTISK succes.

I hvert fald når det gælder antallet af læsere, hvor de officielle tal fra FDIM viser knap 740.000 brugere. Men også ved uddelingen af de eftertragtede priser ved Best of Scandinavian News Design, hvor Politiken.dk for nylig vandt sølv-medaljen.

Når Berlingske.dk i aften bliver til B.dk, så går mediehuset til gengæld i den stik modsatte retning.
Stilen er underspillet og grænsende til det anonyme. Forbillede er New York Times på nettet, hvor små overskrifter, små billeder og interaktive grafikker og stort nyhedsflow er det afgørende.

»Vi går imod VG-feberen, for jeg synes, det er blevet for ens alt sammen. Og her i koncernen har vi et B.T. til at gøre det. Vi vil gerne gå en anden vej i Berlingske,« siger ansvarshavnede chefredaktør, Lisbeth Knudsen, til Journalisten.dk og tilføjer:

»Nogle af de ting, vi er inspireret af er New York Times interaktive grafik, som Amanda Cox blandt andet præsenterede på New Media Days i København i efteråret. Og derudover så handler det om, at vi vil være tilstede konstant og kommer til at tilføje nye elementer og meget mere live-blogging fra begivenheder.«

Chefredaktør Tom Jensen gennemgår designmanualen for B.dk og nogle af de nye funktionaliteter. Blandt andet bliver emnerne i topbjælken mere aktuel og skiftes løbende ud. Derudover satses der som sagt på live-reportager og blogging. Men overordnet ser det hele meget clean ud.

»Jo mere æstetisk et site er - og jo mindre larmende, det er - jo mere er der brug at gøre det levende og aktuelt,« siger han og tilføjer:

»Målsætningen er, at samtidig med, at det er visuelt lækkert, så skal det indholdsmæssigt sitre. Vi vil gerne live-blogge hver eneste dag. Og vi vil sende nogle meget tydelige signaler hver dag om, at det her er nyt.«

I Lisbeth Knudsen-termer har man oprettet et såkaldt "digitalt powerteam", som skal styrke Berlingske på nettet.
»Det handler om, at skabe en instant fornemmelse. Brugerne skal føle, at vi er konstant tilstede. Men det skal også give mere unikt stof på nettet.«

Også mobilen skal der satses yderlige på. Og snart kan man købe både Berlingske, BNY og det nye Politiko specifikt til iPad. Berlingske og BNY kommer til at koste 18 kr. for hver iPad-udgivelse, mens man "slipper" med at betale 12 kr. for Politiko.

»Noget af det nye på mobilen bliver, at man kan gå ind og bestille områder, man ønsker at følge, og på den måde opbyge sit eget univers,« fortæller Lisbeth Knudsen og tilføjer, at Berlingske har forsøgt i forbindelse med denne relancerings-runde at rydde op på indholdssiden i alle de digitale platforme.

»Vi er alle sammen vokset ind i de nye medier ved knopskydning: Net, mobil, apps og iPad. Og hidtil har man måske ikke gennemtænkt, hvad man skal bruge de enkelte platforme til. Det har betydet, at webben har lidt under at være en affaldsplads, hvor man hældte historier ind. Og mobilen har været det næste sted, hvor det er sket. Der gør vi det, at vi nu tænker det forfra. Hvordan udvikler vi noget, som passer til de enkelte platforme.«

Undervejs i hele forløbet med udviklingen af B.dk, de nye Berlingske-apps og magasinerne og aviserne til iPad har Berlingske Media gjort brug af et virtuelt mediepanel på 20.000 frivillige danskere, som Berlingske har prøvet de fleste store ændringer og ideer af på. 

Blandt andet var budskabet fra panelet, at man gerne vil have en masse dybde - men man ønsker ikke iPad-løsninger eller apps, hvis der ikke samtidig er en nyhedsopdatering.

»Derfor er vores apps en kombination af det, der lige sker, noget af det, der har været i avisen og noget af det, der ikke har været der endnu,« fortæller Lisbeth Knudsen.

Selve produktionen foregår i øvrigt hos 2 udviklingsteams i Ukraine, hvortil Berlingske har outsourcet hele app- og iPad-produktionen. Og man har lige ansat et Android-udviklingsteam, så Berlingske ikke kun favoriserer Apple-segmentet. 

Når det gælder Berlingske på iPad, så er Lisbeth Knudsen ikke bekymret for den kritik, der har været, at dansk iPad-journalistik er for fattig og for letbenet.

»Du kan se nogle af dem, der har brugt masser af penge på at udvikle til iPad - eksempelvis Wired - at det er ikke med den aller største succes. Til trods for, at de har gjort meget ud af det,« siger hun som svar på, hvorfor en mindre og mere simpel løsning måske er bedre.

Men angiveligt er det også, hvad Berlingske-brugerne ønsker:

»Vores brugere efterspørger ikke det store. Det er convenience - altså til folk på rejse, eller til folk, der bevæger sig mellem to steder,« siger Lisbeth Knudsen. 

For at få hele regnestykket til at gå op med nye sektioner i Berlingske - eksempelvis Politiko og Berlingske Nyhedsmagasin - kombineret med nyt indhold til webben og iPad, har man været nødt til at flytte rundt på medarbejderne internt. Omkring 18 ansatte har skiftet stofområder og redaktioner.

Og ifølge Journalisten.dk's oplysninger er der enkelte, som ikke har været helt så glade for omplaceringerne.
Medarbejderstaben er i øvrigt ikke udvidet - til trods for de nye og større ambitioner på endnu flere platforme.

Lisbeth Knudsen understreger dog, at den journalistiske udvikling er omdrejningspunktet, for at være forrest i kampen om læserne. Og derfor har det været nødvendigt:

»Og i modsætning til andre, som skærer ned på den journalistiske bemanding, så fastholder vi antallet af medarbejdere på Berlingske. Der kommer ikke nogen fyringsrunder i år,« siger hun.

PS: www.B.dk skal efter planen gå i luften klokken 20:00 i aften, men ifølge Lisbeth Knudsen arbejdes der helt frem til deadline på de sidste tekniske detaljer. 

Det nuværende Berlingske.dk har ifølge seneste opgørelse fra FDIM godt 520.000 brugere. 

(opdateret) 

Kommentar

26/01/2011 - 15:03

Otto Frederiksen

Personligt er jeg ikke specielt glad for New York Times' udseende. Jeg synes netop, dét virker uoverskueligt. Det er super med nyskabelse og rigtig rart, at de går en anden vej end BT og EB, men jeg tror ikke at NYT's look er løsningen.

Samtidig kan jeg måske godt stille mig lidt tvivlende overfor, om der er (interessant) stof nok til at have flere liveblogs hver dag.. De rissikerer vel, at de rapporterer for at rapportere og ikke for at opdatere eller informere. Hvis siden bliver ren æstetik og minimalisme, så tror jeg, at jeg foretrækker Pol.dk. Eller JP's "gammeldags" opsætning.

26/01/2011 - 21:10

jan larsen

Øv, det nye layout virker da helt vildt rodet. Det kan være et spørgsmål om tilvending, men umiddelbart er VG-stilen at foretrække. Findes der mon eyetrack-analyser, der viser, om NYT-stilen er god?

01/02/2011 - 12:44

Peter Sørensen

...og derfor har jeg droppet at læse den. Det er umuligt at navigere på den på almindelig vis, fordi de har valgt at ikke overholde standarderne. Da jeg højreklikker på alle de historier, jeg vil læse, og lader dem åbne sig i separate faner, skal jeg omlægge min browsing for at tilgå b.dk og det vil jeg ikke.

01/02/2011 - 14:16

Jacob Pedersen

Helt enig! Det er frygteligt irriterende, at de på den måde forsøger at begrænse, hvordan man vil læse en hjemmeside. Indtil det ændres, går jeg også en stor bue uden om b.dk.

01/02/2011 - 14:28

Bjørn Thomsen

Højreklik virker fint i Firefox, Windows XP.

07/02/2011 - 18:38

Morten Christiansen

Det fungere altså fint. Prøv i øvrigt at bruge Ctrl-venstreklik i stedet for - det er hurtigere :-)

Seneste jobopslag

Digital Redaktør

Udenrigsministeriet
Ansøgningsfrist: 04.12

To redaktører til produktion af skriftlig patientinformation

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder til Datatilsynet

Datatilsynet
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

To kreative Social Media Managers til Berlingske!

Berlingske Media A/S
Ansøgningsfrist: 26.11