Mistet overblikket? Fem spørgsmål og svar om chikanesagen i DJ

Anklager om seksuelle krænkelser og en usund kultur har de seneste uger rystet DJ. Her er, hvad vi lige nu ved om sagen, der startede på Facebook og siden har ført til suspension af direktøren og to andre ansatte
  • Klaus Holsting
27.11.2017 · 15:00

I sidste uge stod to kvinder frem i Journalisten og fortalte, at de følte sig udsat for seksuelle krænkelser som studentermedhjælpere i Dansk Journalistforbund.

Siden har forbundet suspenderet direktøren og to andre ansatte. Det sker, imens der bliver gennemført en ekstern advokatundersøgelse af anklagerne og ledelsens rolle i forløbet.

Journalisten giver et overblik over sagen:

1. Hvordan startede det hele?

Sagen startede med et Facebook-opslag fra Sigrid Benedikte Strøyer, tidligere studentermedhjælper i Dansk Journalistforbund. Hun skrev i sit opslag den 11. november, at hun havde oplevet seksuelle krænkelser som ansat ”i en fagforening”.

Hun skrev, hvilken afdeling hun arbejdede i, og samlet ud fra de oplysninger, der lå på Facebook, var det ikke svært at finde ud af, at der var tale om DJ.

2. Hvad handler anklagerne om?

To tidligere studentermedhjælpere fortæller, at de følte sig udsat for seksuelle krænkelser som studentermedhjælpere i Dansk Journalistforbund.

Den ene af de to - Sigrid Benedikte Strøyer - var ansat fra 2009-2011. Hun fortæller, at hun dengang blev udsat for seksuelle krænkelser af sin daglige leder ”Martin”. Chikanen var ifølge hende både fysisk og psykisk.

Den anden – vi kalder hende ”Josefine” - var ansat som studentermedhjælper fra 2015-2016. Hun anklager en DJ-ansat for at have råbt upassende efter hende, da hun afviste at have sex med ham. Hun fortæller desuden, at hun blev udsat for et seksuelt overgreb af en tillidsvalgt i DJ.

Tidligere ansatte i DJ retter desuden kritik mod forbundet for at have en usund kultur. De peger bl.a. på, at ledelsen ifølge dem har set igennem fingre med, at Martin som chef i huset havde et forhold til en studentermedhjælper. Både Sigrid Benedikte Strøyer og Josefine har haft forhold til ham.

Martins forhold til Josefine har ført til, at han af ledelsen i februar 2016 fik en mundtlig påtale, og i forrige uge en skriftlig advarsel, fordi han ikke adlød den mundtlige påtale, men fortsatte forholdet.

3. Hvordan har DJ og de anklagede svaret på anklagerne?

De to nuværende DJ-ansatte, som anklagerne om chikane og seksuelle krænkelser retter sig mod, har begge nægtet sig skyldige.

”Martin” erkender, at han og Sigrid Benedikte Strøyer havde et forhold, imens hun var studentermedhjælper. Men han afviser, at han på noget tidspunkt har krænket hende. Han afviser også, at han på det tidspunkt var hendes chef.

I ”Josefines” sag – hvor anklagerne om seksuelle krænkelser ikke retter sig mod Martin – kan de anklagede ikke genkende hendes beskrivelser af de to episoder. Den DJ-ansatte afviser at have råbt upassende af hende og fortæller, at han aldrig før har fået at vide, at hun har følt sig krænket. Den tillidsvalgte oplevede situationen anderledes end Josefine, men anerkender, at hun oplevede det som en krænkelse.

Topledelsen i DJ afviser at have kendt til krænkelserne i både Josefine og Sigrid Benedikte Strøyers tilfælde. De fortæller desuden, at de ikke har kendt til forholdet mellem Martin og Sigrid Benedikte Strøyer, før det kom frem i forrige uge.

Ledelsen har ligeledes afvist anklagerne fra tidligere medarbejdere om en usund og sexistisk kultur i DJ.

4. Hvad er der sket siden?

Da Sigrid Benedikte Strøyer lagde sine anklager på Facebook, satte ledelsen gang i en intern undersøgelse i DJ. Den undersøgelse sluttede med, at DJ ikke fandt det muligt at bevise, om chikanen havde fundet sted.

Sideløbende undersøgte Journalisten sagen.

DJ lukkede den interne undersøgelse om fredagen, men allerede mandagen efter besluttede ledelsen at gå skridtet videre og iværksætte en ekstern undersøgelse af forløbet. I sidste uge blev den undersøgelse udvidet, så den også omfatter ledelsens viden og rolle helt tilbage fra 2010-11.

I den forbindelse blev direktør Linda Garlov suspenderet. Det sker ifølge formand Lars Werge for at sikre objektivitet og dermed tillid til processen og resultatet af den eksterne undersøgelse. De to nuværende DJ-ansatte, som anklagerne retter sig mod, er også suspenderet, så længe undersøgelsen pågår.

Lørdag holdt DJ’s hovedbestyrelse ekstraordinært møde om sagen. Her besluttede de at bakke op om den eksterne undersøgelse.

5. Hvad sker der nu?

Tre undersøgelser er nu på vej i kølvandet på anklagerne om seksuelle krænkelser og en usund kultur i DJ:

  • En uvildig advokatundersøgelse af forløbet omkring anklagerne om sexchikane og seksuelle krænkelser fra tidligere DJ-ansatte. Herunder også ledelsens viden herom.
  • En kortlægning af kulturen internt i DJ gennem de seneste år, foretaget med ekstern bistand.
  • En undersøgelse blandt alle DJ’s medlemmer, der skal kortlægge omfanget af sex-chikane og eventuelle overgreb i mediebranchen.

 

Rettet 29/11 klokken 9.06: Journalisten havde skrevet, at undersøgelsen af kulturen også omfatter a-kassen AJKS. Det gør den ikke.

Kommentar

27/11/2017 - 15:59

Ida Sønderby Rosgaard

Kan man gå ud fra, at der med "eventuelle overgreb" i forbindelse med undersøgelsen under punkt 3 menes andre overgreb/krænkelser/chikanerier end seksuelle?

27/11/2017 - 16:05

Lis Lendal

Jeg kan heller ikke bevise, at nr. 2 mandlig chef (hotel), jeg havde , tvangskyssede mig to gange: Der var ingen vidner, det foregik bag en lukket dør. Han var heldigvis den eneste mandlige chef, jeg kan klage over.

27/11/2017 - 16:10

Ida Sønderby Rosgaard

Og omfatter "kortlægning af kulturen internt i DJ og AJKS" i forbindelse med undersøgelsen under punkt 2 også andre overgreb/krænkelser/chikanerier end seksuelle?

27/11/2017 - 16:43

Ida Sønderby Rosgaard

Og foretager man undersøgelser af kultur og diverse overgreb i både det administrative og det politiske lag i DJ og AJKS?

29/11/2017 - 08:20

Charlotte Damsbo

Det er fint med en undersøgelse blandt alle medlemmerne. Desværre er det ikke muligt at besvare den som ledig, da denne kategori er udeladt som svarmulighed i spørgeskemaet, når man skal beskrive sin nuværende stilling.Hvis denne ikke bliver udfyldt, så kan du ikke komme videre i skemaet. Noget siger mig at det er gået meget hurtigt med at opsætte undersøgelsen...

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder til Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg

Sydvestjysk Sygehus
Ansøgningsfrist: 15.01

Pressechef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 02.01

DANMARKS FISKERIFORENING SØGER JOURNALIST

DANMARKS FISKERIFORENING
Ansøgningsfrist: 08.01

Leder til BUPL’s kommunikation

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 04.01

TV 2 Lorry søger kreativ historiefortæller

TV2/ Lorry
Ansøgningsfrist: 15.01

Erfaren projektleder til lotterikommunikation

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 07.01

Pressechef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 02.01

Er du vores nye kommunikations- og sekretariatsmedarbejder?

Kristelig Handicapforening
Ansøgningsfrist: 05.01

Kommunikationskonsulent

Viborg Kommune
Ansøgningsfrist: 05.01

Politiken søger EU-korrespondent

Politiken
Ansøgningsfrist: 20.12

Pressesekretær til Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriet
Ansøgningsfrist: 10.01

Journalist TIL BORNHOLMS TIDENDE

Bornholms Tidende
Ansøgningsfrist: 15.01

Kommunikationsdirektør til Diabetesforeningen

Diabetesforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Leder af kommunikation DTU Byg

DTU
Ansøgningsfrist: 20.12

Tovholder på bibliotekets kommunikation

Herlev Bibliotek
Ansøgningsfrist: 05.01

BO BEDRE søger digital journalist

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 03.01

Videojournalist

Folkekirken.dk
Ansøgningsfrist: 21.12

Head of Social

Landbrug & Fødevarer
Ansøgningsfrist: 18.12

Stærke nyhedsjournalister til TV 2/Bornholm

TV 2/Bornholm
Ansøgningsfrist: 19.12