Nobels Fredpris: Når journalister tier

Myndighederne i Kina har udstedt direktiver, der sikrer, at almindelige, kinesiske journalister ikke kan skrive om Liu Xiaobos pris. Kun de medier, der kontrolleres direkte af centralmagten, har licens til at formulere, hvad den kinesiske befolkning skal vide om sagen.

Myndighederne sætter hårdt mod hårdt og beskylder Nobel-komiteen for anti-kinesisk politisering. CNNs og BBCs signaler blokeres, mobil messages og twitter forstyrres, internettet finkæmmes, Kinas tusinder af dagsblade, ugeaviser og magasiner tier eller kopierer den officielle udlægning, som den f.eks. stod i China Daily: "Denne nation vil ikke tillade, at dens interne anliggende bliver dikteret af Vesten. Om man vil det eller ej, så vil Nobels fredspris sprede mistroen om, at det er et vestligt plot for at inddæmme et stærkere Kina".

Hvad siger det om de kinesiske medier?

Nobel-komiteen har sat fed streg under to forhold. For det første: Det kinesiske styre har ingen planer om at omdanne Kina til et parlamentarisk demokrati efter vestligt mønster. De politiske reformer, der finder sted, bringer langsomt mere åbenhed og luft i systemet, men det foregår i det små og primært som lokale eksperimenter. Liu Xiaobo sidder i fængsel, fordi han argumenterer for afvikling af det eksisterende, politiske system. For det andet: Der findes ingen organiseret opposition eller kontravægt til regeringen i Beijing. Liu Xiaobo og hans fæller er isolerede, spredt, i fængsel eller eksil. Derfor hører de kinesiske journalisters evne og mod til at sikre debat, kritik og til at holde informationsstrømmene åbne til de vigtigste fænomener i Kina lige nu.

En af verdens førende iagttagere af den kinesiske presse, David Bandurski fra University of Hong Kong, har netop udgivet en bog om hverdagens helte i den kinesiske presse: 'Investigative Journalism in China - eight cases in Chinese watchdog journalism'. Fremragende journalistik fra Kina.

I sagen om fredsprisen må de kinesiske journalister føje centralmagten. Men i morgen tager de fat igen, tålmodigt, professionelt og klogere end i går. For os andre er fredsprisen en nyttig påmindelse om, at vi har kolleger i Kina, der fortjener vores opbakning.

På DJs fagfestival i november kan man møde to af dem: Den unge Li Xin, tidligere korrespondent i Washington, nu redaktør i mediehuset Caixin, og Liu Jianquiang, en af Kinas førende miljøjournalister. De kommer på invitation fra International Media Support for at fortælle om, hvordan mange journalister gør et fremragende stykke arbejde i Kina. Også selvom de af og til må tie. 

Find Bandurskis bog på www.hkupress.org